Læsetid: 15 min.

Konflikten i Cameroun har alt det dæmoniske i sig, der gennem tiden har fået mennesker til at slå hinanden ihjel

Overgreb, skolenedbrændinger, masseanholdelser og drab præger det vestlige Cameroun, hvor engelsktalende oprørere drømmer om et frit Ambazonia og selvstændighed fra den fransktalende regeringsmagt. Forfatter Peder Frederik Jensen skriver fra det splittede land
En politimand afsikrer et område godt 70 kilometer fra storbyen Douala i det sydvestlige Cameroun. Her drømmer de engelsktalende oprørere om selvstændighed i et frit Ambazonia.

En politimand afsikrer et område godt 70 kilometer fra storbyen Douala i det sydvestlige Cameroun. Her drømmer de engelsktalende oprørere om selvstændighed i et frit Ambazonia.

Marco Longari

20. april 2019

Jeg er netop ankommet med bussen Touristique Express fra hovedstaden Youandé til Camerouns største havneby Douala. Vincent Dla er i røret.

»Jeg kan ikke se dig! Hvor er du? Sidder du ned?«

Mens jeg står med min rygsæk i middagsvarmen og sveder med de påtrængende dragere og taxachauffører sværmende omkring mig, befinder han sig et eller andet sted i den kaotiske trafik, der kendetegner afrikanske storbyer.

Hans telefon går ud, så ringer han på WhatsApp, så afbryder han forbindelsen, efter at have gentaget sit »hvor er du«, utålmodigt, så mine svar forsvinder i et virvar af horn og høj afropop.

Jeg står foran busstationen over for det kinesiske handelscentrum.

»Det kinesiske handelscentrum,« mumler han og lægger på.

På det tidspunkt aner jeg ikke, at Vincent ikke ejer stedsans, at han altid er fem steder på én gang, og at han kører bil som en brækket arm.

Jeg ved kun, at han har en stærk separatistisk holdning til den væbnede konflikt, der i disse år udspiller sig kun en time fra millionbyen Douala, den konflikt, der i verdenspressen kaldes The Anglophone Crisis, og som har ført til, at hele regionen er gået i stå og er blevet forladt af alle, der har førlighed og mulighed for det.

Cirka 50.000 civile er flygtet til Nigeria, og omkring 450.000 lever som internt fordrevne foruden et ukendt antal døde civile, separatistkrigere, de såkaldte AMBA-boys, soldater og gendarmer.

En 20-årig mand er indlagt på et hospital i byen Buea efter at være blevet skudt i hoften – angiveligt af politiet, der fejlagtigt antog ham for at være separatistkriger.

Marco Longari

Tintinland  

Selv om krigen åbenlyst er dybt destruktiv, drømmer Vincent Dla om et frit Ambazonia. Om selvstændighed for de to engelsktalende regioner Syd – og Nordvestcameroun.

Det håb kommer fra generationer af undertrykte. Generationers oplevelse af at blive behandlet som andenrangsborgere i det land, man egentlig længe gerne har villet være en del af. Det er en klassisk fortælling om forskelsbehandling og nedladende adfærd.

»Vi har mistet håbet om at kunne leve sammen,« siger han.

»Vi har forsøgt siden 1960, hvor de engelsktalende mindretal i de to regioner ved valg stemte om at være en del af Cameroun, men dengang troede vi på, at vi kunne leve i en delt stat med lige rettigheder. Det har de fransktalende magthavere modarbejdet lige siden. Nu, hvor de har mødt vores civile protester og rimelige krav med vold, har vi mistet modet og vil hellere være os selv,« siger han.

Vincent Dla bor i Bonabéri, et slumområde uden for Douala. Kvarteret ligger omkring en stor motorvejsbro. Et område med hytter og skure i fedtet, slidt træ, lave betonbygninger og hurtigt byggede karreer med indelukkede lejligheder.

Han vil hjælpe mig på plads blandt de mange tusinde internt fordrevne, der søger væk fra konfliktområderne kun få timer væk fra storbyen, og som får Bonabéri til at knopskyde og flyde over, vokse ukontrolleret med mennesker, skrald og larm.

Jeg synes, Ambazonia lyder som et tegneserieland, et Tintinland, en ikkerealiserbar drøm, men det siger jeg ikke.

»Peeeeeta,« lyder det, da han med et står på den anden side af den trafikerede hovedgade og vinker og råber på mig, mens han samtidig køber små plastikposer med vaniljeis og friturestegte boller til frokost.

Vi kører, og han passerer for rødt lige ud i det førstkommende lyskryds og ind mellem de myldrende motorcykeltaxaer og firehjulstrækkere med blege, svedende kinesere og fjerne forretningsfolk.

»Hvad tænker du,« spørger han.

»Tænker,« svarer jeg.

»Om hvad?«

»Om vores krig og om vores selvstændighed? Tænker du, det er franskmændenes skyld?«

»Jeg tænker i hvert fald, at vold er den forkerte løsning, at ingen er tjent med et nyt voldsorgie,« siger jeg.

Jeg bliver mindet om, at konflikten i Cameroun har alt det dæmoniske i sig, der gennem tiden har fået grupper af mennesker til at slå andre grupper ihjel.

Det engelsktalende mindretal er blevet behandlet tilpas råddent, siden Cameroun i 1960 blev løsrevet fra Frankrig, og kender man menneskets historie, ved man, at en cocktail af kolonialistisk vold blandet med undertrykkelse, plyndring af naturressourcer og et forplumret menneskesyn hos centralstyret, kan udløse ufatteligt grimme reaktioner, som vi så det for 25 år siden i Rwanda eller for 20 år siden i Liberia eller for knap ti år siden i Sydsudan.

Jeg ved fra de mange brutale mobilfotos, jeg har modtaget på de sociale medier, at der er kontrolposter bevæbnet af militser. Jeg ved, hvad der kan ske, når man ved disse checkpoints skal fremvise sit identitetskort.

Hvis det er militærets, og man ikke har sit kort med, kan man forsvinde ud af det blå, og hvis det er militsernes, og det fremgår, at man er fransktalende, eller at man arbejder for staten, kommer macheten eller geværet eller kneblerne eller knivene frem fra det mørke, der altid lurer under menneskets klare og lyse idealer om fred og medmenneskelighed.

Jeg ved, at de drenge, der under bedre forhold kunne have kørt en rundt i de små byer på deres knallerttaxaer med sprøde læber fra det skarpe støv, de drenge, der for ikke så længe siden ville have sagt: »My brother« med en fremstrakt hånd, i dag står klar i en rus af dårlige stoffer med hård attitude, mistro, kynisme og et såre menneskeligt behov for at slå sin fjende ihjel.

Med vold mener jeg altså både de overgreb, skolenedbrændinger, masseanholdelser, konfiskationer, drab og voldtægter, der er blevet udført af gendarmer og elitestyrker de senere år, men også den aggression, håndsafhugninger, mord og bortførsler, der bliver udført af militserne, hvis ledere sidder i Nordamerika og Europa, og hvis mål er uklare, og som ifølge flere kilder udnytter situationen til berigelse.

Alexis Huguet

Det begyndte med et brev

»Det er svært at gennemskue,« sagde jeg inden afgang til min camerounske ven, forfatteren Rosemary Ekosso, der bor i Europa og gennem mange år har arbejdet for FN.

»Det tror jeg nok, det er,« svarede hun.

Jeg gentager det mange gange: til Vincent Dla, til folk, jeg snakker med på morgenmadsrestauranter, men vigtigst af alt til borgerrettighedsforkæmperen og advokaten Agbor Nkongho, som jeg møder på den (kinesisk) nybyggede klub ’Black ’n’ White’, hvor han afventer et fly til Tyskland i den nærliggende lufthavn, mens han og hans flok drikker øl og ser Europa League-fodbold på de store fjernsyn.

Han er kommet til Douala fra sit hjem i Boya, en by i Sydvestcameroun, hvor man stadig kan færdes trods krigshandlinger og vold.

Nkongho er tydeligvis træt. Måske er han også lidt træt af at fortælle den samme historie igen og igen, for han virker fraværende, da vi finder et stille hjørne i den dyrt indrettede klub, hvor der står Smirnoff parat midt på de firkantede borde, så enhver med pengepungen i orden kan lade sit legeme synke ned i begsorte sofaer og den klareste sprut fra det pulserende verdensmarked. 

Nkongho er en central person i historien om det engelsktalende Cameroun, og den historie han efterhånden har fortalt mange gange, handler om, hvordan civil ulydighed udvikler sig til vold, og hvordan han selv endte i fængsel.

»Det begyndte med et brev, The Bamenda Memo,« siger han.

»Jeg er præsident for en af fire advokatsammenslutninger i de engelsktalende områder. Vi havde flere gange forsøgt at gøre centralstyret opmærksom på, at OHADA, et vigtigt dokument, der beskriver rettigheder for handlende og kommercielle aktiviteter, kun fandtes på fransk.«

Jeg når lige at tænke, at der er langt fra et brev til krig, men Nkongho begynder så at fortælle om de mange forhindringer, der stod i vejen for et ligestillet, juridisk system.

»Centraladministrationen i Yaoundé ignorerede os, man forbød vores pressekonferencer, man overhørte vores legitime og rimelige krav. Vi besluttede så at holde en tredages strejke i oktober 2016. Alt sammen for, at staten skulle forholde sig til det, vi altså kalder The Bamenda Memo. Væsentligst: Vi kræver føderalt styre i stedet for centraliseret og elitært styre. Vi kræver en aftale for engelsktalende dommere i engelsktalende områder med mere. Men regeringen svarede ikke, og de svarede heller ikke lærerne, der også demonstrerede. De havde andre krav,« siger Nkongho og læner sig frem mod min telefon, der ligger og vipper på et bredt armlæn.

Jeg sidder lidt skævt med siden til baren og kigger på advokaten, hans dyre ur, hans afslappede tøj og fremtoning, mens jeg undrer mig over, at han kan rejse frit ind og ud af landet, og respekterer ham for at blive boende i sin hjemby, aktiv som han er i den daglige kamp for menneskerettigheder.

»Er du ikke bange for at blive skudt eller tilbageholdt igen,« spørger jeg, men det er han ikke.

Hans realistiske og afdæmpede facon giver mig et indtryk af, at mange af de mest højtråbende typer, der sidder i sikkerhed i London og USA, overdriver og radikaliserer forestillingen om, hvad der foregår.

Det er organisationer, der består af folk, der ikke har boet i Cameroun i mange år, som bruger ord som ’folkedrab’, og som lykkedes med at få verdens øre, måske fordi vi har vænnet os til kun at lytte til historier fra Afrika, når de er endimensionale og sort-hvide – når der bruges ord som »GENOCIDE«, et »nyt RWANDA« – og ikke er så gode til de mere komplekse analyser.

Måske fordi vi ikke er optagede af at forstå strukturerne og dermed mulighederne, men helst bare vil se volden, så vi kan væmmes og vende blikket bort fra det komplekse kontinent og leve videre i lykkelig uvidenhed?

Gammelt mønster

Nkongho virker træt. Han strækker sig og sukker. Vi taler om at rejse.

Jeg fortæller om mine efterhånden mange besøg i Cameroun – at jeg ofte rejser i de dele af landet, hvor man fælder regnskoven, tømmer jorden for mineraler, graver store huller for at sælge jord i Congo og rykker rundt på oprindelige folk uden hensyn til deres kultur, uden at jeg endnu har fået tillid til, at denne udnyttelse regulært er til de almindelige camerouneres fordel.

Er der en sammenhæng mellem den vestlige verdens underlige tendens til at ignorere det store kontinent, medmindre der bliver råbt op om inhuman brutalitet og den klare udtømning af regnskovens rigdomme?

Er der en klar sammenhæng mellem vores ignorance i Europa og de korrupte afrikanske eliters historiske tyveri af fælles ejendom?

Det er ikke for at forklejne alvoren i den anglofone krise, at jeg har behov for at tænke situationen ind i nogle bredere perspektiver, snarere for at forstå den, og for at finde frem til et håb, jeg kan formidle videre derhjemme, tænker jeg og husker på, at alle de personer, jeg har talt med om konflikten, uden undtagelse refererer til kolonihistorien, til forskellene på det anglofone og det frankofone Afrika.

Jeg når endda at skænke Brexit og de koloniale grænsedragninger i Irland en tanke, mens Nkongho holder en lille tænkepause.

»Der er tale om brud på menneskerettighederne, drab, flygtningestrømme og destabilisering,« siger han så og retter sin talestrøm mod telefonens mikrofon.

»Der er tale om en kultur og en historie, der virker undertrykkende.«

Alligevel er Nkongho et menneske, der får en til at forstå, at der findes en vej, fordi han ikke tror på volden.

Jeg får lyst til at spørge ham, hvad han tænker om de bloddryppende narrativer, som både Ambazonias og modpartens agitatorer spreder i verden, men gør det ikke, fordi jeg i første omgang skal forstå, hvad der hændte, da de civile ulydigheder udviklede sig.

»I december 2016,« siger Nkongho, »følte vi, at vi måtte synkronisere modstanden. Derfor etablerede vi The Cameroon Anglophone Civil Society Consortium. Det var konsortiet, der førte an og etablerede generalstrejken den 9. januar 2017.«

Boykotten var succesfuld.

»Folk støttede konsortiet, og vi opnåede forhandling med regeringen. Det hjalp at stå sammen. Men det gik måske for godt, for den 17. januar 2017 blev jeg som præsident for konsortiet og andre medlemmer arresteret, ført til Yaoundé, hvor der ventede et militært tribunal og en fængselscelle. Jeg var tilbageholdt i knap ni måneder, men blev endelig frigivet på grund af ydre pres,« siger Nkongho og giver udtryk for, at der også har været mange i Cameroun, der har hjulpet og råbt op, og at den samlede modstand har givet resultater.

»Det er en pointe, at vi ikke prædikede had. Vi talte ikke om separatisme. Vi adresserede forhold i samfundet. Før 1960 havde vi en tostatsløsning, hvor der fandtes et engelsktalende og et fransktalende Cameroun. Det vil vi gerne gøre opmærksom på, for den oprindelige aftale medfører selvstændighed, regional demokratisk ledelse med en lokalt udpeget guvernør, kontrol over områdets ressourcer. Problemet er, at samfundets ledere og elite mener, de har en gudsgiven ret til at bestemme og regere over os.«

Det er et gammelt mønster, mener han.

»Hvis de endelig udpeger en engelsktalende til en rolle i vores civilsamfund, er det en af deres dukker, og det er institutionaliseret, for det er ikke nødvendigvis den almindelige fransktalende persons holdning. Mange på gaden er vores venner, og de forsvarer vores rettigheder.«

»Men fra samfundseliten er der en anden opfattelse. De mener, de er bedre mennesker, og at de bliver nødt til at kontrollere vores olie og omvendt: Fordi vi har olie, bliver de nødt til at regere og dominere os. Det har været en bevidst marginalisering, der først stopper, når der kommer et generationsskifte.«

I hovedstaden Yaoundé har den fransktalende præsident, Paul Biya, stor tilslutning. Han blev i oktober 2018 genvalgt for en syvårig periode på sloganet: La force de l’experience eller på dansk: ’Erfaringens styrke’. Når den nuværende valgperiode er ovre, vil Biya have siddet på magten i 43 år.

Ashley Gilbertson

Kylet i kachotten

Det generationsskifte er der mange, der både drømmer og taler om, når man rejser rundt i landet.

Præsidenten i Cameroun hedder Paul Biya. Han blev i oktober 2018 genvalgt for en syvårig periode på det meget reaktionære slogan: La force de l’experience eller på dansk: Erfaringens styrke.

Han er for indeværende den længst siddende statsleder i verden. Når den nuværende valgperiode slutter, vil han have stået i spidsen for et korrupt, centraliseret og dysfunktionelt styre gennem 43 år – først som premierminister, men fra 1982 som præsident, og har hverken i sinde at gå af eller etablere en velfungerende transicionsperiode.

Tværtimod. Flere måneder om året opholder han sig i Schweiz på et luksushotel.

»Det er lige rundt om hjørnet fra, hvor jeg bor,« siger Rosemary Enkosso, da jeg spørger hende, om hun kender stedet.

»Men han flytter nok nu, hvor han er blevet opdaget,« griner hun lidt opgivende.

Når man læser om Biyas valgsejr i pressen, er det tydeligt, at han med The Africa Reports ord havde et nemt valg qua den store fordel af at være etableret, hvilket indebærer kontrol over de væsentligste statslige institutioner.

Rosemary Enkosso er ikke i tvivl om, at han svindler til valgene – senest i november 2018, hvor han vandt over Maurice Kamto, en tidligere minister, FN-diplomat og velanset forhandler, der står i spidsen for partiet Rebirth of Cameroon og anses for at være den stærkeste oppositionsleder.

Den 28. januar blev Kamto anholdt og stillet for et militært tribunal, anklaget for oprør, hvilket i princippet kan medføre dødsstraf.

Den respekterede diplomat er blevet kylet i kachotten, fordi han argumenterede mod et valg, mange iagttagere (inklusive EU og African Union) mener, var præget af den konstitutionelle ulighed, der præger landet. Det underbygger den generelle opfattelse, at den siddende præsident kontrollerer alle væsentlige organer.

Det er ikke bare det militære retsvæsen, som han bruger aktivt mod sine civile og ikkevoldelige modstandere fra de engelsktalende regioner, men også samfundsorganer som Conseil Constitutionnel, der er rådgivende organ i forhold til landets lovgivning og grundlov.

Han kontrollerer den nationale forsamling og senatet, hvor hans folk sidder på de væsentligste poster.

Sådan er det hele vejen igennem, helt ned til de elitestyrker, Bataillon d’intervention Rapide, der er uddannet af amerikanske, israelske og danske elitesoldater. Denne bataljon er for tiden indsat i Syd- og Nordvestcameroun, hvor de ifølge blandt andre Amnesty og SSCDHR udfører brutal vold mod civile.

Mon det var intentionen i København, Tel Aviv og Washington, da man indgik samarbejdet? Nej, man ville støtte Cameroun i deres kamp mod Boko Haram og mod pirater i Guineabugten.

Rosemary Enkosso er ikke i tvivl om, at Biya udnytter samtlige fordele, han har, for at beholde magten. Om det er direkte med stemmesedler, eller om det er ved kontrol af medier, regioner, hvor folk tvinges til at stemme kollektivt på en baggrund af et traditionelt høvdingestyre, eller om det er ved at fængsle og kontrollere oppositionen er måske ikke så vigtigt.

Det vigtige er, at det sker, og at det bliver accepteret af verdenssamfundet, som i det her tilfælde er lig med Frankrig.

Frankrig bliver der ikke talt pænt om i Cameroun qua deres vedvarende accept af præsidentens metoder og af de overgreb, der foregår i de engelsktalende områder. En accept, der hænger sammen med fransk industris behov for ressourcer. Det er en ting, de stridende fraktioner kan blive enige om: Paris bærer en væsentlig del af ansvaret!

De fleste, man taler med, har kun hån tilovers for Biyas skindemokratiske styre. Først når han falder, er der håb for forandring i de engelsktalende regioner. Det vil være af høj status for en ny præsident at løse den konflikt. Det vil vise omverdenen, at han har styr på det, og at han er forhandlingsvillig og tilhører en ny generation af afrikanske ledere.

Eller med Nkonghos ord: »De yngre vil ikke opføre sig på samme måde, de vil være mere tolerante, knap så højreorienterede, mindre arrogante.«

»Når de får magten,« understreger han mod slutningen af interviewet, »bliver tingene bedre«.

Ashley Gilbertson

Ingen kan vinde

Selv om advokaten gaber, spørger jeg ind til radikaliseringen, men føler at jeg kender svaret.

»Folk oplever, at legitime krav bliver ignoreret, og da konsortiet etablerede strejker, var det som at åbne Pandoras æske,« siger Nkongho.

»Styret reagerede på fredelige protester med aggression og undertrykkelse. En hel masse fattige, uuddannede unge mænd med en svag forestilling om en god fremtid fik konfiskeret de få ting, de ejede, for eksempel deres motorcykler, som bliver brugt til taxakørsel. Det vil sige, man tog den smule, de havde, fra dem, man ignorerede fredelige protester og havde ingen form for lydhørhed. Hvad ender den slags med,« spørger han retorisk, men svarer selv.

»Det ender i det kaos, som grupperinger af separatister og kriminelle nu udnytter til at profitere ved. Det skaber endnu mere kaos, så det er en ond cirkel, der kun kan standses ved forhandling.«

Ingen af parterne kan vinde.

Separatistkrigerne AMBA-boys er for svage. De mangler våben, penge og mandskab, mens regeringsstyrkerne ikke kan vinde med vold, fordi verdenssamfundet ikke vil acceptere, hvad der foregår, og fordi landet risikerer at falde sammen i intern splid og regionale konflikter. Der er kun én mulighed: At »alle parter mødes rundt om et bord«, understreger Nkongho.

»Derefter kommer udfordringen: At genforene fjender, som man har måttet gøre i Liberia. Det vil sige, sikre freden,« fortsætter han, og vi rejser os for at gå tilbage til baren, hvor vi drikker en øl og ser en fodboldkamp.

Jeg forsøger med lidt smalltalk, men han orienterer sig kun mod sin ven, der arbejder for FN i Senegal, og som er hjemme på ferie.

De repræsenterer et yngre Afrika, den nye humanistiske elite, der har ansvar for at rydde ud i korruptionen og volden. For dem er væbnet modstand ikke et svar, som det er for deres drømmende landsmænd, der fylder fattigkvarteret Bonabéri.

De internt fordrevne, der ruller deres tæpper ud på gaden, når natten falder på, og de små restauranter lukker, når damerne, der sælger grillet kød går hjem, når de fulde mænd, svedende af Guinness holder inde med deres højrystede protester og ironi.

Her vil man have krig. Der er ingen vej tilbage, som Vincent Dla siger i bilen, da vi lige har mødt hinanden: »Vi bliver nødt til at kæmpe, også selv om det tager mange år. Selv om det koster, selv om mange vil dø og landet gå i stå,« fortsætter han og bander af en bil, han lige er kørt ud foran.

»Jeg er sikker på, vi vil lykkes!«

Peder Frederik Jensen er forfatter

Rejsen er støttet af Danidas oplysningspulje

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Henrik Leffers
  • Gert Romme
  • Johnny Christiansen
  • Viggo Okholm
  • Steffen Gliese
David Zennaro, Henrik Leffers, Gert Romme, Johnny Christiansen, Viggo Okholm og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stakkels verdensdel og hvis er ansvaret? Det kræver
vist større indsigt end hvad jeg kan præstere..
Mit barnebarn har lige giftet sig med en zambianer, så måske jeg får større indsigt fremover.

slettet profil

Cameroun har lige købt infanterikampkøretøjer af Kina.
Kan vi ikke, til en afveksling, give nogle andre end os selv skylden for hele verdens dårligdomme.

David Joelsen

Nu kan man ikke føre krig med kun infanterikøretøjer Allan. Der skal mere til, og det koster rigtig mange penge hele tiden. Fattige lande har ikke råd til det, med mindre andre spytter i kassen. Og her er Europa godt repræsenteret.

Men at pege fingre på andre tåber kan næppe virke som aflad.

slettet profil

Det kunne også være, at de lokale er drivkraften bag en eventuel konflikt. Hvorfor skal årsagen til alle konflikter konsekvent tilskrives “Vesten”. Som om folk ikke er i stand til at udøve vold uden vestlige våben og militære rådgivere.