Læsetid: 9 min.

Førstegangsvælger: »Sass og Tesfaye har ødelagt Socialdemokratiet for mig«

60-årige Lis Pøhler har stemt mange gange og stemmer altid det samme. Hendes 21-årige familiemedlem Emil Larsen er førstegangsvælger. Han vakler mellem tre partier og går efter dem med den pæneste tone. Information har bedt de to familiemedlemmer agere politiske kommentatorer og gøre status på valgkampen
Lis Pøhler, 60, og Emil Larsen, 21, ligger begge til venstre for midten, men har vidt forskellige overvejelser og måder at orientere sig på.

Lis Pøhler, 60, og Emil Larsen, 21, ligger begge til venstre for midten, men har vidt forskellige overvejelser og måder at orientere sig på.

Anders Rye Skjoldjensen

25. maj 2019

Lis Pøhler byder indenfor i huset i Brøndby og viser Information op på husets førstesal. Der er sat kaffe frem, og fra de store vinduer kan man se ned i haven, hvor hendes mand går og renser poolen, som glimter i solen.

»Der har du plasket rundt mange gange,« siger Lis Pøhler og giver 21-årige Emil Larsens skulder et klem.

Selv om det er lidt besværligt at forklare, hvordan de to familiemæssigt er relateret til hinanden – Lis er nemlig Emils fars kusine – så forsikrer Emil, at de kender hinanden rigtigt godt.

»Vi er del af en stor, tæt og evigt talende familie,« siger han og joker med, at det altid er en god idé at tage kærester med til familiefrokoster, hvis man er blevet trætte af dem.

Til dagligt læser han jura på Københavns Universitet og bor hos sine forældre i Albertslund. Lige nu læser han op til sine eksaminer – »den hårdeste bliver forfatningsret,« siger han.

Lis Pøhler er uddannet lærer. Hun er desuden forfatter til en lang række undervisningsbøger og har for nylig startet sit eget forlag, som hun driver fra huset. Ingen af dem er partipolitisk aktive, men de følger begge med i valgkampen.

Lis Pøhler læser aviser og hører radioavisen om morgenen. Emil Larsen orienterer sig i Politiken gennem sine forældres abonnement, streamer de store valgdebatter og følger politikerne på Facebook.

Hen over de kommende uger har de sagt ja til at være Informations valgkommentatorer og reflektere over valget og dets store debatter og dagsordner. Men inden vi når dertil, skal vi lige lære dem lidt at kende.

Indigneret hver morgen

— Hvornår husker I første gang, at I engagerede jer i noget politisk?

»Mit tidligste minde er, at jeg gik meget op i EF-valget i 1972,« siger Lis Pøhler og forsætter:

»Dengang var jeg knap 14 år. Jeg var stor modstander af EF, og jeg kan huske, at jeg blev skide sur på valgaftenen og syntes, at alle, der havde stemt for, var dumme. Det var helt sikkert første gang, det politiske menneske i mig blev vakt. I dag opfatter jeg mig selv som politisk hver eneste dag. Jeg er i hvert fald indigneret hver morgen mellem syv og otte, hvor jeg lytter til radioavisen.«

— Og du Emil?

»Jeg husker en samfundsfagstime i 8. klasse, hvor min lærer tegnede en streg på gulvet og skrev ’for’ på den ene side og ’imod’ på den anden. Hun fortalte en historie om nogle mennesker, der sad indespærret i en grotte og bad os om at tage stilling til, hvem der f.eks. skulle reddes ud først ved at placere os på den ene eller anden side af stregen. Det er egentligt en selskabsleg, men den handler om at have holdninger og bestemme over folks liv, og det er i bund og grund, hvad politik er for mig.«

— Hvordan har du det med at skulle stemme for første gang?

»Jeg er spændt! Jeg kommer fra et hjem, hvor der bliver talt meget om politik. Mine forældre har aldrig lagt skjul på, hvad de stemmer, og hvorfor de gør det. Og det har givet mig en politisk bevidsthed, som jeg – særligt i folkeskolen – kunne mærke, mange af mine jævnaldrende ikke havde. Det har selvfølgelig også farvet mig en del, og selv om mine forældre ikke stemmer det samme, så ligger vi alle tre på samme side af midten. Det er ikke en gang for sjov, når mine forældre siger, at hvis jeg eller min søster stemmer Dansk Folkeparti, så kommer farmor op af graven og hjemsøger os resten af livet, siger Emil Larsen.«

— Lis, kan du huske første gang, du stemte?

»Jeg var ret gammel. Valgretsalderen var 20 år, og der havde været valg lige inden, jeg fyldte 20. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var mærkeligt at være myndig og betale skat samtidig med, at jeg ikke var gammel nok til at stemme. Da jeg endelig engang i starten af tyverne kunne stemme, stemte jeg på kommunisterne. Jeg var studerende og læste til lærer, og jeg syntes, det var dem, der havde det bedste budskab. Der har været mange valg siden, og jeg har stemt til dem alle sammen. Hver gang nogen har villet høre min mening, har de fået den. Det har været vigtigt.«

— Har du igennem årene flyttet dig politisk?

»Næh ... Jeg hører stadig til på venstrefløjen. Jeg stemmer selvfølgelig ikke på kommunisterne længere – jeg ved faktisk ikke rigtig, om jeg nogensinde har kaldt mig selv kommunist, men jeg var da medlem af partiet en kort periode. I dag stemmer jeg på Enhedslisten. Det gør jeg hver gang,« siger Lis Pøhler.

— Du kan ikke nå at ændre mening i løbet af valgkampen?

»Nej.«

Kender ikke SF

— Ved du, Emil, allerede nu, hvad du vil stemme?

»Nej, slet ikke. Der er tre partier, som jeg godt kunne finde på at stemme på. Og jeg kan mærke, at det afgørende for mig er at stemme på et parti, som taler ordentligt. Det synes jeg faktisk er det allervigtigste. Alle de valg, jeg kan huske, har handlet om indvandrere. Jeg ved ikke, hvilke forskelle der har været i den økonomiske politik hos de sidste fire regeringer, og jeg tror ikke, at jeg i den førte politik fremover vil kunne mærke forskel på, om Lars Løkke eller Mette Frederiksen er statsminister. Men jeg er sikker på, at tonen i dansk politik bliver bedre, hvis jeg stemmer på rød blok. Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahls retorik har dikteret tonen i dansk politik længe nok, og derfor appellerer både De Radikale, Alternativet og Enhedslisten til mig.«

— Hvad med Socialdemokratiet?

»Det kunne jeg ikke finde på. Henrik Sass Larsen og Mattias Tesfaye har ødelagt det parti for mig. Tesfaye er ekstremt dygtig til at sige nogle meget ubehagelige ting på en nærmest sober måde, og at Henrik Sass Larsen i en periode kategorisk nægtede at udtale sig, det synes jeg virkelig er et demokratisk problem. Det er i min verden nærmest lige så slemt som at lyve.«

— Hvad så med SF?

»Hvis jeg scroller ned over min Facebook, så ser jeg ikke SF. Jeg ved godt, hvem Pia Olsen Dyhr er, men jeg kender ikke SF. Facebook bliver ved med at vise mig ting fra Enhedslisten og Alternativet – særligt angående klima, som jeg går meget op i. Og jeg ved godt, at SF ligger et sted derimellem, men hvis du banker i bordet og beder mig fortælle, hvad SF står for, så ved jeg det ikke.«

— Hvilke politiske emner er for jer de vigtigste?

Emil: »Klimaet. Og jeg kan faktisk ikke forstå, at det ikke er førsteprioriteten hos alle politikere. Det undrer mig nogle gange, at politik handler om at diskutere præcis, hvor mange kvoteflygtninge vi skal tage, om BNP skal være én procent højere eller lavere, og om skatten skal stige eller falde en smule. For hvis ikke vi gør noget drastisk for klimaet nu og her, så går det galt«.

Lis: »For mig er bekæmpelsen af ulighed det vigtigste. Vi er så rigt et samfund, at vi skal kunne finde ud af at tage os af de svage. Men også klimaet. Og så synes jeg, at det er beskæmmende, at der stort set ikke bliver talt om folkeskolen og uddannelsessystemet. Jeg er meget bekymret for manglen på viden – nu og i fremtiden. Og jeg kan ikke huske noget andet valg, hvor det har fyldt så lidt.«

Udryd alle pandekager

— Det her valg er jo af mange blevet kaldt et klimavalg. Er I enige i det?

»Næh,« siger Lis og trækker på skuldrene.

»Jeg fornemmer mere, at det er en facade, og at det ikke er særligt dybfølt, men noget, de siger, fordi de har opdaget, at det optager de unge. Når Lars Løkke siger, at han er grøn, så tænker jeg, at han er farveblind.«

Emil byder ind:

»Det har dog overrasket mig positivt, at en fyr, som jeg er meget lidt enig med – nemlig Anders Samuelsen – siger, at Liberal Alliance årligt vil sætte 3,7 milliarder af til klimaforskning. Om det er valgflæsk eller varm luft, det ved jeg ikke, men det er en positiv øjenåbner for mig, at også de har en reel grøn politik.«

— Er der noget i løbet af valgkampen, der har overrasket dig, Lis?

»Det overrasker mig, at Lars Løkke er fræk nok til at love 69 milliarder til velfærd. Det er et billigt trick, eftersom at han i årevis har skåret og skåret på området. Jeg synes faktisk ikke, at det er i orden.«

— Hvad føler I ellers, at valgkampen indtil nu har handlet om?

»Rasmus Paludan har fyldt alt for meget,« udbryder Lis.

»Jeg er ærgerlig over, at Lars Løkke ikke nåede at udskrive valget, før Stram Kurs blev opstillingsberettiget. Nu har han jo de samme demokratiske rettigheder som de andre partier, og sådan skal det selvfølgelig være, men det er beskæmmende, at vi ender med at bruge så meget tid på at diskutere ham. Det samme gør jeg lige nu, og jeg gider faktisk slet ikke tale om ham,« siger hun.

Emil fortæller Lis om et program, man kan installere på sin computer, som automatisk ændrer navnet ’Paludan’ til ’Klump’ og ’muslimer’ til ’pandekager’. Gør man det, kan man klikke sig ind på netnyhederne og læse historier om Rasmus Klump, der ønsker at fjerne alle pandekager fra jorden. Lis fniser.

Derudover nævner de tilbagetrækningsreformerne fra henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre:

— Emil, du læser jura og er ved at uddanne dig til et fag, hvor det ikke er uset, at man arbejder 50 timer om ugen. Samtidig ser din generation ud til at skulle arbejde, til I er 75 år. Fylder spørgsmålet om nedslidning og tidlig tilbagetrækning hos dig?

»Det tænker jeg stort set ikke på. Men til den tid tror jeg, at vi har fundet en bedre måde at organisere vores arbejdsliv på, så vi ikke bliver nedslidte. Til gengæld tænker jeg tit på, hvor dejligt det som barn var at have en farmor, som tog mig med på Arken og ud at spille tennis. Hun passede mig, når jeg var syg, eller når mine forældre skulle til fest, fordi hun som pensionist havde tid og energi til det. Hun har givet mig nogle ting, man ikke kan måle i BNP.«

Lis tager ordet og siger, at hun synes, det er helt forfærdeligt at tænke på, at folk skal arbejde, til de er oppe i 70’erne:

»Jeg har mange gange i mit arbejdsliv siddet over for mennesker, som burde været stoppet med at arbejde, fordi deres kompetencer ikke er fulgt med tiden,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er lærer og lærere bliver jo ikke fysisk nedslidte, men jeg synes, det er synd for eleverne, at de skal undervises af 72-årige, som har deres viden og erfaring forankret i en tid, der var engang.«

— Hvornår vil du selv gerne stoppe med at arbejde?

»Jeg har ikke sat nogen dato på. Det er ikke, fordi jeg ikke vil sige det højt, men jeg ved det virkeligt ikke. Jeg er selvstændig nu, men er samtidig i den lukrative situation, at jeg har noget opsagt tjenestemandspension, så jeg kan stoppe, når jeg ikke synes, det er sjovt længere.«

Panik før lukketid

Det sidste valgkampstema, Informations valgkommentatorer nævner, er Lars Løkkes Rasmussens flirt med Socialdemokratiet og muligheden for en fremtidig SV-regering, der samarbejder bredt hen over midten:

»Jeg synes, det er patetisk, at han indkalder til pressemøde og midt i valgkampen præsenterer en bog, som han har brugt to måneder på at lave,« siger Lis:

»Det ligner panik før lukketid, og svarer til, at man skriver testamentet om, når man bliver meget syg og ved, at det snart er slut. Jeg kan slet ikke tage det der med, at han sidder og siger, at han vil være den voksne i rummet.«

Da Emil begyndte at følge med i politik, husker han, hvordan alle talte om opgøret med blokpolitikken:

»Og det må det her virkelig være et udtryk for,« siger han.

»Et eller andet sted kan jeg godt se fornuften i en SV-regering, da jeg selv har meget svært ved at adskille partierne, men personligt håber jeg ikke, at det kommer til at ske. Det vil jo givetvis betyde en yderligere højredrejning af Socialdemokratiet, og det er jeg imod. Jeg tilhører nok rød blok, men hvad jeg ender med at stemme, det ved jeg stadig ikke«.

Serie

Kommentatorerne

21-årige Emil Larsen er førstegangsvælger og i tvivl om, hvor han skal sætte sit kryds. Hans næsten 40 år ældre familiemedlem Lis Pøhler på 60 har derimod stemt mange gange og stemmer altid på samme parti.

I løbet af valgkampen reflekterer de over de politiske debatter og sætter ord på, hvad der er vigtigt for dem, når de den 5. juni skal sætte deres kryds.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvis RV bliver meget mere røde, som i tilhængere af en egentlig afskaffelse af fattigdom, kan man stemme på dem.

Danny Hedegaard

Jeg har personligt stemt på DF lige siden partiets start, og før da stemte jeg konservativt.

Men for første gang i mit liv har jeg stemt socialdemokratisk, såvel til EU parlamentet, som Folketinget.

Jeg har aldrig troet at det skulle komme dertil, men jeg er nået til den erkendelse at velfærdsstaten grundlæggende er et socialdemokratisk projekt, og at jeg ikke havde været der hvor jeg er idag, med de fejltrin jeg har begået i livet, uden fællesskabets hjælp til selvhjælp.

Jeg betaler derfor min skat med glæde, som selvhjulpen i fuld beskæftigelse, mere ydmyg end jeg var da jeg var yngre.

DF har svigtet moralsk, og deres folkevalgte har svigtet min tillid som vælger, i den forløbne valgperiode, i en grad så jeg ikke længere mener at jeg med god samvittighed kan stemme på partiet.

Jeg mener ikke at jeg gør Danmark en tjeneste, hverken ved at stemme til højre for DF, eller til venstre for Socialdemokratiet, så derfor har jeg nu stemt, men stemt som en meget blå socialdemokratisk stemme.

For mig er det præcis Mattias Tesfaye, Henrik Sass Larsen, og til dels Jeppe Kofoed der har gjort mig tryg ved at stemme socialdemokratisk denne gang.

Mette Frederiksen skal ikke lette meget på partiets nye udlændinge og flygtninge politik, før jeg måske rent taktisk bider det i mig, at stemme på DF igen næste gang - vi får se, nu får hun chancen.

Jeg er i øvrigt helt uenig med Mette Frederiksen i, at det ikke er lige så ekstremt at stemme på Enhedslisten, som det er at stemme på Stram Kurs.

Det er alene Enhedslistens medlemmer af Folketinget, som giver partiet denne pæne, men falske facade.

Stillede deres hovedbestyrelse op i stedet, tror jeg ikke at de kom over spærregrænsen.

Forskellen er blot at med Rasmus Paludan, får vælgerne den ægte vare upfront, det gør de ikke med Enhedslisten.
Det skal man grave dybere i baggrunden for partiets oprettelse, for at forstå.
Et væld af ekstreme fraktioner som hver især, ikke kunne kravle over spærregrænsen.

Pernille Skipper eksempelvis, er erklæret Trotskist, når hun bliver spurgt - vel at mærke!

Det ved, og det forstår Mette Frederiksen selvfølgelig godt, men real politik er real politik, også hun skal tælle til 90 for at opnå, og kunne beholde magten.
I det spil er det belejligt med Enhedlistens, på overfladen, åh så pæne og civiliserede folketingsgruppe.

Hun er forståeligt glad for at retorikken hos Enhedslisten, ikke er den samme som hos Stram Kurs, med modsat fortegn, for var den det, kunne hun ikke tælle Enhedslisten med som støtteparti.

Det er helt befriende når et medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse, en sjælden gang imellem udtaler sig på sådan vis, at partiet viser sit sande ansigt.

Når det sker, er det ganske morsomt at bemærke, hvor trætte Pernille Skipper og Pelle Dragsted bliver i ansigtet, når de må kaste sig ud en gang damage control.
Hvilket de 2 i øvrigt er formidabelt dygtige til, når de gør det.

De har til nu formået, ikke at skræmme deres kernevælgere i byernes gentrificerede brokvarterer, de nyder trygt latten på deres hippe cafeer, mange af dem solidt plantet som boligejere.

Heldigvis er vi her til lands meget langt fra revolutionen, både en til højre og en til venstre for midten, og tak for det.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard