Læsetid: 18 min.

Inderne elsker Modi – trods skandaler og manglende politiske resultater

Alt peger på, at Indiens premierminister, Narendra Modi, igen vil vinde valget i Indien. Men hvem er manden, der som otteårig blev aktiv i den militante hindunationale bevægelse, siden blev anklaget for at have ansvar for en af de største massakrer i Indiens historie, men nu fremstår som en moderne, renskuret leder, der trykker hænder med verdens spidser?
Valg i Indien. Modi. Verdens største demokrati.

Modi kan noget, som få kan: Han kan på næsten magisk vis få interne modsætninger til at opløse sig og være lige den, som hver enkelt af Indiens 900 millioner vælgere drømmer om.

Prakash Singh

27. april 2019

Modi er her ikke. Og alligevel er han overalt. På plakater, badges og i sitrende hologramform på uret, der hænger over receptionisten, viser Indiens 68-årige leder, Narendra Modi, sig. Vi er i partiet BJP’s hovedkvarter i det centrale Delhi, og der er få uger til, at valget til underhuset i det indiske parlament, Lok Sabha, går i gang. Den største demokratiske begivenhed i menneskehedens historie bliver det kaldt med sine 900 millioner vælgere.

I en lille bod i gården, der kun bliver mindre i skyggen af det brutalistiske hovedkvarter, sælger en ung mand merchandise. Det sædvanlige: kopper, T-shirts og hættetrøjer. Og så, som et lettere makabert indslag, gummimasker, Narendra Modi-gummimasker. Og de er ikke tiltænkt børnene.

De bløde masker med sorte øjne er  indbegrebet Modis spektakulære valgkampe. Da han i 2007 bejlede til en tur mere på posten som delstatsminister i Gujarat, opfordrede han sine tilhængere til at bære maskerne med hans ansigt. Hans parti, Bharatiya Janata Party (BJP), distribuerede dem i tusindvis forud for hans besøg i byerne, og det resulterede i scener i gaderne, som var en gyserfilm værdig med tusindvis af Modi’er i mande-, kvinde - og børnestørrelse.

»Hvordan skal de kende mig, hvis de ikke ved, hvordan det er at være mig?« svarede Modi, da en kampagnemedarbejder kom for skade at spørge, om det ikke var lige i overkanten.

»Og hvordan skal de så ellers mærke, at jeg arbejder for dem?«

Personkulten

Masken er blevet en måde at gøre folket ét med lederen i en personkult omkring en premierminister, som Indien ikke har set magen. ’Modiji’ som han hedder i folkemunde – tilføjelsen ’ji’ er en måde at vise respekt – kan tilsyneladende ikke for alvor gøre noget galt i en stor del af den indiske befolknings øjne.

I hvert fald preller skandaler og manglende politiske resultater af på ’teflon-Modi’, der ifølge alle meningsmålinger står til anden periode som premierminister. Til trods for den højeste arbejdsløshed i 45 år, og selv om han gennemførte en voldsomt upopulær pengeombytningsmanøvre, hvor millioner af mennesker mistede deres sparepenge, er det egentlig bare et spørgsmål om, hvor stort han vinder ved det valg, der afsluttes den 23. maj.

For Modi kan noget, som få kan. Og har forfinet det hele sit liv: Han kan på næsten magisk vis få interne modsætninger til at opløse sig og være lige den, som hver enkelt af Indiens 900 millioner vælgere drømmer om. Han mestrer den populistiske tidsalders håndværk.

Som Shashi Tharoor, den anerkendte indiske forfatter og politiker for det store oppositionsparti Kongrespartiet, har udtalt: »Enhver autokratisk leder i verden burde tage på studietur til Delhi.«

Bag masken

Men masken er også blevet brugt af Modis modstandere. I mere overført forstand. For bærer den renskurede, moderne leder – ham, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøgte i januar i en »unik mulighed for at fremme danske erhvervsinteresser i Indien« – i virkeligheden selv en maske? En maske, som dækker over hans sande jeg: Den radikale hindunationalist, der nok taler om økonomisk udvikling og national enhed, men som først og fremmest har taget den lange tur mod det mest magtfulde embede i Indien med det formål at skrotte den sekulære forfatning og skabe et hindu rashtra? En hinduistisk stat, hvor folk taler hindi, og hvor det er din religion, der bestemmer, om du hører til.

Man får intet svar, hvis man spørger manden selv. I de få egentlige interviews, han har givet siden han blev premierminister, har han afvist at tale om den umiddelbare modsætning mellem hans fortid som glødende hindunationalist og så jobbet som leder af verdens mest etnisk brogede nation.

Som den britiske journalist, Lance Price skriver i biografien The Modi Effect: »Modi er utilpas ved at tale om hindutva (en politik, der er forelagtig over for hindumajoriteten og ser hinduismens tekster som Indiens sande værdigrundlag, red.) på samme måde, som en Labour-leder har været ved at tale om marxisme.«

Det er vel at mærke skrevet, før det overraskende valg af Jeremy Corbyn som Labour-leder. Og før Modi i 2014 fik 31 procent af vælgernes velsignelse til at vise dem sin version af Indien.

Samir Jana

Søn af en ’chaiwala’

Narendrabhai Damodardas Modi blev født den 17. september 1950 i delstaten Gujarat i det nordvestlige Indien som den tredje i en søskendeflok af seks. Det var samme år, som den indiske forfatning trådte i kraft, og små 65 år senere skulle han derfor blive den første premierminister født efter Indiens uafhængighed.

Hans familie var af lavere kaste, såkaldt ghanchi, og hans far ernærede sig som thesælger på busstationerne i området, hvor den unge Narendra gik til hånde i de travle morgentimer før skole.

»Jeg sov meget lidt i min barndom. Måske 3,5 til 4 timer,« fortalte Modi senere.

»Det lærte mig værdien af hårdt arbejde.«

I betragtning af, hvor få interview Modi har givet, er han meget leveringsdygtig i barndomsanekdoter. Og ikke uden grund. Hans opvækst har været et stærkt kort i valgkampene mod Kongrespartiets kandidater, først Sonia Gandhi og siden hendes søn Rahul Gandhi. For hvem forstod bedst den slidsomme kamp for overlevelse som den almindelige inder gennemgik? En brahmaner født til velstand eller en lavkaste søn af en chaiwala?

Et af de mere absurde udtryk for den senere personkult om Modi var udgivelsen af børnebogen Bal Narendra – childhood stories of Narendra Modi, der fortæller opbyggelige historier om dengang, lille Narendra reddede en kammerat op af krokodilleinficerede vande, forsvarede de svage i skolegården og hjalp sine forældre.

»Han var en perfektionist, der kunne lide at være ren og fin, så han foldede altid selv sit vasketøj,« lærer man blandt andet.

Lidt mere pålidelige kilder beskriver Modi som en fagligt set middelmådig elev, men med flair for det dramatiske. Som hans skolelærer senere fortalte en journalist, var han »gennemsnitlig begavet, men elskede teater«. Efter sigende valgte barneskuespilleren Narendra Modi altid rollen som sagnkonge.

Ideologisk vugge

Modi fandt tidligt sit publikum i Rashtriya Swayamsevak Sangh (RRS), hvor han kun otte år gammel aflagde ed som ’bal swayamsevak’, børnefrivillig. Organisationen, hvis navn bedst kan oversættes til ’Den Nationale Organisation af Frivillige’, blev grundlagt i 1925 med det formål at gøre hinduen stærk og sej og derigennem genrejse en gylden fortid før både de muslimske invasioner og den britiske kolonimagt.

RSS’s børneafdeling er med sine kakifarvede uniformer og undervisning i at slås med kæppe og stå i række til tider blevet sammenlignet med spejderbevægelsen. Det er i bedste fald en stærk underdrivelse. Børnene i RSS arbejdede også i Modis barndom i en større sags tjeneste: At udbrede de hinduistiske dyder, som ifølge organisationen var truet af både religiøse mindretals krav om særlig beskyttelse og den sekulære klasses lemfældige omgang med det hinduistiske arvesølv.

Den unge Narendra indoptog hurtigt idealerne om et rent sind i en ren krop. Disciplinen og den hårde fysiske træning faldt ham let, og teenageren Narendra tog cølibatet, yogaen og vegetarismen til sig med iver. Det siges, at han den dag i dag lever i cølibat. Sandt er det i hvert fald, at han dagligt dyrker yoga og meditation.

Landevejen

Men Narendra var ikke bare søn af RSS. Han var også søn af sine forældre, og da han var 13 år, fandt de i henhold til skikkene i deres kaste ham en hustru, den to år yngre Jashodaben.

I 1968, det år han ville fylde 18 år, flyttede hun ind. Og Narendra flyttede ud. Han var ikke klar til at stifte familie og drog i stedet på en spirituel rejse. De næste år boede han i forskellige religiøse centre og klostre.

Modi har selv beskrevet tiden derefter sådan her: »Alt, hvad jeg ejede, kunne jeg have i en bylt på ryggen. Jeg blev ved med at vandre i 40-45 år. I 40 år tiggede jeg mad.«

Nu er det jo altid ærgerligt at ødelægge en god historie, men de biografiske fakta er, at den unge Narendra forlod sit hjem som 17-årig, og 35 år senere sad han som øverste minister for delstaten Gujarat. I tiden derimellem havde han møjsommeligt kravlet op i geledderne i først RSS og siden BJP.

Men historien tjener et klart formål: At vise, at han indgående kender sit Indien og dets folk.

Amit Dave

Hemmeligheden

Narendra Modi har hele sin politiske karriere holdt sit ægteskab hemmeligt, men da han i 2014 skulle indgive sit kandidatur, blev hans sande civilstand afsløret, hvilket afstedkom en større skandale. For hvorfor havde Modi fortiet sandheden? Og hvad betød det for hans image som en mand, der var så dedikeret til at tjene nationen og guderne, at han forsagede alle verdslige fornøjelser? Han havde jo brugt sin singlestatus som argument for, at han var den eneste politiker, der effektivt kunne bekæmpe korruption (implicit: De andre stjæler for at forsørge grådige koner og børn).

Hans lillebror udtalte siden, at Narendra Modi havde været offer for et barneægteskab, og at han aldrig havde konsumeret ægteskabet.

Det var bare én af mange gange, hvor de indiske medier – her forstået som de landsdækkende engelsksprogede medier – har forsøgt at ramme Narendra Modi blot for at se sig slået. Og det er sådan, Modi ser medierne: Som en modstander, der sandsynligvis har ilde hensigter. Derfor holder han sig simpelthen bare væk fra dem. I sine fem år som premierminister har han således ikke holdt en eneste pressekonference.

Der er forskellige bud på årsagen til hans presseskyhed. Nogle mener, at han ikke kan tåle at blive udfordret. Andre peger på, at han bare ikke prioriterer det, fordi han ikke taler til de vælgere, der orienterer sig mod de klassiske medier – i denne valgkamp som i de foregående har BJP forstået at bruge de sociale medier langt mere effektivt end oppositionen. Andre igen mener, at han bare ikke har så meget at sige, fordi hans politiske budskaber kan opsummeres i en linje: Jeg vil gøre Indien magtfuldt igen, med alle midler.

Det budskab har Modi dog gennem tiden brugt en hel del ord på at sige i sit månedlige radiotalkshow, Mann ki baat (hjertets stemme). Og da denne valgkamp gik i gang, brugte han anledningen til at lancere en hel tv-kanal med navnet NAMO TT – ja, som i Narendra Modi – der dog blev lukket ned af valgkommissionen, da den stred imod reglerne for valgkampe. 

Duer, duer ikke

I BJP’s hovedkvarter i centrum af Delhi er det en helt særlig dag. Det er dagen for ansøgninger til opstillinger til det forestående valg, og det føles lidt, som om man er vidne til en dag ved hoffet i en fjern feudal fortid. Kandidaterne ankommer i deres stiveste puds, alle omgivet af en entourage af folk for at symbolisere, at de har folket bag sig. Eller guderne. Kvinder i polyestersarier og hellige mænd i lændeklæder følger kandidaterne op ad den store trappe.

Peter Nygaard

En af bejlerne er en børnelæge fra Uttar Pradesh. Han er glad, da han går ind, nærmest struttende, men humøret har ændret sig, da han kommer ud igen.

»De har ingen respekt for dem, der faktisk er derude og hjælper folk,« siger han og fremviser en slidt mappe med billeder af ham selv i diverse paneldebatter med en stor variation af hovedbeklædninger.

Det blev vist ikke til en kandidatur til ham i denne omgang, og den lille delegation fra en fjern landsby bevæger sig hujende mod New Delhi Banegård.

Børnelægen fra Uttar Pradesh.

Peter Nygaard

Politisk tæft

Baglandet, græsrødderne, har da også altid haft det svært ved Modis centralistiske stil. Han er ingen holdspiller. Allerede som ganske ung fodsoldat i den uniformerede massebevægelse, som RRS er, opførte han sig til tider som en utilpasset individualist. Men ledelsen bemærkede også hans evner. Ikke mindst, hvordan han kunne opildne folk, når han på kampagneture for BJP rundt om i Gujarat skulle varme mikrofonen op for finere folk.

Det skulle senere blive et af hans stærkeste kort. Modi er fremragende foran store forsamlinger – vel at mærke store forsamlinger af støtter. I 2014 fik han det ultimative ud af den effekt, da han ved hjælp af hologrammer kunne optræde samtidig ved hundredvis af valgarrangementer.

Men den unge Modi forstod også at vælge den vindende side i en konflikt, og hans magtpolitiske tæft betød, at han hurtigt kravlede op i hierarkiet i den hindunationale bevægelse. I 1988 blev Modi generalsekretær for BJP i Gujarat, og fra 1998 til 2001 var han generalsekretær for BJP i hele Indien.

I de år boede han i Delhi – flere peger på, at han fik stillingen, fordi han blev for farlig for den siddende ledelse i Gujarat. Og de fik ret. Selv om han fik en fin karriere bag tæppet i national politik, fjernede han aldrig blikket fra den pokal, han altid havde drømt om: ministerposten i hjemstaten Gujaret.

I efteråret 2001 kom Modis chance. BJP-regeringen i Gujarat var i dyb krise, og han blev af landsledelsen bedt om at overtage delstatsministerposten frem til valget. Modi var kommet hjem. Nu handlede det bare om at skynde sig. Der var under et år til valget, og Modi ville bruge sin midlertidige position optimalt.

»Jeg er ikke kommet for at spille en endagskamp,« sagde han med en cricketmetafor.

Den 4. oktober 2001, mens verden stadig kom sig over chokket fra terrorangrebet 11. september, aflagde Modi ed. Som Lance Price skriver: »En mand, ingen havde hørt om, blev indsat på en post, ingen havde interesse i, midt i en historisk international krise.«

Men der skulle kun gå fire måneder, før verden hørte om Gujarat, da en af de mest afgørende begivenheder i moderne indisk historie fandt sted. Det, der skete, kunne have ødelagt Modis politiske karriere for bestandigt.

Godhra og det, der fulgte

Den 27. februar 2002 kørte et tog igennem den muslimsk dominerede by Godhra. Toget var fuld af hindupilgrimme på vej hjem fra en færd til den omstridte by Ayodhya, hvor hinduva-aktivister ti år tidligere havde revet en moské ned, fordi de mente, at den var opført på stedet for hinduguden Lord Rams fødsel. Toget blev angrebet og sat i brand, og 58 passagerer mistede livet.

Nyheden spredte sig hurtigt, og folk strømmede ud i gaderne, opildnet af prominente lokale RSS-og BJP-spidser, der råbte antimuslimske slagord sammen med stadigt større grupper af unge mænd – nu med macheter og økser.

Det officielle dødstal er 1.044, mens 18.500 hjem blev ødelagt, og 130.000 – primært muslimer – blev fordrevet.

Desperate muslimer havde uden held forsøgt at få hjælp af politiet, der holdt sig på afstand eller i flere tilfælde direkte assisterede de hærgende grupper. Alt imens sad Narendra Modi i sin ministerbolig og udtalte kort efter, at oprøret var »et resultat af folkets naturlige og retfærdige vrede«.

Han afviste at have et ansvar.

»Havde Narendra Modi begået sådan en forbrydelse,« sagde han – Modi taler gerne om sig selv i tredjeperson – »så skulle han have været hængt.«

År senere spurgte en journalist, om han havde fortrudt sine handlinger i de uger.

»Hvis man er passager i en bil, og en hundehvalp kommer ind under hjulet, er det så en smertefuld oplevelse?« svarede Modi.

»Selvfølgelig er det det.«

En undersøgelseskommission blev sat i værk, men kunne ikke finde fældende beviser mod Narendra Modi. Den politiske skade var dog sket. Ingen hørte længere navnet Gujarat uden at tænke ’massakre’. Og Modis navn blev knyttet dertil. Oppositionens leder Sonia Gandhi kaldte ham »dødens købmand«, og han fik indrejseforbud i en række lande, herunder USA.

»Han skal blive dømt af historien som er en mand, der til stadighed er knyttet til sekterisk had,« skrev The Economist.

Gujarat-miraklet

Men uanset, hvad verden og dem i Delhi sagde, så bibeholdt Modi sin støtte i Gujarat. Han vandt valget. Og et til. Og vælgerne fik, hvad han lovede dem.

Mellem 2004-2012 var delstatens økonomi vokset med 10,1 procent, og alle de store virksomheder ville nu til Gujarat. Blandt andet forlod industrigiganten TATA Vestbengalen til fordel for Modis mirakel – hvilket efter sigende fik Modi til at ringe til sin kommunistiske kollega i Kolkata med en opfordring om at blive »lidt mere højreorienteret«.

Gujarat gik fra at være »hindutva-eksperimentariet« til »Gujarat-miraklet«. Og The Economist ændrede mening om Modis eftermæle:

»Mr. Modi har som delstatsminister i Gujarat vist, at han er besluttet på at skabe økonomisk udvikling og har evnen til at gøre det,« skrev magasinet.

Med ét var Narendra Modi manden, der måske kunne gøre det samme for Indien som helhed. Nu skulle Indien være det nye Kina.

Under valgkampen i 2014 talte Modi stort set udelukkende om økonomi. Samtidig overraskede den tidligere paria ved at komme med en række progressive udtalelser, som fik selv den kritiske venstresnoede elite til at spidse ører. Flere begyndte ligefrem at tro på, at Modi havde lagt sin RSS-baggrund bag sig. Kunne det passe, at manden, der tidligere havde talt dunder mod minoriteter, var kommet på bedre tanker?

Den indiske politiker Shashi Tharoor laver i sin bog The Paradoxical Primeminister en sammenligning med USA. Her er republikanerne ofte blevet beskyldt for at gå til valg på konservative kristne værdier – de tre G’er: God, gays, guns – for så, når de havde vundet magten, at koncentrere sig om at putte penge i lommen på en lille gruppe mennesker.

Modi gjorde det modsatte. Han vidste, at han havde hindutva-vælgerens loyalitet. Han vidste også, at en for krads hindunationalistisk kurs ville skræmme hans potentielle nye vælgere væk: de unge på de tekniske uddannelser og i callcentrene – og den succesfulde indiske diaspora, der betaler for gildet. Den var ikke så optaget af identitet, for den havde muligheder nok i det nye Indien.

Mujahid Safodien

Retorisk snilde

I 2014 vandt BJP det indiske parlamentsvalg med 31 procent af stemmerne, og med det britisk inspirerede valgsystem, hvor vinderen tager det hele, var det rigeligt. Narendra Modi flyttede ind i premierministerboligen i Delhi. Det var ifølge ham selv – og helt i overensstemmelse med myten om den selvopofrende vandringsmand – hans første faste adresse, siden han forlod sit barndomshjem. Og for at understøtte det asketiske image har han efter sigende ikke skiftet så meget som en lyspære, så boligen nu står præcis, som da han overtog den fra sin forgænger, Manmohan Singh.

Til gengæld har han ændret meget i Indisk politik i de fem år, han har siddet på posten. For Modi var tro mod sin ideologiske vugge. Han har bare retorisk snilde nok til at rumme modsætningerne – at tale til hindumajoritetens følelser og kalde det ’national enhed’. Der er ingen ’majoritet’ i Modis vokabularium. Og derfor ingen minoriteter. Der er kun et folk. Til trods for, at 80 procent af befolkningen er hinduer. 

Shashi Tharoor fortæller i sin bog en anekdote, der illustrerer denne retoriske finte:

Efter massakren i Gujarat blev Modi kritiseret for ikke at hjælpe de muslimer, der var blevet ramt. En undersøgelseskommission fra Delhi besøgte hans kontor.

»Jeg sagde til dem, at de skulle tage deres blokke frem og skrive ned,« fortalte Modi til Tharoor.

»Så sagde jeg: ’Jeg har ikke gjort noget for muslimerne i Gujarat’.«

Forbløffet skrev de den overraskende tilståelse ned.

»Skriv også: ’Jeg har ikke gjort noget for hinduerne i Gujarat’.«

Stadig mere perplekse skriblede de løs.

»Skriv nu,« sagde Modi: »’Jeg har koncentreret mig om at gøre noget for folket i Gujarat’.«

Stærk mand

Når man taler med Modi-vælgere på gaden i Delhi op til det nuværende valg, er der ingen, der nævner økonomien – den går det som beskrevet ikke så godt med. De taler om sikkerhed.

En af dem er Puran, 44 år. Han er arbejdsløs og kan godt se ironien i, at en mand uden job taler så hjerteligt om en leder, der lovede jobfest og i stedet skabte en historisk høj ledighed. Men Puran er ligeglad.

»Jeg elsker Modiji«

– Hvorfor?

»Fordi han er Modiji. Den største leder nogensinde.«

– Hvad gør ham til en stor leder?

»Kongrespartiet har bare beskyttet terrorister og ladet Pakistan bestemme. Modi gør Indien stærk. Jeg elsker Modi.«

»Helt aktuelt er forholdet mellem Pakistan og Indien højspændt, men uanset den faktiske situation har det altid været Modis stærkeste kort, at han var den stærkeste kandidat. Helt bogstaveligt. I 2014 udtalte Modi, at han havde et brystmål på 142 cm – kun med sådan en brystkasse indgyder man frygt i fjenden og har stamina til at gøre Indien til et økonomisk mirakel. Hans 56 inch chest-udtalelse fik det indiske hjørne af internettet til at researche og konstatere, at Arnold Schwarzenegger på sit højeste havde et lignende brystmål. Senere kunne Times of India afsløre, at en ansat i Modis stab, der var blevet betroet opgaven at bestille en ny jakke til premierministeren, havde modtaget brystmålet 50 inches

Postyret synes ikke at påvirke Modi. For ham var brystmål en metafor for mod og styrke, og han smilede stort, da et parlamentsmedlem fra Bihar i sidste måned roste premierministerens håndtering af terrorangrebet i Pulwama, der i februar kostede mindst 40 indiske soldater livet, ved at forstørre Modis brystmål til hele 156 inches.

Hinduvælgeren

Det kan virke fjollet og som en karikatur af maskulinitet, men den slags machometaforer er et gennemgående træk hos Modi. For de resonerer hos hans kernevælgere: Hindumanden fra den lavere middelklasse, der har set sine privilegier blive undergravet i samspillet mellem økonomisk liberalisering og oplysningsidealer.

Manden, der troede, at han ville overtage sin fars job, og følte sig sikker på, at hans forældre ville finde ham en god kone, der ville føde ham børn og passe hans hjem, han har set job forsvinde, set de lavere kaster få politisk magt og økonomisk indflydelse. Og konen? Hun vil til storbyen og læse og finde en mand, der taler både engelsk og pænt til hende.

Så hindumanden fra den lavere middelklasse er vred.

Dem i gården

I gården i BJP’s hovedkvarter vælter det stadig ind med håbefulde kandidater, der personligt vil overrække deres anmodning om at stille op. En af dem er Swami Om. En hellig mand i røde gevandter og ravnesort paryk. Han fortæller, at han personligt kendte Modi som ung, ja, faktisk opdagede han ham.

»Han havde et særligt lys i panden,« fortælle Swami Om, der tilfældigvis ser det samme lys i journalistens pande.

»Jeg kunne se, at han ville blive til noget stort, og derfor er jeg her for at lykønske ham.«

En senere googlesøgning viser, at der ikke er grundlag for Swami Oms påstand om, at han er Modis mentor. I stedet er han bedst kendt for sin deltagelse i den indiske version af realityprogrammet Big Brother, hvor han blev smidt ud for at kaste urin efter en kvindelig deltager samt for en spektakulær retssag, hvor han stod anklaget for at have stjålet 11 cykler fra sin lillebror.

Swami Om er naturligvis ekstraordinært kulørt. Men BJP har en hel hær af bramfrie politikere tværs over Nordindien – det såkaldte kobælte – der holder gang i følelserne hos de hindunationalt sindede med hadtale om minoriteter og – til tider – faktuelt tvivlsomme hyldester til en fjern fortid, hvor Indien kun bestod af hinduer. For dem er de hellige tekster »verdens første internet«, og koen er det eneste dyr, der både indånder og udånder ilt. Og uanset hvad der bliver sagt, forbliver Modi tavs. En effektiv arbejdsdeling. 

Swami Om.

Peter Nygaard

Etnisk demokrati

Der er udsolgt af masker i den lille bod. Det har været en travl dag og skuffede kandidater og deres hellige mænd skal da ikke gå tomhændet fra deres besøg i hovedkvarteret.

Shashi Tharoor mener ikke, at maskemetaforerne gør noget godt for forståelsen af fænomenet Modi. For der er ikke et foran og bagved. Der er indbyggede modstætninger som tilsyneladende sameksisterer.

»Der synes at være et paradox i kernen af Modis vej til posten‚« skriver Tharoor.

For Modi har bygget sin brede appel ved at sætte fokus på de ting, som den indiske befolkning virkelig har brug for: udvikling, god regeringsførelse og social mobilitet, fortsætter han.

»Men han har samtidig givet fripas til de illiberale kræfter, der vil genskrive historiebøgerne, sætte traditionelle dyder over moderne videnskab og promovere protektionisme frem for fri handel.«

Den dobbelthed har fået politiske teoretikere til at udvikle et begreb, som er skræddersyet til Modi og hans brede bryst: Den udtalte kulturelle nationalisme, der tilsyneladende lever sammen med det liberale demokratis institutioner, har fået flere til at kalde Modis Indien for et ’etnisk demokrati’. Et regime, hvor ledere bliver demokratisk valgt, hvor retssystemet nyder en vis uafhængighed, pressen en grad af frihed, men hvor etniske minoriteter om ikke juridisk så de facto er andenrangsborgere.

Og dertil behøves ingen maske. Blot en begavet retoriker, som majoriteten kan se sig selv i. 

De første valgsteder åbner i Indien torsdag, men de sidste lukker først om 39 dage. Valg i Indien er en gigantisk demokratisk øvelse og kan være lige dele fascinerende og forvirrende – vi har samlet nogle af de vigtigste fakta
Læs også

 

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Der er ingen grund til at drage Modis cølibat i tvivl.
Det er langt mere normalt, og ligefrem socialt anset i Indien end i vesten, hvor det nok ville virke temmelig excentrisk og ikke ligefrem fremmende for en politisk karriere.

Den tidligere præsident, videnskabsmanden A. Abdul Kalam - som endda var muslim - levede også i cølibat, trods der slet ikke er nogen tradition for det i Islam.

Så det ligger dybt i den Indiske kultur - selv udenfor sadhu-kredse.

I øvrigt er der ingen indisk præsident eller premierminister, der kan kan blive valgt, hvis de ikke har erklæret velsignelse fra en eller flere religiøse autoriteter - ikke formelt, men reelt. Derfor består en væsentlig del af deres valgkamp også i at besøge Indiens toneangivende guruer - under stor mediedækning.

/O

olivier goulin

I øvrigt er en en præ-islamisk hindu-nationalromantik noget af en fantasme - i stil med en præ-kristen dansk vikingeromantik.

Det Indien vi kender i dag har været under massiv Islamisk indflydelse i næste 1000 år - først ved Mahmoud af Gazni, siden Delhi-sultanatet, og endelig Moghulerne. Der er stort set ikke den del af indisk kultur, der ikke har været persificeret, eftersom persisk kultur var dominerende i hele regionen fra Anatolien til Bengalen i denne periode - uanset hvem der havde magten i de forskellige dynastier. Man er således nødt til at forstå Indien - eller ihvertfald nordindien - som en Indo-Persisk kultur - snarere end en rendyrket Hindukultur. F.eks. er selve nationalsymbolet på Indien, Taj Mahal, et stykke rendyrket persisk arkitektur, bygget af en Islamisk moghul. Hvis man vil opleve islæt af det 'oprindelige' Indien - så er man nødt til at tage til sydindien for at se det.

Så man skal skelne mellem den muslimske minoritet i Indien i dag, hvoraf mange er konverteret i nyere tid - og så den Islamiske indflydelse på Indisk kultur, som er enorm og allestedsnærværende - og så integreret, at det er absurd at tale om Hindunationalisme som en kulturel størrelse.

Det giver kun mening som fantasme, der kan bruges i demagogisk og populistisk sammenhæng - ligesom 'danskhed' i den yderligtgående fortolkning af før-kristen danskhed.

Selv europæiske populister taler ikke om deres nationale identitet fra hedensk tid - de refererer alle til deres kristne kulturarv, som er under angreb fra Islam. Men BJP referer til en tåget fortid, der går lige så langt tilbage - til et Indien som forlængst er forsvundet - og vel at mærke ikke kun med vold og magt. Oftere ved gradvis assimilation af alle de fremmedelementer, som typisk var deres egne overlegne.

/O

ingemaje lange, Michael Hullevad og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

Ikke kun den tågede fortid er forsvundet, det er også indflydelsen som den britiske administration bidrog med ind til løsrivelsen. En vis grad af neutralitet i etniske og religiøse forhold efter den gamle opskrift, del og hersk. Vil hindunationalisme bringe Indien magt og økonomisk fremgang? Næppe!