Feature
Læsetid: 12 min.

Tanker fra en flydetank

Bare en enkelt tur i en flydetank kan lindre angst og depression og skabe en udbredt følelse af »total fredfyldthed«, viser forskning. Uden at nogen kan forklare hvorfor. Sammen med en ven besøgte jeg en holistisk terapeut for at undersøge en terapiform, der siden 1950’erne har balanceret mellem videnskabelige gennembrud og frygt for mødet med sig selv i mørket – og for fortidens forsøg med LSD, delfiner og dybe åndedræt
Flydetanken har altid været omgærdet af mystik. Den amerikanske hjerneforsker og fysiker John C. Lilly opfandt den første udgave af flydetanken i 1954 for at undersøge, om hjernen virkelig slår fra, og om kroppen falder i søvn, når den ikke bliver udsat for udefrakommende sanseindtryk – sådan som andre forskere påstod på daværende tidspunkt. Og hvis ikke, hvordan reagerer hjernen så, når den hverken skal koncentrere sig om kropsvægt, lys eller lyde?

Flydetanken har altid været omgærdet af mystik. Den amerikanske hjerneforsker og fysiker John C. Lilly opfandt den første udgave af flydetanken i 1954 for at undersøge, om hjernen virkelig slår fra, og om kroppen falder i søvn, når den ikke bliver udsat for udefrakommende sanseindtryk – sådan som andre forskere påstod på daværende tidspunkt. Og hvis ikke, hvordan reagerer hjernen så, når den hverken skal koncentrere sig om kropsvægt, lys eller lyde?

Emilie Noer Bobek

Moderne Tider
20. april 2019

En kvinde med snehvidt hår tager imod os med samlede håndflader foran brystet og viser ind til en entré med røgelse og levende lys.

»Goddav, de herrer. Kom indenfor.«

Bare det at træde ind over dørtærsklen til Miriam Dinesens hus er rimelig langt fra en tur i svømmehallen. Især for et menneske, der aldrig rigtig har beskæftiget sig med selvudvikling eller noget så simpelt som sin egen vejrtrækning. Det har min ven Asker ikke, men vores vært forsikrer ham om, at han er i gode hænder.

»Nu skal du bare slappe af og trække vejret dybt,« siger hun og trykker tre fingre i brystet på min ven, inden hun fjerner sin hånd og langsomt sender sin ånde ud, dér hvor fingrene netop har trykket.

Miriam Dinesen er fra Belgien, men de seneste 20 år har hun arbejdet med selvudvikling og spiritualitet i Danmark. Hun kombinerer alt fra tantra, buddhisme, shamanisme til den her hvide tank i midten af huset, flydetanken.

En mening med tilværelsen

Vægtløshed uden sanseindtryk knytter sig til åndedrættet og et møde med sit eget indre liv, lyder teorien bag flydetanken, og jeg har besluttet mig for at udsætte mig selv og en ven for metoden, der siden sin oprindelse har været omgærdet af både mystik, frygt og mulige terapeutiske nybrud.

Flydetanken har siden 1960’erne vist gentagne prøver på sine helbredende egenskaber, og i 2018 udkom endnu to videnskabelige undersøgelser af det at ligge og flyde og blive konfronteret med sine tanker og kropslige skavanker. En frygtindgydende metode for mange, men ikke desto mindre en metode, der kan være sund.

Det seneste forsøg viste, at selv en enkelt tur i en flydetank kan være med til at lindre stress og dæmpe symptomer på en række psykiske lidelser som angst og depression, og det er netop det paradoksale ved en flydetank – dens evne til at skabe ro ved at lukke et menneske inde i et mørkt rum, hvor de ikke skal bære på sig selv.

Forskerne har endnu ikke nogen videnskabelig forklaring på effekten, men de har deltagernes reaktioner:

»En total følelse af afklarethed og fredfyldthed,« rangerede i forsøget som den mest udbredte effekt, mens en af de mest negative reaktioner blev beskrevet som en oplevelse af at være plaget af sit eget »tankemylder«.

Forsøget byggede på 50 deltagere med enten en stress- eller angstrelateret sygdom, og de beskrev effekten af en enkelt tur i tanken af en times varighed i en artikel bragt i tidsskriftet PLOS ONE, der har publiceret artikler fra nogle af verdens mest anerkendte universiteter.

Et flertal af deltagerne oplevede smerter forsvinde, stressede hoveder blive rolige, og selv om enkelte oplevede angst, var det særlige ved resultatet, at de »alvorligt angste deltagere rapporterede den største effekt«.

Nuvel. Min ven og jeg lider vist mest af en frygt for at gå glip af livet, og forsøgene med flydetanken bygger fortsat på et spinkelt grundlag med små grupper af forsøgspersoner og dårlige muligheder for at korrigere for placeboeffekten.

Men hvad hvis flydetankens forunderlige egenskaber ligger uden for videnskabens muligheder? Hvad hvis det faktisk er et enestående redskab til at konfrontere den frygt, min ven og jeg bærer rundt på?

Vi har set de fleste af vores venner bygge karrierer op, pleje parforhold og sætte børn i verden på stribe, mens vi ofte står tilbage som de sidste på bodegaen. I begyndelsen af 30’erne, ingen kæreste, ingen forkromet plan. Men med en frygt for aldrig rigtig at finde en mening med tilværelsen.

Et inderligt støn

Vi har taget en pseudovidenskabelig vej ved at komme til Ubby. Da vi har taget jakke og sko af, beder Miriam Dinesen os om at stille os op foran hende, så vi danner en lille trekant i entreen. Hun kigger Asker dybt i øjnene, inden hun hiver hans hænder op af lommerne.

»Nå, der skulle de ikke …«

»Shhh,« afbryder terapeuten og kigger på Asker, mens hun holder ham i håndleddene.

Hun ryster dem.

»Asker, i dag skal du slappe lidt af.«

Så kigger hun over på mig.

»Og du skal være min højre hånd, for jeg ved, at du har prøvet det her før.«

Vores vært har ret et stykke af vejen. Jeg har erfaring med det dybe åndedræt fra både yoga, meditation og forskellige tantraøvelser, men jeg har ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg har udsat mig selv og min ven for ved at tage til den her tur til Ubby. Miriam lukker øjnene og tager endnu en dyb vejrtrækning, inden hun puster luften ud i et inderligt støn.

»Ahh.«

Jeg kan se, at Asker har svært ved at holde masken. Han smiler skævt, da terapeuten præsenterer sin indledende øvelse på vej mod flydetanken.

»Når I er her, så er I nødt til at connecte,« siger hun og kigger igen på min ven.

»Så prøv lige at ret dig op, som det dér store og dejlige menneske, du er. Ikke det dér bange væsen, der længes og længes.«

Terapeuten puster igen ud med lyd på. Hun forsøger at guide Asker til at fylde sine lunger.

»Den største, den første og mest naturlige nøgle til at connecte er, at vi bare trækker vores vejr rigtig, rigtig dybt.«

Opmærksomheden er stadig på Asker.

»Du er simpelthen nødt til at trække vejret dybt, ellers så smider jeg dig ud.«

Han smiler.

»Okay, jeg skal nok gøre mit bedste.«

Nu trækker vi alle vejret dybt. Vi holder hinanden i hænderne, og selv om jeg kan se min ven lede efter ironisk distance i mine øjne, lader jeg ham ikke slippe. Jeg holder fokus på åndedrættet og følger terapeuten uden at fortrække en mine. Asker fniser.

»Det er lang tid siden, jeg har stået og holdt en anden mand i hånden,« siger han og får terapeuten til at bryde ud latter.

»Hvor er I gode, hvor er I søde.«

Emilie Noer Bobek

LSD og delfiner

Flydetanken har altid været omgærdet af mystik.

Den amerikanske hjerneforsker og fysiker John C. Lilly opfandt den første udgave af flydetanken i 1954 for at undersøge, om hjernen virkelig slår fra, og om kroppen falder i søvn, når den ikke bliver udsat for udefrakommende sanseindtryk – sådan som andre forskere påstod på daværende tidspunkt.

Og hvis ikke, hvordan reagerer hjernen så, når den hverken skal koncentrere sig om kropsvægt, lys eller lyde?

Allerede dengang fandt Lilly ud af, at det faktisk er ret sundt at udsætte hjernen for rolige omgivelser. Han fandt frem til nogle af de effekter, man senere har fundet ved meditation og mindfulness, men den alternative hjerneforsker delte også vandene i det videnskabelige miljø.

Han var en del af en eksperimenterende gruppe af forskere, og i bogen Cyklonens Centrum – selvbiografi om det indre rum fra 1972 skriver Lilly om, hvordan forsøgene med flydetanken blev kombineret med både bevidsthedsudvidende stoffer som LSD og forsøg med delfiner.

Lilly udførte mange af forsøgene på sig selv, mens han sideløbende forskede i, hvordan delfiner kommunikerer med hinanden. I sin bog beskriver han, hvordan han først gav LSD til sine delfiner for at teste, hvordan de klarede en psykedelisk oplevelse i vand.

Da han ikke kunne konstatere nogen umiddelbare skadevirkninger, begyndte han selv at gå på opdagelsesrejse i bevidstheden, og i en lang række forsøg miksede han i løbet af 1960’erne det at flyde med enten at være påvirket af LSD eller at lytte til delfiners kommunikation.

I sin selvbiografi skriver han om, at de mystiske oplevelser var med til at skabe en række gennembrud inden for undersøgelserne af den menneskelige bevidsthed og af kompliceret kommunikation mellem intelligente dyr.

John C. Lilly var »en slags wackadoodle,« har hjerneforskeren Justin Feinstein sagt til Time Magazine.

Feinstein er leder af et af verdens eneste nuværende, videnskabelige flydecentre, der ligger hos Laureate-instituttet for hjerneforskning i Oklahoma, USA. Her har man blandt andet kunnet konstatere, at hjernens alarmcentral – mandelkernen – forholder sig langt mere roligt efter at være eksponeret for flydeterapi, og Feinstein mener, at flydetankens store potentiale fra begyndelsen har lidt under sin opfinders radikale metoder.

I stedet fokuserer Justin Feinstein på tankens evne til at berolige en stresset hjerne – uden brug af andet end saltvand og et mørkt og roligt rum.

»Floating (terapi i en flydetank, red.) har givet mig et håb om, at den store del af befolkningen, der normalt aldrig vil være i stand til at meditere, nu kan opnå de her tilstande af dyb meditation,« har han sagt.

Nøgne i mørket

Hos Miriam Dinesen er der både håb og højt humør. Hun stopper os foran en rund seng dækket af velour og stiller sig mellem os.

»Der er kun én ting, I skal, og det er at trække vejret dybt.«

Terapeuten har netop forklaret, at det her er rummet, hvor hun udfører sensuelle massager, men vi fornemmer hurtigt, at det ikke er del af dagens program. Det er vi slet ikke klar til, vurderer hun.

I stedet stiller Miriam sig foran Asker og puster ham igen på brystet, før hun sætter sig på sengen og tager hovedet ind mellem hans ben. Så stiller hun sig på gulvet og løfter den to hoveder højere mand op på ryggen.

»Hvornår har du sidst fået lov til at slappe af på en kvinde?« siger hun, inden latteren breder sig.

Hun bøjer i knæene, og Asker vender tilbage til gulvet.

»Jeg vil sige, at jeg aldrig har prøvet at slappe af oven på en kvinde på den måde.«

Stemningen er lettet, åndedrættet er dybere, og vi er ved at være klar til flydeterapien. På vej hen mod den hvide tank bliver Askers forvandling tydelig for mig.

»Skal vi ikke bare lægge os ind, som Gud har skabt os,« spørger han, og jeg tænker på de badebukser, han insisterede på at have med hjemmefra. Vi klæder os af, og Asker er den første til at hæve benet for at træde ind i mørket.

Jeg svæver

Den ligner noget fra en rumstation. En aflukket, hvid tank på to en halv meter med en lem i midten. Lemmen kan skydes til side, så et hul viser sig ind til mørket. Vandet i en flydetank er varmet op til kropstemperatur og mættet med Epson-salt.

Den er indrettet til at fremkalde en følelse af at ligge som et foster i mors mave, og da jeg strækker benene ud og lægger hovedet tilbage, hører jeg mig selv udbryde: »Wow!«

Jeg flyder, som jeg ikke mindes at have gjort det før. Hver gang jeg har prøvet at ligge på ryggen i havet, er mine ben sunket mod bunden, men ikke her. Jeg kan mærke hele min krop uden at skulle bære på den. Jeg lukker øjnene og fylder lungerne med den fugtige luft i tanken, vender opmærksomheden mod mine lemmer og mine tanker. Pludselig er der stille, pludselig er der intet at bære på – kun åndedræt.

Det føles, som om jeg kan mærke hver en celle i min krop, jeg kan høre hver en tanke spurte fra det ene øre til det andet. Jeg kan mærke blodet pumpe ud fra hjertet, lungerne blive fyldt med luft, organer der bliver tungere ved at være mere til stede i min bevidsthed. Hvad skal den her artikel overhovedet blive til, når det hele er sort? Hvis mine tanker ikke er mig, hvem er det så, der lytter til dem?

Jeg keder mig, mine fingre føles kolde. Jeg mærker min venstre hånd støde blidt mod Askers. Jeg flyder modsat og støder mod væggen, fødderne støder imod, hovedet dunker blidt mod endevæggen. Jeg svæver, tænker jeg.

Til sidst ligger jeg bare stille og flyder. Dybe åndedrag, dybere ro i hele kroppen. Sikken en dejlig krop, jeg har. Brystet, underlivet, ilten, der summer rundt.

Tæller minutterne

Det plasker. Asker har fået saltvand i øjet, og han rejser sig for at åbne lågen. Jeg bliver liggende og tænker på, hvor irriterende han er, mens han tørrer øjet med et håndklæde.

Han lægger sig igen. Han hoster. Han plasker med sin hånd. Min opmærksomhed siver langsomt fra min krop og over mod min sidemand, og nu er det ham, der fylder tomrummet mellem mine ører.

Jeg lægger mærke til ømheden på indersiden af mine lunger, jeg tænker på cigaretrøg formet som en sky inden i mig, jeg åbner øjnene og ser mod sprækken af lys omkring lemmen ind til tanken, jeg tænker på solen, jeg tænker på at komme væk fra det her sorte, golde rum. Jeg ved, vi skal ligge her i en time, og jeg begynder at tælle minutterne.

Dybe åndedræt, flydende keyboardmusik den første halve time. Tunge organer, Askers plask, stilhed, tanker – den time må vist være ved at være gået.

Jeg fryser, jeg vender tilbage til åndedrættet, jeg trækker vejret helt ned i mellemgulvet, og nu oplever jeg igen freden sænke sig over mig. Hovedet bliver tomt. Helt tomt. Indtil jeg pludselig modtager en besked fra en stemme i mit eget hoved.

Lågen går op. Miriam kigger ind.

»Så kan I godt komme ud,« siger hun, og Asker rejser sig straks for at kravle over mine ben.

Jeg følger efter, da mine øjne igen har vænnet sig til lyset.

»Det var voldsomt at blive konfronteret med sig selv på den måde,« siger jeg.

»Ja, jeg begyndte egentlig også at kede mig til sidst. Jeg frøs, og til sidst faldt jeg i søvn. Gjorde du ikke det?« siger Asker.

Jeg ryster på hovedet, og mens vi går i bad og tager tøj på, vender terapeuten tilbage. Hun kigger skiftevis på mig i badeværelset og Asker, der ligger i den runde seng.

»Kan I ikke se, hvor meget I shiner,« spørger hun.

Jeg kigger mig i spejlet og føler, at mine øjne lyser mere op. Jeg spørger Miriam, hvorfor vejrtrækning er så vigtig i hendes praksis.

»Det giver mulighed for at møde hele dig – din krop og sjæl og ånd. Du kommer i dybde med dig selv, og når vi begynder at dyrke den her dybe yoga med vejrtrækningen, så kommer vi meget mere afslappet til syne på en måde, der er mærkbar for omgivelserne.«

Jeg går fra spejlet og bytter plads med Asker. Jeg spørger ham, om han ikke også kan mærke en forskel.

»Njaa. Jeg tror lige, der skal gå et par dage for mit vedkommende,« svarer han.

Jeg kan høre ironien i hans stemme.

Et par dage efter er alvoren gået op for mig.

Jeg står i mit køkken derhjemme og kigger ned på tebrevet fra min pakke med Yogi Tea Bedtime. Your breath is the voice of your soul står der på sedlen, der hænger fra min kop, og jeg tror ikke, at det er helt tilfældigt. Jeg er vist det, nogle vil kalde overtroisk, og da jeg læser om John C. Lillys udvikling, bliver jeg overbevist.

Hjerneforskeren fortsatte sine forsøg med LSD gennem flere år, men en række mystiske oplevelser i flydetanken fik ham til at ændre syn på hele sit virke.

»Jeg udviklede en stærk etik,« skriver han om de mange trip, der til sidst fik ham til at slippe alle sine forsøgsdelfiner fri i det åbne hav og droppe LSD’en til fordel for simpel meditation.

Min flydetur har ikke udløst samme klarsyn, men jeg er mere overbevist om, at jeg må stoppe med at forsøge at ændre på min ven, slippe ham fri fra mine eksperimenter med selvudvikling og i stedet fokusere på min egen rastløshed gennem meditation.

Det var det, min indre stemme i flydetanken fortalte mig, og mens jeg skriver det her, kan jeg huske, hvor rolig min vejrtrækning var, da jeg modtog beskeden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Ditlev Nissen

Også i det moderne manifesterer ånden sig i en religiøs forstand; ikke på trods af det moderne, som mange moderne tænkere har forestillet sig, men netop gennem det.
Derfor må et moderne menneske have en moderne spititualitet, eller åndelighed.
De traditionelle abrahamsreligioner, buddhismer, taoismer osv blir efterhånden mere og mere moderniserede. Men som traditionelle er de netop ikke moderne.
Vi kan hente meget inspiration der, især nogle af deres 'spirituelle teknikker' ville det være dumt ikke at lære af.
Men vi kan ikke bygge på traditionel religiøsitet. Vi må bygge på erfaringer af den moderne verden, især gennem moderne menneskers spirituelle erfaringer.
Moderne mennesker er fx 'psykologiske'. Det betyder at mange af de problemer, som spirituelle oplevelser (åndens religiøse manifestationer) altid har givet den enkelte, er noget vi må forholde os psykologisk til, snarere end mytologisk eller metafysisk. (Man kunne også sige at vi trækker på psykologiens metafysik.)
Hvad enten den erklærer det selv eller ej, må en moderne spiritualitet være en form for psyko-spiritualitet. Netop sådan en der er ved at udvikle sig, efterhånden som vi finder ud af mere og mere om forskellige fænomener der knytter sig til meditation. Vi har brug for en udforskning af dem, en slags moderne meditations-fænomenologi, som denne artikel bidrager til.

Naja Abelsen, Jacob Andersen, ingemaje lange, Jan Fritsbøger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Hans Ditlev Nissen

For at illustrere det:
Information havde for nylig en artikel om den danske religionsstifter Martinus.
Det tiltrækker mig ikke personligt, men hvis jeg skulle læse mig gennem noget af hans tekst, skulle det være for at finde eventuelle beskrivelser af direkte spirituelle oplevelser, og så se bort fra al hans spekulative metafysik.
Min vurdering er at det ikke ville være besværet værd.
Tiden er nok bedre brugt på at udvikle sine meditationers funktionelle 'flydetank'.

Jan Fritsbøger

jeg har haft en direkte oplevelse som medførte at jeg blev troende, før oplevelsen var jeg søgende med tendens til ateisme, nu tror jeg på det guddommelige (gud) men stadig ikke på nogen religioner, problemet med religionerne er at mennesker har sat deres præg og tilføjet egne ideer, mange af dem så bizarre at den ramte religion fremstår helt forfejlet, på trods af at der også er tanker som er sande i samme religioner,

@Hans Ditlev Nissen:
"Det tiltrækker mig ikke personligt, men hvis jeg skulle læse mig gennem noget af hans tekst, skulle det være for at finde eventuelle beskrivelser af direkte spirituelle oplevelser, og så se bort fra al hans spekulative metafysik."

Jeg har ikke abonnement, så jeg har desværre ikke adgang til at læse hele artiklen og ved derfor heller ikke, om den påstår det modsatte - men jeg har selv læst hele Martinus' hovedværk og lidt til, og der er ingen spekulativ metafysik overhovedet.

Martinus var hundrede procents mystiker, og alt, han har skrevet, er derfor baseret på hans egen direkte oplevelse. Martinus selv påstod at han var i stand til at indstille sig mentalt på guddommen (hele universet) og derigennem 'se', hvordan alting hænger sammen.

Hele hans værk er udelukkende beskrivelser af disse hans egne direkte oplevelser, og der er derfor ingen spekulation involveret.

Jeg var selv agnostiker med tendens til ateisme indtil jeg begyndte at læse Martinus.

Naja Abelsen, Randi Christiansen, Martin Rønnow Klarlund, Jørn Andersen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Indrømmer blankt, at jeg ikke har læst artiklen, men jeg kom straks til at tænke på det afsnit af Simpsons, hvor Lisa og Homer er i flydetank.
Lisa and Homer try Floating.

@Steen Sohn:
"Jeg kom straks til at tænke på det afsnit af Simpsons, hvor Lisa og Homer er i flydetank."

Det var også der, jeg første gang stødte på fænomenet :-)

Hanne LT Kristensen

Øh hvad er det her?

Hans Ditlev Nissen

Tor Brandt
jeg var så for "spekulativ" dér, i forhold til Martinus.
Det du skriver, svarer til det der står i artiklen.
Jeg tror stadig, at jeg ville have for svært ved at vurdere, om det han skriver er rigtigt.
Og så må man jo lade det ligge, med eller uden begrundelse.
(Jeg ville dog være tilbageholdende med at henvise til Simpsons eventuelle fremstilling af de pågældende emneområder.)

@Hans Ditlev Nissen:

Ja, langt størstedelen af det, Martinus skrev, er ikke noget, man endeligt kan bestemme rigtigheden af før man evt. selv har udviklet et tilstrækkeligt åndeligt sansesæt. Og det skulle ifølge Martinus vare et par tusinde år endnu, før vi allesammen er nået dertil, så det har lidt lange udsigter. Derfor er det selvfølgelig en tro ligeså vel som alt muligt andet. Men for mit vedkommende er Martinus' analyser den bedste forklaringsmodel, jeg endnu er stødt på.

Så længe man ikke ved noget med sikkerhed, er det jo logisk at hælde til den model, man finder mest sandsynlig, og der har Martinus' verdensbillede for mig vist sig langt overlegent hvad angår sammenhæng, logik og forklaringskraft.

Hvis det har interesse, kan man i øvrigt læse store dele af Martinus' værk gratis på martinus.dk. Og for en god ordens skyld skal jeg nævne, at jeg selv adskillige gange har læst afsnit, hvor tænkte, at nu var det for langt ude, for så blot senere at få lukket alle hullerne i andre afsnit. Martinus excellerer virkelig i logisk sammenhæng - og det ville i sig selv være en nærmest uoverskueligt stor bedrift, hvis han selv skulle have spekuleret sig til verdensbilledet (selv de bedste filosoffer har som regel adskillige logiske brister). Især denne imponerende sammenhæng har for mig været en meget overbevisende faktor ift. min tro på rigtigheden af verdensbilledet.

Det afhænger vel af hvor man bor, lever man i Tyskland eksempelvis, er der nok mere grobund for psykologiske industrielle dramaer i de ca. 60000 tanker det moderne menneske underholder sig med pr. døgn, i Indien er der nok større chance for sprituelle udfoldelser.
For de fleste vil spiritualitet være en umulig opgave inklusiv mig selv.