Læser du bøger: Som en stjerne i natten
Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
»Yuval Noah Hararis Homo deus. En kort historie om i morgen. En slags fremtidsfabel. Som titlen antyder, er det et værk, som beskæftiger sig med de store spørgsmål i livet på baggrund af skarpe observationer i sociologi, filosofi, politik, biokemi, psykologi og ikke mindst datateknologi. Bogen rejser et væld af eksistentielle spørgsmål, om hvordan vi som menneskehed stiller os i forhold til udødelighed, mening og magt. Det er tungt stof serveret elegant.«
Hvilken bog har haft størst betydning for dig?
»Min læseglæde blev boostet i gymnasietiden, hvor vores dansklærer motiverede mig til at læse danske klassikere af eksempelvis Tom Kristensen, Johannes V. Jensen, Steen Steensen Blicher og Herman Bang. I denne sammenhæng lyser Karen Blixens Babettes Gæstebud som en stjerne i natten. Et værk, jeg stadig genlæser fra tid til anden. Blixens forfatterskab og kraftfulde fortælleglæde har sat mig i et livslangt kærlighedsforhold til litteratur.«
Hvad er den værste bog, du har læst?
»Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton. Den der atmosfære af altmodisch dameblad, chiclit og forceret, indforstået pige til pige-humor virker overdreven kalkuleret, men til gengæld fattig på egentligt budskab.«
Hvilken type læser er du?
»Jeg læser mest om aftenen, men kan godt finde på at have samme bog som lydbog for at høre den i bilen. Eller tage bogen med til togturen. I mine perioder med barsel har jeg håndhævet en slow-living præmis om, at jeg måtte købe og læse alle de bøger, jeg havde lyst til. Det er blevet til tre litterære barselsfester.«
Hvornår læser du?
»Jeg nørder lidt i det filosofiske netværk ’Outside Collective’, hvor udgangspunktet for møderne og samtalen altid er en oplæsning af en udvalgt, filosofisk tekst. En gang om måneden smutter jeg forbi det lokale bibliotek. Jeg er sådan en forælder, der læser højt for børnene, det er jeg selv vokset op med, og den hyggestund vil jeg også gerne dele med min egen familie. Lige for tiden er jeg mere end godt underholdt af Anders Matthesens Ternet Ninja, som min søn og jeg skiftes til at læse højt for hinanden.«
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »