Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Når Bjarne Corydon er begejstret, er der grund til at være bange

Der bliver ikke talt specielt meget om venstrefløjens styrke i de bredere medier, hvor det meste af opmærksomheden går til det yderste højres nyeste påfund.
Når Bjarne Corydon er begejstret, kan man være sikker på to ting: For det første er der tale om en rigtig dårlig ide – og for det andet skal man være virkelig bange for, at det bliver til noget.

Når Bjarne Corydon er begejstret, kan man være sikker på to ting: For det første er der tale om en rigtig dårlig ide – og for det andet skal man være virkelig bange for, at det bliver til noget.

Peter Nygaard Christensen

25. maj 2019

Som en slags absolut sidste slidte kanin hev Lars Løkke Rasmussen i sidste uge ideen om en SV-regering op af hatten. Forslaget blev mødt af en forventelig række reaktioner. Der var vantro blandt Rasmussens partifæller. Mette Frederiksen bad ham om at tage sig sammen. Og Bjarne Corydon var begejstret. Når Bjarne Corydon er begejstret, kan man være forvisset om to ting. For det første har man fat i noget, der er en rigtig dårlig idé. For det andet skal man være virkelig bange for, at det bliver til virkelighed.

Lige netop nu er der ganske vist ikke meget, der peger i den retning. Venstrefløjspartierne har vind i sejlene, og socialdemokratiet ser ud til at kunne storme ind i regeringskontorerne. Blå blok ligger stort set i ruiner. Så hvorfor skulle socialdemokratiet overveje at række hånden ud til Venstre?

Den vigtigste grund er naturligvis, at Socialdemokratiet har det med at forråde den venstrefløj, som det efterhånden kun nostalgisk kan ses som en del af. I ugen efter, Løkke Rasmussen trak SV-kaninen op, har Mette Frederiksen ganske vist lavet den ene udmelding efter den anden, som ville være passende for en venstreorienteret socialdemokrat at præsentere. Alligevel er der noget ved hele det momentum, venstrefløjen for tiden har i meningsmålingerne, som virker skrøbeligt. Hvorfor?

Egon uden plan

Det særlige ved den politiske situation, vi står i netop nu, midt i en valgkamp og med en historisk høj tilslutning til venstrefløjen, er i virkeligheden først og fremmest, at der ikke bliver talt mere om netop det.

Der bliver ikke talt specielt meget om venstrefløjens styrke i de bredere medier, hvor det meste af opmærksomheden går til det yderste højres nyeste påfund. Det er imidlertid næppe overraskende. Det deprimerende er derimod, at man på den danske venstrefløj i forsvindende lille grad diskuterer, hvordan man skal konvertere den folkelige opbakning til det radikale skift i politisk orientering, som tilslutningen burde anspore til.

Hvis vi sammenligner med udlandet, træder forskellen tydeligt frem. I USA taler venstrefløjspolitikere som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez om en Green New Deal. Og allerede nu skrives der bøger i Storbritannien, der handler om at forberede Corbyn-regeringen. Således udgav Christine Berry og Joe Guinan for nylig bogen People get Ready! Preparing for a Corbyn Government, hvor de grundigt, men med den skyndsomhed, som situationen kræver, diskuterer, hvad en radikal socialistisk regering i Storbritannien bør gøre. Hvilke sektorer skal man først omkalfatre? Hvad skal man have som svar, når det uundgåelige modangreb kommer fra den blå presse og finansverdenen?

Deres nok vigtigste budskab i bogen er imidlertid, at en situation som den, vi står i, er sjælden. For dem ville det værste ikke være, at Corbyn aldrig vandt et valg i Storbritannien. Det ville derimod være, at han blev valgt, men uden at det betød en markant forandring af den politiske kurs. Det er et lignende resultat, som venstrefløjen i Danmark bør være bange for: I den situation, vi står I, vil status quo være en katastrofe.

Vælg fjenden

Så hvad må der gøres? For at svare på det centrale spørgsmål henter Berry og Guinan inspiration hos ærkefjenden. Det, Margaret Thatcher gjorde, da hun for alvor satte sig på magten, var at gennemføre et frontalangreb på fagforeningerne. Hendes sejr på det sted blev afgørende for neoliberalismens fremmarch.

Hvad ville den tilsvarende fjende være for en venstrefløj, der drømmer om at lave en lignende grundlæggende forandring af det politiske mulighedsrum? Svaret er egentlig ret simpelt: finansverdenen. Pointen er endog såre let at overføre til en dansk sammenhæng. Som idéhistorikeren Rune Møller Stahl bemærkede for nylig, er det i grunden slående, hvor lille en rolle finanssektoren spiller i den pågående valgkamp. Især når man tænker på, hvor mange skandaler der ruller igennem den netop nu. Vi kender alle til de svimlende milliardbeløb, der strøg gennem Danske Banks estiske afdeling. Men for nylig har vi også set, at lignende ulovligheder har fundet sted i både Nordea, Jyske Bank og – naturligvis – Danske Bank i København.

Et simpelt forslag til en plan for venstrefløjen kunne således være: Angrib bankerne. Både SF og Enhedslisten går faktisk til valg på at indføre en »spekulationsfri statsbank«, hvor almindelige mennesker kan have deres lønkonto, og hvor overskuddet ikke falder i direktørers og aktionærers lommer. Men der skal mere energi i projektet. Hvis dette, relativt beskedne spørgsmål, kan blive samlende for venstrefløjen, kan noget nyt være undervejs. Hvis ikke risikerer vi at ende med en SV-løsning, uanset hvilke bogstaver den helt præcist bliver stavet med.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Kurt Nielsen
Benno Hansen, Eva Schwanenflügel, Mikael Velschow-Rasmussen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Når venstrefløjen ikke har den plan klar, kan det vel kun skyldes at man frygter nederlagets smerte mere end man nyder sejrens sødme? Typisk taberidentitet, “Slave - kær om din egen lænke!” (Citat Barden)

Jan Andersen

Hvorfor skulle socialdemokratiet overveje at række hånden ud til Venstre? Ja det er jo hele ideen med at insistere på en ren Socialdemokratisk regering. Det handler om at holde venstrefløjen udenfor social indflydelse. En ren Socialdemokratisk regering kan sætte sig på alle ministerierne, og derved udelukke venstrefløjen fra adgang til vital information. Dette vil gøre at Centrum-Højre fortsætter deres monopol og kontrol med de politiske processer.

En stærk venstrefløj kan halvere fattigdommen over fire år, den - for et så rigt land - uværdige og ydmygende fattigdom. Men Radikale og Socialdemokraterne ønsker ikke dette. Det at fjerne fattigdommen ligger ikke til Centrum-Højre. Vi kan forvente en meget hård kamp imellem Centrum-Højre og venstrefløjen i de kommende fire år, og de formuende vil gøre alt hvad de kan for at sabotere en socialt omfordeling.

I et ægte demokrati er der åbenhed og gennemsigtighed. De enkelte samfundsgrupper har en demokratisk indflydelse på deres egne forhold, dette ser vi ikke i dag for underklassens vedkommende, tværtimod. Det er åbenlyst blevet Socialdemokratiets hovedopgave at få regeringsmagten, og at sørge for at venstrefløjen ikke omfordeler fra de rige til de fattige. Nogle få millioner hvert år skaber ikke et mere lige samfund.

De reelle magthavere, medierne, de borgerlige partier samt socialdemokratiet efterlader befolkningen i den tro, at vi stadig lever i et land, hvor det repræsentative demokrati kan fjerne fattigdommen. Men det kommer kun til at ske den dag borgerne tager magten tilbage fra de 174.000 som lever i overklassen, når det direkte demokrati klart ændrer fordelingen af den reelle magt i samfundet.

Corydon har åbenbart i månedsvis forsøgt at coupe demokratiet, for at holde venstrefløjen udenfor indflydelse. Under en SV-regering vil venstrefløjen ikke få meget indflydelse på omfordeling og uligheden. Corydons plan har været med til at forvandle Lars Løkke Rasmussen fra en Pinocchio-figur til et vildfarent æsel, og med bogen "Befri Løkke" er lystløgnerens forvandling nu komplet.

Bjarne Corydon er velpolstret og tager ikke skade af en omfordeling. Det samme må siges om den overklasse, som han er så ivrig efter at tilhøre. Derimod vil titusinder børn i Danmark få en helt anden start i livet. Vi har i de sidste 20 år set konsekvenserne af et demokrati hvor der er monopol på demokratiet.

Når succes bliver lig med magt-monopol, bliver demokratiet sygt og direkte skadeligt for borgerne. Den magtstruktur som vi ser i Danmark gør en fjernelse af fattigdommen umulig. Den stigende ulighed kan kun omgøres ved en omfordeling af magten. I Folketinget var det Corydon og Radikale som saboterede og smadrede det sociale element i den forrige Socialdemokratiske regering, og derved regeringen. Det ser ud til at det er Corydons mål her i livet at skabe fattigdom.

Demokrati er et forsøg på at ændre fordelingen af den rå magt som findes i ethvert samfundet. Vi oplever ved EU-valget 25-5-2019 at Folketinget er spændt ud mellem unionens magtudøvere og erhvervslivets. Deadline 20-05-2019: "Danmark har ikke fået meget ud af skattelettelserne, kun de rige. Produktiviteten er det som skaber vækst, at øge arbejdsudbuddet er en forældet tankegang". Corydon har været med til at give overklassen åben jagtsæson på underklassen og arbejderklassen. Socialvæsenet er smadret, den sociale sikkerhed er væk.

Omfordeling er et fy-ord i valgkampen. 200 medier tordner lige nu imod en omfordeling. Hvis man spørger hvorfor Danmark fejler på fattigdomsområdet, er man nødt til at se på, hvem det er, der har magten? Den overklasseejede Aller-koncern står for 60 procent af ugebladsmarkedet i Skandinavien. Legofamilien er Danmarks rigeste familie. Holck Poulsen-familien er næst rigest med bl.a. Bestseller, milliard investeringer i e-handelsvirksomheder i Danmark og udlandet, ikke mindst Zalando, Whiteaway og nemlig.com. Formuen er gemt af vejen i Schweiz.

Overklassen har skabt indflydelsesrige interesseorganisationer, bl.a. Bæredygtigt Landbrug af Christian Castenskiold, søn af Adelsforeningens tidligere formand Claus Castenskiold. Idemanden bag milliardærernes mest fattigdomsskabende lobbyfirma Cepos er Bernt Johan Collet, tidligere konservativ forsvarsminister og godsejer gennem syv generationer, sammen med milliardæren Johan Schrøder og andre ligesindede.

Men oven over dem alle sammen har vi set et finansvæsen totalt udenfor demokratisk kontrol. Der er forskel på den udemokratiske overklasse med lidt skattely, og det storkriminelle finansvæsen. Her er eneste mulighed en opdeling.

Arne Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar