Læsetid: 5 min.

Helle for at være en ork

Thomas Gravesen fyldte 43 for en måned siden. Tidligere i år blev han skildret som en levende legende i bogen ’Mad Dog Gravesen: The Last of the Modern Footballing Mavericks’, som han dog ikke selv medvirker i. Sportens verden byder ikke på hans slags længere
Thomas Gravesen har spillet for Hamburger SV, Everton FC, Real Madrid, Celtic og landsholdet. I Spanien gjorde han indtryk med sin energiske og aggressive spillestil og blev kaldt ’El Ogro’, uhyret, trolden, måske orken.

Thomas Gravesen har spillet for Hamburger SV, Everton FC, Real Madrid, Celtic og landsholdet. I Spanien gjorde han indtryk med sin energiske og aggressive spillestil og blev kaldt ’El Ogro’, uhyret, trolden, måske orken.

Lars Møller

13. april 2019

Skal man tro Chris Sweeney, manden bag ’Mad Dog Gravesen’, har den berømte dansker vundet en halv milliard i pokerspil fra sin base i Las Vegas, efter at han indstillede karrieren som fodboldspiller som 32-årig. Kilder i bogen påstår, at Graver tabte 300 millioner på en enkelt aften.

Han var altid kendt som en fysisk spiller og en atlet, som lignede et levn fra 70’erne. Evigt gestikulerende, udspilet brystkasse, tacklende, boblende af drengestreger, olferter, vandkampe, den slags, så meget, at man helt glemmer, at han faktisk kunne være ganske elegant på den spilfordelende midtbane, som var hans yndlingsposition.

I dag er han ekspertkommentator på Discoverys kanaler, er med i en dansk komedieserie og bosiddende i Vejle.

Gravesen kommer til Real Madrid i 2005, og mens han er på det berømte Galacticos-hold, udsender den spanske storklub en film om sig selv. Her hyldes legenderne, stadion og hele mytologien omkring Los Blancos, og selvfølgelig kommer vi rundt om alle stjernerne: Figo, Beckham, Raúl, Ronaldo (den gamle), Carlos, Zidane. Og så Graver.

Uhyret, trolden, måske orken

Der er en vidunderlig scene i filmen, hvor de dyre fodboldspillere står og tjatter bolden frem og tilbage mellem hinanden. Graver løber energisk rundt og forsøger at vriste bolden fra sine holdkammerater. Til sidst er det Zidane, der har bolden. Graver prøver alt, hvad han kan, i lang tid. Han kan ikke få fat i bolden, og til sidst må han give op. Prustende, med et smil fra øre til øre.

Det er sådan, vi husker ham. Graver, der tog kvælertag på Maltas Michael Mifsud i en VM-kvalifikationskamp juni 2001. Ynglingespilleren under Ulrik Le Fevres ledelse, der savede benene væk under en modstander og fluks blev sendt hjem fra træning. Der er den tyske tv-debut, hvor det unge HSV-indkøb uimponeret siger, »ich bin ein Humörbombe«.

Mens alt endnu er lykkeligt i Real Madrid, giver Graver den gamle Ronaldo en sidelæns olfert og taber ham, så brasilianeren slår en tand ud. Der er slagsmål med Robinho, kort tid inden Graver må forlade kongeklubben. Der er verbal infight med AC Milans Paolo Maldini. Der bliver givet en sherifstjerne til en modstander under et indefodboldstævne i Petersmindehallen for små ti år siden.

Og fra den nationale stoltheds absolutte centrum til brølende skaldepande, der smasker sin tissemand i hovedet på Claus Jensen under en landsholdssamling og giver Jesper Grønkjær buksevand. Det var i 2002, og B.T. satte perspektiv på løjerne med en antropologisk smøre om bøllechimpansen i menneskeform:

»I abernes verden benytter de kloge og dominerende hanner ofte lejligheden til at parre sig med nogle hunner, mens de unge og uerfarne hanner spilder en masse energi på at slås og lave ballade«, skrev avisen.

Madrilenerne er stadig glade for Gravesen. Han nåede to sæsoner i klubben, inden Fabio Capello skibede ham videre til Celtic og siden Everton.

»Jeg kan ikke lide hans psykologi«, sagde den italienske træner dengang.

I Spanien kalder de ham ’El Ogro’, uhyret, trolden, måske orken, og blandt fans af Real Madrid fejres han stadig med et smil på læben som manden bag finten ’Gravesinha’.

I en kamp mod Sevilla løber Graver med bolden, og bedst som er han ved at falde forover – armene hvirvler rundt, brystet mod hagen, stålsat blik – dunker han venstre skinneben ned i græsset, mens højre fod fortsætter med at drive bolden frem. Det sker alt sammen lynhurtigt og i én bevægelse, og på barer rundt om i Madrid kører optagelsen på repeat. Vidunderligt som i Zinedine Zidanes ’roulette’, Raúls ballonbold og Roberto Carlos’ kanonskud.

Den madrilenske sportsavis Marca har længe haft en video kørende med en perlerække af Graver-stunts.

Graver dyrkes på de kanter som en indforstået joke, og videoerne med ham i centrum nærstuderes ikke for fodboldspillets finesser, men for alle hans gestikulationer og narrestreger. Og tacklinger ikke mindst. Hvis han ikke kan drible uden om, sparker han bare bolden ind i modstanderen. Tæt på sidelinjen kommer Graver flyvende og skulderskubber en spanier langt ud af kommunen. Et halvt cirkelspark rammer en uheldig spiller i måsen.

Og det sjoveste er, når han forsøger at kommunikere med holdkammeraterne i hvidt. Sergio Ramos er lige kommet til klubben. Han ligner en, der forsøger at holde masken, mens en Duracell-kanin tripper op og ned og forsøger at give dessiner til den andalusiske forsvarsspiller.

David Beckham, der kan tale engelsk med Graver, ryster på hovedet og minder tavst Vejle-drengen om den underforståede hakkeorden. Zidane fortrækker ikke en mine, og Guti – indbegrebet af cool arrogance og sin egen flabede version af gudefodbold – griner smørret over danskerens skaldede udgave af Johnny Weissmüllers Tarzan.

Fodboldkunst

Men det er ikke lutter lir det hele. Graver var faktisk en ret ferm fodboldspiller.

»I det tidsrum, fra jeg går ind på scenen og får overrakt trøjen, sejler det hele bare rundt. Jeg kan ikke huske, hvad der bliver sagt, og jeg kan ikke huske, hvad jeg føler. Kun at jeg sveder,« fortæller Graver til Kurt Lassen i selvbiografien ’Min version’.

En måned efter trøjeoverrækkelse og håndtryk med Florentino Pérez, Real Madrids præsident, scorer han sit første og eneste mål for Real. Det er mod Espanol. ’Orken’ rammer bolden med indersiden af den brede højrefod.

Det virker næsten som en forstørret udgave af de korte afleveringer, han plejer at lave, når han ruller Reals geometri ud på midtbanen med de mange boldberøringer, sideskift og positionsløb. Armene vifter faretruende ud i luften, da han lægger an til kanonen lige på kanten af straffesparkfeltet. Real er allerede foran 3-0, og Graver sætter tyk streg under sejren med et præcist hug, der ikke løfter sig mange centimeter over græstæppet og lander sikkert i venstre side af nettet.

Sådan. Fuldtræfferen fejres i det 57. minut med et brøl og en knyttet højre hånd. Michel Salgado, Reals højreback, rækker poten frem, og Graver kvitterer med et ordentligt guttermandsklap. Ikke nogle brasilianske dansetrin eller kaskader af kindkys. Men forløsningen er til at tage og føle på.

Orken fra Vejle huskes ikke for sin fodboldkunst, skriver Marca. Men han vil altid have en plads i hjerterne. Især på grund af den der Gravesinha.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu