Kommentar
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Bizar ondskab

Next level udlændingepolitik direkte fra Borgen
Det gælder om at fremstå så grusom som overhovedet muligt. Derfor er det vigtigt at sige, at man vil tage flygtninges smykker ved grænsen, så der kan blive skrevet om det i verdenspressen, mens det er langt mindre væsentligt, om man rent faktisk gør det.

Det gælder om at fremstå så grusom som overhovedet muligt. Derfor er det vigtigt at sige, at man vil tage flygtninges smykker ved grænsen, så der kan blive skrevet om det i verdenspressen, mens det er langt mindre væsentligt, om man rent faktisk gør det.

Jacob Aban Kjerumgaard

Moderne Tider
20. april 2019

Det var journalisten Henrik Qvortrup, der i Ekstra Bladet beskrev Venstres pressemøde den 8. april som »i top fem over bizarre pressemøder«.

Det eneste, han kunne komme i tanke om, som havde været mere bizart, fortalte han senere, var, da Louise Frevert i 2007 dansede mavedans på et pressemøde for CD.

Det mærkelige ved Venstres pressemøde var blandt andet, at det alene handlede om at forklare, hvad det ville have betydet for udgifterne til flygtninge, hvis ikke den nuværende regering havde strammet gevaldigt op i forhold til den forrige socialdemokratiske.

Det blev ikke mindre bizart af, at anledningen til denne »folkeoplysning« var et spørgsmål stillet til Integrationsministeriet – af Venstres egen udlændingeordfører! Tre ministre stillede således op med tydeligt påtagede højtidelige miner for at minde om, at man næsten kan få en pædagog for den pris, det koster at huse en flygtning.

Venstres kynisme i sager som denne kunne siges at ligne den, som Hannah Arendt kaldte for »banal ondskab«, dvs. det at foretage onde handlinger uden at forholde sig til deres moralske dimension – f.eks. hvad der ligger i at reducere et menneske til en udgift. Banal ondskab er netop at gøre det, man bliver bedt om uden at tænke på de moralske konsekvenser.

Venstres politikere ønsker, kunne man sige, formentlig ikke ligefrem at skade andre mennesker; de vil bare meget gerne beholde regeringsmagten, så de sørger for at holde gryden lidt i kog hos alle dem, der hellere vil have, at muslimer har det dårligt, end at de har det godt.

Venstre og ondskab

Men det er alligevel, som om der er noget andet på spil i Venstres ondskab end blot det banale. Hvis man kigger på det danske politiske landskab og f.eks. vurderer de forskellige partiers forhold til den institutionaliserede mishandling af børn i udrejsecenter Sjælsmark, er det snarere Socialdemokratiet, som passer til formlen for banal ondskab.

Her har man længe netop på helt igennem banal vis accepteret alt, hvad der blev dikteret af højrefløjen på det udlændingepolitiske område.

Problemet for Socialdemokratiet har bare været, at højrefløjen har været enormt opfindsom i forhold til at finde på nye stramninger, som Socialdemokratiet blev nødt til at acceptere, hvis de ville undgå at tabe flere valg (det har de dog så som regel gjort alligevel).

Men Venstres pressemøde antydede noget andet, der er blevet bygget op med Inger Støjberg over de senere år, og som nu måske er kulmineret. Der er tale om en form for ondskab, som ikke for alvor handler om de ondskabsfulde ting, man gør, men snarere handler om at forsikre om, at man meget gerne vil gøre dem.

Det er ondskab som kommunikationsstrategi.

Det gælder om at fremstå så grusom som overhovedet muligt. Derfor er det vigtigt at sige, at man vil tage flygtninges smykker ved grænsen, så der kan blive skrevet om det i verdenspressen, mens det er langt mindre væsentligt, om man rent faktisk gør det.

Derfor er det vigtigt at fejre forringelsen af menneskers vilkår med en lagkage, men langt mindre væsentligt, hvad der er det reelle indhold i de 50 stramninger, man fejrer. Det er i dette lys, vi skal forstå det bizarre pressemøde.

Man kunne kalde det for bizar ondskab: At skade andre i en form for medløb, som ikke bare er passivt, men fyldt med indfald og proaktive initiativer – hvilket giver nogle mærkværdige forviklinger.

Måske kender vi faktisk denne ondskab allerede, både fra skolegården og arbejdspladsen: Når bøllerne har chikaneret nogen rigtig længe og synes at vinde popularitet på det, mens man ikke selv har fået sagt fra, bliver man på et tidspunkt nødt til ikke bare at følge trop, men også selv finde på noget ondt at byde ind med.

Bizar ondskab er den ondskab, der på én gang passivt og aktivt opsøger det onde. Passivt, fordi det er nogle andre, der ’i virkeligheden’ ønsker det; aktivt, fordi det er den bizart onde, der finder på måder at vedligeholde og forny det på.

Fra banal til bizar

Hvad Venstres pressemøde viste os, var imidlertid også, at bizar ondskab risikerer at udstille den, der handler. Overgangen fra banal til bizar ondskab er også overgangen til en mere spekulativ form for ondskab, der bliver så kringlet, at den ender med selv at miste overblikket.

Venstres bizarre ondskab efterlader os med flere spørgsmål end svar: Hvad ønsker partiet i virkeligheden? Vil det blot for enhver pris fastholde magten? Tror det, at dets vælgere er ude af stand til at gennemskue skuespillet? Eller tror Venstre, at det virker, selv om det bliver gennemskuet?

Det kan jo faktisk være, at det virker (og Socialdemokratiet taber igen), men det virker under alle omstændigheder destabiliserende for den politiske debat: Handler udlændingepolitikken i det hele taget længere om, hvad nogen i virkeligheden ønsker?

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Venstre vil beholde taburetterne for en hver pris, endda ved at miste magten til et fælt rassistisk støtteparti.

Det værste ved hele stuationen er dog, at S er parat til at gøre nøjagtigt det samme for at komme til faddet og taburetterne.

DF til gengæld har magten, og vil helst ikke have taburetterne, for så kan de hele tiden afvise, at have ansvaret for de svinestreger de bringer på banen.

Så det er de absurditeter der lægger op til det kommende valg .... som jo siges at være dit!

Lars Løfgren, Kirsten Lindemark, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvor er det en pinefuldt rammende analyse..
"Lille spejl på væggen der, hvem er ondest i landet her ?"

Endnu en gang tak til geniale CVA :-)

Christian Mondrup og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar

At gå ind i politik udelukket med det formål at skade andre, må siges at være ondskab, omend ikke i den religiøse forstand. Den forsætlige skadelige adfærd, hvor det gør ondt på andre mennesker opdyrkes, men det er misbrug. Det er nødvendigt at søge en forklaring på, hvilke menneskelige egenskaber som ligger bag den ødelæggelse som sker her i landet i disse år.

Normale mennesker behandler andre med omtanke og omsorg, samt de kan ikke drømme om at skade dem. Noget af det vi ser her, er denne foruroligende mangel på empati, manglende bekymring for andre mennesker, og en evne til at se på andre mennesker som blot objekter.

Det skræmmende er at nogle typer ikke føler empati, ingen anger og ingen skyld, de går bare videre til det næste offer. Disse typer er yderst egoistiske, selvcentrerede, de ved præcis hvad de gør, de manipulerer og bruger andre mennesker til deres egen fornøjelse.

Det er mennesker som, gennem uddannelse og træning ligner alle andre. Udadtil kan de være meget charmerende, og dem som kender dem, synes at de er meget lette at omgås. Alle har sikkert mødt en, men få har set bag masken. Når man rent faktisk interagerer med dem, er det masken de præsenterer, med kun en sjældent glimt her og der af den mørke side.

De er uden samvittighed, men ikke fordi de ikke har den intellektuelle evne til at forstå forskellen mellem rigtigt og forkert. Den følelsesmæssige forbindelse med begreberne, tanker og så videre er fraværende.

Der er gradsforskelle mellem disse typer. Der er sociopater som gang på gang skader andre, og så er der psykopater som nyder at skade andre. De ser ud som om det er et spil, og det er som om de udviser en fortryllende glæde ved at kunne ødelage livet for titusinder af mennesker. Hvis du er i en forsamling med et til to hundrede mennesker, så det er muligt, på en given dag, at støde på nogen, der har en psykopatisk personlighed.

Vi har en tendens til at være meget tilgivende, at bortforklare ondskaben, og i vores personlige forhold til mennesker, er vi ofte åbne for deres forklaringer og rationaliseringer, og vi søger altid forklaringer og tilgivelse. Vi forventer at alle andre tænker og føler på den samme måde som vi gør, hvis der f.eks. er en følelsesmæssig begivenhed, som når der er et barn som falder.

Men for disse typer er det en ikke-følelsesmæssig begivenhed. Deres reaktion er indstuderede, de bruger ansigtsudtryk og håndbevægelser, og kropssprog der synes passende for den underliggende følelsesmæssig tilstand, men det er falsk. De har lært, at der er visse ansigtsudtryk og former for kropssprog, der er forbundet med hvad andre siger, der er en passende følelse.

Kan man påføre en hel institution ens egne, samme personlighedskarakteristika? Kan en hel institution påføres en persons ondskab, ens personlighedsforstyrrelse? En plumråden institution er umulig at redde, hele kassen skal kasseres, og man må begynde forfra, før alle gaderne står i brand, som vi nu ser optøjer på.

Lars Løfgren, Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar