Læsetid: 3 min.

Liberale udfordrer spillereglerne om EU’s topposter

I 2014 mente den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, ALDE, at demokratiet i EU var umuligt uden spidskandidatproceduren. I dag er de skeptiske over for, om den skal gentages. Denne U-vending skyldes lige dele utilfredshed med processen og flirt med Emanuelle Macron
I dag er Jean-Claude Juncker formand for EU-Kommissionen, det blev han takket være den såkaldte spidskandidatprocedure. Nu er spørgsmålet om proceduren blevet til en kampplads for kommissionsformandsposten.

I dag er Jean-Claude Juncker formand for EU-Kommissionen, det blev han takket være den såkaldte spidskandidatprocedure. Nu er spørgsmålet om proceduren blevet til en kampplads for kommissionsformandsposten.

Francois Lenoir

4. maj 2019

Ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 blev spidskandidatproceduren afprøvet for første gang.

Spidskandidatproceduren er en metode til at vælge kommissionsformanden, hvor de europæiske partier hver stiller med en (eller to) kandidater til posten. Kandidaten for det parti der får flest stemmer ved europaparlamentsvalget bliver så parlamentets kandidat.

Ifølge Lissabontraktaten skal Det Europæiske Råd foreslå en kandidat til kommissionsformandsposten under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet skal derefter vælge formanden.

Den formulering blev afprøvet første gang i 2014, og da ingen vidste, hvad under hensyntagen egentligt betød, greb de centrale medlemmer i Europa-Parlamentet muligheden for at sige, at de kun havde tænkt sig at vælge en kommissionsformand, hvis denne var parlamentets kandidat.

Det udløste en mindre forfatningskamp mellem Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd, hvor Europa-Parlamentet kom ud som vinderen, da deres kandidat Jean-Claude Juncker blev valgt som formand for kommissionen.

En grund til, at Parlamentet vandt over Rådet, var, at de lykkedes at koble spidskandidatproceduren med demokrati. En af de mest vedholdende fortalere bag denne kobling var den liberale gruppe ALDE.

ALDE’s formand, Guy Verhofstad, sagde i 2014, at valget af Juncker til kommissionspræsident var »en sejr, ikke kun for Europa-Parlamentet men for europæisk demokrati«. Og havde Det Europæiske Råd udpeget en anden formand, havde det været »enden på europæisk demokrati«.

Fra spidskandidat til Team Europa

Da tiden var inde til at stille spidskandidater til årets europaparlamentsvalg, forholdt ALDE sig tavs. Først lang tid efter, at de store partifamilier, kristendemokraterne og socialdemokraterne, havde stillet deres kandidater annoncerede ALDE deres Team Europa.

Team Europa er et opgør med spidskandidatproceduren. I stedet for at stille med én kandidat har ALDE stillet med et hold på syv kandidater. Holdet tæller prominente folk som den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager og den tidligere belgiske premierminister og spidskandidatfortaler Guy Verhofstad.

Ikke nok med, at ALDE ikke opstiller en spidskandidat, de stiller sig nu også kritiske over for den procedure, som de ved sidste valg sidestillede med demokrati. En grund er, at det ikke er lykkes at indføre transnationale lister.

I dag understreger ALDE, at transnationale lister er et nødvendigt grundlag for at gøre spidskandidatsystemet demokratisk.

Verhofstad har i sin kritik understreget, at uden sådanne lister forbliver valget af kommissionsformanden Angela Merkels valg. Verhofstad tilslutter sig således kritikken af spidskandidatproceduren som et røgslør, der forsøger at dække over en grundlæggende udemokratisk beslutning.

Spidskandidatproceduren er kontroversiel. Hvis den skal overleve, er det vigtigt, at den har bred opbakning i Europa-Parlamentet. ALDE’s kritik af proceduren kan derfor vise sig at blive betydningsfuld.

Der er andet at vinde end Kommissionen

Gentages spidskandidatproceduren, bliver den næste kommissionsformand næsten med sikkerhed kristendemokraternes kandidat Manfred Weber.

ALDE står til at blive den tredjestørste gruppe i Europa-Parlamentet og har derfor ikke en chance for, at deres kandidat bliver parlamentets kandidat.

ALDE’s U-vending kan derfor forklares med, at de ikke vil risikere at spilde en af deres stærke kandidater ved at opstille dem til et valg de næsten med sikkerhed ikke vil vinde.

En række topposter i EU skal besættes i år, deriblandt posterne som kommissionsformand, EU’s udenrigschef og formand for Det Europæiske Råd.

Ved at stille et hold af ledende kandidater får ALDE i stedet muligheden for at fremsætte deres kandidater uden, at det er klart, at de kun er kandidater til én post.

Flirt med Macron

Den franske præsident Macrons parti, En Marche, har endnu ikke villet søge medlemskab i de europæiske politiske partier. Macron har i stedet understreget, at han ønsker at forme en ny politisk gruppe bestående af store dele af det nuværende ALDE, men også med medlemmer fra den grønne gruppe og fra social- og kristendemokraterne.

Men selv om Macron har været tilbageholdende, tyder meget på, at En Marche og ALDE arbejder på at skabe fundamentet for et samarbejde efter parlamentsvalget sidst på måneden.

Et samarbejde mellem ALDE og En Marche vil styrke ALDE’s position betydeligt. ALDE har i dag 68 pladser i Europa-Parlamentet og ville med En Marches forventede 22-24 pladser komme tættere på socialdemokraterne, der står til at få omkring 132 pladser.

En Marche er erklærede modstandere af spidskandidatproceduren, som Macron mener er en »demokratisk anomali«, der hverken sikrer, at de mest kompetente eller mest populære kandidater vil få tildelt de ledende poster. En Marche har gjort det klart, at de ikke ønsker at være associeret med politiske kræfter, der ønsker at gentage spidskandidatproceduren.

ALDE’s ændrede opfattelse af spidskandidatproceduren, bør derfor både ses som en del af spillet om at få mest mulig indflydelse i Europa-Parlamentet ved at rykke tættere på Macron, og størst mulig chance for at sikre sig en af de andre ledende poster i EU.

Fotos af: Martin Sylvest, Mads Claus Rasmussen, Nils Meilvang, Asbjørn Sand, Niels Ahlmann Olesen, Philip Davali, Liselotte Sabroe og Henning Bagger
Læs også
Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Lone Wienberg Hansen
Gert Romme og Lone Wienberg Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars F. Jensen

"...under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet."

Hvis, som det pt. ser ud i meningsmålingerne, både EPP og S&D går tilbage og den mindre ALDE gruppe går frem, så kan man vel meget fint argumentere for at vælgerne har fravalgt EEP og S&D spitzen-kandidaterne.
Man kan vel sige, at det er "under hensyntagen til" dette fravælgende resultat, at Det Europæiske Råd skal beslutte og indstille en kandidat til formandsposten i kommissionen.

En spitzenkandidat fra et EPP, der i to valg har haft tilbagegang, kan umuligt være et uomgængeligt valg, når Rådet skal indstille.

Sidste gang var Juncker EPP spitzenkandidat og blev af Rådet foreslået og siden valg af parlamentet. Men Juncker var samtidig statsminister i LX og var kendt som en meget dygtig politiker.

Det har Juncker som leder af den nuværende kommission også vist sig fortsat at være, uanset vi måske nok synes han har 'et lig eller sytten' i lasten.
Brexit er fx forhandlet i et fint samarbejde med Donald Tusk, Barnier og alle EU27 lande.

Lars :)

Peder Bahne

Proceduren for valg af magtens centrum i EU er ganske uden for folkelig kontrol og derfor udemokratisk, men hvem bekymrer sig om det ? Vi ønsker jo alle bare den stærke mand i Europa - igen ?

Jeg håber blot, at valget går rigtigt til ude i medlemslandene.

Men jeg ved også, at hvis det skal være tilfældet, så må EU altså ud i medlems-landene for at give en korrekt og rimelig information til ALLE BORGERE, og det skal være en information på borgernes niveau som de forstår.

Men her går det altså helt galt i en række medlems-lande, der selv vil bestemme og selv vil konstruere den "virkelighed"m som passer dem bedst, og som de mener, borgerne skal have.

- Og det gælder ikke blot lande som Ungarn, Poland, Tjekkiet og Rumænien - tænk blot på hvad EU blev og bliver beskyldt for i Storbritannien, Holland og Danmark, når politikerne ikke selv tør tage ansvaret for deres egen politik.