Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Kandidattest handler om, hvordan jeg kan finde den politiker, der ligner mig selv mest

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på? Så har vi det helt rigtige produkt til dig!
Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på? Så har vi det helt rigtige produkt til dig!

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

1. juni 2019

Den slovenske filosof og sociolog Renata Salecl har i bogen Valgets tyranni beskrevet den paradoksale tilstand, der præger store dele af verden i dag, at vi på den ene side er mere frie og har flere valgmuligheder end nogensinde før og på den anden side stadigt mere søger hjælp og vejledning fra coaches og selvhjælpsbøger.

Jo mere vi selv er ansvarlige for vores eget liv og har lov til at træffe vores egne valg, desto mere har vi tilsyneladende brug for forsikringer om, at det er det rigtige, vi gør. Vi er, som Salecl beskriver det, »i stigende grad ivrige efter at få taget valgets byrde fra os«.

Er denne samtidsdiagnose af valgets paradokser ikke den bedste baggrund for at forstå, hvorfor alle medier i disse uger flyder over med valgtest?

»Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på – så tag denne test og se, hvem der passer bedst med dig.«

Det er public service, kunne man sige: Et medie, der stiller en god database og noget brugervenligt software til rådighed, så borgerne kan få lidt nemmere ved at skabe sig et overblik.

Det er interaktivt, endda engagerende, idet kandidattesten kræver, at man klikker på en række valg, der gradvist placerer en i større og mindre overensstemmelse med de kandidater, man har at vælge imellem. (DR har endda en livescore i bunden af sin kandidattest, så man hele tiden kan se, hvor meget man er i overensstemmelse med det, man først troede, man mente).

Interpassivitet

Den interaktive dimension er dog ikke hele historien om kandidattestene. Deres måske afgørende kendetegn er tværtimod, hvad man med den østrigske filosof Robert Pfaller kunne kalde interpassivitet.

For Pfaller er interpassivitet det, der foregår, når man f.eks. ser et komedieshow på tv, hvor der er indlagt latter i lydsporet, så man ikke selv behøver at grine. Det er ’objektivt sjovt’, kunne man sige, at se sådan en sitcom, for man har moret sig, også selv om man ikke engang selv behøvede at le for at gøre det – maskinen klarede det for en.

På samme måde med kandidattestene: Selv om der er noget tydeligt aktiverende i at skulle svare på en stribe spørgsmål, er der en mindst lige så udpræget pacificerende tendens i disse test. For handler de ikke mindst lige så meget om, at man ved at tage testen kan lade maskinen tænke for en?

I stedet for alvorligt at interessere sig for politik og engagere sig i samfundsdebatter, i det mindste ved at læse de mere udførlige analyser, man trods alt stadig kan finde i en række dagblade, for slet ikke at tale om bøger, kan man simpelthen blot krydse af på en række spørgsmål ud fra ens umiddelbare fornemmelse:

»Skal afgiften på cigaretter sættes op?« »Ja, det er en god idé – så kan de lære det, rygerne!« »Skal Danmark bruge flere penge på ulandsbistand?« ...

Kunne man ikke forestille sig, at det i stedet skulle være forbudt at tjene penge på at gøre folk afhængige af nikotin – eller at man kunne have andre visioner for fred og udvikling i verden end enten at donere penge i bistand eller lade være?

Identitetspolitik

Kandidattestene giver en falsk fornemmelse af at have valgt. De opstiller forskellige spørgsmål baseret på gennemført eller foreslået lovgivning, partiernes programmer eller lignende, men de gør det i alle tilfælde i den form, der foreskriver en bestemt politisk subjektivitet: forbrugerens.

Du shopper dine politikere, ligesom du shopper dine burgere. Cheeseburger eller Mexican, med eller uden pomfritter, ketchup eller remoulade, cola eller vand? Hvad det handler om, er at finde det, der passer bedst til dig; til den, du er, dine præferencer og interesser. Din identitet.

I stedet for at handle om, hvad der er sandt eller retfærdigt, handler kandidattest om, hvordan jeg kan finde den politiker, der ligner mig selv mest.

Er der ikke en påfaldende lighed mellem en kandidattest og de utallige facebookapps, der gik ud på at finde ud af, hvilken historisk figur man ligner mest, hvilken karakter fra Friends, hvilket dyr, hvilken bil?

Public service er dermed blevet det modsatte af, hvad det engang var. Et gammelt slogan fra Danmarks Radio sagde noget i retning af:

»Det, du ikke vidste, du havde brug for.«

Her var idealet snarere, at offentligheden var det sted, hvor man kunne få udfordret sine mest umiddelbare tanker og tendenser. En velfungerende offentlighed ville være et sted, hvor man kunne få afprøvet sine ønsker og sin identitet, gøre det muligt at komme på afstand af sig selv og finde på helt nye ideer.

I stedet er offentligheden blevet det sted, hvor vores identitet bekræftes og spejles. Måske burde alle disse kandidattest som minimum have indskrevet nogle overraskende mulige konklusioner a la:

»Du falder uden for alle kategorier – start dit eget parti!« eller »Læs noget Althusser, og arranger en debataften med dine venner.«

Er du til Sartre, så stem på Liberal Alliance. Hannah Arendt sender dig armene på Alternativet ... og med Machiavelli (okay, det er næsten for nemt) havner du hos Dansk Folkeparti. Alle partier har en filosof. De ved det ikke selv, men det gør du, når du har læst denne guide
Læs også
valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Jakob Dahl
  • Kurt Nielsen
Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Jakob Dahl og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Medmindre man er purung og slet ikke interesserer sig for samfund og politik, hvordan kan man så være så meget i tvivl, om hvad man skal stemme, hvis ellers man i det daglige - dvs.mellem valgene - følger med.

Niels Duus Nielsen

Det er et stort spørgsmål, du stiller, Maj-Britt. Her i kommentarspalterne hører jeg mange røster, som tydeligvis interesserer sig for samfund og politik, men som alligevel forfægter reaktionære holdninger. Når jeg er doven forklarer jeg det med begreber som "klassebevidsthed" og "objektive interesser", hvilket giver god mening, da så mange danskere er splittede mellem deres objektive status som lønarbejdere og deres objektive status som kapitalejere (mursten), hvilket selvfølgelig giver anledning til en vis tvivl.

Hvorfor visse mennesker så ikke er i tvivl er mig en gåde, med mindre jeg inddrager begreberne "klassebevidsthed" (objektiv) og "falsk bevidsthed" (subjektiv). Hvad der udløser den falske bevidsthed er mig dog stadig en gåde. Selv har jeg det nemt, da jeg ikke ejer andet end det tøj, jeg går i, så for mig som proletar er det en simpel beslutning. Og skulle jeg blive rig, vil jeg sikkert stadig være venstreorienteret, af gammel vane og ideologisk tilbøjelighed. Men har man altid været en velhavende lønarbejder-kapitalist vil man selvfølgelig være splittet.

Og her spiller propagandaen en stor rolle, efter min ringe mening. Højrefløjen sidder på pengekassen, og kan derfor styre den offentlige debat. Som derfor handler om regneark frem for trivsel og flygtningepolitik i stedet for fordelingspolitik.

Ideologier er noget bras, men det forhindrer os ikke i at lade dem styre vore tanker.

Maj-Britt Kent Hansen

Vel, Niels - 100 % enig med et politisk parti bliver nok kun de færreste, men jeg skulle dog mene, at man kan finde frem til det, der stikker mindst af fra ens egne holdninger. Det er muligt, som du skriver, at nogle er splittede mellem klassebevidsthed og objektiv/subjektiv bevidsthed, men man må dog ved eftertanke og rationale kunne nå frem til et facit. Lande så at sige. Dvs. på et tidspunkt afvise tvivlen, droppe vankelmodigheden og stoppe grublerierne. Som i alle livets andre situationer, hvor der skal vælges. Ikke bare mellem ja eller nej, men blandt flere muligheder.