Interview
Læsetid: 2 min.

Asger Techau: »Rigtig meget bavl for tiden«

Asger Techau, der er bedst kendt for sin tid som trommeslager i Kashmir, har fået godt gang i solokarrieren og er for tiden pladeaktuel med albummet ’Descendence’. Når det kommer til bøger bliver det mest til biografier af musikere og krimier, og så er han godt træt af tidens happy-go-lucky-tekster i musikbranchen
»Det er nok bare mig, der er 44 og bitter, men jeg bliver frustreret, når jeg ser, hvor mange mennesker der reagerer på alle de happy-go-lucky-tekster, der bliver lavet i musikbranchen nu om dage,« siger Asger Techau.

»Det er nok bare mig, der er 44 og bitter, men jeg bliver frustreret, når jeg ser, hvor mange mennesker der reagerer på alle de happy-go-lucky-tekster, der bliver lavet i musikbranchen nu om dage,« siger Asger Techau.

Daniel Buchwald

Moderne Tider
11. maj 2019

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Det må være Let's Go So We Can Get Back af musikeren Jeff Tweedy fra Wilco, som jeg lige har læst. En bog, der er enormt livsbekræftende. Det var en ret god øjenåbner, i forhold til hvordan man bygger sin selvstændighed op. Han forsøger at opretholde et positivt livssyn med en fortid som pillemisbruger, da han lider af voldsom migræne, hvor han på et tidspunkt kom alt for langt ud, så han ikke kunne fungere. Der er flere af de plader, som jeg har et forhold til, som man får et dybere lag ned i, når man kender baggrundshistorien, og hvordan han havde det. Den plade, jeg holder allermest af – A Ghost Is Born – er også den, hvor han har det værst.«

– Hvilken bog har haft største betydning for dig? 

»Det må nok også være Jeff Tweedys. Hold kæft, hvor er det kedeligt, men det må være den.«

– Normalt spørger vi til bøger, men hvad er den værste sangtekst, du har læst?

»Jeg synes, der er rigtig meget bavl for tiden. Det er deprimerende, når man ser på, hvor mange sangskrivere der var med til at skrive Bohemian Rhapsody, og så hvor mange der var med til at skrive et eller andet nyt TV3-musik-hit, som jeg kalder det. Et gennemsigtigt tekstunivers fyldt med reklamer for sig selv – ligesom TV3. Det er nok bare mig, der er 44 og bitter, men jeg bliver frustreret, når jeg ser, hvor mange mennesker der reagerer på alle de happy-go-lucky-tekster, der bliver lavet i musikbranchen nu om dage.«

– Hvilken type læser er du?

»Læsning bruger jeg ofte socialt med min kone, hvor hun typisk læser krimier højt for mig, og så bruger vi det lidt ligesom, når man sætter sig ned og ser Friends – hvis man stadig gør det – hvor vi snakker om bøgerne efterfølgende. Vi læser rigtig meget Robert Goddard, der skriver krimier med virkelig grundig research og med intelligente historier, der er meget kringlede, og som man kan bruge meget tid på at snakke om. Det er næsten altid min kone, der læser højt, hvilket er perfekt på ferier, for så kan jeg holde øje med børnene i poolen, mens hun læser højt for mig.«

– Hvornår læser du?

»Jeg læser, når jeg har tid til at læse. Jeg har to børn, så det er ikke så tit. Jeg har altid bøger med på ferie eller på flyveturen – jeg læste meget, da vi turnerede med Kashmir, hvor der skulle fordrives tid i bussen. Jeg har også læst ret mange bandbiografier – bl.a. Led Zeppelin og det gamle AC/DC, der er et af mine yndlingsbands. Den næste bog, jeg skal læse, bliver nok den nye bog om Beastie Boys, der kom sidste år.«

Asger Techau, der er bedst kendt som trommeslager i Kashmir, har fået godt gang i sin solokarriere og er for tiden aktuel med sit andet album ’Descendence’, der udkom 1. marts 2019.

Serie

Læser du bøger?

Hver uge spørger vi en ny kulturpersonlighed om deres læsevaner.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her