Læsetid: 9 min.

Hvem bliver den næste konservative leder, hvem er de konservative, og hvorfor er de i borgerkrig?

Trods udsættelsen af Brexit er Theresa Mays dage talte, og om kort tid begynder et formodentlig ophedet slag om magten i regeringspartiet. Udfaldet kan få indflydelse, ikke bare på Storbritannien, men på hele EU
Michael Gove er tilhænger af Brexit og en af favoritterne til at overtage magten i det konservative parti og dermed premierministerposten.

Michael Gove er tilhænger af Brexit og en af favoritterne til at overtage magten i det konservative parti og dermed premierministerposten.

Peter Nicholls

13. april 2019

Da den højt respekterede konservative parlamentariker Nick Boles med skælvende stemme rejste sig op umiddelbart efter, at konservative kræfter i parlamentet igen havde blokeret for en kompromisløsning ved en Brexit-afstemning, var der stadig live tv-dækning.

Den 53-årige Boles var ankommet til parlamentet direkte fra en kemoterapibehandling for at deltage i afstemningen om et forslag til en Brexit-aftale, han selv havde stillet. Aftalen blev stemt ned, og det blev for meget for Nick Boles. Han rejste sig og sagde:

»Jeg har givet alt, hvad jeg har i mig for at sikre, at vores land kan forlade EU og samtidig fastholde vores økonomiske position og politiske samhørighed. Jeg accepterer nu, at jeg har fejlet. Jeg har hovedsageligt fejlet, fordi mit parti nægter at søge et kompromis. Jeg kan derfor ikke længere sidde i parlamentet på mit partis vegne.«

Nick Boles ser, ligesom mange andre progressive i det konservative parti, ikke en fremtid for sig selv og sin egen politiske overbevisning.

Men hvor er det konservative parti så på vej hen? Onsdag blev Brexit-datoen udskudt til senest den 31. oktober, og dermed har Theresa May fået lidt luft. Men kampen om, hvem der skal være hendes efterfølger, er allerede i fuld gang. Hvem valget falder på, kan få stor betydning for partiets retning og for både britisk og europæisk politik.

Storbritanniens omdrejningspunkt

Britisk konservatisme er mere en rummelig kirke end en defineret ideologi. Med den politiske tænker Edmund Burke som fanebærer har de konservative i 200 år navigeret mellem tradition og fornyelse. To Burke-citater indrammer de konservative idealer:

»The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing« og »Those who don’t know history are doomed to repeat it«.

Med vægt på det bevarende har de konservative altid forsvaret fornuft, vaner og bærende institutioner – men samtidig er man gået ind for handling, når det var påkrævet, og når status quo var truet.

Den såkaldte one nation konservatisme, som blev udviklet af den britiske premierminister Benjamin Disraeli i midten af 1800-tallet, har siden været det konservative partis omdrejningspunkt. Det handlede om Gud, konge og fædreland, men også om en forståelse af, at vi har et fælles ansvar for det samfund, vi lever i.

Man anerkendte behovet for et socialt og økonomisk hierarki, men mente også, at privilegier forpligtede det øverste lag af dette hierarki. Samhørighed skabtes gennem gensidig respekt. Det betød selvfølgelig også, at de lavere klasser måtte respektere de højere.

Konservatismen stod dengang i opposition til en liberal opportunisme, hvor vinderen tager det hele, men ikke nødvendigvis har medfølgende forpligtigelser og naturligvis også til socialismen.

’My home is my castle’

I 1924 introducerede den politiske tænker Noel Skelton ideen om et property sharing-democracy, hvor målet var, at så mange som muligt skulle have pant i staten i form af at eje noget for derigennem at skabe loyalitet og respekt omkring ejendomsbegrebet og dermed samfundet.

Denne form for konservatisme er stadig udbredt overalt i Storbritannien, hvor haver og huse, store som små, dyrkes som vigtige samfundsinstitutioner.

»My home is my castle,« er en udbredt britisk talemåde.

One nation konservatismen og den anglikanske kirkes værdier hænger tæt sammen, og derfor er der et stort fokus på frivillighed og godgørenhed. Det er betegnende, at Theresa Mays far var præst i den anglikanske kirke.

Labour kom til at styre udviklingen af velfærdssamfundet efter Anden Verdenskrig. Konservative Winston Churchill modsatte sig velfærdsstaten og advarede med Hayeks Vejen til Trældom i hånden mod nedbrydning af individets frihed og ansvar.

Men yngre konservative fulgte Labours vej, og de kom til at sætte deres præg på velfærdsstaten ved forsat at insistere på individets mulighed for at udmærke sig i det elitære britiske uddannelsessystem. De konservative sluttede dog også op om det skattebetalte NHS (National Health System) og institutioner som BBC, fordi de var samlende faktorer i samfundet.

Jernladyen

Denne form for moderne one nation-konservatisme prægede de konservative, indtil Margaret Thatcher blev premierminister i 1979. Thatcher var socialkonservativ, men også liberalistisk fritænkende, og hun spejdede snarere mod USA og Ronald Reagan end mod Europa for inspiration.

Thatcher står forsat som den vigtigste udfordrer til one nation-tankegangen, og hendes politiske arv er en af grundene til, at det konservative parti er ved at splittes.

Margaret Thatchers vidtgående reformer medførte blandt andet frasalg af flere hundredtusinder offentligt ejede sociale boligbyggerier og en deregulering af den britiske finansverden, hvilket var med til at gøre London til verdens førende finanscentrum.

Nye penge, der ikke efterlevede gamle britiske gentleman-regler kom til sammen med en form for neoliberalisme, der aldrig siden har forladt en del af partiet.

At Margaret Thatcher i stigende grad ragede uklar med EU, som efter hendes opfattelse behandlede Storbritannien urimeligt, splittede yderligere de konservative, der indtil da havde været Storbritanniens EU-parti par excellence, og det blev til slut den proeuropæiske del af det konservative parti, der fældede Thatcher.

Dette er aldrig blevet glemt af hendes »disciple«, og en del af den konservative højrefløjs EU-had stammer fra »brodermordet« på Thatcher i 1990.

Thatcherismen i skammekrogen

Efterfølgende vandt den europavenlige del af partiet den interne magtkamp. Både John Major og David Cameron var EU-tilhængere, og den nationalliberalistiske højrefløj blev så vidt muligt gemt væk.

Men den larmede alligevel. EU-skeptikerne holdt op gennem 00’erne velbesøgte møder, altid med billeder af Thatcher hængende på væggen. Budskabet var stort det samme, som Brexit-folkeafstemningen senere blev vundet på, og kravet var en folkeafstemning om forsat medlemskab af EU. Med årene voksede tilslutningen til disse møder, og irritationen internt i partiet over den uregerlige højrefløj voksede med.

David Cameron, der selv definerede sig som en moderne one nation-konservativ, blev premierminister i 2010.

Hans Big Society-model afspejlede klassiske one nation-ideer, men han stod også for en progressiv moderne tilgang til konservatisme med blandt andet anerkendelse af homoseksualitet, opgør med ulighed mellem kønnene og en promovering af et multietnisk Storbritannien. Det var mere, end mange på den konservative højrefløj kunne kapere, og det kom til et åbent opgør mellem partiets fløje.

Cameron havde måttet affinde sig med en koalitionsregering, men fik flertal i parlamentet i 2015 efter et løfte om at få afholdt den folkeafstemning om EU, som generationer af britiske premierministre ikke havde turdet give. Dette sikrede ham støtten fra partiets højrefløj og valgsejren. Resten er som bekendt historie.

En katastrofe for partiet

Theresa Mays forfejlede forsøg på at sikre sig et flertals-Brexit-mandat ved sit selvudskrevne parlamentsvalg i 2017 kostede hende og partiet dyrt. Det fravristede hende det frie politiske råderum og dermed også muligheden for at få sin Brexit-plan igennem parlamentet.

Brexit kom til at æde hendes politiske liv, hun var tiltroet rollen som fornyer af one nation-tankegangen. Men hendes regeringstid blev præget af en stadigt stærkere højrefløj centreret omkring organisationen ERG (European Research Group), der reelt er blevet et parti i partiet, som ikke længere adlyder ordre fra partiets top, og som på mange måder er lykkedes med deres forehavende – nemlig at spænde ben for al fornuftig Brexit-forhandling for at sikre en udtrædelse på briternes betingelser eller en no deal.

Her i april 2019 virker de konservative nærmest som et parti i opløsning. Theresa May er på vej væk. Det er et spørgsmål om dage, uger eller maksimalt måneder, før hun forlader posten og efterlader et parti i borgerkrig.

I den ene ende af spektret sidder den fløj, der har været ved magten siden Thatchers fald. Den består af EU-tilhængere og one nation-konservative. I den anden ende af spektret sidder ERG. Det er en broget flok af politikere i en delvist hemmelig klub, der blev dannet i protest mod underskrivelsen af Maastricht-aftalen i 1992.

ERG har vokset sig stærk med årene, og i sin nuværende bestyrelsesformand Jacob Rees Mogg har den en uhyre veltalende klassisk britisk gentlemanfigur, der næsten minder om en James Bond-skurk i al sin veltrimmethed.

The Economist har kendskab til, at gruppen, der formodes at bestå af et sted mellem 50-80 parlamentarikere, i 2018 mødtes med det formål at bringe Theresa May til fald. Det er nu ved at lykkes.

Men hvem skal overtage magten i partiet og dermed også premierministerposten?

Umiddelbart er det nu det perfekte øjeblik for Thatcherismens arvtagere til at kuppe partiet. Bookmakernes klare favoritter kommer alle fra den konservative højrefløj. Den midtsøgende linje er stærkt svækket eller forsvundet. Flere har, ligesom Nick Boles, forladt partiet.

Men midt i denne historiske krise har en relativ stor gruppe konservative parlamentarikere fået klippet håret i en ny frisure, smidt nogle kilo, fået nye briller osv. Alle ved, at slaget om tronen venter rundt om hjørnet, og mange er klar.

Valgsystemet er barskt. Alle kandidater smider deres navn i hatten. Ved interne afstemninger udvælger parlamentarikerne i Underhuset to kandidater. Disse to bliver præsenteret for de små 120.000 medlemmer af det konservative parti, der så kan afgive deres stemme.

De vigtigste kandidater er:

1) Boris Johnson, tidligere udenrigsminister (leave)

Boris Johnson er den klare favorit. Han er uhyre populær rundt om i landet. Hans lidt Churchill-agtige facon går rent ind hos mange.

Politisk er han svær at definere. Han vendte på en tallerken før folkeafstemningen og blev brexiteer. Det har han været siden, men han har skabt vrede på højrefløjen, da han med kort varsel skiftede og stemte for Theresa Mays Brexit-aftale.

Han anses for at være populist, og Nick Boles, der har været hans stabschef, anser ham for at være uegnet til embedet som premierminister. Hans udfordring består i at blive en af de to, der går videre. Han har mange fjender i Westminster.

2) Michael Gove, miljøminister, tidligere uddannelsesminister og justitsminister (leave)

Gove anses som en stor kapacitet, og han er favorit sammen med Johnson. Han er mere vellidt i Underhuset, men også mindre karismatisk.

I 2016 holdt han et møde med Boris Johnson, hvorefter Johnson droppede sit kandidatur til at efterfølge David Cameron. Hvorfor vides ikke.

Han er brexiteer og medlem af ERG. Han har længe argumenteret for, at Storbritannien vil klare sig bedre uden for EU, men han sad alligevel som minister i David Camerons relativt progressive kabinet.

3) Dominic Raab, tidligere Brexit-minister (leave)

Den 45-årige Raab er mindre erfaren end Gove og Johnson, men også mere rabiat. Han har anbefalet, at Storbritannien tog et ’no deal’, hvis EU ikke ville give sig i forhandlingerne.

Han tilhører ERG og anses som et friskt pust. Han har stor støtte blandt de mere rabiate på højrefløjen.

4) Jeremy Hunt, udenrigsminister (remain – nu leave)

Tidligere remainer, der er blevet en »sidste dages hellige« brexiteer. Han støttede remain og også en ny folkeafstemning tilbage i 2016, men går nu ind for en udtrædelse af EU.

Han er bookmakernes bedste bud på en leder, der i hvert fald oprindeligt var en one nation-konservativ.

5) Sajid Javid, indenrigsminister (remain – nu leave)

Også Javid har skiftet mening. Han stemte remain, men er blevet brexiteer, ovenikøbet en, der er klar til at acceptere ’no deal’.

Han har en for de indspiste konservative, anderledes historie. Hans far kom til Storbritannien fra Pakistan med et pund på lommen og var buschauffør.

Han har været med i førerfeltet, men blandt andet en uheldig håndtering af flygtningespørgsmålet har givet ham problemer.

6) Matt Hancock, sundhedsminister (remain nu leave)

Hancock er kun 40 år gammel. Endnu en remainer, der er blevet brexiteer, men regnes for fremtidens mand og en mulig helende hånd i partiet.

7) Amber Rudd, arbejdsminisiter (remain)

Først helt nede blandt outsiderne kommer den første stolte one-nation konservative. En gruppe progressive konservative gør alt, hvad de kan for, at Rudd skal blive partiets næste leder. Det er dog ikke sandsynligt, at de får held med det.

8) Jacob Rees-Mogg (leave)

Formanden for ERG er landskendt og hadet og elsket. Han formodes at foretrække at blive i skyggen og udøve sin magt derfra, men han er med på bookmakernes liste over favoritter.

Opbrud

Hvem der end vinder kampen om lederskabet, så vil det få konsekvenser for de konservative. De fleste analytikere anser det som muligt, ja, ligefrem sandsynligt, at partiet splitter i to. Med nogen sandsynlighed vil den eurofjendske højrefløj overtage magten i partiet. Det vil formodentlig få konsekvenser, også for en eventuel aftale indgået af Theresa May.

Selv et forsøg på at lovfæste en aftale vil næppe kunne forhindre efterfølgeren i at rive aftalen midt over. Spørgsmålet er så, om resten af partiet kan være i rum med den nye leder. Hvis ikke ligner det et nyt parlamentsvalg, før året er omme, og dermed er alt pludselig i spil.

Flere nye udbryderpartier kan opstå, og one nation-arvtagernes indflydelse på britisk tankegang, der har præget nationen i snart 200 år, kan helt eller delvist forsvinde. Det store Brexit-drama, der udspiller sig disse måneder, kan vise sig bare at være forsmag på en endnu større politisk omvæltning.

Den nye Brexit-dag falder sammen med halloween den 31 oktober. Theresa May kan dog forvente masser af gys og gru, inden vi når så langt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Steffen Gliese
  • Jakob Trägårdh
  • Michael Friis
  • Runa Lystlund
  • Jesper Eskelund
  • Sven Christensen
Gert Romme, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Jakob Trägårdh, Michael Friis, Runa Lystlund, Jesper Eskelund og Sven Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sven Christensen

Jeg har fulgt debatten i Storbritannien tæt de seneste adskillige år. Det er bemærkelsesværdigt hvor stor indflydelse Brexit afstemningen har haft og hvor ødelæggende for realpolitikken hele skænderiet har været. Og det er en skænderi, ikke en reel debat.

Cameron var måske one-nation Tory, men han var også rabiat i sin nedskærings- og privatiseringspolitik, der reelt nærmest har ødelagt de sidste rester af den Britiske velfærdsstat.

Skolerne hænger i laser, de videregående uddannelser er rasende dyre, gældsætter de unge generationer og forhindrer mange i en uddannelse. Reallønnen har været faldende for alle almindelige lønninger, samtidigt med at boligudgifterne er stærkt stigende på en meget spekulativt ejer- og udlejningsmarked.

