Der findes en lille film af André Rothschild ved målstregen til Copenhagen Marathon. Han havde løbet maraton to gange før, men denne gang havde han ikke trænet, og de 42 kilometer blev gennemført på ren viljestyrke.
100 meter før målstregen går André ned i knæ på asfalten, stiller sig i startposition som en atletikstjerne, sætter af og spurter sejrrigt i mål iklædt den prikkede bjergtrøje.
Han var altid klar til at lave sjov og med et overskud, som han delte ud af til alt og alle i de 29 år, han nåede at leve.
»Jeg går ind og keder mig.«
Sådan sagde han sommetider som dreng. Så lukkede han døren til sit værelse i villaen i Vanløse og blev der nogle timer.
Når han kom ud, havde han ofte fået en kreativ idé. Eksempelvis opfundet et spil eller skrevet teksten til et teaterstykke, han viste til forældrene Daniella og Milton Rothschild og sin tre år ældre storebror Philip.
André Rothschild
- Født den 10. april 1989.
- Opvokset i Vanløse
- Carolineskolen.
- Student fra Nørre Gymnasium 2008.
- Uddannet fra Danmarks Medie- & Journalisthøjskole med en professionsbachelor i TV- & medietilrettelæggelse 2009-13.
- Idémand til og medarbejder på FCK TV.
- Medstifter af medieproduktionsselskabet Lekris Visuals.
- Død den 22. januar 2019
Det røde skjold
Brødrene gik på Carolineskolen sammen, spillede Nintendo64 og PS4 sammen og var begge nørdede med sport. De dystede på viden om fodboldresultater og Tour de France og spillede badminton blandt andet i den jødiske sportsklub Hakoah.
Navnet Rothschild stammer fra litauiske indvandrere, der kom til Skandinavien for over 100 år siden, og mændene i familien bærer en guldring med en rød ametyst formet som et rødt skjold – roth schild. André og hans storebror, Philip, fik hver deres ring til deres bar mitzvah, og André bar det iøjnefaldende arvestykke på højre ringfinger ved festlige lejligheder.
Familien Rothschild var kulturjøder, der havde deres gang i synagogen og fejrede jødiske højtider. I gymnasiet blev André bedste venner med en muslimsk dreng.
Det fik ham til at engagere sig i brobygning mellem danske jøder og muslimer, og for nogle år siden meldte han sig ud af det mosaiske trossamfund, fordi han ikke mente, at han havde brug for at tilhøre en religion.
Hvor Philip var mere forsigtig, var André ekstremt udadvendt og elskede at diskutere. Alt fra verdenssituationen til en god idé, og han gav sig ikke, hvis han mente, at han havde ret. Munden stod sjældent stille på ham. En af hans kolleger prøvede engang at få ham til at holde mund ved at lege stilleleg. André tabte.
Stort netværk
Som kun 19-årig kom han ind på tv- og medietilrettelæggeruddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Under uddannelsen fik han ideen til FCK TV, og opfandt dermed sin egen praktikplads og senere sit arbejde, da web-tv-stationen voksede. Han filmede kampene og klippede highlights sammen til hjemmeside og sociale medier og var en kendt figur blandt både FCK’s spillere og fans.
André sprudlede af indfald og oprettede sammen med en kammerat firmaet Lekris Visuals, som producerede reklamefilm, musikvideoer, tv-programmer, kortfilm og lignende. Blandt andet lavede de lyricvideoen til hittet Nede Mette, løste tekniske opgaver for instruktøren Erik Clausen og opfandt youtubefænomenet satirerapperen Onkel Blomme.
Han var en hvirvelvind, der ofte tog natten i brug forsynet med en Red Bull, når han skulle redigere en video eller et indslag. Han var gavmild. Ikke bare med gaver, men også med sig selv og sin tid.
Hvad enten hans mors onkel på plejehjemmet skulle have hjælp til computeren eller en kollega ville lære at bruge et klippeprogram til videoproduktion.
Og han kunne altid finde en god location eller skaffe det udstyr, han manglede, til et projekt, fordi hans netværk var enormt. Måske fordi han var god til at holde kontakt med alt fra arbejdsrelationer til gamle skolekammerater og ekskærester, ja selv deres forældre.
Mistede grebet
De senere år boede han flere forskellige steder i København, og få måneder før sin død flyttede han ind i en 4. salslejlighed på Amager sammen med en ven.
En nat i januar omkring klokken tre opstod der en voldsom brand, formentlig i en slukket computer. Kammeraten og hans kæreste slap ud af lejligheden, men André kunne ikke komme forbi ilden. Han forsøgte at kravle fra sit soveværelse over til vinduet i værelset ved siden af, men han mistede grebet og faldt til jorden.
Inden brandvæsnet nåede frem, var han død. Da FCK spillede træningskamp i Dubai nogle dage efter dødsfaldet, var det med sørgebind. Og da forårssæsonen begyndte i februar, var den sædvanlige orkan af støj på sektion 12 i Parken afløst af et minuts stilhed. Selv Brøndby IF kondolerede.
Da Andrés familie fik adgang til den udbrændte lejlighed, ledte Philip efter noget, han kunne tage med sig som minde. Det meste på værelset var ødelagt af branden, men han fandt den prikkede løbetrøje pænt foldet sammen i klædeskabet og en lille sortsvedet smykkeæske på reolen med den røde skjoldring uskadt indeni.
Philip vil fremover løbe i den iøjnefaldende trøje. Ringen har han gået med siden.
Rettelse: I en tidligere version af artiklen stod der, at navnet Rothschild stammer fra russiske jødiske indvandrere, der kom til Danmark for over 100 år siden. Navnet stammer retteligt fra litauiske indvandrere.
Et liv er forbi
På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.
Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.
Seneste artikler
Et liv er forbi: Palle Sundahl kunne krejle sig til det meste – også sin egen kiste
18. marts 2023Ved autoværkstedet i Kauslunde var der altid en god handel at lave med Palle Sundahl – også efter hans førtidspension. Han fandt glæde i forsamlingshusmiddage, pasning af børnebørn og et godt tilbud på smørEt liv er forbi: Hun gik forrest for arbejderkvinderne – og så sine smøger som symbolet på frigørelse
11. marts 2023Inger Viktoria Nielsen fik ikke en formel uddannelse – kvinder skulle jo bare giftes, som hendes far sagde. Men hun endte med at blive uddannet i fagbevægelsenEt liv er forbi: Ingen arme var ingen forhindring
4. marts 2023Karsten Torst Pedersen blev født uden arme, men insisterede på at leve et normalt liv. Han kæmpede blandt andet for, at handicappede børn kunne få lov til at bo hjemme hos deres familier