Feature
Læsetid: 7 min.

Fredrik Virtanen: ’Jeg var patriarkatet – og offer for voldtægtsanklager midt i #MeToo og en svensk kulturkrig’

Den svenske kendisjournalist Fredrik Virtanen blev hængt ud som voldtægtsmand under #MeToo-kampagnen, selv om han ikke var dømt. Nu har Virtanen skrevet et partsindlæg i bogform, hvor han kritiserer svenske mediers #MeToo-dækning og fortæller, hvordan han havnede på den forkerte side i den svenske kulturkrig
Folk fra Sverigedemokraterne er begyndt at forsvare Fredrik Virtanen på de sociale medier. Men det er, fordi de hader #MeToo mere, end de hader ham, skriver han. Foto: Tore Meek.

Folk fra Sverigedemokraterne er begyndt at forsvare Fredrik Virtanen på de sociale medier. Men det er, fordi de hader #MeToo mere, end de hader ham, skriver han. Foto: Tore Meek.

Morten Hvaal

Moderne Tider
4. maj 2019

Den 25. oktober 2017 befinder en af Sveriges mest kendte journalister, Aftonbladets profilerede klummist og kulturjournalist Fredrik Virtanen, sig i Arlanda Lufthavn i Stockholm, hvor han sammen med sin kone forsøger at beskytte sine børn mod de løbesedler, hvor deres far anklages for at være voldtægtsmand med navn og billede.

»Måske bliver de ikke så overraskede, jeg plejer jo at være i avisen, og de kan ikke læse. Men alligevel, jeg har aldrig før været på løbesedler,« tænker Virtanen.

Tabloidjournalisten, der er vant til at skarpvinkle sine historier, er gået fra byline til overskrift.

»Historien om Aftonbladetprofilen Fredrik Virtanen – anklagerne, netværket, stofferne og mediekritikken,« står der på løbesedlerne.

Beskyldningerne er ikke nye for Virtanen. En kvindelig skuespiller, blogger og »Instagram-kendis«, som Virtanen kalder hende, som han en nat i 2006 havde med hjem fra en bytur, har længe påstået, at deres møde endte med et seksuelt overgreb.

Men beskyldningerne er ikke sande, hævder Virtanen. Og han har endda via en advokat opfordret kvinden til at anmelde ham – hvilket hun gjorde – i håb om, at det ville stoppe de let genkendelige og ifølge Virtanen ærekrænkende påstande.

At Expressen bringer hans navn og billede, er til gengæld nyt.

Det er presset fra de sociale mediers lynchstemning, der får de traditionelle mainstreammedier til at give efter og droppe hævdvundne presseetiske regler, som forhindrer, at mennesker, der ikke er dømt, hænges ud.

Sådan konkluderer Fredrik Virtanen i sin nye bog, Utan nåd – en ransagning, hvor han blandt andet sætter fokus på forholdet mellem de sociale medier og den traditionelle presses rolle i #MeToo-debatten, og som en af de første giver sit personlige bidrag til afdækningen af #MeToo-bevægelsen og det historiske vendepunkt i kampen mod overgreb, voldtægter og magtmisbrug.

Kampagnens miks af kendisser, sex og magt gør #MeToo til »det mest lukrative, der er sket for pressen siden fodbold-VM i 1994 og terrorangrebet på Drottninggatan i foråret«, skriver Virtanen blandt andet i bogen, som han selv karakteriserer som en dokumentar, hvor indholdet er beviseligt ifølge de traditionelle journalistiske principper. Men som mange naturligvis vil se som et partsindlæg.

Presseetiske overgreb

I 2017 skyllede #MeToo-bølgen ind over verden med afsløringer af magtfulde mænds overgreb og seksuelle chikane.

Den greb Sverige med en styrke, der adskilte det feministiske mønsterland fra mange andre europæiske nabolande. Og den 16. oktober 2017 navngav Instagram-kendissen over for sine tusindvis af følgere for første gang sin påståede overgrebsmand.

Fredrik Virtanens sag har imidlertid aldrig været for retten trods kvindens anmeldelse.

Som det sker med rigtig mange voldtægtssager, henlagde politiet i 2011 anklagerne på grund af manglende beviser på, at Virtanen skulle have dopet kvinden og i hendes omtågede tilstand forsøgt at presse sin penis ind i hendes mund.

Mens The New York Times-journalisterne brugte to år på deres afsløringer af Hollywood-producenten Harvey Weinsteins påståede voldtægter og seksuelle overgreb, gik der kun en uge, fra kvinden offentliggjorde Virtanens

Fredrik Virtanen: ’Utan nåd’. 312 sider. 249 SEK. Gloria Forlag

identitet, til Expressen skrev deres historie, og Svenska Dagbladet fulgte op med, at 12 kvinder anklagede Virtanen for sexchikane og overgreb. Kun kvinden bag Instagram-opslaget stod frem med navn.

Fire uger senere var Virtanen fyret fra sin arbejdsplads, Aftonbladet. Siden har han efter eget udsagn kun haft ganske få freelanceopgaver, og han har været nødt til at søge til Norge for at få sin bog udgivet, fordi svenske forlæggere ikke ville røre den.

Aftonbladet, hvor Fredrik Virtanen – ud over at have sit eget tv-program på TV8 – var en profileret klummeskribent og blogger, har også været nødt til at søge udenlands for at få bogen anmeldt.

Som bladets kulturredaktør og klummeskribent i Information Åsa Linderborg har forklaret her i avisen, er det, fordi de svenske medier sidder »tilsølede tilbage efter presseetiske overgreb« i kølvandet på deres #MeToo-afsløringer. Derfor havnede Aftonsbladets anmeldelse hos denne artikels forfatter.

De svenske ombudsmandsinstitutioner for tv, radio og trykte medier har ikke tidligere modtaget så mange klager, som efter mediernes #MeToo-afsløringer. Og der er afsagt kritiske kendelser mod en række svenske aviser blandt andet for brud og groft brud på god presseskik.

Klagerne går imidlertid begge veje. 2.189 personer anmeldte således det profilerede undersøgende SVT-program, Uppdrag gransknings dokumentar, der udsatte kvindernes påstande for en dybere undersøgelse, og stillede spørgsmålet om, hvorvidt Fredrik Virtanen blev ofret i mediernes jagt på en svensk Harvey Weinstein under #MeToo-bølgen i 2017.

Mange mente, at udsendelsen tog Virtanens parti.

Efterfølgende modtog journalisten bag dokumentaren trusler og oplevede, at kolleger lagde afstand til hende, selv om udsendelsen senere blev nomineret til en journalistisk pris.

Men både Expressen eller Svenska Dagbladet manglede altså dækning for deres påstande. Det var ord mod ord og sladder fra de sociale medier. Og journalisterne bag havde ifølge Uppdrag granskning ikke engang læst politiets efterforskningsrapporter, hvoraf det fremgik, at flere af de anonyme påstande ikke stemte overens med efterforskningen.

På Trumps side

Men Fredrik Virtanen er også et offer for meget af det, der er galt i dagens debat-Sverige, fremgår det af bogen.

Han er offer for en polariseret offentlighed, fordi de såkaldte identitetsfeminister og den alternative højrefløj i Sverige pludselig får en fælles fjende, da den venstreorienterede journalist bliver anklaget for voldtægt – Virtanen har skrevet og analyseret både international og svensk politik med et venstreorienteret udgangspunkt.

Den eneste væsentlige forskel på de alternative, højreradikale medier og de traditionelle medier er, at sidstnævnte ikke afviser den nethadende hob, da det pludselig er venstrefløjen, der nethader, mener Virtanen, som modtager bunkevis af trusler i sin mailboks i løbet de heftige dage i 2017, hvor hans navn bliver kendt for andet end hans klummer og hans tv-program.

Men de kommercielt pressede mainstreammedier vil ikke stå tilbage for hinanden og de sociale medier, da #MeToo-bølgen griber Sverige, lyder analysen. Og pludselig finder Virtanen sig på den forkerte side af den kulturkrig, han selv har skrevet om som journalist. På Trump og hans vrede, hvide kernevælgeres side. På mandens side.

Fredrik Virtanen ser også sig selv som et offer for den særlige svenske tavshedskultur eller ’åsiktskorridor’, som gør, at alle er bange for at komme til at stå på den forkerte side i debatten. Og hvor positionerne nu fastholdes. Ikke bare af de mediechefer, som blev dømt af pressenævnet. Men også dem, der uanset hvad, ikke vil se Virtanen, som det offer, han selv mener, han er.

De ser Instagram-kendisen som offeret. Derfor skal han betale den længste straf i form af arbejdsløshed og marginalisering i den svenske offentlighed, selv om han ikke er dømt, fremfører Virtanen.

Jeg ved, »at jeg i mange kredse er evig dømt og hadet, og at de fleste, som valgte side, stadig står på den samme side. Enten på grund af prestige, magt eller dumhed. De vil stadig se mig hængt«, skriver Fredrik Virtanen.

Han kan forstå nogle af dem. For eksempel de kvinder, som udsættes for overgreb og oplever, at retsvæsnet svigter dem, og bruger ham som symbol.

Men mest af alt oplever han tavshed. Kun »SD-manden«, arketypen, der stemmer på det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, begynder at skifte side og tage Fredrik Virtanens parti på de sociale medier.

»De afskyer naturligvis stadig skribenten Virtanen, feministen og socialisten, men de har indset, at det ikke bare handlede om mig, men også om deres privilegier. De afskyer #MeToo mere end mig, og jeg har ikke nogen irriterende position på det politisk korrekte Sveriges flagskib længere. Ingen position overhovedet. De beder mig dog stadig om at holde kæft selv på Twitter.«

Jeg var patriarkatet

Og sidst men ikke mindst er Fredrik Virtanen også et offer for sig selv, sin selvovervurdering og sit misbrugsplagede, depressive selvhad, som fik afløb i den hårdt vinklede og kyniske tabloidjournalistik, han bedrev i en festrus i sine yngre dage, hvor de fleste nætter stod på fest, stoffer, alkohol og masser af kvinder. Og hvor han kunne finde på at titulere kvinder som horer.

»Groupies, folk, som fedtede, mennesker, som grinede af mine dårlige vittigheder, folk, som var bange for mig.«

»Jeg var patriarkatet.«

»Jeg var patriarkatet, som jeg afskyede.«

»Den der diskrepans. Hvordan skal man beskrive den?«

»I spejlet så jeg: et lille barn. En dreng, der var ked af det. En fuld dreng. Fed, ensom, lille.«

»Andre så: Fremgang, magt, 192 centimeter.«

»Barnet eller bluf.«

Men selv om Fredrik Virtanen erkender, at han var en ubehagelig fyr engang, hævder han altså over for politiet, at han ikke var særlig påvirket den nat med Instagram-kendisen, og under ingen omstændigheder har begået et seksuelt overgreb, fremgår det af den afhøringsrapport, Virtanen bringer i bogen – i forlængelse af Instagram-kendissens.

Ser man på de svenske mediers dækning af bogen, har eksempelvis Expressen valgt at fokusere på netop den del af bogen, hvor Virtanen beskriver sit liv som depressiv kokainmisbruger i 00’erne. Et misbrug, som Virtanen ifølge eget udsagn senere fik bugt med, da han mødte sin nuværende kone, der er forfatter, og i øvrigt også arbejder på en bog om sagen.

»Det gik ad helvede til … Jeg havde brug for kokain hele tiden,« som Expressen skriver i underrubrikken på deres interview med Virtanen op til bogens udgivelse.

Bogen kunne til gengæld have været meget hårdere, siger Fredrik Virtanen til avisen og fortsætter:

»Og jeg behøvede penge, så bliver jeg jo nødt til at udgive den store skandalebog.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Vor tid udmærker sig ved at forenkle det komplicerede og komplicere det enkle.

Minna Rasmussen, Birte Pedersen, Torben K L Jensen, Bjørn Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jeg synes at #MeToo-bevægelsens intentioner bliver misbrugt af "hard-core" feminister langt ud over det rimelige.

Enten er Fredrik Virtanen skyldig i anklagerne, og det må da kunne undersøges, eller også er det justitsmord. Og er han udsat for justitsmord, må han jo anmelde sagen til politiet, der rejser sigtelse mod de skyldige.

- Et det egentlig mere kompliceret?

Jens Jensen

Trial by Mob
Hvad sige det om vore samfund og vores såkaldte ligestille,
når mennesker forsvare Trial by Mob.

Henrik Brøndum

Fin artikel, men hvad betyder:

"det feministiske mønsterland" (Sverige)

Hvad er et feministisk mønsterland, og hvordan afgøres det om et land lever op til prædikatet?