Og Donald Trump sagde: Jeg er fucked

Tre forlag har allerede udvist interesse for at udgive den særlige anklager Robert Muellers rapport om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016 i bogform. Den uafhængige anklager Kenneth Starrs rapport om tidligere præsident Bill Clintons affære med praktikanten Monica Lewinsky solgte to millioner eksemplarer på to dage dengang i 1998.

Men den indeholdt også en del sex.

Til gengæld er Muellers Russiagate-rapport blevet kaldt »den bedste bog om Trumps tid som præsident«, mens andre sammenligner den med Michael Wolffs bestseller, Fire and Fury, der beskrev Trump som en inkompetent og isoleret narcissist.

Om ikke andet er der formentlig mange Trump-kritikere, der håber, at amerikanerne rent faktisk vil læse Muellers tobindsværk på 448 sider inklusive cirka ti procent sorte udstregninger – fordi den ifølge dem afslører, at justitsminister William Barrs såkaldte frikendelse af præsidenten for en måned siden er det rene spin.

Få minutter efter Barrs offentliggørelse af det, Trump efterfølgende kaldte en »en total renselse for mistanke«, var præsidenten ellers i gang med at angribe de demokrater og medier, der de seneste to år har frem- og videreført mistanken om Trump-kampagnens konspiration med russiske myndigheder for at påvirke præsidentvalget. Her var beviset for den heksejagt, som præsidenten mener at være udsat for. Og rapporten blev set som et tilbageslag for de demokrater, der længe havde håbet på, at den kunne give dem skyts til en rigsretssag mod Trump.

Men selv om Mueller i løbet af den 22 måneders lange efterforskning ikke har fundet beviser for, at Donald Trump eller hans kampagnestab deltog i en ulovlig sammensværgelse med Rusland, så har den særlige anklager og hans team alligevel efterforsket bunkevis af forhold. Og de viser ifølge kritikere, at præsidenten forsøgte at forhindre opklaringen af sagen og ligefrem lukke Muellers undersøgelse.

I kølvandet på, at flere og flere jurister, kommentatorer og journalister i den seneste uge har fået pløjet sig igennem de 448 sider, fremstår der nu en noget anden læsning end justitsminister Barrs. Rapporten deler stadig republikanere og demokrater. Men flere jurister og demokrater ser Muellers rapport som en slags drejebog for Kongressen eller ligefrem en opfordring til at fortsætte undersøgelser, der i sidste ende kan lede til en rigsretssag.

Spørgsmålet om en eventuel rigsretssag splitter imidlertid også demokraterne. Flere af partiets førende præsidentkandidater stillede sig mandag bag forslaget om at åbne en rigsretssag mod Trump, mens den demokratiske ledelse i Kongressen fortsat er tilbageholdende – dog uden at udelukke noget. Der er med andre ord lagt op til fortsat ballade om følgende centrale spørgsmål i Mueller-rapporten.

Hvis Trump ikke har gjort noget kriminelt, hvordan kan man så fortsat undersøge ham?

Mueller-rapporten konkluderer, at Rusland gjorde meget for at påvirke valget, og at der var mange forbindelser mellem Trumps kampagne og russerne, men at der ikke er beviser for nogen kriminel sammensværgelse.

»Efterforskningen har ikke kunnet godtgøre, at medlemmer af Trump-kampagnen konspirerede eller koordinerede med den russiske regering i dennes indblanding,« som Mueller skriver.

Men det er ikke det samme, som at præsidenten ikke har foretaget sig noget ulovligt, fremfører Trump-kritikere – herindblandt The Atlantic-redaktør Yoni Appelbaum og professor ved Harvard Law School Laurence Tribe, der tidligere har argumenteret imod en rigsretssag.

Mueller har imidlertid afstået fra at rette kriminelle anklager mod præsidenten, fordi han har henholdt sig til Justitsministeriets vurdering af, at det ikke er i overensstemmelse med forfatningen at retsforfølge en siddende præsident. Endelig drager Mueller ingen konklusioner vedrørende aftalt spil, collusion, da der ikke eksisterer en sådan juridisk term i amerikansk lovgivning.

Men rapporten beskriver også ti episoder, der ifølge kritikerne er beviser på forhindringer af efterforskningen, obstruction of justice.

Og, anfører Mueller, »hvis vi efter en grundig efterforskning havde fundet beviser på, at præsidenten helt klart ikke havde forsøgt at forhindre efterforskningen, så ville vi have skrevet det«. Men som den særlige anklager også skriver, var Trumps bestræbelser på at påvirke efterforskningen »for det meste ikke nogen succes. Men det skyldtes hovedsageligt, at personer omkring præsidenten nægtede at efterleve hans ordrer og ønsker«.

Det er imidlertid op til Kongressen at sørge for, at myndigheders eventuelt korrupte adfærd bliver undersøgt, tilføjer Mueller.

Efter at de amerikanske medier er dykket ned i de nævnte passager fra rapporten, er præsidenten dog igen kommet på banen med beskyldninger om fake news og utroværdige medier herunder The New York Times.

Hvad gjorde præsidenten og hans kampagne for at forhindre efterforskningen?

Mueller-rapporten baserer vurderingen af obstruction of justice på tre kriterier. Var handlingen en forhindring, var den forbundet med efterforskningen, og havde den et korrupt motiv. Herefter oplister rapporten som nævnt ti episoder, som potentielt er forsøg på at lægge hindringer i vejen for efterforskningen, og hvor Mueller-rapporten enten konkluderer, at Trump forsøgte at forpurre undersøgelsen, eller renser ham. Det meste er kendt, men rapporten fastslår, at det er »vigtigt at se mønstret i præsidentens adfærd i en større sammenhæng«.

Det drejer sig bl.a. om:

• Trumps forsøg på at få særanklager Mueller fjernet

I juni 2017 kom det frem, at ruslandsundersøgelsen også omfattede forhindringer af efterforskningen. Dette blev af amerikanske medier beskrevet som et vendepunkt, fordi Trump ellers havde fået at vide, at han hidtil ikke havde været genstand for efterforskning. Det fik Trump til at beordre sin daværende chefjurist i Det Hvide Hus, Don McGahn, til at få fjernet Mueller med henvisning til, at den særlige anklager var inhabil. Det nægtede McGahn, der var parat til at sætte sin stilling ind på det.

Mueller-rapporten anfører, at der er »substantielle beviser, der indikerer«, at præsidentens forsøg på at fjerne den særlige anklager er knyttet til dennes efterforskning af præsidenten.

• Trumps forsøg på at få chefjurist Don McGahn til at benægte, at præsidenten havde forsøgt at få ham til at medvirke til fyring af Mueller

Da det kom frem i medierne i 2018, at Trump havde forsøgt at få Don McGahn til at få Mueller fyret, forsøgte præsidenten at få McGahn til at skrive et notat, der benægtede, at han skulle have fået en sådan ordre. Der er ifølge rapporten »substantielle beviser, der indikerer«, at præsidentens intention var at »aflede eller forhindre yderligere undersøgelse af præsidentens adfærd i forhold til efterforskningen«.

• Fyringen af daværende FBI-chef James Comey

I maj 2017 vidnede daværende FBI-chef James Comey i en kongreshøring, hvor han nægtede at svare på, hvorvidt præsident Trump var mistænkt og blev undersøgt for konspiration. Umiddelbart herefter fyrede Trump Comey. Ifølge Mueller-rapporten er der indikationer på, at Trump var stærkt utilfreds med, at Comey ikke ville sige, at præsidenten ikke var mistænkt. Og at dette kan ses som begrundelsen for fyringen. Der er derimod ikke beviser for, at fyringen af FBI-chefen skulle »dække over en konspiration mellem Trump-kampagnen og Rusland«. Rapporten noterer ligeledes, at fyring af en FBI-chef ikke nødvendigvis vil »forhindre« eller »forsinke« FBI i at fortsætte en efterforskning.

• Trumps forsøg på at forhindre offentliggørelse af e-mail vedrørende møde mellem russisk advokat og Donald Trump Jr.

Medierne begyndte i løbet af sommeren 2017 at stille spørgsmål om et møde i Trump Tower i juni 2016 mellem en russisk advokat og Donald Trump Jr., der handlede om materiale, der kunne skade Donald Trumps modkandidat, demokraten Hillary Clinton. I juli 2017 var præsident Trump blevet bekendt med e-mails, der vedrørte etableringen af mødet. Og han frarådede medarbejdere at offentliggøre pågældende e-mails. Præsidenten dikterede også en pressemeddelelse om mødet, der omtaler, at mødet handlede om adoption. Men, som Mueller-rapporten også anfører, er der ikke beviser, som peger på, »at præsidenten skulle have haft til hensigt at forhindre den særlige anklager i at få adgang til disse e-mails eller andre informationer om mødet«.

Herudover har efterforskningen også koncentreret sig om bl.a. Trumps forsøg på at få daværende FBI-chef James Comey til at lade præsidentens daværende sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, slippe for undersøgelse, Trump-kampagnens reaktion på selve ruslandsundersøgelsen, præsidentens forsøg på at indskrænke Muellers efterforskning og få daværende justitsminister Jeff Session til at fortsætte med at kontrollere undersøgelsen.

Brendan Smialowski

Er Trumps motiv til at forhindre efterforskningen overhovedet angribeligt?

Professor ved Harvard Law School Alex Whiting beskriver rapportens detaljer som et mønster i præsidentens adfærd, han mener »kun kan ses som obstruerende«. Men det helt centrale spørgsmål, der står tilbage, er, om præsidentens motiv så også har været »korrupt«.

Her anfører Mueller-rapporten, at selv om præsidenten ikke forsøgte at dække over en forbrydelse – særanklageren har netop ikke fundet tilstrækkelige beviser for sammensværgelse med russiske myndigheder – »så peger beviser på, at en række andre personlige motiver kan begrunde præsidentens adfærd«. Det kunne for eksempel være, at efterforskningen ville sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af Trumps valgsejr.

»Selv om der ikke er beviser for, at han (præsidenten, red.) prøvede at forhindre efterforskningen af en forbrydelse, kan der være andre grunde til, at han personligt ville profitere på, at efterforskningen blev lukket ned. Det virker til at være tilfældet her, og dermed kan det være nok til en sigtelse for obstruktion,« har Whiting udtalt til The Harvard Gazette.

Det er journalist og grundlægger af The Intercept Glenn Greenwald imidlertid uenig i. I et interview med Democracy Now hæfter han sig ved, at de demokratiske ledere i Kongressen er tilbageholdne med at igangsætte en rigsretssag mod Trump. Og han tolker Mueller på en anden måde end Alex Whiting.

Trump prøvede ifølge Greenwald at forhindre efterforskningen, fordi han mente, at den hele vejen igennem havde bygget på falske anklager. Derfor – og på trods af løgne og utilstedelig opførsel af en præsident – er det ikke forhindring af efterforskningen. Og derfor forsøger de demokratiske ledere sig heller ikke med en rigsretssag, argumenterer Glenn Greenwald. Han kritiserer demokrater og adskillige medier for at fortsætte deres store blufnummer, selv om Mueller-rapporten ikke giver dem »beviser for deres konspirationsteorier«.

Har Trump så gjort nok til, at der kan indledes en rigsretssag?

Da Trump hørte, at Robert Mueller var blevet udpeget til at undersøge russisk indblanding i præsidentvalget, udbrød han ifølge Mueller-rapporten: »Åh, Gud. Det er forfærdeligt. Det bliver enden på mit præsidentembede. Jeg er fucked!« Trump sagde desuden, at han havde fået at vide, at disse uafhængige undersøgere kan ødelægge et præsidentskab: »Det tager år og atter år, og jeg vil ikke være i stand til at gøre noget. Det er det værste, der nogensinde er sket for mig,« sagde han.

Til gengæld mener præsidenten ikke, at det, Mueller-rapporten afdækker, udgør nok til, at der kan føres en rigsretssag mod ham baseret på high crimes (alvorlige lovbrud) og misdemeanors (embedsmisbrug). Det skrev han mandag som led i en ny bølge af tweets, der nu pludselig omhandlede muligheden for en eventuel rigsretssag – og ikke kun, at han var totalt renset.

En rigsretssag er imidlertid et politisk anliggende i USA. Der skal mobiliseres et flertal i Repræsentanternes Hus, hvor demokraterne lige nu har flertal for at rejse sigtelse mod en præsident, og der kræves flertal på to tredjedele i Senatet for at kende ham skyldig.

Demokraten Jerrold Nadler, der er formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, har allerede taget de indledende skridt, da han fredag i sidste uge stævnede det amerikanske justitsministerium. Han forlanger, at ministeriet senest 1. maj udleverer Muellers uredigerede rapport til retsudvalget. Derudover er den særlige anklager Robert Mueller og Trumps tidligere rådgiver Don McGahn indkaldt til at afgive forklaring for et kongresudvalg.

Vil demokraterne indlede en rigsretssag?

Foreløbig er der lagt op til lang tids stridigheder alene om udleveringen af den uredigerede Mueller-rapport. Og det er måske også det, der tjener demokraterne bedst for øjeblikket: At træde vande og blive ved med at indkalde vidner, mens det næste præsidentvalg nærmer sig. Det er i hvert fald analysen i FiveThirtyEight’s politiske podcast.

En rigsretssag mod Trump er politisk eksplosiv. Demokraterne husker, hvordan republikanerne tabte ved midtvejsvalget, dengang de forsøgte at fælde Bill Clinton med en rigsretssag (dog vandt republikanerne præsidentvalget i 2000). Og i en kronik i The Washington Post torsdag advarede Hillary Clinton kraftigt mod en rigsretssag. Flere, heriblandt flertalslederen i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har desuden advaret om, at diskussionen risikerer at overskygge partiets politiske prioriteter. Mange demokrater erkender samtidig, at det republikanskledede senat ikke vil tage det næste skridt – at kende præsidenten skyldig – og de tvivler på, at offentligheden vil støtte dem i at få stillet Trump for en rigsretssag. I marts støttede kun 36 procent af de stemmeberettigede ifølge CNN en rigsretssag. Det tal faldt ifølge en undersøgelse fra Morning Consult til 34 procent efter Mueller-rapportens offentliggørelse.

Mange demokrater mener altså, at deres bedste chance for at slippe af med Trump er at se frem mod 2020-præsidentvalget. Men samtidig har Mueller fremlagt talrige tilfælde af potentielle hindringer af efterforskningen, og det kan demokraterne heller ikke bare ignorere.

»Det skader vores land, hvis vi tillader både nuværende og kommende præsidenter at misbruge deres magt,« lød det fra den demokratiske senator, Elizabeth Warren, da hun som den første præsidentkandidat meddelte, at hun støtter en rigsretssag.

Læs Muller-rapporten her: