Læsetid: 7 min.

Det er med lige dele begejstring og vemod, at man følger Ajax i årets Champions League

For så snart sæsonen er slut, vil vingerne blive revet af den fodboldmæssige sommerfugl fra Hollands hovedstad
Ajax Amsterdams David Neres i konfrontation med Tottenhams Victor Wanyama og Moussa Sissoko under tirsdagens semifinaleopgør i London. Ajax vandt 1-0

Ajax Amsterdams David Neres i konfrontation med Tottenhams Victor Wanyama og Moussa Sissoko under tirsdagens semifinaleopgør i London. Ajax vandt 1-0

Dylan Martinez

4. maj 2019

Hvis man vil se en af moderne fodbolds sjældne sommerfugle for måske sidste gang, skal man tænde for fjernsynet på onsdag aften kl. 21.00, når Ajax Amsterdams unge himmelstormere løber ind på Johan Cruyff Arena til den anden semifinale i årets Champions League mod engelske Tottenham Hotspurs.

Hollænderne har et fordelagtigt udgangspunkt efter at have vundet den første kamp med 1-0 i London, men hvis det lykkes for Spurs at hive den samlede sejr i land, er det slut for hollænderne – ikke bare med deltagelsen i Champions League, men i det hele taget.

For så snart sæsonen er slut, vil vingerne blive revet af den fodboldmæssige sommerfugl fra Hollands hovedstad; eller for at sige det i mindre poetiske vendinger: Så vil storklubber fra Europas rigeste ligaer slå ned over de rød-hvides omklædningsrum og splitte denne tapre flok af stortalenter fra hinanden.

Frenkie de Jong er allerede væk. Matthijs de Ligt, Donny van de Beek og Hakim Ziyech følger utvivlsomt efter samt formentlig flere andre …

Sådan er markedsmekanismerne i moderne fodbold. Det ved enhver. Og derfor er det med blandede følelser, man som neutral observatør har fulgt holdets færden gennem kontinentets fornemste klubturnering i dette forår.

På den ene side henrykkelse over den frygtløse og uforfærdede fodbold, hvormed de unge amsterdammere har oplyst nattehimlen over nogle af de største katedraler i Fodboldeuropa. På den anden side vemod over at se et ungt mandskab vandre mod sin forudbestemte død.

Memento Mori siger de latinkyndige som bekendt: Husk, du skal dø. De samme ord er man fristet til at bruge om dette vidunderlige mandskab fra den hollandske traditionsklub. Døden venter jer.

Eller som The Telegraphs indsigtsfulde fodboldkommentator Luke Edwards skrev i det, han selv kaldte »et kærlighedsbrev til Europas mest spændende hold«:

»Dette hold skal værdsættes, fordi det allerede er nået til sin afslutning. Til sommer vil det blive brudt op, og dets bedste spillere vil sprede sig ud over Europas største klubber, sprede sig ud over hele kontinentet alt efter, hvem der betaler mest for at lokke dem væk.«

Tilfældigt møde i Tel Aviv

Ajax Amsterdam er som en gladiator, der ved hver eneste optræden i Champions League-arenaen dette forår har kæmpet for livet og retten til at slås i savsmuldet endnu en dag. Og helt objektivt burde den hollandske traditionsklub aldrig være nået frem til semifinalen.

Ikke i disse tider, hvor nogle få storklubber er godt i gang med at tilrane sig al den sportslige og finansielle magt. Alt for mange faktorer taler simpelthen imod hollænderne i de ikoniske trøjer med den brede, røde bjælke på den hvide kant:

Deres hjemlige liga er for svag. Den hollandske Eredivisie rangerer kun som den 11.-stærkeste liga på UEFA’s rangliste.

De er et babyhold. Over halvdelen af deres startopstilling var 23 år eller yngre, da de ekspederede Juventus ud i kvartfinalen.

Og deres lønbudget er set med internationale briller latterligt lille. Ja, faktisk var det sidste år mindre end hos hold som Aston Villa og Middlesbrough fra den næstbedste engelske række.

Men som klubbens åndelige fader, Johan Cruyff, engang formulerede det, da han blev konfronteret med argumentet om, at Ajax aldrig ville kunne klare sig i kampen mod rigere rivaler fra større ligaer:

»Jeg har aldrig set en pose penge score et mål.«

Og netop Cruyff og et tilfældigt møde i Israel er hovedingredienserne i fortællingen om Ajax Amsterdams spektakulære tilbagekomst på den internationale scene.

Det tilfældige møde udspillede sig i Tel Aviv i foråret 2016.

Her tilbragte Cruyff nogle uger for at besøge sin søn Jordi, der er teknisk direktør for det lokale fodboldhold Maccabi Tel Aviv. Og mens han var på de kanter, mødtes han også med holdets træner, en tidligere professionel fodboldspiller fra Feyenoord ved navn Peter Bosz.

Og det møde udviklede sig for Bosz til trænerkarrierens mest formative oplevelse.

»Vi tilbragte en uge sammen,« har Bosz berettet.

»Og det var fantastisk. Han så to Maccabi-kampe og overværede hver eneste træningssession. Og på en uge lærte jeg mere, end jeg havde gjort i de forgående ti år.«

Kort efter blev Bosz udnævnt til træner for Ajax. Og her greb han muligheden for at omsætte Cruyffs – og egne – tanker til praksis ved at installere et offensivt og flydende presspil på holdet i stil med det, Cruyff havde praktiseret som træner for det såkaldte Dream Team i Barcelona i første halvdel af 90’erne.

Dog foretog Bosz nogle få justeringer for at kompensere for det faktum, at han trods alt rådede over et svagere spillermateriale end det, hans landsmand havde haft til rådighed på Camp Nou.

Eller som han selv formulerede det med henvisning til den berømte Barcelona-regel om, at spillerne fra Blaugrana ved et boldtab altid skal forsøge at tilbageerobre kuglen inden for tre sekunder:

»Barcelona har en tresekundersregel. Vi er ikke Barcelona, så jeg lagde to sekunder oveni.«

Som at se det hollandske landshold i 1974

Med Bosz ved roret fandt det unge Ajax-hold tilbage til de dyder, der havde gjort både Amsterdam-klubben og det hollandske landshold til magtfulde aktører på den internationale scene i 1970’erne.

Dette blev ikke mindst illustreret i Europa League-turneringen, hvor Ajax i sæsonen 2016-17 gik hele vejen til finalen, blandt andet efter en demontering af Schalke 04, der fik den hollandske presse til at finde superlativerne frem.

»Det var som at se det hollandske VM-hold fra 1974,« udtalte forfatteren til Johan Cruyffs officielle biografi, Auke Kok.

»Jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle se et Ajax-hold spille på den måde igen.«

Eventyret endte dog i slutkampen på Friends Arena i Stockholm, hvor de unge hollændere blev nulstillet af Mourinho og hans taktisk overlegne mandskab fra Manchester United.

Og netop nederlaget til de røde djævle er nøglen til at forstå, hvordan Ajax-holdet har udviklet sig efterfølgende.

Det centrale læringspunkt hos den sportslige ledelse i Amsterdam efter finaleopgøret i Sverige var nemlig, at det rød-hvide mandskab var for ungt og uprøvet til at klare sig på allerhøjeste niveau i Europa, og derfor åbnede man sidste sommer portemonnæen og spenderede 205 millioner kroner (hvilket er store penge efter Ajax-standarder) på to erfarne aktører i skikkelse af forsvarsspilleren Daley Blind fra Manchester United og den hængende angriber Dusan Tadic fra Southampton.

Disse indkøb supplerede den argentinske streetfighter Nicolás Tagliafico, der kom til klubben i januar 2018. Og tilsammen giver de mandskabet en rutineret rygrad, der løber hele vejen op gennem holdet i form af Tagliafico-Blind-Schöne-Tadic.

Kigger man efter holdets indiskutable nøglespiller, skal man imidlertid fokusere på en af de yngre kræfter, nemlig den 21-årige midtbanegeneral Frenkie de Jong.

Den tidligere hollandske landsholdsspiller Arie Haan har kaldt ham for »en bedre version af Beckenbauer«, og selv om det nok er at tage munden for fuld, så er der ingen tvivl om, at de Jong har været det centrale omdrejningspunkt på hollændernes midtbane i år – ikke mindst på grund af hans evne til at holde spillet kørende og føre bolden frem mellem kæderne.

165 gange i denne sæsons Champions League har han foretaget en vellykket, fremadrettet aflevering på modstandernes banehalvdel – hvilket er mere end nogen anden spiller i turneringen. Og 75 procent af hans driblinger er lykkedes, hvilket er den næsthøjeste procentsats blandt de hyppigt driblende spillere i årets Champions League.

De Jong er i det hele taget i gang med en gennembrudssæson af de helt store, og man forstår godt, at Barcelona allerede har sikret sig hans tjenester efter sommerferien formedelst en pris på 650 millioner kroner.

Det er spilfordeleren fra Gorinchem i det sydlige Holland, der funkler klarest i Ajax-trøjen i år.

Kræver mod at spille simpelt

Ude på sidelinjen er det hollandske Erik ten Hag, der holder styr på løjerne, efter at Peter Bosz i sommeren 2017 lod sig friste af de store penge i Bundesligaen.

Trænerskiftet har dog ikke indebåret nogen særlige ændringer i spillestilen. Snarere tværtimod. Ten Hag er – som tidligere assistent for Guardiola i Bayern München – en lige så stor tilhænger af kravet om højbanepres og flydende angrebsspil som sin forgænger.

Og som forårets præstationer i Champions League har afsløret, er den skaldede cheftræner også tro mod sin offensive spillestil, når den skal testes på svære udebaner som Santiago Bernabeu og Juventus Stadium.

»At spille fodbold er meget enkelt. Men at spille enkelt fodbold er det sværeste, der findes,« sagde Cruyff som bekendt.

Erik ten Hag har vist, at hans mandskab har modet til at spille simpel fodbold på den svære måde alle steder i Europa. Og så tilgiver det forvænte hovedstadspublikum i Amsterdam ham gerne, at han taler med den bondske Tukker-dialekt, der kendetegner folk fra Twente-kanten, og bor oven på et supermarked.

Hup, Ajax!

Da den engelske avis The Guardian for nogle år siden lavede en opgørelse over store fodboldhold, der var gået i opløsning for tidligt, toppedes listen af det unge Ajax-mandskab, der vandt Champions League i 1995 og derefter prompte blev flået fra hinanden af driftige agenter og købestærke storklubber.

Som nævnt vil samme skæbne i løbet af få uger overgå deres efterfølgere i skikkelse af det hold, der dyster mod Tottenham Hotspurs i aften. Kampen på Johan Cruyff Arena – og en eventuel finale – vil afklare, om den nye generation formår at give den hollandske traditionsklub endnu en Champions League-triumf, inden de splittes for alle vinde, eller om de snubler ved sidste hurdle.

Som neutral betragter føler man sig fristet til at udstøde et stille:

Hup, Ajax, hup!

Kilder: Tipsbladet, The Telegraph, The Times

Manchester Uniteds ledelse burde allerede fra begyndelsen af deres bekendtskab med Paul Pogba have anet, at tilværelsen med den atletiske, franske midtbanespiller langtfra ville blive ukompliceret.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu