Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Problemet er, at valgkampen flyder over af lethed

Med tanke på, hvor meget vi går op i valgkampen, er det overraskende, hvor let vi tager den
Problemet er ikke fremmedgørelsen: at almindelige menneskers mening bliver trykket under fode af eksperter og demagoger. Problemet er næsten det modsatte: At alting kører alt for let, at alle kan sige alt.

Problemet er ikke fremmedgørelsen: at almindelige menneskers mening bliver trykket under fode af eksperter og demagoger. Problemet er næsten det modsatte: At alting kører alt for let, at alle kan sige alt.

Finn Frandsen

18. maj 2019

Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed begynder med en beskrivelse af det monstrøse ved Nietzsches idé om ’den evige genkomst’. Ifølge Nietzsche opnås livets tyngde først, idet man er villig til at lade det, som er sket i ens liv, ske igen. Man må vurdere sit liv og sine handlinger i en dimension, som er hinsides den, man konkret lever i: nemlig i dimensionen af et valg, der forpligter evigt. For Kundera siger Nietzsche hermed noget om, hvad forholdet mellem lethed og tyngde er.

Lethed er den opfattelse af livet, at alting blot er en udfoldelse af tilfældige hændelser og påvirkninger, som man ikke selv er herre over, og som ikke indeholder noget mønster. Lethed har man, når man ’flyder med strømmen’, kunne man sige.

Men tyngde er at være forpligtet på noget, som indeholder en form for centrum. Uanset at der ikke findes højere grunde for, hvorfor jeg netop elsker denne kvinde eller kæmper denne politiske kamp, er det netop dét, der definerer mig. Lethed er det udsvævende liv, tyngde er at påtage sig en form for skæbne.

Skæbnevalg

Når man står over for et folketingsvalg, kunne der være alle gode grunde til at opfatte det som et skæbnevalg i Kunderas forstand. Det er nu, vi skal forpligte os på politiske ideer, der kan tåle den evige genkomst. Problemet med valgkampe i dag er dog ikke, selv om man måske skulle forvente det, at de udsætter os for hårde, etiske prøvelser og afvejninger. Det er næsten det omvendte: at vi aldrig kommer derhen, hvor vi får en fornemmelse af, at noget, der er værd at gentage, er ved at ske.

Men hvorfor skal det hele være så hårdt, kunne man spørge? I en i reportage i TV-Avisen for nylig fulgte man kandidaternes første tur på gaden for at føre valgkamp. En kvinde blev interviewet, efter at hun havde mødt Kristian Thulesen Dahl og hun havde nu oplevet, hvor afslappet og helt nede på jorden, han var, som hun sagde. Er en valgkamp ikke netop også dét? En hvirvel af plastikkuglepenne, folk der hygger sig, pølser på torvet, snak og løfter, tv-debatter osv., som egentlig bare er et eksempel på, hvordan livet flyder afsted. Behøver vi tage det så alvorligt?

Måske ikke. Men Kundera havde fat i den lange ende, da han beskrev det, han kaldte tilværelsens ulidelige lethed. Der er noget, som er voldsomt utilfredsstillende ved det forhold, at alting blot udtømmes, idet det udspilles. At der ikke er mere i det. At der ikke er nogle virkelige forpligtelser. Man kan beskrive det, der sker i dag, som et ’mediecirkus’ eller med andre billeder for fremmedgørelse, men problemet er ikke fremmedgørelsen: at almindelige menneskers mening bliver trykket under fode af eksperter og demagoger. Problemet er næsten det modsatte: At alting kører alt for let, at alle kan sige alt, at en brusen af ord, holdninger og almindeligheder slynger os rundt og gør os skidt tilpas. At alting svirrer, vender sig om i sin modsætning og bliver meningsløst.

Tyngdepunkt

Hvad skal der til, for at vi kan komme ud af letheden og ind i tyngden? Den løsning, der for tiden fejer hen over det politiske landskab, er højrepopulismens. For denne tilgang er verden fastlagt fra begyndelsen, og det handler derfor om at være tro mod den substans, man er en del af: Er du dansk, så vær dansk. På den måde kan man søge mening i en form for skæbnefællesskab, mens det, som er galt med verden, kan tilskrives alle de forhindringer, som står i vejen for dette fællesskab. »Vi er danskernes parti,« som Lars Løkke Rasmussen (V) sagde det for nylig: »De røde vil øjensynligt hellere bruge pengene på højere ydelser til arbejdsløse udlændinge.«

Det kan synes, som om der er en vældig tyngde i et sådant projekt, men måske er det netop her, man må gå endnu videre med en pessimistisk diagnose. Hvad vejer ’danskernes parti’? Er projektet ikke, hvad den franske filosof Alain Badiou ville kalde et ’simulacrum’? Det ligner noget, der er værd at bruge sit liv på, men det er det kun tilsyneladende: Det dækker over sin manglende kvalitet med en form for falsk tyngde, idet det mere og mere skingert besynger danske værdier og vaner.

Tyngden ligger, hvis vi skal følge Badiou, et andet sted. Nemlig der, hvor noget bryder med de koordinater, vi har stillet op for, hvordan verden forløber. Der skal en afgørende begivenhed til, der ryster os og viser, at verden kunne være på en anden måde. At vores forbrug kan ændres fundamentalt. At vi kan behandle flygtninge og indvandrere radikalt anderledes. At geopolitisk magt kan tænkes anderledes. Det, som ville have virkelig tyngde, var, hvis vi kunne ændre tyngdepunkt.

Vi har brug for det, som bryder med tilværelsens flydende strøm, men også med de på forhånd fastlagte skæbnefællesskaber.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer