Interview
Læsetid: 10 min.

Personligheden er vigtig, men ikke afgørende, når vælgerne beslutter sig

Siden 1971 har danske valgforskere ved hvert folketingsvalg undersøgt de danske vælgere og deres adfærd. Professor emeritus Ole Borre har været med siden begyndelsen og mener, at vores opfattelse af, hvad der afgør folketingsvalg, er præget af flere misforståelser
Socialdemokrater vurderer selvfølgelig Mette Frederiksen højere end Lars Løkke og omvendt. Men hvis der var en anden leder af Socialdemokratiet end Mette Frederiksen, ville den person med lige så stor sandsynlighed kunne høste et godt resultat, siger Ole Borre.

Socialdemokrater vurderer selvfølgelig Mette Frederiksen højere end Lars Løkke og omvendt. Men hvis der var en anden leder af Socialdemokratiet end Mette Frederiksen, ville den person med lige så stor sandsynlighed kunne høste et godt resultat, siger Ole Borre.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
18. maj 2019

Folketingsvalget beskrives ofte som et valg mellem to personer.

Hvis man følger mediernes dækning af et folketingsvalg, kan man få den opfattelse, at det ikke kun er et valg mellem forskellige politiske partier, mellem en socialdemokratisk og en borgerlig ledet regering, mellem en rød blok og en blå blok, men også et valg mellem forskellige personligheder. Det er et valg mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke. Ligesom de seneste folketingsvalg har været et valg mellem personer: Anders Fogh Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge professor emeritus og forfatter til en række valgundersøgelser Ole Borre er der i offentligheden en opfattelse af, at politikernes personlighed er afgørende for udfaldet af folketingsvalget. Den opfattelse er udbredt – og forkert.

»Alle er enige om, at de politiske kandidater er afgørende. Når vi spørger folk, hvad vælgerne generelt stemmer ud fra, svarer de ud fra personerne, og vi er vant til, at partierne gør meget for deres kandidater ved at reklamere i annoncer og hænge valgplakater op i lygtepælene og så videre. Men det betyder meget lidt, hvis man kigger på vores undersøgelser«, siger han.

Den andel af vælgerne, som overvejede at stemme på et andet parti: Engang var man arbejder og Socialdemokratiet, landmand og Venstremand eller erhvervsdrivende og konservativ. I dag er man ... i tvivl. En af de markante tendenser ved de sidste 40 års folketingsvalg er, at vælgerne i stigende grad overvejer at stemme på et andet parti end ved sidste valg. De er, som det hed i overskriften på rapporten fra ’Det Danske Valgprojekt’ efter valget i 1990, de »uregerlige vælgere«

Den andel af vælgerne, som overvejede at stemme på et andet parti: Engang var man arbejder og Socialdemokratiet, landmand og Venstremand eller erhvervsdrivende og konservativ. I dag er man ... i tvivl. En af de markante tendenser ved de sidste 40 års folketingsvalg er, at vælgerne i stigende grad overvejer at stemme på et andet parti end ved sidste valg. De er, som det hed i overskriften på rapporten fra ’Det Danske Valgprojekt’ efter valget i 1990, de »uregerlige vælgere«

Ole Borre var i 1971 med til at starte Det Danske Valgprojekt, den mest omfattende vælgerundersøgelse i dansk politisk historie. Siden starten af 1970’erne har Borre og hans forskerkolleger fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet i forbindelse med hvert folketingsvalg gennemført en undersøgelse af de danske vælgeres holdninger og adfærd, hvor de har stillet en række af de samme spørgsmål: »Hvornår besluttede du at stemme, som du gjorde?«, »Betragter du dig selv som f.eks. socialdemokrat, radikal, venstremand, SF’er eller noget andet?« og »Tænkte du på at stemme på et andet parti?« Ved at stille de samme spørgsmål år efter år, årti efter årti har forskerne været i stand til at finde ud af, hvad der i forskellige perioder har været afgørende for, hvilke partier de danske vælgere har stemt i Folketinget. 

I dag er Ole Borre – eller Mr. Election som han blev kaldt i 1970’erne og 1980’erne – 86 år og professor emeritus. Men han følger stadig den offentlige debat om Folketingsvalget og mener, at den generelle opfattelse af valg og vælgere er præget af en række misforståelser. For eksempel er tilliden til de danske politikere (i modsætning til hvad mange formentlig tror) høj sammenlignet med andre lande, og politik er (i modsætning til hvad mange formentlig tror) blevet lettere at forstå ifølge et flertal af danskerne.

Og så er der betydningen af politikernes personlighed.

»Kandidaterne er ikke uden betydning, men den er lille i forhold til andre ting, som påvirker vælgernes valg. Fra vores undersøgelser ved vi, at vælgerne i høj grad stemmer i overensstemmelse med deres værdier,« siger Ole Borre.

Andelen, som er enten enig eller uenig i, at politik er så indviklet, at de ikke rigtig kan forstå, hvad der foregår: I perioden 1971-2015 har forskerne fra Det Danske Valgprojekt spurgt danske vælgere, om de er enige i følgende udsagn: »Undertiden er politik så indviklet, at folk som jeg ikke rigtig kan forstå, hvad der foregår.« Andelen af folk, der ikke rigtig forstår, hvad der foregår, er halveret

Andelen, som er enten enig eller uenig i, at politik er så indviklet, at de ikke rigtig kan forstå, hvad der foregår: I perioden 1971-2015 har forskerne fra Det Danske Valgprojekt spurgt danske vælgere, om de er enige i følgende udsagn: »Undertiden er politik så indviklet, at folk som jeg ikke rigtig kan forstå, hvad der foregår.« Andelen af folk, der ikke rigtig forstår, hvad der foregår, er halveret

Mere sympati for politikken end politikerne

I Det Danske Valgprojekt har Ole Borre og hans kolleger undersøgt betydningen af politikernes personlighed ved at stille to spørgsmål.

Først har de bedt vælgerne om at placere partierne på en skala fra nul til 100, i forhold til hvor meget sympati de har for partiet, og derefter har de bedt vælgerne om at placere partilederne på den samme skala, i forhold til hvor meget sympati de har for dem som personer. Hvor meget sympati har vælgerne for partierne Socialdemokratiet og Venstre – og hvor meget har de for personerne Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen?

Beslutningstidspunkt for stemmeafgivelsen: Danske vælgere beslutter sig senere og senere for, hvilket parti de vil stemme på til folketingsvalg. Det viser tal fra Det Danske Valgprojekt, hvor man i spørgeundersøgelser ved hvert valg siden 1971 har stillet det samme spørgsmål: ’Hvornår besluttede du at stemme, som du gjorde?’

Beslutningstidspunkt for stemmeafgivelsen: Danske vælgere beslutter sig senere og senere for, hvilket parti de vil stemme på til folketingsvalg. Det viser tal fra Det Danske Valgprojekt, hvor man i spørgeundersøgelser ved hvert valg siden 1971 har stillet det samme spørgsmål: ’Hvornår besluttede du at stemme, som du gjorde?’

»Så sammenligner vi de tal med stemmegivning og stemmeskift og sådan nogle ting, og der kan vi se, at det afgørende er sympatien for partiet, hvorimod sympatien for den enkelte partileder og vedkommendes personlighed ikke betyder særlig meget.«

– Men kan man tage det som et udtryk for betydningen af personer og personlighed?

»Man kan indvende, at man kan have sympati for en bestemt politiker, men at den giver sig udslag i sympati for partiet. Og man kan selvfølgelig godt forestille sig en situation, hvor en mand stifter et parti og bliver næsten identisk med det parti, som Erhardt Jacobsen med Centrum-Demokraterne eller Glistrup med Fremskridtspartiet i sin tid. Men man kan se af undersøgelserne, at den direkte virkning af personerne er ret lille.«

Ole Borres påstand bakkes op af udviklingen i antallet af personlige stemmer ved de danske folketingsvalg. Andelen af personlige stemmer har de sidste 20 år været stort set det samme, nemlig omkring 50 procent. I 1998 var tallet 48 og i 2015 50 procent.

– Vil det sige, at Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen ikke har nogen betydning. Det handler om partiernes politik?

»Socialdemokrater vurderer selvfølgelig Mette Frederiksen højere end Lars Løkke og omvendt. Men hvis der var en anden leder af Socialdemokratiet end Mette Frederiksen, ville den person med lige så stor sandsynlighed kunne høste et godt resultat. Tænk på Poul Schlüter i starten af 1980’erne. Han fik ros for at samle firkløverregeringen, men han gjorde det på et tidspunkt, hvor der var en drejning i konservativ retning i store dele af den vestlige verden. Vi havde Thatcher i England og Kohl i Tyskland. Så kan man hedde Poul Schlüter eller noget andet, den konservative bølge ville uvægerligt være kommet til Danmark«.

– Men hvordan kan man så forklare Johanne Schmidt Nielsen eller Pia Kjærsgaard, som synes at have haft en stor betydning for deres partier?

»Det har de angiveligt også. Det, vi taler om, er et gennemsnit. Jeg vil gerne tro, at hvis man går tilbage og måler på Glistrup og Fremskridtspartiet, så havde han en større betydning end partiet, men det, vi tager, er en gennemsnitlig vurdering, og der er det altså partiet, der langt hen ad vejen betyder noget«.

Den første vælgerundersøgelse

Den første vælgerundersøgelse blev lavet ved valget i 1971.

