Brevkassen: Skylder jeg samfundet at bruge min uddannelse?

Mand, slutningen af 30’erne
Moderne Tider
25. maj 2019

Jeg blev i 2007 uddannet journalist og har siden arbejdet fuldtid, ofte med fleksible, men lange arbejdsdage. Det har jeg været glad for.

For syv år siden fik min kone og jeg vores første barn, og siden har vi fået to mere. Hun er også journalist, og da børnene var små, talte vi ofte om, at det var svært at få hverdagen til at hænge sammen. For to år siden gik jeg så ned i tid og begyndte på en uddannelse. Ikke for at få uddannelsen, men for at få mere tid med børnene. Måske skal jeg sket ikke bruge uddannelsen.

Forleden sagde en af mine venner en passant, at når man tager en statsbetalt uddannelse, bør man også bidrage til samfundet ved at arbejde. Jeg tror, det var henvendt til mig. Har hun ret? Jeg synes, at folk, herunder mig selv, skal kunne gå på deltid eller efteruddanne sig, men på den anden side har hun vel ret i, at det er en urimelig luksus at tage en uddannelse, som man måske ikke skal bruge.

Svar I:

Din veninde tager fejl. Uddannelsessystemet er ikke bare en institution, som opkvalificerer arbejdskraft. Det er fint, at forskning nogle gange ender som faktura og alt det der, men vi bliver nødt til at tro på, at uddannelse har en værdi, som går ud over det rent økonomiske. Heldigvis har de fleste mennesker jo en helt naturlig interesse i også at bruge deres uddannelse på arbejdsmarkedet. For det andet er forestillingen om, at vi som borgere oparbejder gæld til samfundet, hver gang vi benytter en offentlig service, utroligt irriterende.

Tænker man tanken til ende, er det en form for moralsk stavnsbånd, hvor vi starter voksenlivet med et efterslæb på mange hundredetusinde kroner. Som 18-årige har vi jo allerede nasset os til mindst ni års skolegang, børnevaccinationsprogrammer og meget andet. Mit råd er, at du ikke træffer afgørende livsvalg på baggrund af, om det er en god forretning for staten.

— Mathias Sindberg

Svar II:

Jeg tror på, at det er godt at blive klogere, og at ingen uddannelse er spildt. Og ja, det er luksus at leve i et land, der finansierer uddannelse. Men en veluddannet befolkning er en af de ting, jeg gerne donerer min skat til. Uanset hvordan jeg vender og drejer stolen, kan jeg ikke have ondt i røven over, hvorvidt du kommer til at bruge din uddannelse volume 2 på længere sigt.

Og faktisk er jeg ikke spor i tvivl om, at både du, omgivelserne og resten af samfundet på sigt får glæde af din nye viden. På den ene eller anden måde. Det gælder uanset, om du får arbejde inden for dit nye fag. Eller det blot har været stress-, konflikt- og skilsmisseforebyggende. Ja, selv hvis det alene kun har været til glæde for dig og dine tre børn. Det er nemlig også værd at investere i. Med andre ord: Læs videre med god samvittighed. Du har min fulde opbakning.

— Line Vaaben

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Katrine Damm

Hørt! Til svarene.

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar