Interview
Læsetid: 5 min.

Parterapeut Frej Prahl: Selv om jeg ikke bryder mig om straf, så vil jeg næsten sige ’anything goes’, hvis man kan få kærligheden tilbage i relationen til barnet

Præstationskulturen får ofte skylden for børns skoleangst. Men det er også følsomme forældres – specielt mødres – skyld, lyder det i psykolog og parterapeut Frej Prahls bog, ’Aargh! Den sunde vrede i familielivet’, der netop er udkommet. Information har talt med ham om vrede og det psykologiserede samfund
Frej Prahls er aktuel med bogen, ’Aargh! Den sunde vrede i familielivet’.

Frej Prahls er aktuel med bogen, ’Aargh! Den sunde vrede i familielivet’.

Anne Bæk

Moderne Tider
27. april 2019

Hvorfor har du skrevet en opdragelsesbog om den sunde vrede i familielivet?

»Ideen kom på et tidspunkt, hvor jeg selv var i gang med at blive far. Jeg havde lyst til både at være overbærende og nysgerrig over for mig selv i den proces med fokus på vrede. En følelse, som jeg i særlig grad havde, var, at man ikke må føle vrede i relationen mellem forældre og barn. Og det eneste, jeg fik ud af, at man ikke må vise vrede, var, at jeg blev en dårligere forælder over for min søn Harald.«

Hvorfor bliver vi vrede?

»Det er der rigtig mange grunde til. Men en oplagt grund til, at forældre bliver det, er, hvis der er for stor uoverensstemmelse mellem, hvordan vi mener vores børn skal være, og hvordan de er.«

Hvad oplever forældre, der bliver vrede på deres børn i det offentlige rum?

»Den vrede, jeg kalder den sunde vrede, løvens vrede, hvor man hæver stemmen og bestemmer, hvor skabet skal stå på ens egen banehalvdel, er rigtig mange forældre pinligt berørt af. Det signalerer kontroltab, og at man er primitiv. I stedet klemmer man vreden ned i mere subtile og giftige former, hvor den ikke er så synlig. F.eks. kan jeg hviske i min søns øre: ’Nu må du eddermame tage dig sammen, du bringer mig i en forlegen situation’, fordi jeg ikke vil tabe ansigt over for andre.«

Hvad er konsekvenserne, hvis man undertrykker vrede?

»Man får et mindre kærlighedsfyldt forhold til sine børn. Jo mere jeg prøver at fortrænge vrede i forhold til mit barn, desto mere kommer den til at sætte sig som en jernring om mine følelser. Den skal have et afløb. Jeg kan opleve, at mit barn får en stor magt over mig, fordi jeg har den idé om, at jeg ikke må udtrykke vrede over for ham. Jeg ved, at det ikke skal være sådan. Og så bliver jeg endnu mere irriteret.«

Frej Prahl

  • Cand.psych og udbyder af onlinekurser i parterapi.
  • Medvirker i DR-programmet ’Fede Forhold’ og holder foredrag, workshops og temadage om seksualitet og parforhold.
  • Forfatter til bogen ’Tændt’, der beskriver, hvordan du med inspiration fra dyrelivet kan vække den seksuelle lyst. Har netop udgivet opdragelsesbogen ’Aargh! Den sunde vrede i familielivet’.
  • Gift med Vibeke og far til Harald og Ragna.

»Jeg har fædre i konsultation, der ikke har talt med deres barn i flere dage. De har måske en kone på den anden side, der siger, de ikke må brøle og straffe – og selv om jeg ikke bryder mig om straf, så vil jeg næsten sige anything goes, hvis man kan få kærligheden tilbage i relationen. Men vi spiller et maskespil, hvor vi tror, vi ikke er vrede, fordi vi ikke viser det. Der er meget straf i ikke at have plads til at vise kærlighed, fordi man er vred. På den måde straffer vi hinanden i vores parforhold og vores børn. Jeg er træt af, at usynlig vrede er socialt acceptabelt.«

Kan vrede være noget dårligt?

»Vrede kan både være sund og sårbar. Hvis jeg ikke tvinger min søn til at komme hen til bordet, har jeg afvist at være den patriarkalske far. Det har jeg gjort rigtig meget tidligere. Og det har ikke været godt for vores relation. Hvis jeg beder ham om det i stedet for, er der et jeg – en forælders jeg – der kan blive afvist. Men min erfaring er, at jo mere jeg tør løbe den risiko, desto mere lytter Harald.«

Hvad er det værste, du har gjort over for din søn?

»Jeg tror, det er, når jeg har slæbt ham ned ad trappen, fordi han ikke ville med. Hvor han bare hyler og hans små fireårige ben klonker ned i trappetrinene, og han er bange. Det har føltes som en måde at få varmen tilbage i forholdet, fordi nu havde han virkelig lært det. Jeg skulle finde ud af, at det var unødvendigt. I stedet havde det været tilstrækkeligt at sige: ’Jeg vil eddermame have, at du gør det her’. Når løven ikke fik lov at komme ud, har jeg imidlertid følt, at den fysiske betoning var nødvendig.«

Flere børn får skoleangst. Du mener bl.a. det skyldes, at forældre ikke tør møde børns angst. Hvad betyder det?

»Jeg oplever, at mange forældre har svært ved at være i deres børns grundfølelser – angst, sorg eller vrede. Forældre er blevet meget bedre til at anerkende følelserne, og det er ubetinget godt, men de tager også ofte deres børns følelser meget personligt. Så prøver de at aflede dem med noget godt. Og det bliver svært for dem at være de overgangssubjekter, der kan hjælpe børn gennem de følelser over til accept. Det kræver, at forældrene er på sidelinjen og tager deres børns følelser alvorligt uden at lade sig skræmme. Det er virkelig en kunst.«

Du taler om et psykologiseret samfund. Hvad er det?

»Jeg kan se, at forældre eksempelvis bliver revet med af deres børns angst og får sat et stort apparat i gang, der kan ende med, at børn bliver diagnosticeret med en angstlidelse. Men hvis børn oplever et miljø af bekymring, kan det forstærke angsten. Jeg er optaget af, at vi bliver bedre til at lytte til børns angst uden selv at blive smittet af den, for det kan blive en negativ spiral.«

Er det ikke groft og forsimplet at beskylde overfølsomme mødre for medskyld i deres børns eventuelle angstlidelser?

»’Overfølsom’ er et ord, som blev brugt i en overskrift i Berlingske i forbindelse med et uddrag af min bog. Det er ikke mit ord. Jeg taler om følsomhed. Det kommer af, at man vil sine børn det bedste. Ikke af en brist. Jeg er sikker på, at mødre er mere forbundet med deres børn i kraft af graviditeten, hormoner osv. Det gør, at de mærker børnenes følelser stærkere. På godt og ondt. Jeg tror, at mænd kan lære meget af den følsomhed. Og måske kan kvinder lære noget af mænds evne til en gang imellem at slippe nogle af bekymringerne for deres afkom.«

Er der sammenhæng mellem den meget omtalte krænkelseskultur og manglende robusthed og evne til at håndtere modstand?

»Der sker i hvert fald det, at vi har en tendens til at lægge handlingslammelse ned over et offer. Og hvis man så italesætter et offers handlingspotentiale, bliver man en victim blamer. Selvfølgelig skal et offer mødes i sine oplevelser. Men hvis vi ikke får talt ind i handlingspotentialet, efterlader vi offeret endnu mere sårbart. Det samme gælder børn. Hvis det kun er synd for et barn, at det bliver mobbet – og det er synd – så får man ikke snakket om, hvad de får lyst til at gøre over for deres krænkere. Og det er skidt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Mansdotter

Jeg er bange for at metakommunikationen fuldstændigt har taget over for de grundlæggende temperamenter. Vi styrer os selv og giver afkald på at være de primater vi er. Vrede, sorg, glæde og angst bliver små styrede bølgeskvulp, som skal vise at vi tør være autentiske, mens det ægte temperament kun får afløb, når vi virkelig udsættes for farer. Resultatet er indlysende; vi bliver stressede, indebrændte og uforløste. Vores børn ser aldrig "ægte" følelser og kender dem til sidst ikke. Hvorefter det slår endnu hårdere, når barnet endelig møder dem. Vi må øve os i at vise vores ægte temperamenter. Men det er der jo også kurser i.

Randi Christiansen

Det forholder sig så enkelt, at børn kopierer vores grundlæggende mønstre. Og jo mere ubevidst, man er, jo større forvirring i relationerne. Hvilket gør især omsorg for børn - som har deres egen agenda og personlighed, der er en kombination af arv og miljø (husk epigenetikken) - til en større udfordring end nødvendigt.

Så : kend dig selv. Og med ærlighed og kærlighed kommer man langt. Børn er jo kloge i det omfang, de ikke har mistet kontakten til sig selv.