Læsetid: 4 min.

Løkke i endnu en ny bog: Foreslår VØSFBÅCLA-regering

Nu er den her! Statsministerens samtalebog »Befrielsens øjeblik 2« udkommer snart og Informations Moderne Tider har som det første medie set et udkast til teksten
Nu er den her! Statsministerens samtalebog »Befrielsens øjeblik 2« udkommer snart og Informations Moderne Tider har som det første medie set et udkast til teksten
25. maj 2019

Nu er den her! Statsministerens samtalebog »Befrielsens øjeblik 2« udkommer snart og Moderne Tider har som det første medie set et udkast til teksten. Bogen er en opfølger til sidste uges bogudgivelse, hvor Lars Løkke Rasmussen åbnede for muligheden for en SV-regering.

Trods det eksplosive indhold blev den aldrig den gamechanger i valgkampen, som Løkke havde håbet, og derfor forsøger han sig nu med en ny og endnu vildere bog. ’Befrielsens øjeblik 2’ består af fire kaptitler og er lavet i samtale med Berlingskes Thomas Larsen på bare én uge. Og indholdet er mildest talt sprængfarligt.

Kapitel 1:

Venstre ved du, hvor du har

Venstre har allerede ændret kurs i en række sager i valgkampen, senest da partiet pludselig ville tage imod kvoteflygtninge, afskaffe uddannelsesloftet og droppe to-procentsbesparelserne på uddannelserne.

Alligevel indleder Lars Løkke Rasmussen Befrielsens Øjeblik 2 med det gamle partimotto:

»Venstre ved du, hvor du har.«

For det er slet ikke modsætningsfyldt, understreger Løkke: Den klare kurs, der ligger i at skifte kurs med jævne mellemrum, har Venstre nemlig tænkt sig at holde stålsat fast i.

Således vil Lars Løkke Rasmussen også afskaffe smykkeloven, burkaloven, håndtryksloven og kontanthjælpsloftet. Han vil genindføre den høje registreringsafgift, sænke pensionsalderen, opsplitte bankerne og indføre kønskvoter i bestyrelser.

Venstre vil også gå til valg på at flytte de mange statslige arbejdspladser, som partiet har været med til at flytte ud, tilbage til hovedstaden.

»Vi har indset, at vi har brug for stærke kompetencer, hvis man skal have en effektiv administration,« siger han.

På klimaområdet vil Venstre »finde ’tilbage til sit sande jeg’,« som Lars Løkke Rasmussen formulerer det uden dog at uddybe, hvad det betyder.

Kapitel 2:

En V-Ø-SF-B-Å-C-LA-regering

Ideen om en SV-regering blev modtaget noget køligt fra Mette Frederiksens side, men bare fordi socialdemokraterne ikke vil være med, er der ingen grund til at stoppe med at tænke ud af boksen, skriver Lars Løkke Rasmussen i bogens opsigtsvækkende andet kapitel.

Tanken er simpel: Hvis alle andre partier end socialdemokraterne og DF (samt DF’s udspaltninger på den yderste højrefløj) går sammen, har de teknisk set ikke et flertal imod sig.

Og Lars Løkke Rasmussen erklærer sig klar til arbejde hen over midten – sammen med såvel Enhedslisten som Alternativet.

Om partierne ligefrem skal med i selve regeringen må komme an på en konkret forhandling efter valget, men statsministeren udelukker ikke noget.

Lars Løkke Rasmussen har allerede befriet sig selv fra Dansk folkeparti. Nu befrier han også sig selv fra Socialdemokratiet, deraf bogens titel.

Han ser en klar værdipolitisk overensstemmelse mellem alle disse »ikkeautoritære og frihedselskende« partier og undrer sig, over at ingen har forsøgt sig med en V-Ø-SF-B-Å-C-LA-konstellation før.

Skulle Klaus Riskær Pedersen komme i Folketinget, er han naturligvis også velkommen i alliancen, understreger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren er klar over, at der formentlig vil være »væsentlige udfordringer« forbundet med samarbejdet og at forslaget vil blive udlagt som et udtryk for, at han vil være statsminister for enhver pris. Men den anklage tager han med ophøjet ro:

»Jeg er klar til at være den voksne, der kan få det til at ske,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Kapitel 3:

Nye ansigter i Venstre

Lars Løkke Rasmussen har haft én stor og uimodsigelig succes i de seneste år. Det er at hive den elskelige iværksætter, Tommy Ahlers, ud af DR-programmet Løvens Hule og direkte ind i regeringen og Venstre.

Så glad er Lars Løkke Rasmussen for sin nye mand, at han afsætter et helt kapitel til at tænke over, hvem fra Løvens Hule, man ellers kunne rekruttere og gøre til ministre i den nye Venstreledede regering:

De to helt oplagte navne er Ilse Jacobsen og Christian Stadil, som begge trænger til noget at lave. Ilse Jacobsen stoppede i Løvens Hule sidste år og Stadil har så sent som i denne uge meldt ud, at også han er fortid i det populære tv-program.

Stadil vil være egnet som ny finansminister, siger Lars Løkke Rasmussen, som dermed får sendt endnu en stikpille af sted til sin næstformand Kristian Jensen.

Ilse Jacobsen ser Lars Løkke Rasmussen som et oplagt bud på en kommende erhvervsminister, fordi han har fulgt hendes rejse fra lokal skoproducent i Hornbæk til leder af et gummistøvleimperium.

»Det er den form for initiativ og kreativitet, der skal få dansk erhvervsliv i den gule førertrøje igen,« skriver Lars Løkke Rasmussen.

Han er klar over, at hun er blevet beskyldt for at skabe et dårligt arbejdsmiljø omkring sig i sine virksomheder:

»Men det er småting sammenlignet med, hvad andre Venstre-folk er sluppet af sted med igennem årene,« siger Lars Løkke med en vis portion selvironi i kapitlets slutning.

Kapitel 4:

Privat-Lars

Bogens fjerde og sidste kapitel er en stærk, personlig beretning fra Lars Løkke Rasmussen, som han er, når han er helt privat.

Løkke har sat 10 timer af til at lade Thomas Larsen følge ham i hjemmet på Marienborg med Sólrun og hundene Beauty og Fríða – som betyder smuk på færøsk.

Det er, som om hundene kan mærke, at det er en særlig tid. De er urolige.

»Og de er jo så glade for at bo på Marienborg,« som Lars Løkke Rasmussen siger.

Han går en lang tur med dem, og de falder endelig til ro.

Vi er også med statsministeren på besøg hos den personlige træner og magic man, Kristoffer. Lars Løkke Rasmussen er ikke i samme kampform, som han var i sidste valg, og han lægger ikke skjul på, at han misunder, hvordan Søren Pape har fået sin yoyovægt under kontrol under valgkampen, da det kun får Lars Løkke til at se endnu mere kvabset ud. Men Kristoffer kan mærke, at Lars Løkke Rasmussens mentale form er fremragende.

»Det gør mig utroligt glad at høre. Og det giver mig en tro på, at der stadig er brug for mig i toppen af dansk politik,« konkluderer han til sidst i bogen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Erik Karlsen
  • Alvin Jensen
  • Trond Meiring
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Eva Schwanenflügel, Erik Karlsen, Alvin Jensen, Trond Meiring og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Christensen

"Venstre ved du, hvor du har."

Og det er ikke kun mig der har genkendt den sætning som skræddernes ord vel?
Hvis du ikke kan se tøjet, så er det da dig den er gal med.

Jeg kan i hvert fald ikke se, at det er fri konkurrence og frie markedskræfter V står for. De snakkede meget om det førhen, men de står åbenbart ikke for det længere. I dag udkonkurrer de ukvalificerede de kvalificerede, med hjælp fra de kvalificeredes skattekroner til at dække omkostningerne.
Alt imens de samme skattekroner mangles i resten af samfundet, dækker de nu omkostninger hos private erhvervsdrivende
Erhvervsdrivende der har overskud til økonomisk, at støtte partier der går ind for, at de selvsamme private erhvervsdrivende skal fritages for at bidrage.

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Carsten Wienholtz og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

@Minna Rasmussen

Ja der er jo grund til at være i tvivl. :)

Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Trond Meiring og Minna Rasmussen anbefalede denne kommentar

Det her skal vist være satire, men desværre nej. Inf's ugentlige forsøg i Moderne Tider på side 2-3 flopper hver gang. Brug dog pladsen til noget bedre i stedet for Villesens vandede vitser.