Læsetid: 6 min.

Lionel Messi – den falske 9’er og falske argentiner

FC Barcelona kom ikke i finalen i årets Champions League, men Lionel Messi er stadig den bedste fodboldspiller i verden nogensinde, siger mange. Men hvor er han egentlig henne på banen? Hvad er hans position? Playmaker eller centerforward – eller noget midt imellem? Hjemme i Argentina synes de ikke, han er en rigtig argentiner
Lionel Messi efter sin scoring mod Liverpool i semifinalekampen i Champions League. Det argentinske stortalent har ikke det, hans landsmænd kræver for at se ham som mytisk heltefigur. Det er simpelthen ikke nok at være fodboldspiller i verdensklasse.

Lionel Messi efter sin scoring mod Liverpool i semifinalekampen i Champions League. Det argentinske stortalent har ikke det, hans landsmænd kræver for at se ham som mytisk heltefigur. Det er simpelthen ikke nok at være fodboldspiller i verdensklasse.

LLUIS GENE

11. maj 2019

I begyndelsen af sæsonen 2011/12 havde Josep ’Pep’ Guardiola, dengang træner for FC Barcelona, et luksusproblem. Hvor skulle han placere holdets ubestridte stjerne, Lionel Andrés Messi Cuccittini?

For Pep handlede det om, at Messi ikke skulle isoleres på fløjene og heller ikke miste grebet om opspillet. Barca havde nemlig genfundet den gode gamle Johan Cruyff-melodi, tulipanfodbolden, hvor boldbesiddelse er det bedste forsvar. Igen og igen blev Messi mandsopdækket, ofte af flere ad gangen, og alligevel var han cataloniernes vigtigste og bedste til at lave målgivende afleveringer og selv score målene.

Messi er simpelthen for god til at spilde væk på den måde, tænkte Guardiola.

Så kom Guardiola i tanke om Luciano Spalletti, den berømte træner for Roma. Spalletti havde stor succes med sin 4-6-0-formation omkring 2007. Der var ingen dedikeret angriber, en 9’er, på Romas hold. Deraf 0’et i talrækken.

I stedet havde Francesco Totti en fri rolle som højeste forward i midtbanekæden. Med Spalletti som inspiration begyndte Pep at arbejde med Messi. Sådan blev den falske 9’er født (igen), og den position har Messi haft lige siden.

I Rom blev modellen delvist iværksat af nød. På et tidspunkt manglede Spalletti ganske enkelt fuldblods angribere. Derfor fik Francesco Totti rollen som hængende spydspids med mandat til offensiv, når muligheden bød sig, mens rækkerne lige bag ham og wingerne i siden agerede som fleksibel bølge. Romerne angreb, når de kunne, og forsvarede sig, når de skulle. Den tidligere træner for det engelske landshold, Steve McClaren, var imponeret efter Romas samlede sejr over Real Madrid i Champions League 2008 og følte sig med ét hensat til Ajax i 70’erne:

»Det var totalfodbold: Alle forsvarer, alle angriber.«

Fra overraskelse til mainstream

Positionen er ikke en 9’er, heller ikke en 10’er og på ingen måde en 8’er, og alligevel er Messi tit den højest placerede forward på banens forreste fjerdedel. Ofte henter han bolden helt nede ved midtercirklen, spiller korte pasninger med Sergio Busquets, Ivan Rakitic eller måske Arturo Vidal, og modstanderens centerforsvarere begynder så småt at møde bolden. Afventende, for de er ikke helt med på, hvad der sker.

Den dybe position giver Barcelona mulighed for at køre backerne i stilling. Jordi Alba sprinter i overlap parat til at modtage bolden i en tiqui-taca, der på én gang breder spillet ud og giver plads til, at Messi kan fortsætte videre ind i boksen. Gang på gang viser det sig næsten umuligt for det andet hold at dække fyldestgørende op. For hvem skal de markere? Følge med? Have øjnene på?

Tricket med en falsk 9’er har i princippet været længe undervejs. Østrigernes Wunderteam fra 1930’erne havde centerforwarden Matthias Sindelar, hvis adelsmærke netop var at trække dybt ned i banen og forvirre modstanderen. Senere kom ungarerne og Nandor Hidegkuti, også en falsk 9’er, fra 50’erne, som sammen med brasilianerne kom til at definere moderne, zoneinddelt fodbold.

Efter Romas og Tottis succes fulgte Arsene Wengers Arsenal, der omkring 2009 eksperimenterede med Robin van Persie som en skjult, hængende ekstra angriber – italienerne kalder ham secunda punta – for at give plads til Nicklas Bendtner eller Eduardo, der derved blev en slags moderne ’ydre’ forward. Persie var dog ikke helt komfortabel i rollen og søgte, måske uden at være bevidst om det, længere og længere frem mod feltet.

