Læsetid: 8 min.

Indien til valg: »Koen er vor mor, og hvem vil ikke forsvare sin mor?«

Koen har altid været vigtig i den hinduistiske mytologi, men de seneste år har den også fået en central rolle i indisk politik. Det var den, der skulle sikre Narendra Modi og hans hindunationale parti magten, men på det seneste har den i stedet vist sig at blive et skadedyr i hans valgkamp
I templet Shri Ram Hanuman Vatikas hjem for hjemløse køer i Delhi bor der for tiden 60 køer. Disse hjem – såkaldte goshala – er kendt helt tilbage til starten af 1800-tallet.

I templet Shri Ram Hanuman Vatikas hjem for hjemløse køer i Delhi bor der for tiden 60 køer. Disse hjem – såkaldte goshala – er kendt helt tilbage til starten af 1800-tallet.

Peter Nygaard

18. maj 2019

En yngre mand i lændeklæde mediterer over et par røgelsespinde midt i en cirkel af kokasser, mens hans kollegaer muger ud mellem de sorte, røde og hvide køer i folden bag ham. I en lind strøm kommer folk ind fra gaden. I hænderne har de små skåle med græs eller tørt brød. De fodrer køerne, klapper dem kort, og forsvinder så ud i den travle storby. En velsignelse rigere efter mødet med det hellige dyr.

»Folk elsker og tilbeder dyrene,« fortæller stedets guru. »Al maden, som køerne får, er donationer. De rige køber det, og de fattige samler græs.«

Vi er i templet Shri Ram Hanuman Vatika, der driver et botilbud for hjemløst kvæg i den østlige del af den indiske hovedstad New Delhi. For tider bor her 60 styks i alle aldre. »En del af dem doneres til os, når folk dør,« fortæller guruen. »Førhen gik køerne og spiste på gaden. Nu kommer de her til os.«

Problemet

Hjem for hjemløse køer, såkaldte goshala, er kendt helt tilbage til starten af 1800-tallet, hvor der første gang blev problemer med hjemløse køer i de indiske byer. Siden er det problem kun vokset, og det er ikke spor udsædvanligt, at trafikken går helt i stå i gaderne, fordi en ko står og drøvtygger en plastikpose.

Guruen har det øverste ansvar for køerne i templet. Fra sit jagttårn holder han øje med de mange, der kommer for at besøge køerne.

Peter Nygaard
For dette meget indiske problem synes næsten uløseligt: I det primært vegetarisk spisende land på 1,3 millioner mennesker udgør mælken en afgørende proteinkilde.

Problemet er, at en ko kan blive op til 15 år gammel, men holder op med at producere mælk allerede når den er omkring syv år, hvorefter den bliver en uproduktiv byrde for de ofte fattige bønder. Samtidig er der i det moderne landbrug brug for stadig færre tyre som trækdyr. Men koen er hellig, så de må ikke slagte den. 

Arbejdsdeling

Men der har i praksis været et velfungerende system, der afhjalp de værste følger af det dilemma. Traditionelt har der nemlig eksisteret en arbejdsdeling mellem Indiens religiøse grupper, der blev accepteret, fordi de gjorde koen indbringende i alle dens livsfaser: Når tyren var blevet for svag, eller koen var løbet tør for mælk, blev den solgt videre til primært muslimske handelsfolk, der transporterede de trætte dyr til andre dele af Indien, primært Vestbengalen, hvor slagtning af kvæg altid har været accepteret. Der blev de slagtet og solgt videre som kød eller til forarbejdning som lædervarer.

Hinduerne undgik altså at få blod på hænderne, men kom af med dyrene. Muslimerne havde en stabil leverance til deres slagterier og småindustri: på papiret et skoleeksempel på en win win-situation i et multireligiøst samfund.

Modis ko

Men de seneste ti år er den ordning lige så stille brudt sammen som følge af et stigende politisk fokus på hinduidentiteten og den hinduistiske mands forpligtelse til at beskytte nationen. Både nationen og koen er symbolske ’mødre’ ifølge den indiske tradition, og i lighed med den højrepopulistiske diskurs i f.eks. Europa er opråb til beskyttelse af kvinden mod fjenden en effektiv måde at mobilisere. 

I Shri Ram Hanuman Vatika kigger de hellige vandrende mænd, sadhuerne, forbi til lidt mad.

Peter Nygaard
Så da den siddende premierminister, Narendra Modi og hans hindunationalistiske parti BJP i 2014 førte valgkamp, blev koen pludselig støvet af og brugt som et helt centralt politisk symbol. For BJP vidste, at skulle de vinde over Gandhidynastiet, måtte de mobilisere hinduvælgerne i Nordindien. Da det område også kaldes ’kobæltet’, var valget af symbol relativt nemt. 

Volden

Det gav genklang. Og trak blodige spor. For mens Modi på nationalt tv og til statsledere verden over primært talte om det økonomiske mirakel, han nu ville udføre i Indien, talte hans partisoldater i delstaterne med langt mere følelsesladede tunger til de unge hindumænd: Forsvar koen mod muslimerne. Som det hed: Koen er vores moder. Og hvem vil ikke gøre alt for at forsvare sin mor?

Overalt sprang der såkaldte Gau Raksha Dals frem – hinduistiske selvtægtsgrupper med skydevåben, macheter og officielle dokumenter fra det lokale politi – som gik på jagt efter såkaldte kvægsmuglere ved delstatens grænser.

Omring 50 muslimer er blevet dræbt af selvtægtsgrupperne. Human Rights Watch vurderer, at antallet af hadforbrydelser på baggrund af religion, kaste og etnicitet er steget voldsomt, siden BJP kom til magten i 2014 – størstedelen af dem med henvisning til mistanke om koslagtning. 

Politisk respons

Få er blevet dømt for forbrydelserne, og familier til ofrene, der har forsøgt at råbe op, er blevet mødt med trusler – blandt andet om, at de også ville blive beskyldt for meddelagtighed i koslagtning.

I templet udføres hellige ritualer med alle koens gaver, herunder lort.

Peter Nygaard
Og den politiske fordømmelse fra BJP har været enten fraværende eller lunken. Tværtimod har BJP i flere af de nordlige delstater i samme perioder ført valgkamp på spørgsmålet såsom en BJP-leder af delstaten Bihar, der i 2015 udtalte, at lokalvalget var »en kamp mellem dem, der æder bøf og dem, der er imod koslagtning«.

Eller delstaterne har strammet lovgivninge på området – f.eks. på spørgsmålet om overhovedet at røre ved selv selvdøde køer. Det har givet selvtægtsgrupperne mulighed for at gå efter dalitter, de kasteløse i det indiske kastesystem, der traditionelt har haft det job at skaffe fælleskabet af med forurendende, selvdøde dyr.

Nyhellig

De seneste fem år har koen som omstridt politisk symbol altså fået en renæssance, men at koen er udgangspunkt for konflikt, er ikke et nyt fænomen. Faktisk fødtes dens hellige status i en vis forstand ud af konflikt.

For koens særlige status står ikke beskrevet i de vigtigste hellige tekster, Vedaerne; den var tværtimod et vigtigt offerdyr i den tidlige hinduistiske praksis. Ideen om den hellige ko – og følgelig, tabuet mod slagtning – opstod, efterhånden som hinduismens omfattende gudekatalog udviklede sig.

Der er flere bud på årsagen. Et af dem er, at det blev vigtigt at finde argumenter, som folk forstod, efterhånden som Indien fik en større befolkning at brødføde. Køernes trækkraft skulle bruges på markerne, og deres mælk skulle bruges til at gøre børnene stærke. Derfor var det kortsigtet at slagte dem – og desuden upraktisk at slagte så store dyr i det varme klima. Til tider er religiøse dogmer mere effektivt mod tomme maver end langsigtet snusfornuft.

Men flere religionshistorikere har også peget på, at forbuddet mod slagtning sandsynligvis først for alvor fik sin folkelige gennemslagskraft som protest mod de bøfspisende muslimer, der begyndte at dukke op i Nordindien i løbet af 700-tallet.

Alt det koen kan

I gården bag Shri Ram Hanuman Vatika sidder guruen på et ophøjet podie, der ligner et jagttårn, med bar overkrop og læser dagens avis. »Koen er vores mor,« svarer han fra sin ophøjede position til journalisten under ham. »Koens mælk er vigtig, koens urin er vigtig, koen er vigtig,« fastslår han. Selv har han en favoritko i templet. Den er brun og hvid og hedder Shahiwal. »Den har et stort yver og giver den tykkeste mælk.«

Kvarterets beboere stiller sig i kø for at få en skål af den særlige, krydrede risengrød.

Peter Nygaard
Og det er den mælk, de venter på i templets kælder. Det aflange lokale er efterhånden fyldt af lokale guruer og vandrende hellige mænd, sadhuer, der sidder på række langs væggen. Ældre mænd med skæve briller og løst knyttede orange turbaner og unge halvnøgne mænd med pletter af indtørret maling på ansigt og krop.

Stemningen er høj. Der grines og hver gang en hellig kammerat forlader selskabet, råber de i kor en farvelhilsen. Efterhånden som alle har fået fyldt maven med brød og mælkebudding, trasker de afsted for at gøre plads til næste hold. Nu er det de almindeligt dødelige fattige, der skal have føde af moder ko.

