Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Er familiemiddagen vigtigere end mine børns frihed?

Mor
20. april 2019

Som mor til tre halvstore børn med et travlt job, som jeg i øvrigt elsker, kan det knibe med at få hele familien bænket til det klassiske aftensmåltid. De er henholdvis 0tte, 11 og 15 år gamle og har hver især faste fritidsinteresser, som de går til flere gange om ugen, og gode venner, som også skal passes.

Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at opdrage dem til at være selvstændigt tænkende og handlende. Men nu er det ved at være sådan, at vi spiser aftensmad i hold. Egentlig synes jeg, de burde prioritere fællesskabet i familien – men samtidig bakker jeg jo op om deres ret til frihed.

Så hvad gør jeg? Trækker ’mor bestemmer’-kortet og indfører fast fællesmåltid eller accepterer, at den tid er forbi?

Svar I:

Det lyder, som om I er en meget aktiv familie, hvor værdien er, at man forfølger og dyrker sine egne interesserer og realiserer sig igennem det. Og hvor man får meget af det, som et fællesskab kan give, gennem sport og kammeratskab.

Familien er jo ikke det eneste sted, hvor fællesskab kan trives. I hvert fald tænker jeg, at det er lidt svært pludselig at begynde at bestemme, at familien partou skal være rammen om fællesskabet, hvis de faste fritidsinteresser fylder så meget. Og familien er jo ofte last resort.

Men trods alt ved dine børn, at de har den til hver en tid. Og nogle gange kan de evindelige familieting, der fylder, bare fordi konventionen tilsiger det, også være belastende.

Men egentlig ville jeg spørge børnene, hvorvidt fællesskabet i familien er noget, de savner. Men så skal du også være parat til at høre svaret.

– Mette-Line Thorup

Svar II:

Man skal gerne være tryg for at kunne nyde friheden. Derfor er måltider i en familie ikke ligegyldige, for de er med til at skabe den trygge base, som de unge kan leve deres frie og udfarende liv ud fra. Det er jo et ægte paradoks.

Jeg er selv opvokset i en familie, hvor vi spiste alle måltider sammen, og jeg viderefører traditionen i min egen familie i dag. Mine børn er yngre end dine, så det er lidt nemt for mig at være hellig.

Jeg tænker, at en mere pragmatisk løsning er på sin plads i din familie – en 15-årig og en otteårig har vidt forskellige behov. Måske kan du kræve, at hele familien spiser sammen f.eks. tre dage om ugen. Der må være dage, hvor de hverken går til badminton eller poledance.

Så bliver det også en rigtig begivenhed – noget, I er samlet om som familie. De øvrige dage synes jeg, du skal spise som minimum med den yngste og gerne også med den mellemste. Og så elleres være nogenlunde pragmatisk. Men ikke opgivende. Det ER vigtigt.

– Kristian Villesen

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg er med Kristian Villesen all the way! Og måske det ville være meget praktisk, hvis de to større børn også undertiden bidrog med at lave maden? Det er en god øvelse i både ansvar, kreativitet og den gode vane at lave mad selv.

Christel Mayland Jensen, Erik Fuglsang, Katrine Damm, Rikke Nielsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar