Læsetid: 23 min.

»Jeg har aldrig før taget stilling til, hvad jeg selv syntes om noget som helst«

På en hemmelig adresse et sted på Sjælland sidder 21 unge, som er flygtet fra æresrelaterede konflikter. Nogle af dem har boet på RED Safehouse i et år, andre kun i et par dage. Og mens nogle starter et nyt liv under og efter opholdet, suges andre tilbage i det, de flygtede fra. Gennem et par måneder har Information fulgt livet på krisecentret
Under en tur i den kolde luft fortæller den ene af kvinderne om smerter i næsen. De skyldes, at den har været brækket to gange som følge af vold fra hendes far

Under en tur i den kolde luft fortæller den ene af kvinderne om smerter i næsen. De skyldes, at den har været brækket to gange som følge af vold fra hendes far

Peter Nygaard Christensen

4. maj 2019

Da Aida var i starten af 20’erne, blev hun bevidst om, at hendes ægtemand en dag kunne slå hende ihjel. Det nygifte ægtepar boede i Mellemøsten, hvor dagene gik med, at han tog på arbejde, mens hun tog sig af det hus, de netop var flyttet ind i.

Når han kom hjem om eftermiddagen, sydede han ofte af raseri. Det var altid svært at definere, hvad der havde været udslagsgivende. Det eneste, hun med sikkerhed vidste, var, at hun havde opført sig forkert. I hvert fald forkert i hans øjne. Og det blev altid straffet.

En dag var raseriet ekstra slemt.

Det handlede muligvis om, at hun ikke syntes, de skulle flytte til et nyt hus, som han havde foreslået. Men det er svært for hende at huske den konkrete årsag i dag. Det eneste, hun klart kan huske, er sparkene. I maven. Hvor hun bar på deres to måneder gamle barn.

Det første spark gjorde ondt, og ved det andet spark begyndte hun at bløde. Blodet løb ned ad hendes lår og formede en rød pøl for enden af hendes fødder. Men manden rystede bare på hovedet og gik ind i et af husets andre værelser, som var fyldt med højrøstede gæster.

Efter lidt tid fik hun slæbt sig  ned ad trapperne til husets første etage, ud på gaden og ned til landsbylægen. Han undersøgte hende og gav hende et stykke papir med hjem. På papiret stod der, at hendes barn var dødt.

»Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller ked af det,« siger Aida.

»Hvis barnet var kommet til verden, hvilket liv havde hun eller han så fået med den far? Jeg tror, det var bedst, at det barn aldrig blev født.«

I dag sidder hun sammen med 20 andre beboere på det bedst sikrede krisecenter i Danmark for unge i æresrelaterede konflikter. Alle er de flygtet fra negativ social kontrol, psykisk og fysisk vold, mordtrusler eller tvangsægteskab. I 2006 fik krisecentret 64 henvendelser, i 2018 var tallet 400.

Mange af de unge har kun hinanden, fordi de er flygtet fra familien og har måttet lægge hele deres netværk bag sig for at kunne være i sikkerhed

Peter Nygaard Christensen

Sikkerhed bag tunge jerndøre

Et overvågningskamera drejer mekanisk til højre og kigger direkte ned på mig. Jeg kigger tilbage og opdager, hvordan der på samtlige af bygningens vægge sidder kameraer og stikker ud som små øjne, der holder øje med forbipasserende.

»Hvem der?« siger en stemme over et samtaleanlæg.

Jeg forklarer, hvem jeg er, og den første dør går op. Den er ti centimeter tyk og lavet af jern. Derefter går en lille trappe op til endnu en jerndør, der bliver åbnet ind til RED Safehouse, som ligger på en hemmeligholdt adresse et sted på Sjælland.

Ved indgangen er der et kontor, som ligner et mindre kontrolrum, hvorfra en medarbejder holder øje med kameraerne. Vinduerne i rummet er dækket af grå persienner, og ligesom vinduerne i resten af bygningen er de skudsikre.

»Du skal lige notere dit navn her,« siger medarbejderen.

Usikkerhed om omfanget

  • Det er svært at opgøre omfanget af æresrelaterede konflikter i Danmark, da området er præget af mørketal. Tallene fra RED Safehouse viser, at henvendelserne til krisecentret er steget fra 64 i 2006 – RED blev etableret i 2004, men begyndte først at lave årlige opgørelser i 2006 – til 400 i 2018. RED har også et rådgivningscenter, som i 2018 tog imod 1.375 henvendelser mod 200 i 2006.
  • Stigningerne forklarer direktør Anita Johnson med, at de unge er blevet opmærksomme på, at de kan få hjælp, fordi synligheden er blevet mere markant. Tidligere var det primært fagfolk, f.eks. politiet, som kontaktede krisecentret, i dag er det de unge selv.

Foran mig ligger to stykker papir. Det ene er en oversigt over besøgende, det andet over beboerne. Ud for hvert navn er der angivet det præcise klokkeslæt for, hvornår vedkommende er kommet ind og gået ud.

Papiret til beboerne er stadig tomt, da de lige er stået op denne decembermorgen og ved at indtage pladserne rundt om morgenmadsbordet. En af medarbejderne har sat julemusik på, en anden har pyntet en stor nordmannsgran, som står midt i det rum, hvor de spiser, holder møder og ser tv.

På træet hænger en lille engel, som Aida på 27 år dasker forsigtigt til, så den laver små piruetter som en balletdanser.

»Hvad er det nu, sådan en hedder?« spørger hun en af de andre.

»En engel,« svarer den anden kvinde og smiler.

Efter morgenmaden kigger medarbejderen, der har sat julemusik på, energisk rundt om bordet.

»Så skal vi ud og gå tur,« siger han.

Det skal de hver dag. Gå tur. Dem, der altså er hjemme på centret og ikke er i skole, på arbejde eller er syge. I dag skal syv ud af de i alt 21 beboere med på turen.

Centret, som er det ene ud af to, RED har i Danmark, har normalt plads til 26, det andet, som åbnede i Jylland i 2016, har plads til 12. Størstedelen af året er alle pladser optagede af unge kvinder, mænd eller par. Det gælder særligt forår og sommer, som er højsæson for tvangsægteskaber.

»Men det er så koldt. Kan vi ikke blive hjemme?« siger tre kvinder enstemmigt og vender mundvigen en anelse nedad.

»Ej, så slemt er det ikke. Der er ikke noget bedre end den friske luft,« svarer medarbejderen.

De fleste indvilger. To af kvinderne får lov at blive hjemme, fordi de har sovet dårligt på grund af mareridt. Den ene er Aida, som har boet på centret i over et år, den anden er Yasmin, som kom hertil for et par måneder siden.

De andre henter deres jakker på deres værelser, som ligger rundt omkring på et par gange, der støder op til fællesrummet. Inden de går ud, noterer de deres navn og klokkeslæt på det hvide papir.

Peter Nygaard Christensen

Brækket næsen et par gange

Da vi begynder at gå, fisker en af kvinderne, 17-årige Farida, sin telefon op ad lommen og tager et billede af sine lyserøde kondisko med selvlysende snørebånd.

»Ude at gå tur,« skriver hun og sender den afsted til Yasmin, der fik lov at blive hjemme.

Begge kvinder skriver beskeder fra et nyt telefonnummer, som de har fået, efter de kom på krisecentret. De har også fået ny NemID og ny bankkonto, fordi familien har kendskab til begge oplysninger, og fordi der har været tilfælde, hvor en far har købt en bil til 100.000 kroner i datterens navn og dermed sat hende i stor gæld.

Selv om det mest sikre ville være slet ikke at have en telefon, er det svært at blive fri for dem. Derfor bliver beboerne instrueret i at slå lokalitetstjenester fra og bliver opfordret til at begrænse brugen af sociale medier så meget som muligt, fordi det er nemt for familie og ekskærester at finde dem der. Men som en af medarbejderne siger:

»Her opstår et dilemma – for de er flygtet fra noget, men vil gerne stadig være i kontakt med deres venner, de vil stadig gerne have et socialt liv.«

Få sekunder efter giver telefonen en klokkelignende lyd. Yasmin skriver, at hun er ked af, at de ikke fik spist morgenmad sammen og spørger, om ikke Farida kan overtale medarbejderne til at tage den korte tur i dag, så de kan lave noget sammen snart.

Gåturen kan gå to veje; den korte eller den lange rute. Men derudover er der ikke nogen former for variation, for det er vigtigt for medarbejderne at vide, præcis hvor beboerne er henne – derfor går en af dem også konsekvent bagest og agerer bagtrop. I dag er tre medarbejdere med til at holde øje med de syv beboere.

Farida, som har været på RED i »en måned og fire dage«, sender fem emojis med grinesmileys og hjerter, og få sekunder efter svarer Yasmin nogenlunde enslydende. En af de andre kvinder går op ved siden af Farida og giver hende et lille klask på skulderen.

»Sluk nu den telefon,« siger hun.

»Den bipper og bamler hele tiden.«

Farida griner og lægger telefonen ned i lommen. De går stille ved siden af hinanden i et par minutter, indtil den anden kvinde tager sig til næsen.

»Det gør ondt, når det er så koldt. Det er, fordi den har være brækket et par gange,« siger hun.

Da jeg spørger, hvordan det er gået til, kigger hun sig kort over skulderen og stopper op.

»Min far blev meget sur,« siger hun så.

Farida kigger på hende og nikker, genkendende, og begynder at fortælle, at hun blev nødt til at flytte på krisecentret, efter hendes far en dag var blevet sur og var begyndt at slå løs på hende. Hun havde fortalt ham, at hun godt kunne tænke sig at få sin egen lejlighed og på sigt selv bestemme, hvem hun ville giftes med.

De fleste på krisecentret har en overfaldsalarm på sig, når de går ud, så de akut kan få hjælp, hvis der sker noget

Peter Nygaard Christensen

Rød, gul eller grøn

Tilbage på centret står Yasmin og Aida klar i døråbningen. Farida giver dem begge et stort kram. Ved siden af dem hænger en opslagstavle, hvor der er et billede af alle beboerne, ligesom der ud for hvert navn er angivet en farve. Rød, gul eller grøn. Farverne er et signal om det trusselsniveau, beboerne lever under.

Hvis de frit kan færdes rundt omkring i Danmark, får de en grøn farve. Den gule gives til dem, der ikke må komme i bestemte byer på grund af familiemedlemmer eller eksmænd. Og hvis de ikke må opholde sig uden for centret, fordi de er i så stor fare, bliver der sat en rød prik ud for deres navn.

De fleste af beboerne er mærket med den gule farve. Det er Aida også.

Da hun skal fortælle, hvorfor hun kom til krisecentret, spørger hun, om vi kan sætte os ind i et mødelokale. Det er bedst, hvis de andre beboere ikke kender hinandens historier i detaljer. Fordi deres identitet skal holdes så hemmelig som muligt, får hver beboer også et nyt navn, når de kommer til RED.

Aida hedder derfor ikke Aida. Faktisk er det ikke engang hendes dæknavn fra krisecentret, men et dæknavn hun har fået i denne historie, fordi hun – ligesom alle de andre beboere – skal anonymiseres yderligere af hensyn til hendes sikkerhed.

For et år og tre måneder siden kom hun til RED. Inden da havde hun boet på et andet krisecenter, som ifølge hende havde svært ved at garantere for hendes sikkerhed. Det er en historie, andre beboere også fortæller.

For nylig kom en ung kvinde, som var blevet fundet af sin familie på tre tidligere krisecentre, men ingen havde forstået hvorfor. Personalet på RED fandt ud af, at familien havde syet en lille gps-sender ind i foret på hendes jakke.

Usikkerhed om omfanget II

  • I 2016 kom regeringen med en satspuljefinansieret handlingsplan for forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, hvor man afsatte 73,4 millioner kroner i perioden 2017 til 2020. I den forbindelse udgav Als Research sidste år en undersøgelse af negativ social kontrol blandt cirka 4.500 unge mellem 15 og 29 år.
  • Den viste bl.a., at 25 procent af minoritetsetniske kvinder og 28 procent af de minoritetsetniske mænd mellem 18 og 29 år oplevede, at hensynet til familiens ære eller ry betød ’alt’ eller ’meget’ for, hvad de måtte i deres hverdag. 23 procent af kvinderne og 16 procent af mændene i samme aldersgruppe oplevede, at de var begrænsede i forhold til selv at vælge kæreste eller ægtefælle – for de majoritetsetniske unge var det samlede tal fire procent.

Når Aida skal forklare, hvordan hendes opvækst i Mellemøsten har været, tegner hun en lille firkant med sine hænder.

»Hvis man trådte bare det mindste uden for stregerne, var man en dårlig pige,« siger hun og begynder langsomt at rede fingrene gennem sit mørke krøllede hår, som går helt ned til taljen.

Inden hun blev gift, fungerede en af hendes brødre som overhoved i familien. Hvis hun tog makeup på, straffede han hende ofte med slag enten på kroppen eller i ansigtet. Når de var ude at gå en tur, blev hun beordret til at kigge ned i jorden og fik besked på, at hun hverken måtte grine højt eller smile i offentligheden.

Da Aida en dag sagde til broren, at hun gerne ville tage en universitetsuddannelse og vælge sin egen mand, slog han hende så hårdt med et jernrør, at hun måtte indlægges på hospitalet.

Den efterfølgende måned havde hun svært ved at gå. Hun fortalte sin omgangskreds, at hun var faldet ned ad en trappe, hvis de spurgte hende, hvad der var galt.

»Efter mange år på den måde tror man til sidst, at de har ret,« fortæller hun.

Aida fik da heller aldrig lov til at vælge sin egen ægtemand. I stedet blev det besluttet, at hun skulle giftes med en bekendt af familien, som var noget ældre end hende.

Efter brylluppet flyttede de ind i svigerforældrenes hus, men Aidas nye mand havde besluttet, at han ville tage til Europa. Han ønskede at få et bedre liv, end det de havde landsbyen, som var præget af politisk uro og optøjer.

Mens han rejste ud, blev Aida boende i det, hun beskriver som »en form for husarrest«. Det var ikke tilladt for hende at gå ud, og hendes svigerforældre holdt altid øje med hende.

Hendes dage gik med at gøre rent, lave mad og vaske op, så hendes hænder til sidst blev så tørre, at de revnede og begyndte at bløde. Hver aften sad hun i hjørnet på sit værelse, alene, og så animationsfilm på den computer, hun fik lov at være i selskab med i få udvalgte intervaller om dagen.

Men en dag kom der besked fra hendes mand. Han havde fået opholdstilladelse i Danmark, og snart blev Aida familiesammenført.

Tilbage til det gamle liv

I løbet af den tid, jeg følger livet på RED, forsvinder Yasmin. I timevis har hun fortalt om sin opvækst i Mellemøsten og om tvangsægteskabet med hendes fætter, der var over 15 år ældre end hende.

Hun har fortalt mig om en barndom indhyllet i grov vold, hvordan hun er blevet slået af sine forældre, onkler og fætre, holdt indespærret og voldtaget af den mand, hendes forældre tvang hende til at blive gift med.

Men mens jeg var i gang med at skrive artiklen, ringede RED’s direktør Anita Johnson til mig. Hun fortalte, at Yasmin en aften var kommet ind på hendes kontor og stålfast havde fortalt, at hun ville tage tilbage til sin familie.

Selv om personalet gjorde alt, hvad de kunne, for at overbevise hende om, at det var en farlig – ja faktisk livsfarlig – idé, var hun ikke til at rokke. Hun havde besluttet sig. Og hun ville tilbage.

»I sidste ende sidder sikkerheden mellem ørerne på kvinderne. Hvis de vil tilbage, kan vi stille nok så mange skudsikre vinduer og overfaldsalarmer til rådighed,« som Anita Johnson siger.

Kun få uger inden opkaldet fra Anita Johnson, havde Yasmin inviteret mig med ind på hendes værelse. På hendes seng sad en lyserød bamse med teksten »love« i favnen. Hun fortalte mig, at hun krammede den, når hun var ked af det.

På væggen ved siden af bamsen havde hun et par billeder af sig selv og et billede af sin far. Jeg spurgte hende, hvorfor hun havde billedet af sin far på væggen, når nu han havde mishandlet hende det meste af hendes liv. En far, der ovenikøbet har sagt, at han en dag vil finde hende og så hende ihjel, fordi hun har krænket familiens ære ved at stikke af.

Hun svarede, at det var det eneste hjemlige, hun kendte til.

Hvor Yasmin er i dag, er der ikke ret mange, der ved. Heller ikke hendes veninder, Farida og Adia fra krisecentret. Det, jeg ved, er, at særligt Farida savner sin nye bedste veninde. Mange af kvinderne har kun hinanden, fordi de er flygtet fra familien og har måttet lægge hele deres netværk bag sig for at være i sikkerhed.

Som Farida sagde en dag, da vi talte om venskaber:

»Vi er begge taget væk fra vores familier. Vi er begge blevet slået som børn, og nu er vi ved at starte noget nyt.«

Starten på noget nyt er Farida lidt mere alene om nu. Og selv om det kan virke voldsomt, at man vælger at tage tilbage til dem, man er flygtet fra, er det ikke nyt for hverken beboere eller personale på RED.

I 2018 valgte omkring 11 procent af beboerne at flytte tilbage til deres familie, selv om det oprindeligt var dem, de havde holdt sig skjult for. De 11 procent er vel at mærke dem, der valgte at fortælle personalet, hvor de tog hen. Flere gange forsvinder de unge også uden videre forklaring.

Nogle gange kommer de tilbage igen. Det gjorde syv af dem sidste år.

Om Yasmin bliver en af dem, der kommer tilbage i løbet af 2019, er der ingen, der ved. Men Farida håber det. For som hun selv siger, kommer hun formentlig til at bo på centret de næste »et til to år«.

Meditation hjælper på mareridt

Tilbage på RED går hverdagen sin gang. Hver dag er der fuldt program for dem, der er hjemme. Foruden gåturen om morgenen er der altid en formiddagsaktivitet, frokost, en eftermiddagsaktivitet og aftensmad. Aftenen har de som regel fri.

Med slæbende skridt går Aida forbi frokostbuffeten, rynker lidt på brynene og sætter sig til bords. En af de andre kvinder roser de dolmere, som er på dagens buffet. Hende, som har lavet dem, rødmer lidt og siger tak.

Men Aida er ikke sulten i dag, siger hun og rokker uroligt på stolen. Rundt om hendes hals hænger en halskæde med sorte, hvide og sølvfarvede perler. Neglene er lakeret sorte, og på hver ringfinger er der tilføjet en lille lyserød blomst.

»Efter frokost tænker jeg, at vi skal lave noget yoga eller meditation,« siger en af medarbejderne, og der bliver nikket rundt om bordet.

En af kvinderne fortæller om en artikel, hun har læst for nylig. Den handlede om en person, der mediterede i ti dage uden at sige noget. Det vil hun også gerne prøve.

»Er du blevet hjernevasket?« spørger en af de andre.

»Det har jeg været, ja, men ikke denne gang,« griner hun tilbage.

Efter frokost bliver blå yogamåtter spredt ud over gulvet som små øer i et af undervisningslokalerne. Tæt ved døren finder Aida sig en plads. På den anden side af døren kan man høre, at Farida taler i telefon. Stemmen er høj og gennemtrængende. Aida stikker hovedet ud og kigger på hende.

»Kom nu, vi venter bare på dig, du kan snakke bagefter. Det er godt for os at meditere, det hjælper på mareridt,« siger Aida.

»Jeg har bare brug for at være på værelset i dag,« svarer Farida, idet hun vender telefonen væk fra munden.

Aida prøver insisterende at fastholde blikket mod Farida, men giver til sidst op og ryster på hovedet. I stedet for at lægge sig tilbage på yogamåtten kryber hun op i en brun lædersofa, hvor en af hendes veninder har lagt sig til rette.

»Her kan vi da godt begge være,« siger hun, mens veninden fniser og trækker sit tørklæde op foran munden.

Aida fik aldrig lov til at vælge sin egen ægtemand, men blev tvangsgift med en bekendt af familien, da hun var i starten af 20’erne

Peter Nygaard Christensen

Går aldrig væk

En mandestemme begynder at tale ud fra højttalerne på den telefon, medarbejderen har lagt midt i rummet på en stol.

»Hver eneste celle i din krop slapper mere og mere af.«

»For hver vejrtrækning tillader du dig selv at blive dobbelt så rolig.«

En begynder at røre uroligt på sig, en anden laver små snorkelyde, en tredje rejser sig op, ruller yogamåtten sammen og går ud a døren, som går i med et lille smæld. Da mandestemmen er færdig med at tale, og lyden, der strømmer ud af de små højttalere, nu kun udgøres af bølgeskvulp, rejser Aida sig også op og går ud.

Hun går ind på sit værelse og sætter sig på sengen i skrædderstilling. Med sin ene hånd laver hun en fejende bevægelse over sine underben, som er blottede.

»De her går nok aldrig væk,« siger hun og peger på fire små ar og nogle blå mærker, som snor sig fra skinnebenet og om til læggen.

Da Aida kom til Danmark for et par år siden, husker hun tydeligt, da hun så sin mand for første gang gennem lang tid.

»Han lugtede af hash og så skummel ud,« siger hun.

I den lejlighed, de skulle bo i, var der ingen sofa, de sad på gulvet, og ofte var der ikke elektricitet, fordi manden ikke fik betalt regningerne. Hvis hun italesatte nogle af de åbenlyse mangler, slog han hende. Nogle gange kastede han ting efter hende. Tallerkener, vaser, bestik. Alt hvad der var tilgængeligt og let at gribe fat i. Det eneste sted i hjemmet, hvor hun havde ro, var på badeværelset. Hver dag stillede hun sig derfor under bruseren i så lang tid som muligt, fordi ingen kunne høre hende græde der.

En aften var han utilfreds med, at hun ikke havde købt brød til aftensmad. Aida blev bange, løb ud ad døren, tog sin cykel og begyndte at køre. Men han løb efter hende. Og inden for få sekunder fik han skubbet så hårdt til hende, at hun væltede.

»Mit kraveben brækkede. Men han var ligeglad. Han tvang mig bare til at tage med hjem.«

Dødningehovedmand

Da Aida kom til RED, havde hun ikke andet med end det tøj, hun havde på. Værelset har hun derfor udsmykket med nogle billeder, hun selv har malet. Det ene er malet i pointillistisk stil, som består af et hav af små prikker, alle i mørke nuancer foruden et lille lyst punkt i midten.

På hendes skrivebord ligger en tegning af en »dødningehovedmand« tegnet med kul. Ved siden af den ligger en alarm, der konstant afgiver små røde blink.

»Det er min overfaldsalarm,« siger Aida.

»Jeg skal altid have den på mig, så jeg kan kontakte politiet, hvis der sker noget. Sådan en har mange af os,« siger hun.

Hvem henvender sig?

Hvert år opgør RED Safehouse og RED Rådgivning, hvorfor de unge – som på krisecentret ofte er mellem 18 og 25 år – henvender sig. Tallene for 2018 viser, at de fem hyppigste henvendelsesårsager til krisecentret var trusler fra familie, vold, social kontrol, forbud mod at have en kæreste eller trussel om tvangsægteskab.

For rådgivningen tegnede sig et lignende billede. Her henvendte de fleste unge sig på grund af social kontrol, fordi de havde været udsat for pres, vold eller trusler, og fordi de gerne ville væk hjemmefra.

Stort set ingen af de unge, der opholder sig på RED, melder deres familier til politiet, selv om de har udsat de unge for vold. Som Anita Johnson siger: »De drømmer alle om at få en kontakt til deres familie igen på den lange bane. Og hvis de først har anmeldt dem, er døren lukket.«

I Aidas tilfælde er der en helt konkret episode, der er årsag til, at hun nu har en alarm. En dag valgte hun og to andre beboere at lave en lille udflugt til en af landets store byer. Men da de gik rundt i byen, fik Aida pludselig øje på sin eksmand. De to andre beboere skyndte sig at ringe til RED, som fortalte dem, at de skulle komme hjem med det samme.

Men det var for sent.

Aida og eksmanden var allerede ude af syne. På få sekunder havde han formået at hive hende ind i et mørkt hjørne. Ind i hendes øre hviskede han, at han savnede hende, men at han ville dræbe hende.

»Jeg var sikker på, at jeg skulle dø den dag,« siger hun.

Politiet og medarbejderne endte dog med at finde hende og fik bragt hende i sikkerhed. Efter den episode blev hun opfordret til at ændre på sit udseende, når hun skulle ud, så hun ikke var så letgenkendelig. Derfor begyndte hun at gå med hættetrøje og dækkede mund og næse med et tørklæde, så kun hendes øjne var synlige.

Pludselig ringer hendes telefon.

»Det er min kæreste,« siger hun og smiler. De mødte hinanden i Tivoli og har siden skrevet, mødtes og en gang imellem trænet sammen i det fitnesscenter, hvor hun træner et par gange om ugen. En af de ting, hun værdsætter mest ved at bo i Danmark er sin bevægelsesfrihed – hun kan løbe frit i gaderne og træne, så meget hun vil. Det kunne hun ikke i sit hjemland.

»Men jeg er bekymret for min kæreste. Jeg er bange for, at min eksmand dræber ham, hvis han finder ud af, at vi er sammen.«

De har talt om at flytte sammen en dag. I længere tid har Aida haft en idé om, at hun efter mere end et år på RED er ved at være klar til at flytte ud i sin egen lejlighed. Hun har brug for ro og for ikke at blive vækket af de andre kvinders skrig om natten – det sker også tit for hende selv, fortæller hun, at hun vågner af sine egne skrig, fordi hun har haft mareridt om, at hendes eksmand er efter hende og forsøger at slå hende ihjel.

Hvis beboerne ikke går i skole eller arbejder, er der hver dag et program, de kan følge på centret. Ofte dyrker de yoga, meditation eller træner i fitnessrummet

Peter Nygaard Christensen

»Jeg har aldrig været selvstændig«

Da jeg kommer tilbage til RED i slutningen af februar, er det til lyden af Shakira, som flyder ud af et par skrattende højttalere i køkkenet.

»I never really knew that she could dance like this,« lyder det, og Farida har fået fat i en kost, som hun danser med i takt til musikken. Hun er dagens køkkenchef, en tjans, beboerne har på skift cirka en gang hver anden uge.

Pludselig kommer Aida stormende ind i køkkenet, tager en hurtig svingom med Farida og ser på den lille forsamling, der er ved at gøre klar til dagens aftensmåltid. Egentlig skulle Aida også være i fuld gang med at forberede maden til de andre beboere, da hun er på vagtplanen som køkkenpersonale, men noget andet og vigtigere synes at optage hende lige nu.

»Jeg har lige fået en mail,« siger hun med så høj stemme, at hun overdøver Shakira.

»Jeg har fået tilbudt en lejlighed.«

Aida holdt møde med sit team for et par uger siden, hvor de blev enige om, at hun var klar til at flytte. Stadig med mulighed for at få støtte og vejledning af personalet på RED en gang imellem. Og nu er hun altså blevet tilbudt sin første – og sin helt egen – lejlighed.

»Nu siger jeg ja til den,« siger hun, tager fat i sin telefon, åbner mailen og trykker på svarknappen.

De andre kvinder rundt om hende hviner, ønsker tillykke og aftaler, at de næste dag skal bage en stor chokoladekage med jordbærblomster for at fejre hende.

»Men jeg er også bange,« siger Aida og stopper et kort øjeblik med at skrive på telefonens tastatur, inden hun atter sætter i gang og trykker ’send’. Hun er ikke kun bange for sin eksmand, hun er også bange for, hvordan hun vil klare at stå på egne ben.

»Jeg har aldrig været selvstændig. Jeg spørger konstant, hvad andre synes. Hvis jeg skal købe nyt tøj, skal jeg altid have en anden med, som kan fortælle mig, hvad der er flot,« siger hun og fortæller, at da hun kom til RED, fik hun for første gang i sit liv et dankort og dermed kontrol over sin egen økonomi.

»Det kunne jeg slet ikke styre, men det går lidt bedre nu.«

»Jeg har aldrig før taget stilling til, hvad jeg selv syntes om noget som helst.«

Aida har altid drømt om at have et kreativt arbejde. Når hun skal tømme hovedet efter en nat med mareridt, tegner eller maler hun. Et af de motiver, der går igen, kalder hun ’dødninge­hoved­manden’.

Peter Nygaard

Truslerne fortsætter

Et par uger senere ringer min telefon fra hemmeligt nummer. Jeg tager den, og finder ud af, at det er Aida. Egentlig skulle vi være mødtes i hendes nye lejlighed, som hun nu har nået at bo i i akkurat to dage, men jeg kan høre på hendes stemme, at noget er galt.

»Jeg har lige ringet til politiet, de vil have mig tilbage på RED,« fremstammer hun gennem telefonrøret.

Hun videresender mig den besked, hendes eksmand sendte til hende sent i går aftes.

Det er en trussel om, at han nok skal finde både hende og hendes nye kæreste og slå dem ihjel. Han beskriver også i detaljer, hvordan han vil gøre det. Derfor må Aida efter bare to dages frihed tilbage på krisecentret, snakke med personale, psykolog og politi.

De bliver enige om, at hun efter nogle dage kan tage tilbage til sin lejlighed med sin overfaldsalarm og med mulighed for at ringe og få hjælp døgnet rundt. Hun har stadig ikke mod på at oprette en sag mod sin eksmand, selv om hun er blevet opfordret til det.

Frygten for, at eksmandens familie i hjemlandet vil skabe store problemer for hendes egen familie, overskygger alt andet. Aidas mor ved faktisk slet ikke, hvad der foregår i datterens nye liv i Danmark.

»Når min mor og jeg en gang imellem taler sammen på skype, plejer jeg bare at sige, at det går fint,« siger hun.

»Men hun er begyndt at påpege de mørke rande under mine øjne, som kun bliver større og større, mørkere og mørkere. Jeg siger bare, at det er på grund af lyset i rummet.«

Da det endelig bliver muligt for mig at besøge Aida i hendes nye lejlighed, åbner hun døren med et kæmpe smil – et smil, jeg aldrig før har set så stort hos hende.

»Velkommen til min penthouselejlighed,« siger hun og slår armene ud i det ene, 42 kvadratmeter store rum, hendes nye hjem består af.

Hun serverer både kaffe og te, så jeg selv kan vælge, hvad jeg vil have, og vi sætter os i den nyindkøbte sofa, som en af hendes veninder har hjulpet hende med at vælge.

»Men det var faktisk ikke så svært. For her er ikke så meget plads, og jeg har ikke ret mange penge,« griner hun.

Selv om Aida er glad for at være kommet tilbage til sin lejlighed, beskriver hun den også som sit »nye fængsel«. Hun er bange for at bevæge sig for meget rundt i området, hvis nogle af eksmandens bekendte skulle få øje på hende.

»Jeg vil så gerne bare gå i skole, være glad, dyrke motion,« siger hun taktfast og med et smæld for enden af sætningen. Men pludselig bliver hendes tonefald svagere, mere opgivende.

»Nogle gange tænker jeg på, om jeg skulle flytte til et nyt land, hvor min eksmand ikke bor. Men så skal jeg starte forfra med et nyt sprog, nye regler, nye mennesker. Nu er jeg endelig begyndt at snakke dansk, jeg har fået lejligheden her. Jeg ved ikke, om jeg orker at starte forfra igen.«

Om artiklen

  • Alle kilderne i artiklen optræder anonymt af hensyn til deres sikkerhed. Af samme grund har det ikke været muligt at snakke med kvindernes familier eller tidligere ægtemænd.
  • Information har talt historierne igennem med medarbejderne for at tjekke, at de stemmer overens med de udlægninger, de har hørt.
  • Information har læst kvindernes journaler hos RED, hvor deres forløb er detaljeret beskrevet.
  • Ingen af de omtalte sager har været prøvet ved en domstol, de er alene kvindernes egne historier.
Flere og flere henvender sig til landets krisecentre på grund af æresrelaterede konflikter. En af dem, som hjælper kvinderne med at få en ny tilværelse, er Nader. Hans organisation hedder Ny-Identitet, men deres arbejde er ikke helt problemfrit, de navigerer nemlig uden om de etablerede systemer, og privat er Nader så involveret, at hans eget hjem er plastret til med overvågningskameraer
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Dorte Sørensen
  • Steffen Gliese
Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Kurt Nielsen, David Zennaro, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Virkelig interessant og småuhyggeligt. Det store spørgsmål: svarer ressourcerne til behovet? I så fald er det både en understregning af et faktisk problem og en understregning af, at omfanget er vildt overdrevet.

Dorte Sørensen

Dejligt at flere muslimske familier/kvinder nu bliver hjulpet som mange kristne kvinder er blevet hjulpet i snart mange år.
Artiklen viser, at der er mindre forskel mellem forskellige kulturer end mange vil være ved.

Niels Duus Nielsen, Ole Kristensen, Eva Schwanenflügel, søren andersen, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Hansen

Dorthe:
Det er alligevel tankevækkende at se filmen Submission hvor voldsramte kvinder har skrevet de 3 omstridte koran vers (4/34, 2/222 og 24/2) på kroppen, en handling som kostede Theo van Gogh livet.

https://youtu.be/hnYFmdsraKw

"Artiklen viser, at der er mindre forskel mellem forskellige kulturer end mange vil være ved."
Hør denne kvinde beskrive hvorfor hun måtte flygte fra sin familie og kultur, den store forskel er ære og skam, begreber der er centrale for islam.
https://youtu.be/0_W0HFy9Et4

Dorte Sørensen

Der er desværre alt for mange kristne kvinder, der også har haft voldlige mænd. Det er desværre ikke kun noget der foregår i den muslimske kultur. Men godt at kvinderne her er blevet så integrerede, at de nu opsøger tilbuddene, der kan hjælpe dem væk fra undertrykkelsen i familien

Niels Duus Nielsen, Ole Kristensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Steffen Gliese og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

Dorte Sørensen
05. maj, 2019 - 11:39
Uanset miljøets oprindelse er det gruopvækkende, at der overhovedet er behov for "safehouses" for kvinder. Så langt er vi enige.
Det kunne imidlertid være interessant at få problemernes sande omfang belyst i forskellige miljøer. Du giver i dine indlæg indtryk af, at problemernes omfang ikke har et særligt kulturelt udspring.
Mit spørgsmål er derfor:

Er du bekendt med troværdige statistikker, der kan belyse det procentvise og absolutte omfang af kvinder, der er/har været udsat foræresdrab, vold, og anden modbydelig forfølgelse og undertrykkelse i hhv. kristne, muslimske og andre miljøer ?

Carsten Hansen

Kvinder er blevet undertrykt gennem tiderne. Og især gennem religioners billigelse.
I dagens Danmark er det først og fremmest islams der "velsigner" undertrykkelse af kvinder, mens protestantiske/Lutheranske kirke tager afstand fra samme.
Selvfølgelig findes der stadig religiøse galninge også indenfor sidstnævnte, men det må betegnes som relativering af værste skuffe at sidestille æresvold indenfor de forskellige religioner i dag.

Dorte Sørensen

Erik Fuglesang i den kristne kultur heder det ikke æresdrab - men jalousidrab osv. Mon der er så stor forskel.
Mig bekendt er der ingen statistik på hvor mange, der er dræbt ved familiedrab,vold, og anden modbydelig forfølgelse og undertrykkelse i de kristne kultur - eller de muslimske kultur familier i Danmark.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi havde opgøret med den type vold i dybden i løbet af sen70erne og de tidlige 80ere. Indtil da blev vold i hjem stort set altid affærdiget af politiet som 'husspektakler', som de ikke blandede sig i.
Så kom Dannerhuset og de øvrige krisecentre, og henad vejen blev det mere og mere ildeset, at mænd forløb sig fysisk.
Nu er så nye grupper på vej med den samme problematik.

Niels Duus Nielsen, Ole Kristensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

Dorte Sørensen
05. maj, 2019 - 13:37
Tak for svaret. Jeg har et par bemærkninger hertil. For det første er der kun én fugl, og nu vi har retskrivningsordbogen fremme, så er der to d'er i hedder :-)

Jalousidrab er lige så væmmeligt som æresdrab, det er vi enige om. Uanset miljøets udspring er det forfærdeligt og skal bekæmpes med alle midler.
Når det er sagt, ved vi vist godt begge to, i hvilke miljøer drab, vold og anden modbydelig forfølgelse og undertrykkelse først og fremmest finder sted. Vi siger det blot ikke højt.
Der er med andre ord en elefant i rummet, som vi blot ikke adresserer ved navns nævnelse.

Dorte Sørensen

Erik Fuglesang
Med alle de misbrug af børn i danske familier, osv.....osv..... - så tror jeg ikke de kristne kultur familier har noget af pralle af overfor de muslimske kultur familier. Her kunne en udansk statistik med opdeling af folks-kulturtro måske være god ,så kunne "vi" måske få manet mange fordomme i jorden.

Grethe Preisler

Den er så sød, når den først kommer frem, den lille blå elefant i rummet

Jeg tror den er journalist, hedder Søren Espersen og er chefvalgstrateg i DF, der står til at miste op mod en tredjedel af sine mandater i folketinget til S, SF, LA, Nye borgerlige og strammerkongen Rasmus Paludan, hvis meningsmålingtallene holder stik ret meget længere .... ;o/

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Carsten Hansen; - 13:33
Når
"... det må betegnes som relativering af værste skuffe at sidestille æresvold indenfor de forskellige religioner i dag."
hvordan bærer du dig da ad med at spørge:
"Er du bekendt med troværdige statistikker, der kan belyse det procentvise og absolutte omfang af kvinder, der er/har været udsat foræresdrab, vold, og anden modbydelig forfølgelse og undertrykkelse i hhv. kristne, muslimske og andre miljøer ?"
hvis du tager afstand fra relativering af værste skuffe?

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

Dorte Sørensen
05. maj, 2019 - 14:22

Jeg prøver lige igen. Jeg hedder Fuglsang ! Der er med andre ord kun én fugl, og det er mig :-)

Vi kan meget hurtigt blive enige om, at en troværdig statistik, der kan belyse det procentvise og absolutte omfang af kvinder, der er/har været udsat for æresdrab, jalousidrab, vold, og anden modbydelig forfølgelse og undertrykkelse i hhv. kristne, muslimske og andre miljøer, kunne være meget nyttigt for den videre debat.

Dorte Sørensen

Undskyld , at jeg fik givet dig et e for meget med. Men jeg var ret forbavset over, at du brugte den "røde pen" i min manglende d i hedder.
Derudover bliver jeg tit kaldt Dorte med h - men det har jeg lært at leve med. Men endnu engang undskyld for e-et i dit navn.

Grethe Preisler

Dorte Sørensen,
5. maj 2019 - 14:22 skriver du:
"Her kunne en udansk statistik med opdeling af folks-kulturtro måske være god"

Hvad mener du med "en udansk statistik", og hvor i verden udenfor DK kan man få lavet den slags statistikker?

Grethe Preisler

Var det mon Skræp, der klang, eller Henriksens bukser, der sprang

"Velkommen i den grønne lund hvor fuglene de sjunge
det høres skal den danske mund til sang har og en tunge
.........
kan munden vi få ret på gang til andet end at spise
hvert andet barn i Dannevang forstår halvkvæden vise."
(N.F.S. Grundtvig)

Trond Meiring, Erik Fuglsang og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Grethe Preisler
Det jeg mente med en udansk statistik var at Danmarks Statistik ikke før har opgjort efter religion, osv. De er dog blevet presset til at opgøre nogle statistikker med en opdeling på ikke Vestlige lande.

Carsten Hansen

Jalousidrab har intet med æresdrab at gøre !

Æresdrab er når nogen ikke lever op til kulturelle eller religiøse normer/dogmer.

Grethe Preisler

Carsten Hansen,
Okay - du kan altså være, hvad du vil.og bekende dig til enhver religion, der findes, så længe du ikke er muslim. Men er du muslim, må du finde dig i at blive mistænkt, sigtet, tiltalt og dømt for 'æresdrab', hvis du lægger hånd på din kone, kæreste, søster, kusine eller datter, så hun dør af det ...... *-*

Niels Duus Nielsen, Ole Kristensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jalousidrab har alt med æresdrab at gøre, den samme for sygelige besiddelsestrang.

Ole Kristensen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Jalousidrab begås af en forsmået person. Hans/hendes ekskæreste har fundet en ny kæreste eller man opdager ægtefællen i intimt samvær med en anden. Her drejer det sig om en enkelt forsmået person der i afmagt slår et andet menneske ihjel; Ofte i affekt.

Æresdrab er noget helt andet.

Her har en datter/søn krænket familiens ære; f.eks ved at blive for dansk eller for at have en ikke-muslim som kæreste. Her bliver en person dræbt af egen familie, måske far eller bror og det planlægges at slå eget kød og blod ihjel. Her er det kulturelle og religiøse normer der tæller.

At påstå de to former for drab er det samme. er helt ude i hampen.

Bjørn Pedersen, Claus Nielsen og Mads Jakobsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Jalousidrab begås indenfor alle mulige grupperinger.

Æresdrab på egne børn sker fortrinsvis indenfor bestemte grupperinger.

Grethe Preisler

@Carsten Hansen,

Og i Danmark anno 2019 er 'den bestemte gruppering', som 'fortrinsvis begår æresdrab på egne børn', altså kendetegnet ved at være muslimer eller efterkommere af muslimske indvandrere fra tiden før Harald Blåtand kristnede danerne?

Herdis Weins

Bare lige som en lille reminder -
æresdrab forekommer først og fremmest i stærkt patrialske kulturer, hvor familien/klanen er alt.
Det var også helt op i forrige århundrede forkommende i Sydeuropa.

Mads Jakobsen

Bemærk hvordan man nu er progressiv ved at synes, at det med overgreb mod kvinder er en Storm i et Glas Vand, Herregud Det Gør Vel Alle & Hvorfor Skal Vi Nu Tale Om Det?

Velkommen til Clown World.

Herdis Weins

Hvornår er der begået æresdrab i Danmark udover den ene tragiske sag i Slagelse (tror jeg det var)?
Men det er godt, at der er safehouses og exitcirklen m.m., fordi det sender et kraftigt signal om, hvor uacceptabel den besiddende patrialske kultur er. på et tidspunkt må det vel gå op for selv den mest tykpandende m/k, at d.en kultur er dødsdømt

Carsten Hansen

Relativister har altid travlt med at forklare (forsvare) selv de mest tåbelige handlinger begået af folk med muslimsk baggrund.

Det er ulig meget nemmere at tage afstand fra enhver form for religiøst/kulturelt vanvid.
Jeg er komplet ligeglad med hvilken religion/kultur idiotien kommer fra.

Det virker dog ret morsomt når nogen påstår at jalousidrab er den kristne form for æresdrab og dermed sidestiller de 2 begreber.

Herdis Weins

Carsten Hansen -
ja, jeg begriber heller ikke at nogen siddestiller de 2 begreber.
De har intet med hinanden at gøre - jalousidrab begåes af mænd og kvinder, der lider af ekstrem besiddelsestrang og/eller ikke under den, man angiveligt elsker, et liv, hvori man ikke selv er partneren.

Grethe Preisler

@Carsten Hansen

En 14 år gammel 'statistik' over 'muslimske æresdrab i DK' fabrikeret af en journalist fra TV2
- skal det nu kaldes fyldestgørende dokumentation for rigtigheden af dine private mavefornemmelser?

Vorherre til hest, og Gud bevare Danmark .... ;o/

Carsten Hansen

Grethe Preisler.

Jeg ser du er løbet tør for argumenter.
Din og andres lommefilosofi rækker ikke i den virkelige verden.

;-)

Dorte Sørensen

Carsten Hansen
En liste over familiedrab i kristne danske familier vil desværre være langt større.
Alle familiedrab er en tragedie, hvorfor vil du gøre muslimske drab værre end kristne drab?

Carsten Hansen

Drab er altid tragisk.
Men det er nødvendigt at skille tingene ad.

Jalousidrab sker i alle grupperinger.
Effektdrab er vanskelige at forebygge.
Rovmord er noget ganske andet.
Æresdrab har rod i kultur/religion. Som regel udført og planlagt i familien for at redde æren.

Jeg gør ikke nogle drab mere tragiske end andre, men mener det tangerer det tåbelige at sidestille de forskellige former for mord, i et forsøg på at relativere idioti begået i patriarkalske samfund..

Tag dog skarp afstand uden omsvøb, når det kommer til æres-relateret vold og drab.
Den slags "tradition" skal da bekæmpes med alle lovlige midler.

Carsten Hansen

Det ender måske endda med at nogen her påstår at Jalousidrab også er tradition , Specielt i kristne familier.

:-)

Heldigvis er det kun et fåtal af sager der kommer så vidt; Men vold og kontrol er mere almindeligt.
(Dette skrevet uden at slå alle over én kam)

Sov godt og drøm sødt om det gode liv.

Grethe Preisler

Her skal ikke menes - her skal enes

"Kunsten at få det sidste ord
er enkel som bare fanden:
man skal bare sørge for aldrig at tage
det næstsidste ord fra den anden."
(Kumbel)

And may your 'god' be with you, Carsten Hansen

Steffen Gliese

De fleste drab, der begås i Danmark, begås af mænd på ekshustruer og børn pga. skred i den sociale position.
Ude i verden begynder vi også at se drab forårsaget af mænd, der føler sig oversete af det modsatte køn. Der er altid en dimension af krænket ære i det, altid en angst for ikke at kunne leve op til 'normalen'.

Carsten Hansen

Skal man foresøge at forebygge er det vigtigt at fokusere på årsager til forbrydelserne.
Slår man alle forbrydelser sammen i en pærevælling så rammer man ved siden af.

Æresdrab er en slags drab.
jalousidrab er en anden slags drab.

Derfor har de såmen også forskellige navne og man kalder dem det de er !!

Jens Jensen

"du er så smølf, jeg vil smølffe dig"
har jeg sagt noget godt eller dårligt nu???

Vi bruger forskellig ord om ting/handlinger for at differenser imellem dem og kunne forstå ting i de rette sammenhæng. og så der helle ikke er nogle misforståelser

Ja man kan filosoffer sig til mange ting, for at få ting til at passe med ens ideologi.
Så som : Ord er VOLD, eller man kan ikke være racist mod hvide som nogle af de nye trend

ideologi er en dejlig ting. specielt når man selv kan lave ting/ords betydning om,

kønskamp, kulturkamp, religionskamp alle 3 i samme debat Jeg er god, du er dårlig.. hvis verden bare var så simple. Men man føler sig som den gode når man er på den "gode" ideologiske side, ikk

Men til artiklen, dejligt at der er et specielt tilbud til at hjælpe dem der vil ud og få livet og kontrollen tilbage.

Bjørn Pedersen

Jeg kan vitterligt ikke forstå motivationen bag at ligestille jalousidrab og æresdrab. Ved det ene er motivet personligt-emotionelt, ved det andet er det socialt-kulturelt. Det er som om det antages at anerkende forskellen er et problem i sig selv. Eller måske er det netop fordi vi ikke længere har en æreskultur, at der er nogle som ikke forstår forskellen, forstår at andre kulturer har et andet udgangspunkt. Jeg hælder til sidstnævnte forklaring, snarere end at antage at der er tale om en slags berøringsangst.

Til selve artiklen: Jeg kan ikke lade være med at blive nervøs på de kvinders vegne. For hvor længe et ophold, er længe nok til at faren driver over for dem? Er et til to år virkelig nok? Hvor længe skal de være bange? Mest af alt, er jeg dog nervøs for om også disse steder skal blive ramt af den støjbergske skadefryd om at mindske indvandring ved at gøre livet så surt for så mange fremmede (der er muslimer) som muligt. Der er ingen tvivl om at disse kvinders historier kan vinkles på en eller anden måde, der retfærdiggør at de får det dårligere. Eller slet og ret, at kyniske nationalistiske politikere skærer politibeskyttelsen væk, så risikoen for voldelige represallier øges og giver mere brænde på DF, NB og SK's bål.

Dorte Sørensen

Det var mig der bragte jalousigdrab ind i debatten - dels fordi jeg lod mig provokere af "Thomas Poulsen 05. maj, 2019 - 09:53 Muhammedanske problemer..." og dels fordi Erik Fuglsang bragt æresdrab ind i debatten. Derudover dels fordi meget bliver sammenfattet i æresdrab, når drabet bliver begået i den muslimske kultur.
Derfor tænkte jeg at et meget anvendt ord jalousidrab dækker meget det samme. Dels bliver de begået fordi familien/manden føler sig snydt osv. - man kan vel godt kalde det ens normer/ære er overskredet - hvordan vil andre ikke tænke - osv..........
Hvorfor lave så stort et problem ud af den sammenligning. Det var bare et forsøg på ikke at skabe større splid end der i forvejen hersker. Mere og mere splid hjælper ingen og forværre bare mulighederne for at forebygge .
Hvorfor ikke glæde sig over at der er forskellige steder hvor både kristne og muslimske danske kvinder kan søge tilflugt, når vold og kontrol bliver for meget i familien.

Bjørn Pedersen

@Dorte Sørensen
Det er vel ikke "at skabe splid" at anerkende at æresdrab og andre æresrelaterede voldshandlinger finder mere sted i mellemøstlige, centralasiatiske og nordafrikanske lande? Ja, det er muslimske lande, men det er vist et hønen-ægget problem. Det er ikke deres religion, der har skabt ideen om æreskrænkelser. Det har altid eksisteret i både Europa, Asien og Afrika. Visse steder har bare bevaret ideen. Og det er jo ret beset ikke vores anliggende, at der er unge kvinder og mænd i Afghanistan, der ikke må få den samme mængde frihed som os selv, fordi familiens patriark har valgt at de skal giftes. Det er det derimod, når konflikten foregår i det geografisk-politiske område vi kalder for Danmark. Der er de afghanske normer ikke normalen, som de var i Afghanistan og der opstår dermed en konflikt.

At anerkende kulturforskelle, og at centralasiatiske, mellemøstlige og nordafrikanske normer og værdier på visse, centrale områder er forskellige er vel netop forudsætningen for at kunne forebygge den slags vold og social kontrol? Man kan ikke løse problemer man ikke forstår og insisterer man politisk på, at lade som om at danske kristne og kvinder fra eller efterkommere fra MENA-lande udsættes for samme mængde af æresrelateret vold og social kontrol, så er man jo ikke villig til at tage problematikken seriøst.

Jeg glæder mig over at der er steder og personale, der er trænet i at hjælpe og forstå de kvinder (og mænd), som bliver ofre for æresrelateret vold og social kontrol.

Carsten Hansen

Relativeringer er sjældent brugbart.

Vil man forebygge æresvold/æresdrab så må man adressere dialogen/oplysningen direkte til "målgruppen".
Berøringsangst og politisk korrekthed er ubrugeligt og direkte skadeligt.

Hvordan man vil forebygge Jalousidrab er straks mere diffust; Men måske sagkundskaben kan udarbejde metoder ?

Bjørn Pedersen

@Carsten Hansen
Baseret på artiklen tror jeg egentlig, at sagkundskaben er ganske afklaret og kyndig hvad angår særlig hensyntagen til dem, der har været udsat for æresrelateret vold. Nu var der jo ikke så meget fokus på personalet, men baseret på den grad af sikkerhedshensyn der tages, var der ikke rigtig tegn på berøringsangst.

Carsten Hansen

Bjørn Pedersen.

Nu skriver jeg jo om forebyggelse; Altså før behandlere kommer ind i billedet.

Vedrørende forebyggelse så tænker jeg på Oplysningskampagner angåend individets rettigheder, herunder retten til selv at finde kærester samt den kendsgerning at senest ved det fyldte attende år mister forældre/familie totalt retten til at bestemme over afkom.

Individualisme fremfor kollektivisme er lovmæssige gældende regel og norm i vores samfund.