Tab af indtægt

BJP’s kærlighed til koens politiske mobiliseringskraft har også haft alvorlige økonomiske konsekvenser. Store grupper af muslimer har mistet deres indkomstgrundlag, da de ikke længere kan købe køer, og de (hindu-)bønder, der før kunne tjene lidt til at købe den næste (mækeproducerende) ko, har mistet den indtægt.

Men ikke mindst kæmper bønderne for at holde de stadig større horder af sultne, strejfende kvæg væk fra deres marker. For når man ikke længere kan sælge sine gamle køer videre, er der ikke andet at gøre end at slippe dem fri. De indiske landbrugsmyndigheder vurderede, at der i 2012 var 5,3 millioner hjemløse og strejfende stykker kvæg i Indien, og det tal menes at være markant større i dag.

Overalt fortæller bønderne derfor samme historie: Køerne kommer om natten og rydder hele marker, og de kan intet gøre for at stoppe dem. Centralregeringen fastholder, at de gør alt for at afhjælpe problemet – blandt andet har de i perioden 2014 til 2016 brugt det der svarer til 578 millioner kroner på at bygge ’koplejehjem’.

Men det rækker langt fra. Flere steder er landsbybeboere blevet drevet til at tænke kreativt i forsøget på at redde høsten ved f.eks. at låse flokkene inde i skoler og andre regeringsbygninger, hvor de efterlades og ofte dør af mangel på vand og mad. Men de slagter dem ikke.

’Pink revolution’

Og det økonomiske tab manifesterer sig også på den nationale bundlinje. En ud af fem køer og okser, der findes i verden, bor i Indien, og landet er verdens næststørste eksportør af oksekød efter Brasilien.

Indien producerer også 2,5 milliarder kvadratmeter læder om året, hvilket er 13 procent af den globale produktion. Det indgår ført og fremmest i den hjemlige produktion af lædervarer som sko og tøj til verdensmarkedet.

Og koen har ikke bare været effektiv som politisk mobiliseringsredskab i ’kobæltet’. Den har også været et effektivt modsvar til de politiske modstandere i Nehru-Gandhi-dynastiet, der ved dette valg er repræsenteret af Rahul Gandhi. Modi har spydigt talt om farerne ved en ’pink revolution'. Med reference til den ’grønne revolution’ i slutningen af 1970’erne, hvor landbrugsproduktionen eksploderede, advarede han i 2014 om, at Kongrespartiet ville satse på produktion af oksekød.

Trussel mod Modi

I Shri Ram Hanuman Vatika er gryden med krydret lind risengrød stor. Folk liner op langs den trafikerede gade. Køen består primært at autorickshawchauffører og hjemløse, men der er også et par unge smarte fyre i læderjakker i køen. De får udleveret små folieskåle med grød, og når de har spist den, stiller de sig op i køen igen. Ingen synes at tage sig af rotationen. Der er mælk nok til alle.

Det er mere tvivlsomt, om der er stemmer nok til Modi ved det valg, der afsluttes i næste uge – i hvert fald til at give ham absolut flertal i det indiske parlament. For koen, der i første omgang tiltrak stemmekvæg, har de seneste måneder vist sig at blive en belastning.

Ved sidste valg stemte Ajeet Khosla på Modis parti. I dag er han blevet klogere.
Læs også
Nupur Sharma støtter uforbeholdent premierminister Modi.
Læs også
Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • arne tørsleff
  • Mikael Aktor
  • Trond Meiring
Katrine Damm, arne tørsleff, Mikael Aktor og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Så selv dem der fjerner de selvdøde køer, f.eks dem der er døde af sygdom midt på vejene, udsættes for radikalt hindunationalistisk vold fordi de menes at "besudle" et helligt-nationalt symbol? O.o

Endnu engang demonstreres nationalismens idioti: I stedet for at ville værne om historien og kulturen som den er, værner man om en ultra-glorificeret, romantiseret kulturhistorie sat op på en uopnåelig pedestal. Som en forelskelse hvor man er forelsket i sit eget ideal af en kvinde, i stedet for i kvinden som hun reelt er. Og når kvinden ikke lever op til ens latterligt idealiserede, romantiserede forventninger, straffes hun.
Man værner ikke, beskytter ikke, hylder ikke sin kultur, historie, slægt eller religion ved at kæmpe om hvem der kan synge de mest svulstigt glorificerende sange i nationens ære, eller hvem der kan være den hinduste af alle hinduer i hele verden.

Man værner om kultur ved at leve den, ved oprigtig at interessere for historien som den var, og ikke som historie hvis flatterende sider skal forstørres x gange og alt det mindre flatterende slettes for at være "forræderisk". Man må håbe at inderne besinder sig, men det er vist nok desværre nok mest sandsynligt at den næste atomkrig bliver en mellem Indien og Pakistan om Kashmir.

Katrine Damm, Peter Henningsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar