Læsetid: 5 min.

Parterapeut Frej Prahl: Selv om jeg ikke bryder mig om straf, så vil jeg næsten sige ’anything goes’, hvis man kan få kærligheden tilbage i relationen til barnet

Præstationskulturen får ofte skylden for børns skoleangst. Men det er også følsomme forældres – specielt mødres – skyld, lyder det i psykolog og parterapeut Frej Prahls bog, ’Aargh! Den sunde vrede i familielivet’, der netop er udkommet. Information har talt med ham om vrede og det psykologiserede samfund
Frej Prahls er aktuel med bogen, ’Aargh! Den sunde vrede i familielivet’.

Frej Prahls er aktuel med bogen, ’Aargh! Den sunde vrede i familielivet’.

Anne Bæk

27. april 2019

Hvorfor har du skrevet en opdragelsesbog om den sunde vrede i familielivet?

»Ideen kom på et tidspunkt, hvor jeg selv var i gang med at blive far. Jeg havde lyst til både at være overbærende og nysgerrig over for mig selv i den proces med fokus på vrede. En følelse, som jeg i særlig grad havde, var, at man ikke må føle vrede i relationen mellem forældre og barn. Og det eneste, jeg fik ud af, at man ikke må vise vrede, var, at jeg blev en dårligere forælder over for min søn Harald.«

Hvorfor bliver vi vrede?

»Det er der rigtig mange grunde til. Men en oplagt grund til, at forældre bliver det, er, hvis der er for stor uoverensstemmelse mellem, hvordan vi mener vores børn skal være, og hvordan de er.«

Hvad oplever forældre, der bliver vrede på deres børn i det offentlige rum?

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Mansdotter

Jeg er bange for at metakommunikationen fuldstændigt har taget over for de grundlæggende temperamenter. Vi styrer os selv og giver afkald på at være de primater vi er. Vrede, sorg, glæde og angst bliver små styrede bølgeskvulp, som skal vise at vi tør være autentiske, mens det ægte temperament kun får afløb, når vi virkelig udsættes for farer. Resultatet er indlysende; vi bliver stressede, indebrændte og uforløste. Vores børn ser aldrig "ægte" følelser og kender dem til sidst ikke. Hvorefter det slår endnu hårdere, når barnet endelig møder dem. Vi må øve os i at vise vores ægte temperamenter. Men det er der jo også kurser i.

Randi Christiansen

Det forholder sig så enkelt, at børn kopierer vores grundlæggende mønstre. Og jo mere ubevidst, man er, jo større forvirring i relationerne. Hvilket gør især omsorg for børn - som har deres egen agenda og personlighed, der er en kombination af arv og miljø (husk epigenetikken) - til en større udfordring end nødvendigt.

Så : kend dig selv. Og med ærlighed og kærlighed kommer man langt. Børn er jo kloge i det omfang, de ikke har mistet kontakten til sig selv.