Læsetid: 9 min.

Hvem bliver den næste konservative leder, hvem er de konservative, og hvorfor er de i borgerkrig?

Trods udsættelsen af Brexit er Theresa Mays dage talte, og om kort tid begynder et formodentlig ophedet slag om magten i regeringspartiet. Udfaldet kan få indflydelse, ikke bare på Storbritannien, men på hele EU
Michael Gove er tilhænger af Brexit og en af favoritterne til at overtage magten i det konservative parti og dermed premierministerposten.

Michael Gove er tilhænger af Brexit og en af favoritterne til at overtage magten i det konservative parti og dermed premierministerposten.

Peter Nicholls

13. april 2019

Da den højt respekterede konservative parlamentariker Nick Boles med skælvende stemme rejste sig op umiddelbart efter, at konservative kræfter i parlamentet igen havde blokeret for en kompromisløsning ved en Brexit-afstemning, var der stadig live tv-dækning.

Den 53-årige Boles var ankommet til parlamentet direkte fra en kemoterapibehandling for at deltage i afstemningen om et forslag til en Brexit-aftale, han selv havde stillet. Aftalen blev stemt ned, og det blev for meget for Nick Boles. Han rejste sig og sagde:

»Jeg har givet alt, hvad jeg har i mig for at sikre, at vores land kan forlade EU og samtidig fastholde vores økonomiske position og politiske samhørighed. Jeg accepterer nu, at jeg har fejlet. Jeg har hovedsageligt fejlet, fordi mit parti nægter at søge et kompromis. Jeg kan derfor ikke længere sidde i parlamentet på mit partis vegne.«

Nick Boles ser, ligesom mange andre progressive i det konservative parti, ikke en fremtid for sig selv og sin egen politiske overbevisning.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Steffen Gliese
  • Jakob Trägårdh
  • Michael Friis
  • Runa Lystlund
  • Jesper Eskelund
  • Sven Christensen
Gert Romme, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Jakob Trägårdh, Michael Friis, Runa Lystlund, Jesper Eskelund og Sven Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sven Christensen

Jeg har fulgt debatten i Storbritannien tæt de seneste adskillige år. Det er bemærkelsesværdigt hvor stor indflydelse Brexit afstemningen har haft og hvor ødelæggende for realpolitikken hele skænderiet har været. Og det er en skænderi, ikke en reel debat.

Cameron var måske one-nation Tory, men han var også rabiat i sin nedskærings- og privatiseringspolitik, der reelt nærmest har ødelagt de sidste rester af den Britiske velfærdsstat.

Skolerne hænger i laser, de videregående uddannelser er rasende dyre, gældsætter de unge generationer og forhindrer mange i en uddannelse. Reallønnen har været faldende for alle almindelige lønninger, samtidigt med at boligudgifterne er stærkt stigende på en meget spekulativt ejer- og udlejningsmarked.

De svage regioner er blevet meget svagere og de lokale bystyrer kan ikke opfylde deres forpligtelser selvom de sælger ud af de sidste rester af fællesejet. Men de mest velstillede har fået adskillige skattelettelser og bedre muligheder for skatteunddragelse.

Hjemløsheden er eksploderet i en grad så de hjemløse nu i stigende antal dør på gaderne. I 2018 var det ca. 600 i England og Wales alene, ifølge regeringens egen hjemmeside. 30% af alle britiske børn lever i reel fattigdom og for 2/3 af dem er deres forældre faktisk i arbejde, andelen er stigende. Forestil jer hvad det betyder for Storbritanniens fremtid når 30% af børn og unge reelt og bevidst lukkes ude af samfundet?

Vreden i store dele af den Britiske befolkning er til at tage og føle på, og særdeles forståelig. Det Engelske og Walisiske valgsystem sætter reelt store dele af befolkningen uden for indflydelse, og den politiske debat er meget polariseret. Ved sidste valg fik Labour en del flere stemmer end den Konservative, men væsentligt færre pladser i parlamentet.

Brexit afstemningen var den første mulighed for befolkningen til at give Cameron regeringen en øretæve, der kunne mærkes. Og den fik han.

Den yderste højrefløj har været meget dygtige til at skyde skylden for alle ulykkerne på EU-samarbejdet, og er blevet bakket op af en rabiat presse, der er domineret af få højreradikale medieejere. Indtil folkeafstemningen var interessen for EU meget lav i Storbritannien, kun ca. 37% stemte til sidste valg til Europaparlamentet. De eneste, der organiserede effektive valgkampagner, var den yderste højrefløj, som vandt uforholdsmæssigt mange mandater.

Brexit har ændret meget i Storbritanniens politiske klima. Alle undersøgelser viser at for eller imod Brexit nu betyder mere end de traditionelle højre-venstre polariseringer, og at Brexit har drevet Skotland, Nordirland og i stigende grad Wales og London væk fra det Engelske flertal. Brexit og årtiers nedskæringer har med stor success splittet det Forenede Kongerige i atomer, og styrket en rabiat højrefløj, men det er også den eneste success.

Det er ikke muligt at levere løfterne omkring Brexit, tværtimod har udviklingen allerede svækket den Britiske økonomi og dermed gjort det endnu sværere at rette op skaderne efter årtiers neo-konservativ/liberal økonomi.

I Danmark bør vi lære af udviklingen i Storbritannien, for vi er på mange måder gået den samme vej, men er heldigvis ikke nået så langt endnu. Også i Danmark driver vi bevidst stadig flere i fattigdom, vi forringer også vores skoler. Vi får stadig flere hjemløse og vores boligpolitik særbeskatter de svageste via sindrige gældsætninger af vores fællesejede boliger. Men udviklingen i England viser at en sådan politik ødelægger vores samfund og kun gavner en meget lille i forvejen privilegeret gruppe i samfundet.

Tonny Helleskov, Mihail Larsen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Michael Hullevad, daniel kupferberg, Poul Erik Riis, Per Torbensen, Jan Weber Fritsbøger, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist, Jakob Trägårdh, Kim Houmøller og Runa Lystlund anbefalede denne kommentar
Michael Friis

"Men hendes regeringstid blev præget af en stadigt stærkere højrefløj centreret omkring organisationen ERG (European Research Group), der reelt er blevet et parti i partiet, som ikke længere adlyder ordre fra partiets top,.."
korrekt men de adlyder flertallet fra 2016 folkeafstemningen.

Theresa May kan man let have sympati for, men hun har ikke leveret varen. Problemet er bl.a. at hun ikke tror, at UK kan klare sig udenfor EU. Derfor bliver hun falsk. Hendes plan er tilsyneladende at finde en "deal" der reelt betyder, at UK ikke forlader EU. (a la Norge)
Det er ikke let, men Theresa May har aldrig passet i jobbet og er skadelig for demokratiet, hendes parti, EU og UK.
Hendes "Brexit means Brexit" og "national interest" er falske varebetegnelser.

En af hendes helt stor fejl er at kritisere Parliamentet. Hun er problemet, da hun ikke har kunne sælge sin elendige fratrædelseaftale.

Steffen Gliese

England har brug for ex eksorcist, der kan mane Thatcher de 8 fod under jorden og én gang for alle skaffe England, for det er jo kun England, vi taler om her, af med sin onde ånd.

Niels Duus Nielsen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Hvornår magtkampen i det konservative parti begynder, kan jeg ikke overskue. Foreløbig er talen om, at tory'erne bliver lavet til marmelade ved EP-valgene, og her søndag er en tidligere sundhedsminister gået over til Change UK.
Det konservative parti kan ikke afsætte May før december 2019, og et mistillisvotum i parlamentet med konservative stemmer er lidt vanskeligt at se for sig, da det bare vil fremme spaltningen af det konservative parti og eventuelt fremkalde et katastrofalt parlamentsvalg.

Partiet har ufatteligt meget på sin samvittighed, og for den del af os er der ikke andet end udelt glæde ved at iagttage de problemer, det nu befinder sig i, inden vi vender os mod de vanskeligheder Jeremy Corbyn har ved at opretholde sin tvetungethed i Brexit-spørgsmålet.

Torben K L Jensen

Hold op med at mistænkeliggøre Jeremy Corbyn - Jørgen.
Han er den eneste der har løsninger EU og englænderne kan acceptere,men han har jo også to forskellige fraktioner i sit eget parti der trækker på hver sin hammel.

Steffen Gliese, Gert Romme og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Jeremy Corbyn er en farlig marxist, der taler med to tunger. En populist.
Hvis han bliver PM, da vil det virkeligt komme til at gøre ondt i UK: Negativ vækst og udvandring.
Han kan lukke det lukrative finanscentrum.
Brexit er barnemad ved siden af Corbyn.
Men ikke tvivl om, at manden er dygtig for at forføre folket.

Jørgen Mathiasen

Torben K L Jensen
Det var en meget speciel kommentar!
Der er ganske rigtigt to fraktioner i Labour - deraf Corbyns tvetungethed, men der er også Labours vælgere, som i meget stort omfang er "Remainers".

May har en aftale (WA) med EU, og EU har et utal af gange bedt det britiske parlament om at stemme for den. For EU gælder WA i enhver løsning også no-deal Brexit, for WA kommer på bordet igen, så snart UK beder om fremtidsforhandlinger. Briterne kommer ikke uden om den.

Jeg skal ikke starte på citater af kilder. Man behøver blot et par relevante britiske aviser eller måske sågar BBC for at finde de politiske skillelinjer i Labours ledelse og få en idé om, hvilken spagat Corbyn har gennemført så vidt. De fleste regner med, at han må opgive det, hvis UK deltager i EP-valgene i næste måned - eller vinke farvel til millioner af vælgere.

Torben K L Jensen

Selv tyskere regner med at Labour får et kanonvalg til EU-parlamentet - endda så meget at den socialdemokratiske blok bliver stor nok til at få indflydelse på valget af formand til kommisionen.
Og glemt ikke at valget til EU-parlamentet er anderledes end til House of Commons.

Torben K L Jensen

Britiske medier - min bare. Op til folkeafstemningen stod der 85 % for "NO" i samtlige medier deriblandt BBC.

Jørgen Mathiasen

Torben K L Jensen
Du vælger frit mellem dine kilder. Alle andre kan i indlæg fra Labours MP'ere se & læse, hvad diskussionen i Labour om valgmanifestet og EU-forhandlingerne drejer sig om.

Steffen Gliese

Corbyns position er jo sjovt nok temmelig tæt på Krags op til afstemningen i oktober 1972 - og Ankers efterfølgende hovedpine. Deraf kan man lære: det kan overkommes.