Interview
Læsetid: 9 min.

»Hvis man vil ødelægge den gode stemning, skal man bare tale om daginstitutioner, for det er alle småbørnsforældres ømme punkt«

Landet over er der i dag forældredemonstrationer for minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Information var med, da en mødregruppe i Gladsaxe malede bannere og forberedte kampråb. Ingen af dem er erfarne demonstranter, men sagen er for vigtig til ingenting at gøre, siger de
Mødregruppen fra Gladsaxe forbereder sig til demonstrationen for bedre forhold i daginstitutionerne. Fra venstre Louise Jørgensen, Inge Berg Madsen, Frederikke Ingendahl Dupont og Christina Rasmussen.

Mødregruppen fra Gladsaxe forbereder sig til demonstrationen for bedre forhold i daginstitutionerne. Fra venstre Louise Jørgensen, Inge Berg Madsen, Frederikke Ingendahl Dupont og Christina Rasmussen.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
6. april 2019

På et køkkengulv i Gladsaxe er Agnete på ni måneder ved at få malet sin hånd gul, så hun kan sætte sit håndaftryk på et hvidt banner, der ligger foran hende. Agnete vil helst slikke malingen af.

»Så skal du lige sprede fingrene skat,« siger hendes mor Frederikke Ingendahl Dupont og trykker den lille buttede hånd ned mod klædet.

Under aftrykket af den lille gule hånd står der med store, farverige bogstaver:

»Hvor er der en voksen?«

Banneret skal bruges lørdag den 6. april, hvor forældre over hele landet demonstrerer for minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

I køkkenet sidder også mødrene Christina Rasmussen, Louise Jørgensen og Inge Berg Madsen. De går i mødregruppe sammen og ses hver uge.

»Vores mødregruppe har egentligt aldrig handlet særligt meget om babyting,« siger Inge Berg Madsen, som er mor til to og på barsel med Lærke.

»Vi kommer meget ofte til at tale om samfund. Måske er det, fordi vi er anden- og tredjegangsmødre, eller også er det, fordi vi allerede har gjort os erfaringer med institutionslivet og snart skal sende vores mindste derhen,« siger hun og hjælper Lærke med at bladre i en bog.

Louise Jørgensen og Christina Rasmussen har taget initiativ til den lokale demonstration, der skal være i Gladsaxe. På nuværende tidspunkt er der tilmeldt knap 60 demonstrationer fordelt over hele landet fra Hjørring til Sønderborg og fra Esbjerg til Bornholm.

Fakta om forældredemonstrationerne

  • Lørdag d. 6. april er der forældredemonstrationer over hele landet.
  • På nuværende tidspunkt er der 57 tilmeldte demonstrationer.
  • Forældrene vil have minimumsnormeringer i daginstitutionerne, så der kommer fælles regler for, hvor mange børn, der må være pr. pædagog.
  • Ifølge BUBL skal der ansættes 4.000 ekstra pædagoger, hvis normeringerne i dag skulle svare til niveauet i 2009.

Forældreoprøret startede, da SF’s gruppeformand og børneordfører, Jacob Mark, den 12. marts begræd sig på Facebook over, at partiets forslag om at drøfte minimumsnormeringer i daginstitutionerne netop var blevet nedstemt i folketingssalen.

En mor kommenterede opslaget og skrev, at nu måtte der gøres noget. Herefter oprettede hun gruppen ’Demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutionerne’, og derfra gik det stærkt. På nuværende tidspunkt har gruppen næsten 28.000 medlemmer.

Fortrænger virkeligheden

Det kommer faktisk lidt bag på Louise Jørgensen og Christina Rasmussen, at de er kommet til at stå i spidsen for én af de lokale demonstrationer. Ingen af dem har demonstreret før, og de er ikke vant til at udtrykke deres utilfredshed med protest, banner og kampråb.

 »Ingen af os har specielt meget lyst til at stå og råbe ind i en megafon,« siger Louise Jørgensen, »men den her sag er for vigtig til at blive hjemme og gøre ingenting. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, der er vigtigere at kæmpe for«.

– Hvorfor har du det sådan?

»Som samfund har vi valgt at sende vores børn i institution, og jeg mener, at den tid, de er der, skal være kvalitetstid. Pædagogerne har længe råbt op og sagt, at der ikke er hænder til at skabe den kvalitetstid og omsorg, børnene har brug for, men politikerne har ikke lyttet. Så nu er det os forældre, der må prøve at fange deres opmærksomhed,« siger Louise Jørgensen, mens hun maler røde striber i et af bogstaverne på banneret på gulvet.

Anders Rye Skjoldjensen

Hun kommer i tanke om et citat, hun for nylig læste, og kigger op:

»Det lød noget i retning af, at hvis man vil ødelægge den gode stemning, så skal man bare tale om daginstitutioner, når der er forældre til stede, for det er alle småbørnsforældres ømme punkt.«

»Sådan tror jeg faktisk, det er for alle med små børn,« siger hun.

De andre mødre nikker.

Christina Rasmussen, som er mor til tre, mener, at mange forældre – inklusive hende selv – fortrænger virkeligheden i daginstitutionerne for at beskytte sig selv.

»Jeg har da prøvet at aflevere mit barn til en pædagog, som skulle tage imod tre grædende børn på samme tid, samtidigt med at en fjerde havde lavet i bleen og skulle skiftes,« siger hun og forsætter:

»Hvordan tingene udspiller sig, når jeg forlader institutionen, ved jeg ikke, og jeg tør næsten heller ikke gå ind i de tanker og spekulere for meget på det. Det gør for ondt at tænke på, hvis vi hver dag sender vores børn hen til et sted, hvor de ikke har det godt.«

Alene med 23 børnehavebørn

– Har I selv dårlige erfaringer med daginstitutionerne?

»Ja,« siger alle fire mødre.

Hvis man kort skal opsummere deres erfaringer, så er de glade for pædagogerne, men føler, at de har alt for travlt. Børnene har for lidt udviklende voksenkontakt og skal råbe højt og længe for at blive set og hørt.

Inge Berg Madsen, som er mor til to, havde sit ældste barn i vuggestue i København, »og det var noget værre rod«, siger hun og ryster på hovedet.

»Hver dag var ren brandslukning, der var aldrig tid til projekter med børnene, og der var ekstremt stor udskiftning blandt personalet. I en periode var der ingen fast pædagog på stuen.«

Frederikke Ingendahl Dupont er selv pædagog. Hun har – måske lidt overraskende – valgt at sende sine børn i dagpleje, fordi der er bedre normeringer – altså færre børn pr. voksen.

»Vores dagplejemor er ikke uddannet pædagog, men hun har bedre tid til at give ungerne kærlighed og omsorg end pædagogerne, og det vægter jeg højest,« siger hun.

Imens prøver datteren Agnete ihærdigt at presse en gul plastikske ind i munden på sin mor.

Netop diskussionen om normeringer er svær, for det er ikke helt enkelt at svare på, hvor mange børn der i gennemsnit er pr. voksne i de danske daginstitutioner.

Danmarks Statistik har et bud, og det er de tal, Børne- og Socialminister, Mai Mercado (K), lænede sig op ad, da hun i folketingssalen i december 2018 sagde, at »overordnet set så går det jo godt i hovedparten af vores dagtilbud«. Ifølge tallene er der pr. voksen godt tre vuggestuebørn og godt seks børnehavebørn.

Tallene fra Danmarks Statistik er dog meget kritiserede, da de ikke tager højde for en række væsentlige faktorer. For det første tæller lederne med, selv om de ikke bruger særligt meget tid med børnene. Og for det andet sker der en dobbelttælling af pædagoger, hver gang der er en sygemelding med vikardækning, for der indgår både vikaren og den syge i normeringen.

»Når det er virkeligheden,« siger Frederikke Ingendahl Dupont, »så er det ekstra provokerende at få at vide fra politikerne, at tallene er fornuftige. Det bliver jeg som mor og som fagperson harm over, for jeg ved jo, at det er løgn. Det er mig, der står ude i virkeligheden. Det er mig, der ved, at vi ikke kan være børnene det her bekendt længere.«

En tidlig indsats

Mellem tuscher, bannere og skilte ligger der babyalarmer, som skiftevis giver lyd fra sig, når babyerne vågner. Først kommer Luna ind fra sin middagslur, og så kommer Ruth.

På køkkenbordet ligger en masse tomme toiletpapirsruller, som Frederikke Ingendahl Duponts ældste barn Sylvester har klipset sammen to og to. Nu mangler de bare at komme snor i, så det ligner kikkerter.

»Så kan børnene bruge dem til demonstrationen og spejde efter voksne,« siger hun.

Agnete er kravlet hen til Lærke, som hun klapper i ansigtet. Lærke griber fat om Agnetes mørke hår og holder fat. Agnete klynker og må have en sut og et kram fra sin mor.

»Det er jo så lavpraktisk med børn,« siger Louise Jørgensen.

»De har behov for at blive holdt og trøstet og set. Men det kræver hænder, og de hænder er der bare ikke altid i institutionerne.«

Frederikke Ingendahl Dupont bryder ind:

»Jeg kan ikke lade være med at tænke, om én af årsagerne til, at vi har så mange unge mennesker, der ikke har det godt, skyldes, at de i institutionerne ikke blev set og hørt og fik tilstrækkeligt med omsorg. Jeg ved det jo ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke sådan,« siger hun.

Inge Berg Madsen, som er gymnasielærer og har med unge mennesker at gøre, nikker og siger, at hun ikke kan forstå, at alle – uanset partifarve – ikke kan se fornuften i at give børnene så gode og trygge rammer som muligt.

»Det må i hvert fald blive et tema i valgkampen,« forudser hun.

»Præcis!« udbryder Frederikke Ingendahl Dupont.

»Hvis man skal anskue det økonomisk, må den tidlige indsats også i sidste ende være bedre og billigere for samfundet. Tænk, hvis flere pædagoger betyder, at vi får flere ressourcestærke børn, som kan hjælpe til i samfundet og få hele møllen til at dreje rundt.«

En farlig diskussion

Mødregruppen gør en kort status på, hvor langt de er i planlægningen af demonstrationen. Den lokale bager har sponseret boller til børnene, de fleste talere er på plads, og Louise Jørgensen har netop fået fat i en højttaler, der skal spille musik.

»Der er lige noget med Koda, vi skal have undersøgt,« siger hun.

»Ja, der er mange små løse ender, man lige skal jonglere mellem bleskift og babymos,« siger Christina Rasmussen.

Louise Jørgensen kigger op fra farvelægningen af banneret og siger:

»Jeg frygter lidt, at vi kommer til at lyde som sådan nogle privilegerede hønemødre lige nord for København.«

»Men sådan er det jo altid,« siger Inge Berg Madsen.

»Uanset emne, er det altid dem, der har en form for ressourcer, der skal råbe op. Og børnene kan i dette tilfælde ikke selv gøre det. Og jeg synes i øvrigt bestemt ikke, at vi er dem, der har flest ressourcer lige nu. Vi har bare valgt at sige: ’det her er vigtigt’, så nu bruger vi lige nogle kræfter, vi egentligt slet ikke har.«

Christina Rasmussen

  • Mor til tre. På barsel med Ruth
  • Cand.mag. i kommunikation

Louise Jørgensen

  • Mor til to. På barsel med Luna
  • Cand.mag. i kulturformidling

Frederikke Ingendahl Dupont

  • Mor til to. På barsel med Agnete
  • Pædagog

Inge Berg Madsen

  • Mor til to. På barsel med Lærke
  • Gymnasielærer

– Har forholdene i institutionerne fået nogle af jer til at overveje at gå ned i tid eller bosætte jer billigere, så I ikke behøver arbejde så meget?

Flere nikker.

Inge Berg Madsen går efter sommerferien ned på 30 timer, så datteren Lærke slipper for at skulle være i vuggestue i ydertimerne, som er dem, der er dårligst bemandede med personale. Også Christina Rasmussen drømmer om et deltidsjob. Louise Jørgensen har en lille drøm om at rykke tilbage til Bornholm, hvor hun er fra, og leve et simplere liv.

»Men jeg tror også, at det er en farlig ting at hive ind i diskussionen,« siger hun.

»Jeg tror, at der er mange, der ideelt set gerne vil nøjes med at arbejde 20 timer om ugen, men man er enormt privilegeret, hvis ens økonomi kan holde til, at man gør det. Og vi kan ikke basere vores samfund på de privilegerede, der kan nøjes med at have deres børn i institution fra 9.00-14.00,« siger hun.

»Vi er nødt til at have nogle daginstitutioner, der er gode nok til at kunne rumme for eksempel den enlige mors børn, der måske er i institution tæt på 50 timer om ugen.«

Inge Berg Madsen nikker:

»Jeg går på deltid, fordi det kan lade sig gøre, og fordi jeg tror, det vil være godt i de år, hvor min datter er lille. Men jeg er enig med dig i, at det på en måde også er en dum løsning,« siger hun og finder en ny bog frem til datteren Lærke.

»For jeg løser et problem, som jeg dybest set ikke mener, familierne skal løse. Det er rammerne i daginstitutionerne, der skal forbedres, så vuggestue og børnehave ikke bare bliver et nødvendigt onde, men et sted, hvor vi ved, at børnene har det godt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rune Stilling

"Jeg tror, at der er mange, der ideelt set gerne vil nøjes med at arbejde 20 timer om ugen, men man er enormt privilegeret, hvis ens økonomi kan holde til, at man gør det. "

Det er den eneste rigtige løsning. Vi må som gruppe stile mod dette som et ideal fremfor at stile mod, at børne skal fuldtidspasses i vuggestuer. Det er klart, at huspriser, osv. nu er blevet skruet derhen, hvor det for mange er nødvendigt med to fuldtidsjob, men det er jo også noget forældregruppen over tid selv har været med til at afstedkomme, nu skal trenden vendes. Politikerene kommer ikke til at ændre normeringerne i vuggestuer og børnehaver ud over symbolske smålapperier.

Det begyndte med Bertel H der fjernede 60 mio fra området ! Skabte en ny pædagogudd. Hvor der indgik 15 måneders lønnet praktik som blev tager fra normeringen ! Og en studerende udfylder ikke samme omfang jobbet og skal selvfølgelig både ha' tid til at læse og gå fra ned sin vejleder ! Så kom Fogh der fjernede 500.000 mio fra området og så kom omprioriteringsbidraget ! Det er helt enkelt salami metoden man bliver bedt om at finde besparelser hvert år, så mange steder er vikarer væk samt ingen dækning ved ferie sygdom og efteruddannelse ! Derudover overser man at der de fleste steder er åben 10 til 11 timer 5 dagcom ugen ! Derfor er det nødvendigt at være få i ydertimerne for at være flest når der er mange børn. Udover dette er der kommet utroligt mange skrivebordsopgavet som feks der skal være en kostpolitik, en sorg/ krise politik, en beskrivelse af pædagogisk praksis, læreplaner , sprogscreening mm helt uden ekstra normering, så statistikker giver ikke et sandt billede de er feks ikke sat ind i en Formel der tager hensyn til åbningstiden.

Eva Schwanenflügel

Der hvor alt begynder er i relationerne.
Hvis ikke børn og voksne kan relatere til hinanden og kigge hinanden i øjnene, begynder det hele at smuldre.

Hvad er vi alle enig om: at give børn en tryg barndom med kærlighed og omsorg fordi de er vores fremtid
Hvad er rimelig: at sætte nedre grænse for antal voksne der skal være for børnene for ellers skiftende regeringer kan bare spare det væk efter deres politiske behag
Hvad er mere forrykt end problemet: den måske kommende statsminister Mette Frederiksen står og siger nøjagtig det samme som den regering der har skabt problemet - at der ikke skal være nedre grænse - har hun mistet grebet fuldstændig om socialpolitikken?
Hvad skal vi gøre som vælger: vi må vælge de politikker der stadig har social samvittighed i behold f.eks. SF’s gruppeformand og børneordfører, Jacob Mark og ikke kun tænker på politiske spin og strategier om magten