Vicente del Bosques spanske landshold vandt EM i 2012 og gjorde endelig den falske 9’er til mainstream. Cesc Fábregas, som oprindeligt var tovejsspillende 8’er, fik nu rollen som den forreste forward, lige som Messi hos Barca og Totti i Roma, og Spanien vandt 4-0 over Italien i finalen.

Den italienske kopi

Det rigtigt interessante var, at Spanien havde kopieret Italien på flere fronter: den dybe playmaker, den falske 9’er, fløje i overlap med tendens til at søge ind mod midten – men på en ’spansk’ måde.

Italienerne kalder det furbizia, list og snarrådighed, hvilket passer perfekt til et system med en falsk 9’er. Primært handler det om at forvirre modstanderens centrale forsvar, fange dem på det forkerte ben, slå skår i deres plan. Traditionelt set vil en centerforsvarer følge én forward fra det andet hold. Samtidig forventes det, at hans makker dækker for ham.

Historisk er det også et italiensk princip – nemlig i den berømte catenaccio – men det er faktisk udskældte Egil ’Drillo’ Olsen, som bør krediteres for den massive udbredelse. Drillos koncept tilbage i 90’erne var, at alle mand skulle bakke hinanden op. Når den ene mand fejlede, skulle den næste mand tage over.

Når den højeste forward opererer dybt på banen, skaber det uro i det centrale forsvar. De kommer til at flagre. Skal de følge ’9’eren’ (eller ham, de tror er 9’eren) helt ned på midtbanen – for så at efterlade et kæmpe hul, som skal dækkes af enten den defensive midtbanespiller eller de to fullbacks, hvilket blot skaber endnu flere gabende huller i defensiven – eller afvente opspillet og blive i deres forsvarslinje?

Leonardo Bonucci fra Juventus F.C. blev engang spurgt, hvordan han forholdt sig til alle de nye forwardversioner.

»Den hopper jeg ikke på,« svarede han tørt.

Man kan analysere Leo Messi, skille ham ad, og se, hvordan han har indoptaget de store mestre i sit spil. Langt tilbage på banen spiller han, som Xavi Hernández gjorde. Længere fremme, en anelse ude på kanten, som en Andrés Iniesta. Selv Thierry Henry, den franske hurtigløber, er han i stand til at emulere. I mangel af bedre kalder vi Messi en falsk 9’er, men i virkeligheden trodser han enhver form for positionering på en grønsvær.

Det er, som om de ikke rigtigt har fattet, hvor sublim Messi er, hjemme i Argentina.

Det elegante regelbrud

For mange argentinere er Messi en FC Barcelona-stjerne, ikke en indfødt afgud. Messi omtales ofte blandt fans som ’catalonieren’. Journalisten Claudio Mauri hævdede i 2014 i den argentinske avis La Nación, at modviljen mod Messi ikke kunne løses ved nogle ferme kampe for landsholdet:

»Nej, Messi skal helst tilbage til Argentina, spille et halvt år dér, finde sin indre lykke og højlydt proklamere de genfundne rødder,« mente Mauri.

Argentina har hyldet spillere som Gabriel Batistuta, Fernando Redondo, Juan Román Riquelme, Hernán Crespo. Alle sammen langt mere flamboyante typer end Messi.

Argentinske fans taler henført om viveza criolla. Det er en slags elegant regelbrud, men også en perfektionisme rettet mod fodboldens inderste mekanismer. At få en mand vist ud. Få tilkendt et straffespark. Spænde ben, uden at det opdages. Tænk bare på Maradonas ’Guds hånd’ fra England-kampen i VM 1986. I England hed det snyd. I Argentina var det frelserens værk.

Reglerne i fodbold er jo ikke, at man ikke kan begå frispark, men at man ikke kan lave frispark og fortsætte med at spille.

Et andet fænomen, som siger en masse om Messi, er gambetta. Det er, når Messis krop blokerer for, at modstanderne kan tage bolden fra ham, samtidig med at han skaber en passage for sig selv. Gambetta’en er på én gang smuk – og et trick. Atletisk skønhed med en tyk cigar i kæften.

At Messi ved flere lejligheder har kopieret Maradonas tryllerier, er viveza og gambetta i en nøddeskal. Det er uforlignelige tricks. Men har han den karisma, som argentinerne tørster efter? Han er hverken et cokevrag fra Napoli eller en kreoler fra en kældercafé.

Messi er ydmyg holdspiller, der kender sit værd, protege af Ronaldinho og Guardiola og catalonier af opvækst. Hvis han bare havde spillet for Boca Juniors som ung mand, eller hvis han havde lignet en fightende indianer, på én gang lyrisk og brutal som i det arrede ansigt på Carlos Tévez, ville argentinerne elske ham uforbeholdent. Men Messi er Messi, med afstand verdens bedste falske 9’er, og Argentina er stadig Argentina.

Som Marlene Dietrich engang har sagt:

»I Brasilien smider de blomster efter dig. I Argentina smider de sig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu