Læsetid: 5 min.

Vi tester svensk klimabrætspil: »Du skal føle skyld, hver gang du læser et kort«

Det svenskproducerede klimabrætspil Kalas konfronterer os med det værste ved vores livsstil og vil have os til at væmmes ved forbrugssamfundet. Moderne Tider-redaktionen testede spillet, men var nærmest ude af stand til at føle anger
Det svenskproducerede klimabrætspil Kalas konfronterer os med det værste ved vores livsstil og vil have os til at væmmes ved forbrugssamfundet. Moderne Tider-redaktionen testede spillet, men var nærmest ude af stand til at føle anger

Anders Rye Skjoldjensen

20. april 2019

Vi er seks mand, der helt forudsætningsløse åbner æsken med klimabrætspillet Kalas, der er udviklet af to svenske kunstnere. Kalas betyder fest på svensk, og spillet går ud på, at man skal rejse rundt i verden for at skaffe de ting, man skal bruge til alletiders bedste børnefødselsdag.

På redaktionen er vi naturligvis optaget af klimakrisen, og derfor har vi besluttet os for at spille Kalas en fredag eftermiddag for at få sat skub i en diskussion om vores individuelle klimaadfærd.

Det starter ikke særlig godt.

Kristian Villesen: »Man skal godt nok have et stort bord for at spille det her. Der er meget tekst, og farverne er kedelige. Man tænker umiddelbart: ’Det orker jeg ikke’. Og så er det på svensk.«

Lærke Cramon: »Det er Information, bare som brætspil.«

Spillet er biologisk nedbrydeligt, står der på bagsiden af æsken nedenunder de få linjer, der beskriver, hvordan spillet spilles.

Mette-Line Thorup læser op. Hun mener, at hun kan svensk:

»Det er ikke alt, der glimter, der er guld. Spillepladen og den indvendige bakke, der indeholder brikkerne, ser ud til at være lavet af plast fremstillet af olie. Men det er i virkeligheden produceret af bioplast, som er baseret på majs og derfor kan nedbrydes til biomasse.«

»Hvis du synes, spillet er dårligt, kan du smide de nedbrydelige dele ud i naturen. Resten skal på genbrugsstationen.«

Mathias Sindberg: »Det er meget tidligt, at de præsenterer den mulighed. Det er meget svensk.«

Spillebrikkerne er til gengæld i farver og formet som flyvemaskiner, som man skal bruge til at flyve rundt i verden med.

Verden er gengivet på spillepladen og forbundet med forskellige ruter. Undervejs skal man indsamle bogstaver, så man kan lave ordet »KALAS«. Den, der først får samlet alle bogstaverne, har vundet spillet.

Anders Rye Skjoldjensen

På forsiden af æsken er der afbildet et stort legeland, en legetøjsrobot og plastikdinosaurer. Ødelæg klimaet i jagten på din fest, står der. Det er med andre ord meningen, at vi skal blive klogere og tænke mere over vores forbrug.

Spørgsmålet er, om det vil lykkes.

En kakaoavlers middellevetid

Morten Madsen starter, fordi han er den yngste på redaktionen.

Han flyver til Bogota.

»Olie er Colombias vigtigste legale eksportvare,« lyder den besked, man får, når man lander på den colombianske by.

Mette-Line Thorup: »Lidt tarveligt, at de skriver ’vigtigste legale’.«

Kristian Villesen: »Det er svensk humor.«

Så er det Frederikke Amalie Dams tur. Hun lander på en blå cirkel og skal tage et blåt kort fra bunken. På kortet står der:

»Hvad er en fest uden kakao. En kakaoavlers middellevetid er 50 år. Det påvirker ikke din fest.«

Mathias Sindberg: »Okay, det skal vi så tænke over, næste gang vi drikker kakao. Du skal føle skyld, hver gang du læser et kort.«

Og det er ganske rigtigt, som om spillet vil lave en kobling mellem en konkret fest, en børnefødselsdag, og så den store forbrugsfest vi alle sammen har gang i, når vi flyver på weekendrejser med Ryan Air, bruger olie fra diktaturstater og går i tøj produceret under umenneskelige forhold i lavtlønslande.

Mette-Line Thorup får et kort, hvor der står: »Producenter forarbejder det, som forbrugerne vil have. Forbrugerne køber det, som producenterne producerer.«

»Det er et blame game,« fniser Frederikke Amalie Dam og sipper lidt af den kolde hvidvin, som Kristian Villesen har skænket op i champagneglas.

Der er tilsyneladende ingen, der har dårlig samvittighed over deres livsstil. Tværtimod er det, som om der opstår en form for trodsreaktion i gruppen.

Anders Rye Skjoldjensen

Mathias Sindberg lander i Nigeria, hvor der står:

»Mord, tortur, korruption og olie. Hvis du har tanket på Shell i løbet af den seneste uge, må du rejse, hvorhen du vil.«

Mette-Line Thorup har faktisk tanket på Shell for to uger siden på vej til Jylland, men det fortæller hun ikke til nogen. Hun mumler i stedet noget om, at hun engang havde en delebil og konstaterer så:

»Der er noget svensk løftet pegefinger over det her.«

Nu bliver det for meget for Kristian Villesen.

»De skulle have røget lidt tjald, da de lavede det her spil.«

Det lykkes Mette-Line Thorup som den første at lande på bogstavet K. Hun får en lille sort brik med et K på og et nyt kort:

»Nyt rekordsalg af is og øget produktion af palmeolie. Tag en valgfri rute.«

Lærke Cramon, der egentlig helst vil hjem, fordi det er fredag eftermiddag, og hun er træt efter flere dages pandareportage, vågner lidt op og siger:

»Hvad er det med svenskerne og al den palmeolie?«

Mathias Sindberg, der viser sig at have viden om alle mulige nyttige ting, svarer:

»Man bruger palmeolie til mange ting, og det rydder en masse regnskov.«

Morten Madsen: »Olof Palmeolie.«

Kynisme

Efterhånden går det op for spillerne, at Kalas belønner den mest klimabelastende adfærd. En af kunstnerne bag spillet, Lars Arrhenius, har sagt følgende til avisen Dagens Nyheter:

»At spillet opleves som kynisk, behøver ikke at være en ulempe. Sortsynet kan skabe modstand hos spillerne og en følelse af ’jeg vil have, at det skal være på den her måde’. Rigtig mørk kunst kan være lettere at tage ind end forløjet feel good. Vi har ingen finansielle bagmænd, der kræver, at vi sælger en historie, der føles rar.«

Kristian Villesen fremstår i løbet af spillet som den bedste og mest klimakyniske spiller. Han får i hvert fald hurtigt samlet tre bogstaver.

På et tidspunkt får han mulighed for at tage en andens brik.

Det kan man, hvis man lander på en rute, hvor en af modspillerne også står. Men han ligger så godt i feltet, at han ikke har lyst til at tage Morten Madsens ene bogstav. Morten Madsen mener, det er meget svensk.

Kristian Villesen får lov at trække endnu et kort og læser:

»Du er optimistisk og tror, at der findes gode løsninger, hvad angår klimakrisen. Du håndterer det ved at bygge en pool og fylde 42.000 liter vand i den. Slå terningen.«

Der er ingen af spillerne, der ser ud til at få det specielt dårligt ved tanken om de gange, de har svømmet i en pool.

Kristian Villesen opdager, at der på kassen til spillet står, at det er produceret i Polen og fragtet til Sverige med lastbiler, der kører på biogas. Ingen gider at sige noget om svensk politisk korrekthed.

Spillets ambition om, at den kyniske adfærd skulle anspore til klimaomtanke, er ikke for alvor blevet opfyldt. Snarere har den ansporet til mild irritation og rastløshed. Og måske afstedkommet et anekdotisk bevis på, at klimaskam ikke altid er vejen frem.

Da spillet er slut, afslører Lærke Cramon, at hun på et tidspunkt lagde et ’L’ over til Kristian Villesen, uden at han opdagede det. Så han kunne vinde og spillet få en ende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
Ervin Lazar og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karen Nygård

"Vi er 6 mand" Kristian, Lærke, Mette-Line, Mathias, Morten og Frederikke. Ja, kønnene er i spil og svære at kode.
Hvorfor er det kedeligt at opføre sig godt?

Martin Ishøy

Problemet er vist at det i Danmark er uværdigt at angre. I Sverige er stadig muligt at andre uden at miste sin værdighed. Den danske selvfølelse synes ofte brovtende og ureflekteret.