De svage regioner er blevet meget svagere og de lokale bystyrer kan ikke opfylde deres forpligtelser selvom de sælger ud af de sidste rester af fællesejet. Men de mest velstillede har fået adskillige skattelettelser og bedre muligheder for skatteunddragelse.

Hjemløsheden er eksploderet i en grad så de hjemløse nu i stigende antal dør på gaderne. I 2018 var det ca. 600 i England og Wales alene, ifølge regeringens egen hjemmeside. 30% af alle britiske børn lever i reel fattigdom og for 2/3 af dem er deres forældre faktisk i arbejde, andelen er stigende. Forestil jer hvad det betyder for Storbritanniens fremtid når 30% af børn og unge reelt og bevidst lukkes ude af samfundet?

Vreden i store dele af den Britiske befolkning er til at tage og føle på, og særdeles forståelig. Det Engelske og Walisiske valgsystem sætter reelt store dele af befolkningen uden for indflydelse, og den politiske debat er meget polariseret. Ved sidste valg fik Labour en del flere stemmer end den Konservative, men væsentligt færre pladser i parlamentet.

Brexit afstemningen var den første mulighed for befolkningen til at give Cameron regeringen en øretæve, der kunne mærkes. Og den fik han.

Den yderste højrefløj har været meget dygtige til at skyde skylden for alle ulykkerne på EU-samarbejdet, og er blevet bakket op af en rabiat presse, der er domineret af få højreradikale medieejere. Indtil folkeafstemningen var interessen for EU meget lav i Storbritannien, kun ca. 37% stemte til sidste valg til Europaparlamentet. De eneste, der organiserede effektive valgkampagner, var den yderste højrefløj, som vandt uforholdsmæssigt mange mandater.

Brexit har ændret meget i Storbritanniens politiske klima. Alle undersøgelser viser at for eller imod Brexit nu betyder mere end de traditionelle højre-venstre polariseringer, og at Brexit har drevet Skotland, Nordirland og i stigende grad Wales og London væk fra det Engelske flertal. Brexit og årtiers nedskæringer har med stor success splittet det Forenede Kongerige i atomer, og styrket en rabiat højrefløj, men det er også den eneste success.

Det er ikke muligt at levere løfterne omkring Brexit, tværtimod har udviklingen allerede svækket den Britiske økonomi og dermed gjort det endnu sværere at rette op skaderne efter årtiers neo-konservativ/liberal økonomi.

I Danmark bør vi lære af udviklingen i Storbritannien, for vi er på mange måder gået den samme vej, men er heldigvis ikke nået så langt endnu. Også i Danmark driver vi bevidst stadig flere i fattigdom, vi forringer også vores skoler. Vi får stadig flere hjemløse og vores boligpolitik særbeskatter de svageste via sindrige gældsætninger af vores fællesejede boliger. Men udviklingen i England viser at en sådan politik ødelægger vores samfund og kun gavner en meget lille i forvejen privilegeret gruppe i samfundet.

Tonny Helleskov, Mihail Larsen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Michael Hullevad, daniel kupferberg, Poul Erik Riis, Per Torbensen, Jan Weber Fritsbøger, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist, Jakob Trägårdh, Kim Houmøller og Runa Lystlund anbefalede denne kommentar
Michael Friis

"Men hendes regeringstid blev præget af en stadigt stærkere højrefløj centreret omkring organisationen ERG (European Research Group), der reelt er blevet et parti i partiet, som ikke længere adlyder ordre fra partiets top,.."
korrekt men de adlyder flertallet fra 2016 folkeafstemningen.

Theresa May kan man let have sympati for, men hun har ikke leveret varen. Problemet er bl.a. at hun ikke tror, at UK kan klare sig udenfor EU. Derfor bliver hun falsk. Hendes plan er tilsyneladende at finde en "deal" der reelt betyder, at UK ikke forlader EU. (a la Norge)
Det er ikke let, men Theresa May har aldrig passet i jobbet og er skadelig for demokratiet, hendes parti, EU og UK.
Hendes "Brexit means Brexit" og "national interest" er falske varebetegnelser.

En af hendes helt stor fejl er at kritisere Parliamentet. Hun er problemet, da hun ikke har kunne sælge sin elendige fratrædelseaftale.

Steffen Gliese

England har brug for ex eksorcist, der kan mane Thatcher de 8 fod under jorden og én gang for alle skaffe England, for det er jo kun England, vi taler om her, af med sin onde ånd.

Niels Duus Nielsen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Hvornår magtkampen i det konservative parti begynder, kan jeg ikke overskue. Foreløbig er talen om, at tory'erne bliver lavet til marmelade ved EP-valgene, og her søndag er en tidligere sundhedsminister gået over til Change UK.
Det konservative parti kan ikke afsætte May før december 2019, og et mistillisvotum i parlamentet med konservative stemmer er lidt vanskeligt at se for sig, da det bare vil fremme spaltningen af det konservative parti og eventuelt fremkalde et katastrofalt parlamentsvalg.

Partiet har ufatteligt meget på sin samvittighed, og for den del af os er der ikke andet end udelt glæde ved at iagttage de problemer, det nu befinder sig i, inden vi vender os mod de vanskeligheder Jeremy Corbyn har ved at opretholde sin tvetungethed i Brexit-spørgsmålet.

Torben K L Jensen

Hold op med at mistænkeliggøre Jeremy Corbyn - Jørgen.
Han er den eneste der har løsninger EU og englænderne kan acceptere,men han har jo også to forskellige fraktioner i sit eget parti der trækker på hver sin hammel.

Steffen Gliese, Gert Romme og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Jeremy Corbyn er en farlig marxist, der taler med to tunger. En populist.
Hvis han bliver PM, da vil det virkeligt komme til at gøre ondt i UK: Negativ vækst og udvandring.
Han kan lukke det lukrative finanscentrum.
Brexit er barnemad ved siden af Corbyn.
Men ikke tvivl om, at manden er dygtig for at forføre folket.

Jørgen Mathiasen

Torben K L Jensen
Det var en meget speciel kommentar!
Der er ganske rigtigt to fraktioner i Labour - deraf Corbyns tvetungethed, men der er også Labours vælgere, som i meget stort omfang er "Remainers".

May har en aftale (WA) med EU, og EU har et utal af gange bedt det britiske parlament om at stemme for den. For EU gælder WA i enhver løsning også no-deal Brexit, for WA kommer på bordet igen, så snart UK beder om fremtidsforhandlinger. Briterne kommer ikke uden om den.

Jeg skal ikke starte på citater af kilder. Man behøver blot et par relevante britiske aviser eller måske sågar BBC for at finde de politiske skillelinjer i Labours ledelse og få en idé om, hvilken spagat Corbyn har gennemført så vidt. De fleste regner med, at han må opgive det, hvis UK deltager i EP-valgene i næste måned - eller vinke farvel til millioner af vælgere.

Torben K L Jensen

Selv tyskere regner med at Labour får et kanonvalg til EU-parlamentet - endda så meget at den socialdemokratiske blok bliver stor nok til at få indflydelse på valget af formand til kommisionen.
Og glemt ikke at valget til EU-parlamentet er anderledes end til House of Commons.

Torben K L Jensen

Britiske medier - min bare. Op til folkeafstemningen stod der 85 % for "NO" i samtlige medier deriblandt BBC.

Jørgen Mathiasen

Torben K L Jensen
Du vælger frit mellem dine kilder. Alle andre kan i indlæg fra Labours MP'ere se & læse, hvad diskussionen i Labour om valgmanifestet og EU-forhandlingerne drejer sig om.

Steffen Gliese

Corbyns position er jo sjovt nok temmelig tæt på Krags op til afstemningen i oktober 1972 - og Ankers efterfølgende hovedpine. Deraf kan man lære: det kan overkommes.