Læsetid: 5 min.

Kristendemokraternes Stig Grenov: »Vi er faktisk kåret som det gladeste parti«

Formand for Kristendemokraterne, Stig Grenov, mener, at mennesker skal leve livet ansvarligt. Det betyder også, at man skal spise mad, der er godt for helbredet, og som er produceret ansvarligt over for både dyr, klima og mennesker
Formand for Kristendemokraterne, Stig Grenov, mener, at mennesker skal leve livet ansvarligt. Det betyder også, at man skal spise mad, der er godt for helbredet, og som er produceret ansvarligt over for både dyr, klima og mennesker

Anne Bæk

6. april 2019

Frem mod valget taler vi hver uge med en politiker om mad, identitet og ideologi. Denne uge taler vi med Stig Grenov, der er formand for Kristendemokraterne.

— Fra 1-10 hvor madglad er du?

»En 8’er. Til daglig er det ikke den mest spændende madpakke, jeg får smidt ind i kassen, men når jeg spiser ude, kan jeg godt lide at blive udfordret.«

— Hvad består din madpakke af?

»Godt rugbrød, paté, ost og noget kødpålæg.«

— Og hvornår spiste du sidst noget, som udfordrede dig?

»Jeg var for nylig på en Cofoco-restaurant, som lavede maden på en helt anden måde end i det danske køkken. Det var anden etnisk – hvis man egentlig må sige det? Det var i hvert fald inspireret fra andre dele af verden. Det var meget lækkert.«

— Hvor kristendemokratisk er du fra 1-10?

»10. Jeg er 100 procent kristendemokrat. At være kristendemokrat betyder, at man tager ansvar for sig selv og sit medmenneske og sin næste. Jeg tror på, at alle mennesker har værdi, alene fordi de er til, og ikke for det de leverer og præsterer. Kristendemokrater er hverken røde eller blå. Vi ligger lige i midten.«

Boller i karry

Kødboller:

  • 300 g hakket svin og kalv
  • 2 spsk. fintrevet løg
  • 1 æg
  • 1 dl fløde
  • 6 spsk. havregryn
  • Salt og peber

Karrysauce:

  • 20 g smør
  • 0,5 dl finthakket løg
  • 2 tsk. god karry
  • Et lille skrællet æble
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1 dl fløde

Rør kødet sejt med salt. Tilsæt de øvrige ingredienser, og form bollerne. En gryde med vand og salt bringes i kog. Bollerne puttes i gryden, og når de kommer op til overfladen, skal de koge 5-10 minutter mere afhængigt af størrelse. Kogevandet gemmes og kan bruges i karrysaucen. Saucen laves ved at smelte smør i gryde. Tilsæt hakket æble og løg, og tilsæt så karry og hvedemel. Tilsæt kogevand, og rør, indtil saucen tykner. Smag til med salt og peber, og tilsæt en sjat fløde. Server med ris.

— Spiser du som en kristendemokrat?

»Jeg bestræber mig på at købe produkter, der er fairtrade. Når jeg drikker kaffe, vil jeg gerne vide, at de mennesker, der har produceret den, får deres del af overskuddet, så deres børn kan vokse op under bedre forhold.«

— Hvad er din mest kristendemokratiske madoplevelse?

»Det må være et stjerneskud, for det er hverken rødt eller blåt. Det er remuladegult og helt sin egen. Vi er kendt som et kedeligt parti, men faktisk er vi kåret som det gladeste. Nogen har i hvert fald vurderet, at vi er dem, der smiler mest på vores valgplakater.«

— Hvad finder man altid i dit køkken?

»Ost. Jeg holder især af gorgonzola eller den salte vesterhavsost. Og så har jeg altid mælk og grøntsager. Jeg går ret meget op i den grønne afdeling uden at forsage kød.«

— Hvad burde være nationalret?

»Boller og karry! Det har altid været min yndlingsret. Det lyder så traditionelt, men jeg er også en del af en ældre generation. Jeg har nok et meget romantisk forhold til boller i karry, for det minder mig om tiden, hvor jeg var en lille dreng.«

— Hvor bevidst er du om at bruge mad som identitetsmarkør?

»Jeg synes, det er totalt plat at iscenesætte den mad, man spiser. Man skal leve livet fuldt ud og ikke spille et spil eller opføre en komedie. Man skal leve ansvarligt, og det gælder selvfølgelig også den mad, man spiser. Den skal for helbredets skyld være sund og for både dyr og menneskers skyld være ordentligt produceret.«

Joachim Sperling: Han skulle prøve en østers med Martin Henriksen

»Stig Grenov er en sympatisk politiker med et umuligt projekt, nemlig at få valgt Kristendemokraterne ind i Folketinget. Det tror jeg ikke på, han kan, for så var det sket for længst. Nu ved vi så også, at han spiser helt normal mad og godt kan lide boller i karry, men det bringer ham ikke tættere på valg.

Han har ganske vist de rigtige holdninger vedrørende fairtrade og økologi og vil gerne lade sig overraske af Martin Henriksen, for hvem ved, om ikke også han godt kan lide boller i karry?

Jeg tænker dog i en helt anden retning. Stig Grenov har åbenbart aldrig spist østers – det er en skam, for det smager i høj grad af livet og af havet. Måske skule han prøve at åbne en østers eller to med Martin Henriksen. Så kommer jeg gerne med drikkevarerne, som Søren Frank har lært mig skal være en fino sherry.«

Joachim Sperling er cand.polit., madøre og højreorienteret socialdemokrat. Han vurderer hver uge den politiske menu.

— Hvilken politisk modstander vil du – af gastronomiske årsager – nødigt til middag hos?

»Uh, så skal jeg jo tale dårligt om andre … Nu er jeg totalt fordomsfuld, når jeg siger Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti. Jeg forestiller mig, at han serverer brun sauce og kartofler. Det kan man godt spise, men det er nu engang så kedeligt. Måske ser han dette som en opfordring til at invitere mig til middag og modbevise mig. Det vil jeg gerne. Det er bedre end at stå og råbe og skrige ad hinanden.«

— Tænker du på klimaet i forhold til, hvad du spiser?

»Ja, men jeg synes, det er svært at regne ud, hvad der belaster klimaet mindst. Økologi er på mange måder mere belastende end konventionelle fødevarer, og hvad skal man så vælge? Man kan godt stå med to poser ris nede i et supermarked og blive helt forvirret over, hvilken man bør købe, og det er som regel ikke engang muligt at gennemskue det, før man skal hjem i seng. Derfor er jeg tilhænger af mærkningsordninger, som f.eks. viser, hvor CO2-belastende et produkt er.«

— Hvad er kristendemokraternes største bidrag til dansk madkultur?

»Bønner.«

— Næste gang skal jeg tale med partiet Klaus Riskær Pedersen. Hvad er den mest Klaus Riskær-agtige spise, du kan komme i tanke om?

»Det må være østers. Det er sådan noget, jeg aldrig kommer i nærheden af. Men det siges at være dyrt og smage af ingenting. Det er slået stort op, men er ikke rigtig noget.«

Serie

Stemmegaflen

Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvordan spiser en konservativ, findes der særlig venstreorienteret mad, og hvad er Dansk Folkepartis største bidrag til dansk madkultur? Frem mod valget taler Moderne Tider hver uge med en politiker om mad, identitet og politik. Og Mavefornemmelsen skifter navn til Stemmegaflen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Joakim Sperling overser jo helt - som alle andre - at Kristendemokraterne kan få et kredsmandat i Vestjylland! Og dermed får de del i tillægsmandaterne! så på den måde kan de godt komme i Folketinget!