Et liv er forbi: Et levende leksikon

Hvis der var noget, Jens Laugesen ikke kunne finde ud af, så var det at sætte begrænsninger, han ville vide alt om alting og fortælle hele verden om det
Moderne Tider
18. maj 2019
Jens Laugesens sidste projekt var, at han ville skrive den bog, han selv havde allermest lyst til at læse.

Jens Laugesens sidste projekt var, at han ville skrive den bog, han selv havde allermest lyst til at læse.

Privatfoto

Jens Laugesen lavede ofte sjov med, at hans død endegyldigt ville trække tæppet væk under postvæsenet. Næsten dagligt troppede postbuddet nemlig op med en pakke under armen, og bankede på Jens Laugesens dør i det nordvestsjællandske sommerhusområde Vesterlyng.

I pakken lå endnu en bog i rækken af flere tusinde bøger, som Jens Laugesen igennem årene bestilte. De var om samfundet, universet og al faglitteraturen lige midt i mellem. Filosofiske værker. Sociologisk videnskab. Bøger om teknologiens landvindinger. Økonomisk tænkning. Historiske bøger om tidernes morgen og store slag, vi for længst har glemt alt om. Stakkevis af bøger om kunst og klassisk musik.

Han kunne svare på næsten alt – og skulle der være noget, han ikke kunne svare på, så vidste han, i hvilken bog svaret fandtes.

Turbulent start på livet

Han blev født i Gentofte i 1949 som den yngste i en søskendeflok på tre. Hans far var professor i fransk middelalder på Københavns Universitet, og moren tog sig af børnene og de huslige pligter.

Han syn var meget svækket, så han måtte være forsigtig, når han legede med andre børn, da hans tynde hornhinder let kunne beskadiges og gøre ham blind. I skolen blev han måske derfor et nemt offer for det, man i dag vil kalde mobning, hvilket gik ud over hans selvværd.

Jens Laugesen mistede begge sine forældre i en ung alder – sin far, da han var 24 år, og sin mor, da han var 27 år – begge af pludseligt hjertestop.

Jens T. Laugesen

  • Født den 27. maj 1949 i Gentofte.
  • Kandidat i statskundskab ved KU og ph.d. i økonomi og sociologi ved RUC. Mangeårige ansættelser inden for organisering og ledelse i bl.a. Unibank, KU, Nordea og Oracle.
  • Redaktionsmedlem og medredaktør på ’Tidsskriftet for den tænkende venstrefløj – Det Ny Clarté’. Organisator og aktiv i det socialøkonomiske initiativ og fællesskab Symb i Kalundborg.
  • Aktiv i Dansk Projektledelse.
  • Gift i 2012 med Kristin Schage.
  • Efterlader sig hustru og hund og to søstre.
  • Død den 10. februar 2019 i Vesterlyng

I de tunge år efter havde han et trygt og godt holdepunkt i sin tante, og når tiden tillod det, cyklede han til Skodsborg, hvor hun havde en kunstforretning. Hun var en eventyrer, der støttede ham i at tro mere på sig selv og sine drømme. Hun gav ham omsorg, og selv om han livet igennem bevarede en stor følsomhed, så lærte tanten ham, at den var en styrke, han burde værdsætte lige så højt som hans medfødte intellekt.

At Jens Laugesen var mere end almindeligt klog, hersker der ingen tvivl om. Hans alsidige viden bekræftes af hans livslange studieforløb. Fra han første gang indskrev sig på universitetet i 1968, til han forsvarede sin ph.d. 38 år senere, havde han studeret blandt andet klassisk musik, kunsthistorie, psykologi, informatik, sociologi og økonomi.

Norsk forelskelse

Det er ikke til at vide, om han i en alder af 48 år mere eller mindre havde opgivet tanken om den store kærlighed. I en lufthavnsgate i Kastrup fik han øje på en norsk kvinde. Skæbnen gjorde, at de to blev placeret ved siden af hinanden, og Jens Laugesen talte uafbrudt hele flyveturen, mens hun høfligt udholdt talestrømmen.

Til sidst lykkedes det dog den norske kvinde at slippe væk og glemme alt om Jens Laugesen, men da hun uger senere vendte tilbage til sit kontor i Oslo, lå der en konvolut med et brev fra den mærkelige passager. Brevene blev til telefonopkald, der blev til stævnemøder, og efter nogle år flyttede de sammen først i Oslo og siden København.

Men Kristin Schage kunne ikke forlige sig med storbylivet, så de tog bilen og kørte vestpå. Ingen af dem havde før været i Kalundborg, men i et ejendomsmæglervindue så de et landsted, de straks satte efter.

Huset lå på en åben egn, og parret faldt pladask for det – et år senere lykkedes det dem at købe skødet, hvor de efter en gennemrenovering i 2012 kunne invitere deres venner til bryllupsfest i haven.

Bogen, han allerhelst ville læse

Hvis der var én, der ikke havde set døden komme, var det Jens Laugesen selv. Han var for nysgerrig og i gang med nok projekter til at fylde kalenderen i flere årtier, og blandt alle disse fyldte særligt et: Han ville skrive den bog, han altid havde drømt om at læse.

Han havde i flere år skrevet for det venstreorienterede tidsskrift Clarté, og hvis der var noget, der kunne få ham op i det røde felt, så var det den voksende ulighed, han mente, vi ser i samfundet i dag. Problemet var strukturelt, og i et brev til sin redaktør skrev han, at hans bog skulle være »en sammenhængende fortælling om verdens tilblivelse, set i et bredt og langt perspektiv – helt fra planetens og livets begyndelse til i dag«.

I fire samlede værker ville han med udgangspunkt i alle tiders naturvidenskab, kunst, historie, sociologi og økonomi diagnosticere nutidens samfund. Bogen, håbede Jens Laugesen, skulle tjene som en inspiration til at gentænke måden, vi ser os selv mennesker.

Jens Laugesen var godt i gang med de første manuskripter, da han og Kristin Schage vågnede en grå søndag i februar. Klokken var seks, og de stod op for at lufte deres hund. Under morgenturen stoppede han pludselig op på en lyngmark. Han tog sig til hjertet og kiggede på sin hustru. Kort efter lå han i lyngen, og selv om Kristin Schage forsøgte at genoplive sin mand, ville hjertet ikke mere.

Den 1. maj. Mere end to måneder efter Jens Laugesens død bankede postbuddet som så mange gange før på døren. For at aflevere endnu en forudbestilt bog til ’biblioteket’ i Vesterlyng.

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her