Læsetid: 10 min.

Derfor er borgerting vejen til bedre politiske beslutninger

Demokratiet og klimaet er i krise. Men borgerting, som inddrager almindelige borgere, kan bygge bro mellem folkelige protester med diffuse krav og de folkevalgte – og dermed bane vejen for mindre polarisering og bedre kvalitet i politikernes beslutningsgrundlag, viser erfaringer fra flere lande
Klimabevægelsen Extinction Rebellion, der her i sidste måned blokerede broerne i London med et krav om politisk handling, rejser ligesom De Gule Veste i Frankrig grundlæggende krav til den demokratiske indretning.

Klimabevægelsen Extinction Rebellion, der her i sidste måned blokerede broerne i London med et krav om politisk handling, rejser ligesom De Gule Veste i Frankrig grundlæggende krav til den demokratiske indretning.

Luke Dray/Getty Images

18. maj 2019

Er vi vidner til det repræsentative demokratis sidste krampetrækninger? Eller starten på noget nyt?

I London har klimabevægelsen Extinction Rebellion forsøgt at lægge byen ned gennem fysiske blokader og civil ulydighed for at fremprovokere akut handling til fordel for klimaet.

På den anden side af kanalen har De Gule Veste protesteret mod klimaafgifter på benzin, og deres bevægelse har udviklet sig til mere og mere voldelige konfrontationer med politiet.

Men uanset, at utilfredsheden og frustrationen har forskelligt udspring, og at krisen defineres dels som en klimakrise, dels som en demokratikrise, hvor udkantsfranskmænd føler sig overset af Paris-eliten, så deler Extinction Rebellion og De Gule Veste ét markant krav, som overskrider deres forskelligheder: De kræver et borgerting eller borgerforsamlinger som et nyt demokratisk redskab, der skal inddrage almindelige borgere i den politiske beslutningsproces.

Ret så blikket længere mod syd og stop ved Belgien. Den 25. februar i år bestemte en gruppe regionale parlamentarikere i Eupen, den tysktalende del af landet, sig for at gøre noget historisk. I en gyldent oplyst sal besluttede de enstemmigt, at de som det første delstatsparlament nogensinde vil overgive noget af deres magt til et permanent borgerråd, der skal udpege de vigtigste politiske emner, suppleret med et permanent borgerting, der skal omforme emnerne til beslutningsforslag. Begge organer skal bestå af repræsentativt udvalgte mennesker, som findes ved lodtrækning.

»Det er ret vildt, hvad der sker i Europa lige nu,« siger Peter MacLeod, der har stået bag mere end 40 borgersamlinger i Canada de seneste ti år, og følger udviklingen i såkaldt deliberative processer globalt. Det vil sige processer eller metoder, der bygger på rådslagning og grundig overvejelse baseret på tilgængelig viden om et emne. Én metode er et permanent, repræsentativt borgerting udvalgt ved lodtrækning, der erstatter et andetkammer som f.eks. et senat eller et landsting – en anden er et mere ad hoc-præget organ som en borgersamling udvalgt på samme måde. Sigtet med både borgerting og  borgersamling er at nærme sig konsensus og bygge bro mellem to typer demokrati, det repræsentative og det deliberative.

Deliberative processer er til gengæld ikke noget nyt. Der har været eksperimenteret med den type metoder i flere lande f.eks. Polen, Holland, USA og Japan. Det nyeste mønstereksempel er Irland, hvor parlamentet i 2016 besluttede at bruge et borgerting til at udforme grundlaget for folkeafstemninger om abortlovgivning og homovielser.

»I løbet af de seneste to år har vi set en meget stor stigning i antallet af pilotprojekter og demokratiinitiativer, der involverer borgersamlinger eller borgerting særligt i Europa,« siger Peter MacLeod, der i næste uge gæster Danmark for at fortælle om deliberative metoder.

Billedet bekræftes af Matthew Taylor, der er direktør i den tværvidenskabelige institution Royal Society of Arts og har været fortaler for borgertingog borgersamlinger i britisk politik siden 1990’erne. Han er desuden tidligere rådgiver for premierminister Tony Blair og har for nylig optrådt både i podcast hos de revolutionære i Extinction Rebellion og hos Cambridge-professor David Runciman, der har gjort det aldrende demokratis forfald til et globalt samtaleemne i bogen: Sådan ender demokratiet.

»Deliberative processer fungerer godt i forhold til problemer, der involverer svære kompromiser og har et langsigtet perspektiv, fordi det gør politikere og borgere i stand til give afkald på noget på kort sigt til fordel for gevinster på lang sigt,« siger Matthew Taylor.

»Derfor bliver de brugt flere og flere steder i verden på lokalt og nationalt niveau som en slags genvej til at løse problemer i det repræsentative demokrati, der ikke længere virker, som det plejer.«

Gensidig mistillid

I Canada er man langt fremme med borgersamlinger, som også kaldes referencepaneler. På nuværende tidspunkt har hver 65. husholdning modtaget et brev, der beder dem om at bruge fire til seks lørdage af deres tid på at deltage i et panel. Og den organisation, som Peter MacLeod står i spidsen for, har som mission at gøre borgerinddragelse til en lige så udbredt del af den demokratiske kultur som det at være lægdommer i det juridiske system.

I Europa bliver de deliberative metoder imidlertid mere set som en »forstærkning«, som Matthew Taylor udtrykker det, af det repræsentative demokrati, fordi de adresserer en række dårligdomme.

For det første er partierne som kanal til at formidle befolkningens holdninger videre til det politiske system svækket, fordi de traditionelle partier har mistet størstedelen af deres medlemmer i de senere år. Samtidig er tilliden til politikerne faldet lige så drastisk. Det fænomen gør sig gældende i hele Europa, skriver David van Reybrouck i sin bog Imod valg – til forsvar for demokratiet.

Van Reybrouck er en af de drivende kræfter i europæisk demokratiudvikling i den belgiske innovationsplatform G1000, som står bag det nye borgerråd og borgerting. Og, som han påpeger med henvisning til en hollandsk undersøgelse, er mistilliden gensidig. Tallene er tilbage fra 2011, men på det tidspunkt gav 87 pct. af landets ledende politikere udtryk for, at de så sig selv som nytænkende, frihedselskende og internationalt orienterede. Mens 89 pct. af dem mente, at deres vælgere var lige modsat. Den type mistillid bygger imidlertid på en fejlagtig opfattelse, mener Peter MacLeod:

»Vi har fået fortalt en meget negativ historie om folk, der er apatiske, ligeglade eller for optagede af deres eget liv til at være interesseret i det, der rækker ud over deres egen næsetip. Det tror jeg ikke er sandt. De vil gerne deltage. Det betyder ikke, at de har lyst til at gøre det hver dag hele ugen, men i kortere og mere intense perioder.«

Den nye erkendelse er ifølge MacLeods erfaring en af grundene til, at interessen for deliberative processer vokser i disse år. Dernæst er mange menneskers forestilling om, hvad politisk lederskab bør være, ved at ændre sig:

»Politikere bryder sig generelt ikke om at dele magt. Men jeg tror, der er ved at ske et generationsskifte. Det skyldes bl.a., at vi i stigende grad forstår politik som noget, der handler om læring. Det vil sige, at vi bedømmer ledere på, om de har god, moralsk dømmekraft, og på, om de kan være leder af en læringsproces, hvor man tager imod rådgivning og viden fra mange steder.«

Fra gade til parlament

Desuden spiller populismen en stor rolle i udbredelsen af deliberativt demokratiet. Populismen udgør ifølge Peter MacLoud en stor trussel mod demokratiske samfund, fordi den yderligere polariserer relationen mellem den økonomiske og politiske elite og almindelige borgere. De deliberative metoder kan bygge en bro, der genetablerer kontakten mellem beslutningstagere og borgerne og balancerer forholdet på en ny måde.

Endelig kommer deliberative metoder i spil, når der opstår kriser, påpeger Johan Galster, der er medstifter af We Do Democracy, som rådgiver i borgerinddragelse og deliberative processer.

Finanskrisen eksempelvis. I kølvandet på den opstod der mistillid til den politiske og økonomiske elite. Første bølge var Occypy Wall Street i USA og Los Indignados – de oprørte – i Spanien, hvor folket protesterede i gaderne. Problemet var blot, at de havde lettere ved at blive enige om, hvad de var imod, end hvad de var for. Men det, der startede som udenomsparlamentariske protestbevægelser, er ved at blive omsat og videreudviklet som et reelt komplementært tilbud til det eksisterende folkevalgte system i form af borgersamlinger og borgerting, forklarer Galster.

I den spanske hovedstad Madrid, hvor en venstreorienteret koalition og udløber af Los Indignados tog magten i 2015, har krisen netop åbnet op for demokratisk innovation i form af et borgerting, hvor udvalgte borgere via et digitalt værktøj kan diktere bystyrets politik. Island er også et af de lande, der blev hårdt ramt af finanskrisen med efterfølgende afsløringer af korruption og en sammenspist elite, der havde kørt landet i sænk. Derfor udviklede islændingene en ny grundlov gennem en borgersamling i perioden 2010 til 2012.

Belgien var uden regering i samme periode, og derfor begyndte de at etablere borgerting. Endelig diskuterer flere fremtrædende britiske debattører og politikere nu, om borgersamlinger kunne løsne op for Brexit-krisen ved at lade vælgerne tale sig frem til et kompromis.

»Når der er krise, tager borgerne over. Og der ligger en energi i den demokratiske innovationsproces, som kan indarbejdes i det traditionelle parlamentariske system,« siger Johan Galster.

Klimakrisen styrer

Men efter finanskrisen er det imidlertid klimakrisen, der kommer til at drive de deliberative processer videre frem, konstaterer Johan Galster.

»Det danske borgerforslag om en national klimaplan blev skudt til hjørne. Det viser, hvor udfordret det politiske system er i forhold til at tage hånd om klimaudfordringerne. Det kommer til at fylde rigtig meget. Det første, en ny regering skulle gøre, var at spørge, ’hvad er metoden til at lave en national strategi for klimaet.’ Dér vil etableringen af et borgerting være en naturlig vej at gå,« siger Johan Galster.

Og som det fremgik af onsdagens Information tyder meget da også på, at en række danske partier er positivt stemt over for at udforme dansk klimapolitik ved hjælp af et borgerting med 99 repræsentativt udvalgte borgere. Desuden har Københavns Kommune netop vedtaget, at man i forbindelse med at løse trafikproblemerne i Indre By, som noget nyt vil oprette en borgersamling med 36 repræsentativt udvalgte borgere. De skal mødes fem gange og få faglige input og partsindlæg fra interesseorganisationer, hvorefter de skal afgive anbefalinger til Borgerrepræsentationen.

Til gengæld advarer både Peter MacLoed og Matthew Taylor imod at forvente et bestemt udfald af borgerting og borgersamlinger.

»Fortalere er nødt til at være meget forsigtige med ikke at foruddiskontere et bestemt udfald af et borgerting. Venstrefløjen kan ikke sige: ’vi kan godt lide borgerting,’ fordi de vil komme med anbefalinger, der støtter progressive dagsordener. Det er både farligt og helt imod filosofien bag deliberativt demokrati,« siger Peter MacLoed.

Tre eksempler illustrerer pointen: Delstaten Texas havde i 1996 en deliberativ proces, som førte til, at et flertal af borgerne ved en efterfølgende afstemning gik ind for et mindre pristillæg til finansiering af flere vindmøller frem for fossil energi. Det betyder, at Texas i dag er den amerikanske delstat, der har USA’s mest udbyggede vindmøllenet. Omvendt gennemførte Sydkorea en deliberativ proces i 2017 om, hvorvidt landet skulle genoptage opbygningen af to atomreaktorer. Et flertal stemte for, at man skulle færdiggøre kraftværkerne. I Japan havde man en lignende proces i 2011, der nåede samme resultat.

»Hvis du er modstander af atomkraft, var det ikke en god anbefaling. Men den japanske befolkning sagde faktisk også til politikerne i den proces, at de gik ind for vedvarende energi på længere sigt. Men de ville forhindre, at landet kom i akut mangel på energi. Uanset hvad, igangsætter man ikke de her processer for at nå et bestemt resultat, men for at finde ud af, hvad befolkningen tænker, hvis de har fået grundig tid og viden til at overveje forskellige problemstillinger,« siger Matthew Taylor.

I andres sted

Basalt set handler delibertive metoder nemlig om at kunne sætte sig i andres sted og kultivere empati for fremmede synspunkter. Metoderne er på den måde med til at skabe legitimitet til svære politiske beslutninger og en proces, der kan modne befolkning og politikere. Erfaringen er ifølge Matthew Taylor, at deliberative processer flytter deltagernes holdning, hvilket står i stærk kontrast til de fleste politiske debatter, hvor folks holdninger sjældent ændrer sig. Hvor mange, der flytter sig, er forskelligt og afhænger af emnet. Til gengæld spørger mange om deliberative processer har tendens til at flytte folk i en mere venstreorienteret eller borgerlig retning. Men det er ikke en målestok, der giver mening, fordi deliberative processer ofte er med til at ophæve politiske skel og afstanden mellem borgerne, når det f.eks. gælder uddannelsesbaggrund og socioøkonomisk status, påpeger Matthew Taylor.

»Delibration kan hjælpe regeringer og parlamenter til at være mere modige, og det er et kvalitetsløft til beslutningsprocesser gennem rådslagning. Selve den beslutning, det måtte lede frem til, er et biprodukt,« siger han.

Lige præcis modningen af borgerne ser Johan Galster som et vigtigt element, når det handler om klimaforandringer. F.eks. har Københavns Kommune, som Galster samarbejder med i etableringen af den nye borgersamling, et mål om at blive førende klimaby. Det er ifølge Johan Galster lykkedes at gennemføre cirka 40 pct. af målene. De sidste 60 procent drejer sig om, at københavnerne skal ændre deres vaner.

»Det gamle system, hvor man bare traf beslutninger, fungerer ikke i forhold til klimaudfordringer, fordi det handler om vores hverdag. Med deliberative metoder kan man tage nogle store strategiske beslutninger og samtidig have legitimiteten til at drive det fremad bagefter,« siger han.

Modstanden mod at indføre dileberativt demokrati kommer derimod ofte fra politikere, der mister magt; pressen, der mister privilegeret adgang til politikerne, når et nyt led skydes ind i beslutningsprocessen, og lobbyorganisationerne, der repræsenterer bestemte interesser, lyder det fra de tre fortalere for dileberativt demokrati.

Matthew Taylor kom ikke igennem med borgerting over for Tony Blair, da han var premierminister. Blair var begejstret, indtil han og hans rådgivere fandt ud af, at de ikke kunne kontrollere indholdet, husker Taylor. Til gengæld argumenterer Blairs efterfølger, Gordon Brown nu for, at det kan være en vej ud af Brexit-dødvandet.

Med hensyn til deltagerne har Taylor sjældent mødt nogen, der ikke var glade for at deltage, selv om de på forhånd sagde, de ikke vidste noget om politik. »Og langt de fleste ville gøre det igen,« siger han.

Almindelige danskere skal komme med forslag til klimatiltag i et såkaldt borgerting, sådan som det blev anbefalet af Information under valgkampen. Det fremgår af aftalen om en klimalov. Enormt positivt, at politikerne har mod på at udvide de demokratiske modeller, mener forsker
Læs også

 

Serie

Borgerting for klimaet

Hvis Danmark skal have en klimapolitik, der når Parisaftalens mål, og som er demokratisk legitim, skal borgerne være med til at formulere den. Klimakrisen er både en nødstilstand i forhold til vores naturgrundlag og i forhold til vores demokratier – og her kan et permanent borgerting på klimaområdet være en løsning på den udfordring, som klimakrisen stiller os over for.

I denne serie ser vi nærmere på erfaringerne med borgerting og muligheden for at etablere et i Danmark efter valget.

Seneste artikler

  • Inddrag borgerne i lokale klimaborgerting

    2. juli 2020
    Et borgerting i hver kommune vil skabe gode lokale rammer for klimaarbejdet, for selv om udfordringerne er globale, er rigtig mange af løsningerne lokale. Vi kan hverken vente på det landspolitiske eller lade os styre af laveste fællesnævner, skriver talspersoner for en alliance af fagforeninger og grønne NGO’er i dette debatindlæg
  • Podcast: Britta Nielsens DVD-samling og en ny film om en far, der skifter køn

    21. februar 2020
    Journalist Martine Amalie Krog har forgæves forsøgt at få et konkret svar fra politikere på, hvordan de vil inddrage befolkningen i kampen for klimaet. Til gengæld har Rune Lykkeberg en optur over, at rigmanden Michael Bloomberg fik tæsk af de andre demokratiske præsidentkandidater. Lyt med i podcasten Radio Information
  • Forhandlingsnotat fra Dan Jørgensen: Politikere skal ikke tvinges til at behandle borgertings forslag

    20. februar 2020
    Klimaministeren og Folketingets partier er tæt på en aftale om det kommende klimaborgertings udformning, opgaver og arbejdsform. Det bliver op til ministeren at vurdere, om borgertingets konklusioner skal bruges politisk. Det fremgår af forhandlingsudspil før planlagt møde torsdag. For »uambitiøst« og »snævert« siger samfundsforsker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

Endelig et forslag, der kan styrke demokratiet, i stedet for at undergrave det.

Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Birte Pedersen, Torben K L Jensen, Rolf Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det burde være sådan at man kan stemme digitalt og deltage virtuelt i sådanne samlinger.

Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. På baggrund af handicappede borgere

Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Birte Pedersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Bjørn Holmskjold

Er det ikke sådan, at demokratiet, der tillader flertallet, der som bekendt ved mindst, at vælge politiker, der ikke er klogere, end flertallet, der som bekendt ved mindst?

Hvorfor vi nu står med dødelige klimaændringer og tilsvarende masseudryddelse af naturens arter....

Eller har jeg misforstået noget?

Birte Pedersen, Bodil Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Niels Østergård anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Det burde være sådan at man kan stemme digitalt og deltage virtuelt i sådanne samlinger."

Det er stort set verdens dårligste ide. I et digitalt valg skal du vælge mellem et sikkert valg hvor staten ved hvad enhver stemmer og et frit valg hvor du ingen anelse har om hvorvidt der er stemmefusk eller ej.

Flemming Berger, Michael Friis, Torben K L Jensen, Rolf Andersen og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Jan Andersen

Genopbygningen af landet efter de borgerliges sammenbrud, giver plads til en anden retning. Hvorfor bruger medierne så meget tid på at diskutere sammenbruddet af blå blok? Der er få uger tilbage af valgkampen. Snart skal en ny regering indsættes. Lad os på venstrefløjen hellere tale om fremtiden, om hvad vi ønsker og hvad vi vil.

Vi vil have landets sjæl tilbage. Der er vigtige dele af Danmarks sjæl som vi ikke har mærket i hele denne regeringsperioden, ja i de sidste 20 år. Der er begreber som har været undertrykt, såsom solidaritet, medmenneskelighed og anstændig behandling af de socialt udsatte.

Demokratiet skal gøre en forskel. Venstrefløjens ret til at bestemme over vores egne forhold, f.eks. vores ret til at fjerne fattigdommen kaldes Borgerindflydelse. Det er venstrefløjens tur og ret til at få politisk indflydelse. Alle samfundsgrupper består af minoriteter. Derfor skal borgerne have en demokratisk mulighed for at bestemme over deres egen tilværelse, det gælder også for underklassens vedkommende.

Der er intet diffust over venstrefløjens ønsker for bedre levevilkår. Vi ved hvad der skal laves om på, love der diskriminerer og ødelægger vores liv, vi ved hvilke love som skal fjernes. Vi ved hvad der er galt med de antisociale love som hersker på vores område. Vi ved hvor lovene undertrykker os og hvor de forhindrer os i at få det bedre. Vi har ikke brug for en kommission eller at lytte til eksperter. Hvad med at spørge de mennesker som lovene omhandler? Er det ikke essensen af ordet demokrati?

Vi skal have samlet de kræfter som kan varetage vores interesser, og vi skal udvælge de mennesker som vi stoler på. Vi tager kontrollen over vores liv tilbage. Målet med kampen mod fattigdommen er at afslutte, hvad Socialdemokraterne i forrige århundrede startede, med menneskerettigheder og social retfærdighed i centrum.

Vi kæmper for vores frihed, en fair indkomst, menneskerettigheder og et samfund uden social overvågning, en bolig som er til at betale, fri ret til at bo alle vegne ligesom alle andre borgere. Vi accepterer ikke stigende social kontrol og konstant færre midler at leve for, alt imens landet bliver rigere hvert år. Det er kæmpe spild af kræfter at økonomien forringes i så høj grad for dem som i forvejen har andre sociale problemer. Vi har en legitim ret i os selv. Fattigdommen som politikerne har skabt skal fjernes.

I øjeblikket er beslutningsprocesserne omkring socialvæsenet overladt til Beskæftigelsesministeriet, det er sygt. Vi skal have flyttet socialvæsenet væk fra Beskæftigelsesministeriet. Jeg tillader mig at citere Lisbeth Riisager Henriksen: ”Folk hungrer efter en ny generation af ledere, som kan skabe en genoprejsning af den politiske og den forvaltningsmæssige respekt for fagfolk og fagvurderinger, blandt andet af borgernes egne lægers vurderinger i socialsager. Uden respekt for de lægefaglige vurderinger af borgerne, ingen retssikkerhed i systemet og ingen værdig behandling til dem, der reelt er værdigt trængende.”

Et godt råd til de borgerlige: Et frit samfund eksisterer kun hvis friheden gælder for alle. Et liberalt samfund undertrykker ikke individet, ej hellere minoriteter. Hverken demokrati eller frihed kan gradbøjes. Demokrati forudsætter en rimelig fordeling af magten mellem de forskellige samfundsgrupper. Fjerner man en gruppes mulighed for indflydelse på egne forhold, indskrænkes landets demokrati formelt set. I de næste fire år bør en fordelingen af magten afspejle hele befolkningen. Både medierne, de sociale bevægelser og borgerne generelt skal holde folketinget ansvarlige for en ny retning, kun sådan får vi et ægte demokrati.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Birte Pedersen, Kåre Nissen, Lars Løfgren, Bodil Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Med vores nuværende bizarre demokrati "in-mente",
hvor kandidat valgt til folketinget af vælgerne først skal "godkendes" af etableret politikere på Borgen før kandidaten kan lukkes indenfor i beslutnings-processen, er det en glimrende ide at inddrage borgerne.

Hver kandidat der holdes udenfor beslutnings-processen repræsenterer et x-antal borgere, der således mister sin demokratiske indflydelses-ret.
Direkte borger-indflydelse kan udligne den skævhed.

Torben K L Jensen

Re-start demokratibevægelsen med Borgerting der kan udskrive digitale folkeasfstemninger (med Nem -ID ) - i første omgang vejledende - senere bestemmende. Det første jeg ville forslå er økonomisk demokrati med National-banken som samfundets hovedbank.
Lad os kalde bevægelsen : DEMOKRATI 2.0

Nils Bøjden

"Re-start demokratibevægelsen med Borgerting der kan udskrive digitale folkeasfstemninger (med Nem -ID ) - i første omgang vejledende - senere bestemmende. "

Med fare for at gentage mig selv.

Det er stort set verdens dårligste ide. I et digitalt valg skal du vælge mellem et sikkert valg hvor staten ved hvad enhver stemmer og et frit valg hvor du ingen anelse har om hvorvidt der er stemmefusk eller ej.

En af grundpillne i vores demokrati er hemmelige afstemninger

Se endvidere FNs mennskeretserklæring Art21 Stk 3.

Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne vilje skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med almindelig og lige valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning eller tilsvarende frie afstemningsmåder.

Rikke Nielsen

Medlemmerne af Folketinget ER borgere valgt ind af borgere
Det forekommer mig naivt at tro, at et Borgerting vi være hverken mere eller mindre.

Nogle gange glemmer en borger, at personen selv ikke er et repræsentativt udsnit af befolkningen, og et Borgerting vil aldrig komme til at repræsentere lige præcis kun den ene borgers holdninger. Præcis som Folketinget.

Thomas Andersen, Michael Friis og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar

Rikke Nielsen.

At den enkle vælger ikke nødvendigvis er repræsentativ for befolkningsflertallet udelukker ikke den enkelte er repræsentativ for et mindretal der jo også skal høres.
Desuden er der nøjagtigt den samme hurdle ved vores nuværende måde gå til valg på.
De politiske aktive må formodes i højere grad at deltage i valget end de passive.
Men som udgangspunkt skal ingen have mere "stemmeindflydelse" end andre. Hverken politisk aktive, meget rige eller kendte har mere ret til bestemme.
Selvom nogle vælger et liv som passive, bør ingen kunne tage deres ret til medbestemmelse fra dem.

Steffen Gliese, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Rikke Nielsen.

Jo, det er netop hvad som sker.
"Politisk passiv" der har valgt kandidat til folketinget, får frataget medindflydelsen , der er i kraft af stemmeseddel, hvis den valgte kandidat holdes uden for det politiske samarbejde inde på borgen.

Steffen Gliese, Birte Pedersen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

nils valla
"Selvom nogle vælger et liv som passive, bør ingen kunne tage deres ret til medbestemmelse fra dem."

Dit udsagn er lidt paradoksalt. Jeg oversætter det til: "Selvom jeg ikke gider engagere mig politisk, forventer jeg, at politikerne på borgen, kan gætte hvad jeg mener".

Jeg tror ikke nogle kan gætte, hvad du mener, hvis du ikke fortæller det. Beklager. Den eneste, der tager din medbestemmelse fra dig, er jo dig selv!

Rikke Nielsen.
Jeps, paradoks og dikotomi er hvad livet bygger på.

Hvis du går op i en bus forventer du ikke at skulle deltage i kørslen men blot at blive kørt til bestemmelsesstedet. Du har overladt styringen til en anden. Du har sat et kryds.

Politikerne på borgen skal på ingen måde gætte sig til hvad jeg mener.
De skal overholde hvad de lover.

Rikke Nielsen

nils valla

Enig i at de skal holde, hvad de lover. Deres udfordring - og heldigvis for det, hvis du spørger mig - er, at de skal skabe flertal for deres holdninger i Folketinget.. Ellers ville vi jo have et diktatur.

Michael Friis

Borgerting lyder tillokkende men jeg tvivler på mere bueaukrati er løsningen.
Se på historien: Forkeafstemninger bliver ikke taget til efterretning.

Politiker underbygger deres argumenter for hvad, der er godt for landet uden at befolkningen - ofte med rette - ser, at det faktisk er godt for dem.
Og hvad nu når borgertinget beslutter “forkerte” ting. A-kraft som nævnt i artiklen? Eller dødsstraf? Eller at forbyde religion? Max 20 km/t på cykelstier? Ingen offentlig behandling til personer over 90?
Jeg tror, at problemet er et helt andet sted. Vores manglende accept af, at tingene går galt og manglende anderkendelse af at nogle vil leve på en anden måde end en selv.

Nils Bøjden

" De skal overholde hvad de lover."

Er du klar over at der er 179 politikere i folketinget og at det kræver at der er 90 der stemmer for et forslag? Og så skal politikere overhovedet ikke holde noget som helst. De skal stemme efter deres overbevisning.

http://www.grundloven.dk/

§ 56
Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere

Kåre Nissen

Demokrati, folketing, borgerting. Kært barn har mange navne, men ingen af de nævnte er børn. De er fiktive historier, som historien om Gud.

Demokratiet vakler fordi vi har mistet troen på hinanden. Intet samfund kan eksistere uden tro. Uden tro er vi bare hårløse primater. Hårløse primater bruger 3 timer om dagen til at finde de kalorier, som den skal bruge for at være en hårløs primat. Den bruger 12 timer på at sove, og de resterende 9 timer bruger den på at irritere de andre hårløse primater.

Og vi kan heller ikke tænke selv. Homo sapiens har alle dage være et kollektivt dyr, men homo civic mundi tror på fiktive historier, og historien er i dag global.

http://midtjyskemeditationer.blogspot.com/2019/05/det-anti-demokratiske-...

Rikke Nielsen.

At fremskaffe et flertal (på den ene eller anden lunkne måde) for at gennemtvinge synspunkter der ikke er særlig stor dækning for blandt vælgerne er også en form for diktatur. Man "gennemtvinger" sin politik.
Alternativt kunne man i stedet lytte på andre, lade også andre komme til orde med deres politik som der jo også er vælgerdækning for. Kompromisserne der indgås kan på den måde, foregå mere gennemsigtigt. Alle er blevet hørt og føler sig inkluderet. ( der kan selvfølgelig være ideologiske forskelle hvor særstandpunkter er umulige komme uden om)

Nils Bøjden.

Selvfølgelig skal en kandidat følge sin overbevisning.
Og forhåbentlig går kandidaterne til valg på deres overbevisning.
Men at mene kandidaterne ikke er forpligtet i fh til vælgerne åbner jo op for "blå" politikere kan fiske stemmer blandt "røde" og vice-versa. Giver i sidste ende ikke andet end utroværdighed.

Rikke Nielsen

nls valla

Vi er 5.800.000 borgere i Danmark.
Hvordan forestiller du dig, at alle skal føle sig hørt?
Og hvordan vil det ændre sig med et Borgerting?

ps.

Husker i "vej-mafiaen" i folketinget.
Eneste dagsorden de havde i tinget, var at få Jylland forbundet på kryds og tværsmed motorveje.
De lagde således stemmer til hvad-som-helst for selv at få motorveje i Jylland. Og det lykkedes dem mere en fuldt ud. Endda i en tid med arbejdsløshed og nedskæringer på sundhed, uddannelse og bistand.
Personligt vil jeg mene, når ikke politikerne har flere mærkesager at kæmpe for, når politikken de laver er kynisk og ikke afvejet i fh til alternativer, så har politikeren siddet for længe i folketinget.
Og når politikeren ligefrem laver forordninger der udelukkende har til formål fastholde taburetten (i husker nok det der med "ingen agtindsigt") skulle politikeren aldrig i første omgang havde været i tinget.

Rikke Nielsen.
Det var i folketinget de alle 179 kandidater skulle høres. Og respekteres.
Det ville måske også kræve en anden type politiker, en anden tilgang til det der med at være med til lede et samfund.
En grænse for hvor længe en politiker kan sidde i tinget bliver uundgåelig. Med f.eks et max på højst to valgperioder får man fravalgt de mest brodne kar, levebrødspolitikerne og dem der stiller op af helt andre grunde end at ville hele samfundet.
Fremtidens politikere må have noget på hjertet. Mærkesager. Et ønske om forandring, og lysten til en sådan opgave med en årsløn som svarer til gennemsnittet for befolkningen de tjener.

Rikke Nielsen

nls valla

Hvis nu nogle foreslår, der skal indføres dødsstraf i Danmark i Borgertinget. Hvad skal der så ske?
Skal dette emne så automatisk sendes til folkeafstemning - og hvis der kommer et ja-flertal, har vi dødsstraf - eller skal det være, som det er lige nu, at medlemmerne af Folketinget kun er bundet af deres personlige overbevisning?

Rikke Nielsen.

Det så et spørgsmål om nogen har stemt på bevidst på "vejmafiaen" der nærmest var en lukket loge på Christiansborg.
En større hurdle er imidlertid hele vores valgsystem som hviler på partier. Eksembelvis får partierne tildelt penge af staten til føre valgkamp for, hvilket skævvrider konkurrencen i fh til løsgængerne. Ulige vilkår er ikke er særlig demokratisk.
Mange vælgere sætter for nemhedens (eller ligegyldighedens) skyld, deres kryds ved et parti. Det er så op til partierne selv at stille mandaterne. Jeg kunne godt forestille mig Vejmafiaen blev valgt på det mandat (ha-ha).
Jeg kunne også forstille mig Vejmafiaen i tidligere og yngre tider havde mere seriøse mærkesager kæmpe for, og netop en af de gode grunde til ikke holde politikerne for længe i folketinget.

Rikke Nielsen.
Vores kommunikation er blevet lidt usynkront (ha-ha). Dette er svaret på dit sidste indlæg.

En omorganisering af tinget som jeg ovenfor nævnte (højst to sidde-perioder og partierne løsrives fra folketinget) ville tiltrække en anden type politiker.
Ingen mennesker med trang til gøre noget for fællesskabet, går rundt med tanker om at indføre dødsstraf. Faktisk tror jeg slet ikke udviklet mennesker tænker i straf.

Ps. Rikke Nielsen.
Nej, jeg syntes ikke "borger-hjælpen" skal have myndighed til udskrive valg.
Men "borger-hjælpen" kunne jo blive et godt redskab for politikerne. En ekstra hjælp.

Nils Bøjden

"Men at mene kandidaterne ikke er forpligtet i fh til vælgerne åbner jo op for "blå" politikere kan fiske stemmer blandt "røde" og vice-versa. Giver i sidste ende ikke andet end utroværdighed."

Så stem på en du stoler på.

Steffen Gliese

valg er ikke demokrati, det er noget, man har, for ikke at få demokrati. Det fremgår også dejligt tydeligt af denne glimrende artikel.
En borger kan selvfølgelig ikke repræsenteres, men på den anden side er langt det meste af det, der bestemmes i samfundet, administrative, ukontroversielle beslutninger, som man ikke behøver diskutere ad nauseam.
De store linjer derimod... her havde SF jo med sit basisdemokrati den perfekte model, der kunne have været overtaget direkte.

Nils Bøjden

"valg er ikke demokrati, det er noget, man har, for ikke at få demokrati. "

Det er noget ekstremt vås.

Steffen Gliese

Nej. I et demokrati kan man selvfølgelig ikke kvalificere sig til repræsentation. Folkestyre går ud på at slippe udenom magthavere, fordi magt altid korrumperer. Et ægte demokrati opløser derfor alle muligheder for at opnå - for længere tid ad gangen - personlig magt eller magt på vegne af f.eks. en klasse.
Valg er derimod oligarkisk i sin natur, og det ses da også overalt, at det er en bestemt klasse, der sætter sig på magten ved valg og meler sin egen kage.

Allan Madsen

@ Steffen Gliese
Hvorfor skulle tilfældige udvalgte personer træffe mere saglige/fornuftige beslutninger end andre "demokratiske" valgte, eller hvorfor skulle tilfældige udvalgte være mindre tilbøjelige til at mele deres egen kage end "demokratisk "valgte?
Er tilfældige udvalgte lavet af et andet stof?

Niels Duus Nielsen

Jeg tillader mig at genbruge dele af en kommentar i en anden tråd:

Jeg har mest lyst til at blive hjemme denne gang. Det bliver alligevel enten LLR eller MF, der bliver statsminister, helt uden min hjælp. Så hvorfor overhovedet påtage mig noget som helst ansvar for et resultat, som jeg alligevel ikke kan støtte?

Niels Duus Nielsen

Rikke Nielsen, det er altid godt at få tingene sat på spidsen, for så hunder man ogte id af, hvor folk virkelig står.

Hvis der bliver stillet forslag om genindførelse af dødsstraffen i Danmark, og hvis et flertal ved en folkeafstemning vedtager dette forslag, ja så skal vi have dødsstraf i Danmark. I hvert fald, hvis vi er demokrater.

Det er jo netop, når jeg tænker på sådanne spidsfindigheder, at jeg bliver usikker på, om jeg egentlig er demokrat. Hvis DF, NB og SK skulle gå hen og få flertal og danne regering, vil jeg nok (1) forlade demokraternes kreds og i stedet (2) gå under jorden og (3) gå til væbnet modstand. Så kan vi jo altid diskutere om jeg i givet fald er frihedskæmper eller terrorist, demokrat vil man i hvert fald ikke kunne kalde mig.

Niels Duus Nielsen

*hunder man ogte id af; læs: finder man også ud af.

Det er vist på tide at jeg finder mig en sponsor, så jeg kan få mig et nyt tastatur, hvor bogstaverne ikke er slidt af - jeg er ikke så god til blindskrift, som jeg troede. Beklager!