Læsetid: 8 min.

Gentrificering: Hvordan velfærdsbyen København blev til velstandsbyen København

»Efterhånden står det klart, at man ikke har formået at forløse ideen om en by for alle,« siger Kristoffer Lindhardt Weiss, der står bag ny, kritisk bog om byudviklingen i København
I 1980’erne var København tæt på et økonomisk kollaps, men op gennem 90’erne og 00’erne ændrede byen sig drastisk. Her er det boligbyggeriet Metropolis, der huser 81 eksklusive ejerboliger i ti etagers højde på den yderste halvø i Sluseholmen.

I 1980’erne var København tæt på et økonomisk kollaps, men op gennem 90’erne og 00’erne ændrede byen sig drastisk. Her er det boligbyggeriet Metropolis, der huser 81 eksklusive ejerboliger i ti etagers højde på den yderste halvø i Sluseholmen.

Stig Nørhald

27. april 2019

På den ene side er der sket et mirakel for byudviklingen i København. Siden de de rærlige tilstande i 1970’erne og 1980’erne er byen blevet yderst attraktiv at bo og leve i for velhavende ’gode skatteydere’.

Men bag succesen gemmer sig en fortælling om gentrificering, social eksport og ulighed.

»Udviklingen udfordrer vores grundforestilling om byen som et tilgængeligt rum, der skal kunne rumme alle,« siger filosof og direktør for Arkitektens Forlag Kristoffer Lindhardt Weiss, der står bag debatbogen Kritisk By.

Gennem essays, billeder og interviews med førende arkitekter og byforskere ønsker han at rejse en debat om den udvikling, vi ser i storbyerne i disse år, hvor færre og færre har råd til at bosætte sig i byer som København.

»Politikerne står efterhånden magtesløse over for at håndtere byudviklingen. Vi har jo en forestilling om, at byens udvikling er et politisk velfærdsprojekt, men efterhånden står det klart, at man ikke har formået at forløse ideen om en by for alle,« siger han.

I 1980’erne var København tæt på et økonomisk kollaps, men op gennem 1990’erne og 00’erne har den urbane tilstand forandret sig drastisk, efter at politikerne igangsatte store indsatser for at gøre det attraktivt for velstående børnefamilier at blive boende i byen, samtidig med at man igangsatte en stor byforskønnelse, der skulle tiltrække udenlandske investeringer, virksomheder og turister.

’Kritisk By – Den danske velfærdsbys succes og fiasko’: Kristoffer Lindhardt Weiss. 

Saxo
Med andre ord blev byens flirt med attraktive virksomheder og potentielle velbetalende skatteborgere intensiveret, og begreber som liveability og ’global bykonkurrence’ gjorde sit indtog i vores måde at anskue og italesætte storbyen på. Et fokus på velstand, der kunne gøre byen til en konkurrencedygtig vækstmotor sammenlignet med andre metropolområder som Hamborg, Stockholm og Berlin.

Big business

Den nye markedsføring af byen resulterede sammen med økonomisk opsving og voksende efterspørgsel på boliger i storbyen i »en cocktail«, som det hedder i bogen, hvor det ikke længere var traditionelle byplanfaglige idealer, men big business og økonomiske finansieringsmodeller, der endte med at afgøre udfaldet af byens udvikling.

Det ses blandt andet i finansieringsmodellen bag selskaber som By & Havn I/S, der blandt andet står for opførelsen af metroen i København, som finansieres ved grundsalg og udvikling af offentligt ejede arealer ved inderhavnen og på Amager Fælled.

»Der er rigtig mange mennesker, der bliver klemt i det her. Finansieringsmodellen bag metroen er et eksempel, der rummer det her paradoks, hvor det på den ene side er en effektiv måde at finansiere metroen på ved at sælge offentlige grunde, men på den anden side har modellen resulteret i social sanering, idet man samtidig har gjort det tæt på umuligt at bygge de billige boliger, der efterspørges blandt borgere og politikere,« siger Kristoffer Lindhardt Weiss.

»Den økonomiske udvikling skaber både stærkt øget velstand og et solidt skattegrundlag, men medfører også en politisk magtesløshed og skærpelse af modsætningen mellem byens indbyggeres forskellige økonomiske og sociale interesser,« hedder det i bogen.

Bedste by på liste

En måske ofte overset aktør i byforandringen i København og andre metropoler er de firmaer og livsstilsmagasiner, som laver lister over verdens bedste byer. For der er skjulte dagsordner bag listerne, som i deres rangering af byerne bidrager til at skabe en hype blandt investorer, som byerne kan lukrere på, hedder det i bogen.

I en samtale mellem Kristoffer Lindhardt Weiss og professor på Kunstakademiets Arkitektskole Deane Alan Simpson vender de i bogen begrebet liveability samt et par af de ranglister, som i de senere år har været toneangivende – herunder Siemens Green City Index og Monocle Liveable City Index.

»Listerne opstod, da internationale virksomheder skulle udstationere medarbejdere til byer. Her skulle de have et ranking-system, der kunne fortælle dem, hvor meget de skulle kompensere den enkelte. Altså, hvad er serviceniveauet? Her opstod hele tanken om bykonkurrence, som så er blevet en del af byudviklingslingoen siden hen,« siger Kristoffer Lindhardt Weiss.

I 2009 ventede Siemens med at offentliggøre deres Green City-indeks, så det flugtede med klimakonferencen i København, COP15. På den måde var den med til at skabe international bevågenhed omkring bæredygtig byudvikling og gav samtidig Københavns Kommune opbakning til dens ambitiøse klimamål.

Der gemmer sig også en række kommercielle og økonomiske interesser i offentliggørelsen af listen, idet København kan kapitalisere på turisme og virksomheders investering.

Det samme gjorde sig gældende, da København ad flere omgange rangerede som nummer et på Monocles Liveable City Index, hvortil daværende overborgmester i København Ritt Bjerregaard gav gratis øl på Rådhuspladsen med Monocles chefredaktør Tyler Brûlé som æresgæst. Herved sikrede Monocle sig, at danske – især københavnske – firmaer indrykkede annoncer i magasinet, mens bystyret på den anden side kunne kapitalisere på øget turisme og udenlandske investeringer i byen, forklarer Deane Alan Simpson i bogen.

Noget, der alt sammen bidrager til at gentrificere byen. Men hvordan kom det så vidt, at København skulle gå hen og blive blandt verdens bedste byer at leve i?

Færre billige boliger

Omkring årtusindskiftet blev det grundet stigende priser yderst attraktivt og profitabelt at bygge nye ejerboliger i København, og mange nybyggerier – især langs inderhavnen – skød op. Udviklere og velhavende borgere blev i 00’erne modtaget med kyshånd. Og lejlighederne i nybyggerierne kunne sælges til meget høje priser, hvilket kun gjorde det endnu mere lukrativt for investorerne at investere i byen.

Udviklingen blev opfattet som en nødvendighed for at få København, der ti år tidligere havde været på fallittens rand, på rette vej.

Først ved finanskrisen i 2007 lød der kritiske røster fra rådhuset i København. Ritt Bjerregaard forsøgte at slå at slag for billige boliger i byen. Dengang med et ønske om at opføre 5.000 boliger med en husleje på omkring 5.000 kroner. Men de såkaldt billige boliger blev aldrig til noget – på nær 12 boliger i Sydhavnen, der blev opført i 2008.

I 2016 kunne Politiken så fortælle, at huslejen i de 12 boliger var steget fra 5.000 kroner til 9.300 kroner.

Sidenhen har nuværende overborgmester Frank Jensen (S) ad flere gange slået fast, at København skal være »en by for alle«, og frem mod 2025 vil kommunen opføre 8.300 almene boliger.

Men ifølge byplanlægger Peter Schultz Jørgensen, der er forfatter til et af kapitlerne i Kritisk By, er det næppe løsningen på prisproblematikken på det københavnske boligmarked:

»For det første kan man spørge: Når en ny almen bolig koster omkring 10.000 kr. i leje om måneden, hvem er den så billig for? Og samtidig med at disse boliger bliver bygget, vil mange lejligheder, andelsboliger eller ejerlejligheder, der i dag hører til i den billige ende, blive dyrere og falde ud af kategorien ’billige boliger’. Summen bliver nok færre og ikke flere billige boliger,« skriver han.

I Kritisk By kan man også læse, at i perioden 1995 til 2006 steg boligpriserne i København ni gange så meget som lønningerne. I 2015 skulle en husstand med to voksne og to børn have en årlig indkomst på 733.000 kroner for at kunne købe en bolig på 86 kvadratmeter i København.

I sommeren 2016 var godt en tredjedel af alle boliger, der var under opførelse, projektsalg. Boligerne i et projektsalg er cirka en femtedel dyrere end normale ejerlejligheder.

Dertil kommer et andet spekulativt fænomen: Hver tiende af de 7.341 ejerlejligheder, der blev opført i København i perioden 2000-2014, er registreret som enten ubeboet, brugt til korte ophold, feriebolig eller spekulation. I hele kommunen er der 2.700 boliger, der benyttes til andet end helårsbeboelse.

Vi skal tænke i nye baner

Alligevel efterspørger boligmarkedet fortsat flere boliger. Sprøgsmålet er, hvordan man undgår, at det bliver så dyrt at bo i byen, at den bliver en ghetto for den øvre middelklasse?

Kristoffer Lindhardt Weiss har ikke hele svaret, men mener, at vi skal til at overveje alternative måder at tænke boligindretning og finansieringen af boliger.

»Vi er grundlæggende nødt til at se på finansieringen. Hvordan kan vi finansiere billige boliger? Kan man slække mere på kravene til størrelserne af lejligheder? Kan man danne rammerne om en mere kollektivistisk levemåde, hvor man deler faciliteter?« siger han.

»Vi bor jo i forskellige livsfaser – alle bor ikke som kernefamilier, der skal bruge fire rum og en altan. Vi må udfordre den hidtidige tænkning af byudviklingen og boligkulturen. Man har serviceret markedet lidt blindt og forsømt at have fokus på fællesskabet.«

Det helt store problem består dog i den afhængighed, vi ser på boligmarkedet i disse år, hvor tusindvis af boligejeres gæld er bundet op på, at de har belånt friværdien.

»Mange går lidt kynisk og siger: ’Vi venter på den næste store boligkrise, før vi kan gøre noget’. Alle de alarmklokker, der har lydt de seneste årtier, har vi ikke fået gjort noget ved. Det bimler og bamler stadigvæk på fulde gardiner, men der kommer ingen initiativer, der kan ændre ved den udvikling, vi ser,« siger Kristoffer Lindhardt Weiss.

»Jeg er ikke økonom, men der er klart nogle paradigmer, som man har svært ved at udfordre. Det vil jo nok få ret store konsekvenser for de mennesker, der har optjent en stor friværdi i deres bolig, hvis man begynder at røre ved boligmarkedet. Men modsætninger bliver skærpet for hvert år, der går. Vi er ved at afvikle velfærdsbyen. Tilsyneladende med åbne øjne.«

Konklusionen er nedslående set med fællesskabets briller, mener Kristoffer Lindhardt Weiss:

Byen bliver mere og mere velhavende, mens den på den anden side mister grebet om det, der var velfærdens grundtanke, nemlig den inkluderende by, hvor social mobilitet og nærhed til de væsentlige statsinstitutioner ikke kun var for de få. Den mangfoldige by udviskes i takt med, at huspriserne stiger, og dermed drukner byen i sin egen succes. For mange af de mennesker, som velfærdsbyen er skabt til, har efterhånden ikke længere mulighed for at være en del af det fællesskab, som byen historisk set har været garant for.

På to årtier er vores grundforestilling om byen som et tilgængeligt, fælles rum for alle de mennesker, der ønsker at opsøge det urbane liv, blevet vendt på hovedet.

Velstandsbyen er tilsyneladende kommet for at blive, og den er ikke for de mange.

’Kritisk By – Den danske velfærdsbys succes og fiasko’. Kristoffer Lindhardt Weiss (red.). Arkitektens Forlag. 351 sider, 350 kroner

Tusindvis af berlinere var på gaden for at demonstrere mod de stigende huslejepriser. Inden for de seneste 10 år er lejeniveauet steget med mellem 70 og 90 procent.
Læs også
Ålefisker Poul Rasmussen ved Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Årup Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • Marianne Stockmarr
  • Palle Yndal-Olsen
  • Torben K L Jensen
  • ingemaje lange
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Jes Kiil
  • Michael Christiansen
  • Thomas Tanghus
  • Bjørn Pedersen
Finn Årup Nielsen, Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen, Marianne Stockmarr, Palle Yndal-Olsen, Torben K L Jensen, ingemaje lange, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Maria Francisca Torrezão, Jes Kiil, Michael Christiansen, Thomas Tanghus og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

The punishment for becoming rich is that you have to live with the rich.

Trond Meiring, Carsten Wienholtz, Claus Nielsen, Rolf Andersen, Mikael Johansen, Anders Reinholdt, olivier goulin, Rikke Nielsen, Hans Ditlev Nissen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Problemet er nok at alt for mange unge føler det er en straf at flytte udenfor København.
I Ejby under 1 time fra KBH får man et fint hus for 2,5 mio kr.
Så der er da masser af muligheder, lidt væk fra Sankt Hans torv.
Med masser af frisk luft.

Henrik Brøndum

@Jørgen Wind-Willassen

Men det er da ødelæggende for en ung familie, at skulle bruge 4 timer dagligt på transport, udover den miljøbelastning det medfører. Ejby lyder for mig som 2 pendlerbiler?

Rolf Andersen, Anders Reinholdt, Anne-Marie Krogsbøll, Kim Houmøller og Søren Clausen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er, at vi liberaliserede bogligmarkedet i 1992, fordi byggeriet var gået delvis i stå pga. dårlige forretningsforhold. Det var det, man burde have løst - bl.a. ved at bygge flere almennyttige foreningsboliger og igen have opført kommunalt udlejningsbyggeri, have givet ejendomsselskaberne mulighed for at konvertere deres erhvervsbyggeri til bolig etc. etc.
Så kunne man bygget nogle erhvervskvarterer langt ude på Amager.

Trond Meiring, Carsten Wienholtz, Rolf Andersen, Anne-Marie Krogsbøll og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Jacobsen

Fremtiden - som den tegner sig nu og her - tilhører en veluddannet, kosmopolitisk, kulturelt forfinet og indtjeningsdygtig middel- og overklasse, som finder det både legitimt og i naturens orden at få sine (til tider ekstravagante) servicebehov dækket billigst muligt af resten - den underuddannede, kulturelt underlegne og derfor upassende underklasse.

Jeg er så privilegeret at have et ben i begge lejre, så det er såmænd ikke så svært at få øje på, hvad der egentlig foregår

Ej heller er det mit indtryk, at mine kollegaer og lidelsesfæller i bunden af den socioøkonmisk funderede magtpyramide er i tvivl om, hvilken plads de henvises til - både nu og i fremtiden.

Sværere er det tydeligvis med udsynet fra toppen, ironisk nok. Men mon ikke klokken snart falder så tungt i slag, at selv den mest forbenede og forblændede velstandsdansker vågner op?

Erik Winberg, Trond Meiring, Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Tuomas Sihvonen, Bo Klindt Poulsen , Bjørn Pedersen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese, Anne-Marie Krogsbøll, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Nu kan man et helt folk altså ikke bo på samme adresse.

Og hele landet skal leve. Derfor skal det gøres attraktivt at bo udenfor de store byer.

Trond Meiring, Claus Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Utroligt hvordan det, der 'efterhånden står klart' for eksperter, somregel har været set og forudset af de fleste andre hele tiden.

Konkret i denne sammenhæng er det jo ikke fordi, det har skortet på prognoser og advarsler.

/O

Trond Meiring, Claus Nielsen, Flemming Berger, Rolf Andersen, Anker Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørn-Erik Rasmussen

Se en gammel Olsen Banden film - og du ser straks, hvor forarmet og nedslidt København var i 70érne/80érne.
Så trådte staten til. Bl.a med Ørestadsprojekt osv.
Resten af Danmark spyttede i kassen så hovedstaden kunne komme på benene igen.
Industrien var nemlig i årene forud draget mod vest.
Det var i de efterfølgende år nærmest "et lastvognstog af penge", som blev indsamlet via skatter og afgifter i provinsen. Orkestreret af stat/regering/københavns kommune.
Dette (bl.a.) fik København på fode - og mere end det.
I dag er København og hovedstadsområdet et mægtigt kraftcenter, økonomisk, institutionelt, kulturelt. Det samlede hovedstadsområde er nu DEN rige region i Danmark.
Provinsens/udkantdanmarks investeringer reddede Hovedstaden.
I dag hvor Hovedstaden er ved muffen, og store dele af provinsen er den i den forarmede og nedslidte position, kan man sige at rollerne er byttet om.
Dvs. det er de så ikke helt.
Kun den første del, nemlig rollen som den nedslidte region er vekslet.
Medens provinsens dengang udviste solidaritet, ikke gengældes på nogen måde.
Den stigende ulighed i samfundet, den stigende etnocentrisme, egoisme sætter sig også igennem her.
Medens det "udkantsdanmark", som hjalp København på benene lider - er københavns svar og tak for hjælpen dengang: ligegyldighed som af til krydres med spot!

Steffen G. Der har jo været et sammenhængende erhvervskvarter langs Amagers østkyst - incl. jernbane. Ta' en tur herud!

Søren Kristensen

Man behøver ikke gøre det attraktivt at bo udenfor de store byer, det er allerede attraktivt. Folk har bare ikke opdaget det endnu.