Læsetid: 8 min.

Frygten kan være det eneste, der kan redde os fra klimakatastrofen

Det er meget værre, end du tror, er hovedbudskabet i en apokalyptisk bestseller af journalisten David Wallace-Wells. Bogen har fået kæmpe opmærksomhed og har sat gang i en debat om, hvorvidt alarmismen er blevet uomgængelig. Det mest positive ved bogens budskab er nemlig, at klimapanikken kan redde os
Kombinationen af den tørre og varme sommer og den manglende efterårsregn sidste år betød, at ilden havde gode betingelser i store dele af Californien. Det gik især ud over den californiske by Paradise, hvor voldsomme skovbrande hærgede.

Kombinationen af den tørre og varme sommer og den manglende efterårsregn sidste år betød, at ilden havde gode betingelser i store dele af Californien. Det gik især ud over den californiske by Paradise, hvor voldsomme skovbrande hærgede.

Josh Edelson

6. april 2019

Fremtiden er her. De børn og unge, der marcherer i gaderne i klimaikonet Greta Thunbergs fodspor, er dem, der skal leve med klimaforandringers realiteter. Fremtiden er dermed blevet et politisk vilkår, man ikke længere kan se bort fra. De protesterende børn og unge har afsløret politikkens korte sigte som uholdbar.

Fremtiden er her også i den amerikanske journalist David Wallace-Wells’ apokalyptiske bestseller The Uninhabitable Earth – Life After Warming. En bog, som den britiske Cambridge-professor David Runciman for nylig introducerede i sin podcast med ordene:

»Den har fået mere opmærksomhed end nogen anden bog om klima, jeg kan komme i tanke om – måske bortset fra John Lanchesters The Wall, fordi bogen er helt igennem skræmmende. Den handler ikke om worst case-scenarier, men om hvor vi kan ende med en fremskrivning af den bane, vi allerede er på, hvis vi ikke gør noget.«

Bogen gør intet for at skåne os. Tværtimod vil den skræmme livet af os. For på den måde at redde kloden som et sted, der vil være beboeligt også for de kommende generationer af menneskeheden.

»Rædslen kan være det, som redder os,« lyder en overskrift, som den svenske avis Dagens Nyheter eksempelvis har givet et oversat indlæg fra The New York Times af Wallace-Wells.

Bogen er dermed også et vidnesbyrd om, hvordan vi – siden FN’s klimarapport fra oktober, der er blevet kaldt »dommedagsrapporten« – har bevæget os ind i nyt psykologisk land, fordi klimaforskere og klimajournalister ikke længere lægger fingrene imellem af frygt for at være alarmistiske i samme grad som tidligere:

»For mig er det et fremskridt. Panik kan synes kontraproduktivt, men vi har nået et punkt, hvor alarmismen og katastrofetankerne har fået afgørende betydning,« som Wallace-Wells skriver i The New York Times.

Stopklods

»Det er værre, meget værre, end du tror« er bogens første sætning, som går igen og igen i omtalen af den. Men det er ikke alarmistisk i den forstand, at udsagnet bygger på en kæmpe bunke videnskab, der gør det muligt at fremskrive eventuelle klimaforandringer endnu længere end den globale temperaturstigning på halvanden til to grader. En grænse, der ifølge David Wallace-Wells har fungeret som en form for stopklods i forhold til vores forestillinger om, hvordan verden kan komme til at se ud som følge af klimaforandringerne.

Global opvarmning højere end de to grader bliver sjældent diskuteret uden for de videnskabelige kredse, påpeger David Wallace-Wells. I stedet tager han os med til en verden – i dette århundrede – hvor temperaturstigningerne bliver mellem to og fire grader eller måske mere.

Ikke fordi vi nødvendigvis ender der. Men meget peger i den retning, fordi de globale udslip stadig vokser. Derfor er vi nødt til at forestille os, hvordan verden kommer til at se ud i det spænd. Ikke mindst fordi det er en betydelig bedre forberedelse på de udfordringer, vi står over for – end at lulle os i søvn i vaner, normalitet og fornægtelse, mener journalisten.

At tro det handler om, at man bare kan flytte længere ind i landet, når vandstanden stiger i store områder på kloden, er en lige så stor stopklods som toprocentsmålet.

En »fantasi« har David Wallace-Wells også kaldt det, fordi klimaforandringerne er meget mere end oversvømmelser og ekstrem tørke. I et afsnit af bogen udpensler han den ene dødbringende rædsel efter den anden, som kan ramme store dele af klodens befolkninger:

Død ved overopvarmning, fordi mennesker har brug for at køle ned, døende have, fødevaremangel, luft der ikke kan indåndes – og utallige ukendte sygdomme, som menneskets immunforsvar ikke er tilpasset til at bekæmpe. For ikke at tale om flere territoriale konflikter og krige og dermed mere overlevelsesstress, brudte familier, selvmord og meget mere, som Wallace-Wells fortæller David Runciman.

Flere skal være bange

Wallace-Wells har været på banen tidligere med et identisk budskab i en artikel i New York Magazine i 2017. Bogen The Uninhabitable Earth er en uddybning af artiklen, som kun er slået af et uddrag af Michael Wolffs Trumpbog Fire and Fury, som den mest læste i magasinets historie. Ret usædvanligt for en historie om klima.

Men artiklen blev diskuteret heftigt især blandt forskere og klimajournalister netop på grund af det, der gjorde, at den blev læst og delt som en steppebrand: Beskrivelsen af dommedag, som videnskaben indtil da havde holdt igen med – fordi disse forudsigelser blev anset for at være mindre sandsynlige. Men altså ikke usandsynlige.

Det fik Wallace-Wells til at tilføje uddybende kommentarer og videnskabelige referencer til artiklen, som man kan klikke sig videre på via artiklen i New York Magazine. Her skriver han også, at »når det kommer til udfordringen med klimaforandringer, er offentlig selvtilfredshed et langt større problem end udbredt fatalisme – der er mange, mange flere, der ikke er bange nok, i forhold til dem der er ’for bange’.«

Og så tilføjede han, at han fuldt ud accepterede kritikken af, at hans budskab var alarmerende, med ordene:

»Vi skal være bange«.

I dag, halvandet år senere, har det vist sig, at David Wallace-Wells har gjort præcis det, journalistikken er sat i verden for, skriver videnskabsredaktør Susan Matthews i sin anmeldelse i netmagasinet Slate: Nemlig »at fortælle folk sandheder om den klode, de bor på, selv om de er ubehagelige.«

Og dermed ændre den måde, man typisk har fortalt historier om klimaforandringer på. Et emne som blandt andre Susan Matthews mener, indtil nu er blevet oplevet som mindre presserende end andre mere akutte problemer, og som de færreste har haft lyst til at forholde sig til, fordi de blev deprimerede og handlingslammede.

Wallace-Wells skriver om klimaforandringerne på en måde, der gør »dem både meget presserende og lige så skræmmende som en gyserfilm,« konkluderer hun.

Desuden er forskere, der kritiserede David Wallace-Wells’ artikel i New York Magazine for at være unøjagtig i sine referencer til klimaforskningen på en måde, som understøttede de værste dommedagsscenarier, venligere stemt over for bogen. Det gælder blandt andre klimaforskeren Michael E. Mann, der på Facebook skriver, at denne gang har David Wallace-Wells gengivet forskningen korrekt.

Efterhånden som den videnskabelige usikkerhed og fornægtelse af klimaforandringerne er blevet mindre, er der desuden sket det, at vi er blevet mere og mere alarmerede.

Et studie foretaget af forskere fra blandt andet Yale viser for eksempel, at 18 procent af amerikanerne var alarmerede over klimaet i 2009 mod 29 procent i 2018.

Men der er stadig psykologer, der sætter spørgsmålstegn ved, om klimapanik er en vej ud af den handlingslammelse, der stadig er en psykologisk følgesvend i klimakrisen, selv om fornægtelse og videnskabelig usikkerhed er på retræte.

I magasinet The New Yorker siger psykologen John Fraser, der har forsket i burnout og trauma blandt mennesker, der arbejder med miljø, at håb er en bedre motivationsfaktor end rædsel.

Han mener, at det er bedre at fremhæve de løsninger, der er på vej eller allerede eksisterer. Og henviser til teknologiske fremskridt af samme rækkevidde som dem, der vil gøre os i stand til at befolke månen om få år, eller politiske planer som kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez og amerikanske græsrodsbevægelsers Green New Deal, der vil sænke CO2-udledningen i USA markant, promovere grønne job og mere offentlig transport.

»Vi skal fremmane håb,« siger John Fraser til The New Yorker:

»Det første skridt til en sund reaktion er en følelse af, at et problem er til at løse.«

»Er det nødvendigt at føle rædsel? Nej, så lukker du bare ned.«

Andre førende klimapsykologer som eksempelvis Per Espen Stoknes, der har skrevet bogen Det vi tenker på, når vi prøver å ikke tenke på global oppvarming, er på linje med John Fraser. Han mener, at det er meget sjældent, at folk foretager ændringer, fordi de føler frygt. Til gengæld er det mere almindeligt at holde frygten på afstand ved at undgå hele budskabet.

»Når medierne fremlægger fire trusler, for hver gang de kommer med en løsning, aktiveres en psykologisk barriere i hjernen hos mennesker, som vi kalder dommedagsbarriere (på engelsk doom barrier, red.), der gør, at mennesker bliver mindre og mindre påvirket af historierne om klimatruslerne,« sagde han for nylig i et interview med Information.

Andre psykologer har en anden tilgang. For eksempel Margaret Klein Salamon i The New Yorker. Salamon er oprindeligt uddannet psykolog, men har grundlagt en klimaorganisation. Hun mener, at frygt ikke kun er paralyserende. Følelsen kan også aktivere mennesker igennem erkendelsen af umiddelbart nærtstående farer, så de handler eller kræver handling. Desuden kan akut frygt også være rationel, pointerer hun.

»Det er vigtigt at være bange for de ting, der kan slå os ihjel – det er sundt og godt,« siger hun som et argument for, at vi i højere grad skal leve og høste resultater af at leve med »klimasandheder.«

Barriere overskrides

David Wallace-Wells siger ikke i bogen, at alt er tabt. Der er stadig tid til bekæmpe klimaforandringerne. Men kritikken af bogen har blandt andet gået på, at forfatteren ikke er særlig konkret – ud over altså at argumentere for, at klimapanik kan skabe kollektiv handling, som presser det politiske niveau til at nedbringe CO2-udledningerne dramatisk.

Og det er måske også rigeligt. Hans bog forsøger nemlig at overskride den barriere, mennesker naturligt har i forhold til at forestille sig noget helt og aldeles forfærdeligt. Som han siger til magasinet Fast Company:

»Vi har en lang række psykologiske forstyrrelser og reflekser, som får os til at tro, at ting, der synes utænkelige, uovervindelige eller forfærdelige, faktisk er usandsynlige.«

Med klima er det modsatte sandt.

»Alle de scenarier, vi er på vej imod, ligger uden for vores forestillingsevne, fordi det handler om lidelse på et niveau, som intet menneske med god samvittighed kan godtage. Men det er ikke et argument for at ignorere disse scenarier eller vende sig væk fra dem. Det er et argument for det modsatte. Hvis vi har alle disse barrierer, skal vi være endnu mere fokuserede på, hvad videnskaben siger. Ellers tillader vi os selv at glemme det,« siger David Wallace-Wells.

Moderne Tider bringer i de kommende uger et interview med David Wallace-Wells og anmelder ’The Uninhabitable Earth – Life After Warming’

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • John Hansen
  • Alvin Jensen
  • Niels Møller Jensen
  • Gert Romme
  • Kurt Nielsen
  • Lillian Larsen
  • Britta Hansen
Eva Schwanenflügel, John Hansen, Alvin Jensen, Niels Møller Jensen, Gert Romme, Kurt Nielsen, Lillian Larsen og Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Engelby

Alarmisme er defineret som en “tendens eller trang til i overdreven grad at advare om farer og ulykker”. Klimasagens forkæmpere kan ikke kaldes alarmister; det er desværre ingen overdrivelse. Vi skal overleve!

Benno Hansen, Anna Louise Finck-Heidemann, Alvin Jensen, Christian Nymark, Estermarie Mandelquist, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Niels-Simon Larsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

For at redde Jorden fra at gå til grunde, skal vi have alle disse elemente på samme tid:
Frygt: at vågne op fra vores Tornerosesøvn
Oplysning og uddannelse: at erkende problemerne på basis af viden, bæredygtighed som obligatorisk pensum fra folkeskolen
Håb: at se løsningerne i form af flere grønne jobs, bedre livskvalitet og god samvittighed overfor de kommende generationer
Økonomi: massive investering i bæredygtig produktion
Politik: intens fokus på samfundets og borgernes grønne omstilling
Internationelt: solidarisk samarbejde og deling af viden indenfor bæredygtig udvikling
Og sidst men ikke mindst: at minde os om 'En Jord og en chance!' igen og igen.

Alvin Jensen, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Birgit Kraft, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Spændende. Glæder mig til de øvrige artikler.
Frygt har vi med os fra urtiden. Uden frygt ingen overlevelse. Se solsorten på græsplænen, så snart den har fundet noget, kigger den straks efter om farerne lurer. Naturen har ikke plads til depression, så frygt skal omsættes til handling. Derfor er vi foretagsomme i klimabevægelsen. Så skal vi bare huske at foretage os noget særdeles nødvendigt.

Håb er et belastet ord efterhånden, for hvad skal man bruge det til? Der er mange der siger, at vi skal tale om håb, som om det er en god sovepude. Håbet er ligesom frygten indbygget i vores mentale, menneskelige natur. Alene det at stå op om morgenen er tegn på håb, og så er der egentlig ikke så meget mere at tale om det.

‘Panik’ bliver nu brugt som metafor for at vågne op og aktivere sig. Op i operaen med håb og frygt til fordel for at aktivere sig.

Alvin Jensen, Helle Bovenius, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Folk der handler i panik - handler som regel uovervejet.
Det sidste der er brug for.

Flemming Berger, olivier goulin, Kim Houmøller og René Arestrup anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Netop Torben K L. Jensen, det er næppe særlig konstruktivt, hvis vi ender op med at løbe rundt som en flok hovedløse høns fordi vi er overbeviste om at verden går under lige om lidt.
Alarmisme kan være udmærket til at ruske op i den mest træge del af verdens-opinionen. Men det vigtigste er at der bliver handlet. I stor skala. Hurtigt.

De psykologer, der påstår, at frygt ikke kan aktivere handling, har hverken studeret mellemkrigstiden eller fulgt med i den politiske udvikling i europa før óg under migrantkrisen. Hvis ikke det var frygt, der drev flertallet af befolkningerne til at sige farvel til etablerede rettigheder, så mangler jeg en god forklaring på, hvad det så var.
Årsagen til, at håbet ikke fungerer for os er, at vi jo har det fint - dejlig varm sommer sidste år, flybilletterne har aldrig været billigere - hvad har vi at håbe på! Vi skal have sandheden om vores børns og børnebørns fremtid lige op i ansigtet, så vi bliver vækket af vores magelighed.
Vejen frem er jo meget lige til: hvis vi ændrer vores vaner, følger markedet med. Hvis vi stemmer på politikere, der insisterer på klimaforebyggelse, får vi lovgivning med. Det bliver meget anderledes, men det vil næppe kunne registereres på nationernes lykkeindeks. Vi skal bare gidde!

Peter Høivang

Frygt har allerede kostet en del, bare se på DK.
I 1982 havde man en plan for den danske el forsyning der, hvis den var blevet til noget, ville have sparet millioner på millioner af tons co2.

Det var selvfølgelig udbygning af den mest sikre, den eneste stabile og samtidig co2 neutrale energikilde vi har. Atomkraft!

Selv nu, hvor man diskuterer det med kloge hoveder i dag, så ser man frygten. Den kommer kun med fordomme og løse påstande, ingen reel og anerkendt viden.

Som Lars Løkke sagde for nyligt, "det er jo pisse farligt".

Nej, hr. Statsminister, du er pisse farlig!

IPCC(dem der har advaret os om den globale opvarmning og bevist den for os) anbefaler massiv udbygning af atomkraft.

Vindmøller dræber flere end atomkraft og leverer meget mindre strøm.

Dette er fakta, som firskningen underbygger gang på gang!

Mine kilder:

Dødsfald pr kwh
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Energy_accidents

https://ourworldindata.org/what-is-the-safest-form-of-energy

IPCC og atomkraft

https://www.powermag.com/press-releases/ipcc-confirms-need-for-low-carbo...

http://www.sfen.org/nuclear4climate/ipcc-report-more-nuclear-power-is-ne...

Co2 udledning pr energikilde inklusiv mining og opførelse af værket/vindmøllen

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Life-cycle_greenhouse-gas_emissions_of_e...

Torsten Jacobsen

Det er på sin vis forkert at tale om en 'klimakatastrofe'.

En katastrofe er ifølge Ordnet.dk en "begivenhed som har frygtelige eller skæbnesvangre konsekvenser".

Men betegnelsen 'begivenhed' passer ikke rigtig på de voldsomme klimaforandringer, som vi befinder os midt i.

Terrorangrebet 9/11 2001 var en 'begivenhed'. Det pludselige finanskrak i 2007 var en 'begivenhed'. Cubakrisen var en 'begivenhed'.

Fænomener afgrænset i tid, fænomener med et definerbart centrum.

Klimaforandringerne er ikke en begivenhed. Snarere er der tale om et fænomen, der potentielt kan - og med stadig større sikkerhed vil - udløse en lang række af forskelligartede begivenheder, hvoraf mange med rette kan betragtes som katastrofale:

- Regional Fødevaremangel/vandmangel
- Heraf følgende konflikter
- Heraf følgende migrationspres mod mere stabile regioner
- Heraf følgende stigende konfliktniveau i de mere stabile regioner
- Heraf følgende pres på 'universelle værdier' - i praksis en indskrænkning af menneskerettigheder, frihedsrettigheder, bekendelsen til individets ukrænkelige og grundlæggende rettigheder.
- Nedprioritering af globalt samarbejde til fordel for national-centriske/regionalt-centriske politiske dagsordener.
- Oprustning og/eller decideret krigsførsel i en kamp om stadigt svindende ressourcer.

Vi lever lige nu i en neoliberal sæbeballon. Alt er præcis som det skal være, og fremtiden er sædvanen tro meget langt væk. Et gunstigt klima hersker i en sådan boble - socialt, kulturelt, politisk - lige indtil den brister..

Når først det sker - og det sker lige om lidt - så vil vi blive vidne til en i sandhed tragikomisk flugt væk fra roret:

Alle de smukke, beundringsværdige og glitrende mennesker, som i dag flokkes om Status Quo-banneret - betydningsfulde politikere, erhvervsfolk, journalister, karrieremagere, kunstnere og sociale entreprenører - de vil alle som én lade som om, at de absolut intet havde at skulle have sagt - den gang det stadig gav mening at sige noget..

Og vi vil tro dem og tilgive dem, og male en ny og modbydelig verden i deres billede...

...Præcis som vi plejer..

Homo Horribilis!

Bjarne Bisgaard Jensen og Søs Dalgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Homo Panikus

Disneys lemminger viser vejen frem.

Hvem er frisk ? Vis mig det videnskabelige bevis for at den CO2, vi har fyldt 0.013% af atmosfæren op med siden slutningen af den lille istid, har forårsaget opvarmningen på 1 grad siden da.

En stor del af vores CO2 udledning foregår i troposfæren, som er den del af atmosfæren, der normalt indeholder al klodens vanddamp, som er en langt mere effektiv drivhusgas end CO2. Vi kender alle forskellen på en frostklar og en overskyet vinternat. Hvis ikke, så smid tøjet i de to situationer. CO2 har kun negligerbar virkning i et miljø med vanddamp.

Men i dag har vi til stadighed 10.000+ store tunge maskiner løftet uden for troposfæren med en konstant udledning af store mængder CO2 OG vanddamp og vedligeholder på den måde et nyt drivhus uden for det oprindelige, og det ser vi på temperaturen. Spændet mellem nat og dag temperaturen indskrænkes på et gennemsnitligt højere niveau. Om dagen giver H2O udledningen en vis albedotilvækst, men drivhusvirkningen arbejder døgnet rundt og bonner derfor ud med en menneskeskabt global opvarmning i takt med væksten i den højtflyvende del af luftfarten.

Sidste sommer var en meteorologisk hændelse, men det er muligt at trække klimatisk viden ud af de registrerede temperaturdata. Der var kun syv dage i hele den lange tørre sommer med maks temperaturer på eller over 30 grader. Det er anormalt i forhold til tilsvarende somre tilbage i min tid. Her ser vi albedo virkningen fra langdistance flyvning. Drivhusvirkningen mærker vi med de grønne vintre hvert år.

I stedet for at gå i panik, burde vi holde hovedet koldt, analysere de data vi har tilgængelige og handle rationelt.

Stop flyvning for sjov, tilbered dig en god saftig oksebøf med bearnaise og Chateau Neuf du Carton og aflæs termometeret.