Ole Borre var på det tidspunkt ansat på Aarhus Universitet og havde sammen med sine kolleger tidligere lavet undersøgelser, hvor de havde samlet valgresultater på landsplan og opdelt dem efter kommune og landsdel. De havde undersøgt, hvor vælgerne havde stemt og hvordan. Ikke hvorfor.

Men i slutningen af 1960’erne blev Ole Borre inspireret af sine svenske og amerikanske kolleger, som var længere fremme med undersøgelse af valg og vælgere og blandt andet lavede interviewundersøgelser.

»Det var en helt ny verden. Der havde naturligvis været Gallups undersøgelser, men de var meget elementære, og der var ikke nogen sammenhæng fra den ene undersøgelse til den næste. Det med at gå ud og lave interviewundersøgelser, det var helt nyt.«

I 1970 rejste Ole Borre til USA for at lære at lave vælgerundersøgelser. Han kom tilbage kort inden folketingsvalget i 1971 og gik sammen med sine kolleger i gang med at udarbejde den første spørgeskemaundersøgelse.

Den bestod af 442 spørgsmål. Ole Borre og de tre forskere fra Københavns Universitet sendte dem videre til Socialforskningsinstituttet, som gennemførte spørgeundersøgelserne. Dengang var det ikke muligt at gennemføre den type af undersøgelser telefonisk, så medarbejderne rejste rundt i landet med deres spørgeskemaer.

I Aarhus fik forskerne de besvarede spørgeskemaer retur og førte resultaterne over på hulkort, så de kunne læses og analyseres af universitetets hulkortmaskine. Senere begyndte de at bruge computere.

Men både metoden og en stor del af spørgsmålene har været de samme siden 1971. Det har netop været pointen med Det Danske Valgprojekt, siger Ole Borre.

»At vi kunne stille de samme spørgsmål år efter år og finde ikke bare baggrunden for vælgeradfærden i Danmark, men også udviklingen. Hvad var det socialpsykologiske motiv bag deres valg? Ikke bare – som det havde været indtil da – at arbejdere stemmer sådan, og i Esbjerg stemmer de sådan.«

Værdipolitikken blev skabt i 1970’erne

Hver udgivelse fra Det Danske Valgprojekt består af to dele, en undersøgelse og en rapport.

Efter hver undersøgelse har forskerne i rapporten samlet de væsentligste resultater fra undersøgelsen og beskrevet dem under en overskrift, som beskriver udviklingen ved det pågældende valg: »Vælgerskreddet« i 1973 (efter oliekrisen og Fremskridtspartiets stiftelse), »De uregerlige vælgere« i 1990 (efter en periode med et mindre fast forhold mellem partier og samfundsklasser), »Krisevalg« i 2011 (efter finanskrisen) og »Oprør fra udkanten« i 2015 (efter Dansk Folkepartis store valgsejr uden for de store byer). Det Danske Valgprojekt er dermed en slags antologi over de store forandringer ved de danske folketingsvalg de seneste 50 år.

Ifølge Ole Borre er en af de væsentligste forandringer, at den traditionelle forståelse af politik som en akse med Socialdemokraterne til venstre og Venstre til højre, er blevet udvidet med endnu en akse.

»I starten af 1970’erne begyndte man at tale om postmaterielle værdiers betydning for vælgerne, altså værdier, som i modsætning til de traditionelle politiske værdier ikke var økonomiske eller fordelingspolitiske. Det handlede for eksempel om retten til at udtrykke sig frit eller til at have en afvigende seksualitet. Samtidig dukkede der partier op både på venstre- og højrefløjen, som placerede sig anderledes end de traditionelle partier. VS på venstre side og Glistrup på højre.«

På Aarhus Universitet begyndte Ole Borre og hans kolleger at tale om en ny politisk akse.

»På det tidspunkt var den klassiske økonomiske akse stadig den vigtigste, men det blev i stigende grad klart, at vælgerne orienterede sig efter en ny. Vi kender det i dag som den værdipolitiske akse.«

– Man kunne ellers tro, at værdipolitik som fænomen er opstået de sidste årtier.

»Værdipolitikken har ligget i luften hele tiden. Men det er altså først, efter at indvandringen satte ind i halvfemserne, at værdipolitikken for alvor har slået igennem. De første valg, som for alvor bliver afgjort af værdipolitikken, er i 1990’erne. 98-valget kom på et tidspunkt, hvor der var stor ballade omkring indvandringspolitikken, fordi man sagde, at godt nok havde Lykketoft og Jelved genstartet økonomien, men de havde lukket op for, at alle og enhver kunne komme ind i landet. Det skabte en voldsom debat i slutningen af 1990’erne. Og så kom Dansk Folkeparti, som blev bygget på den strømning. Det var på det tidspunkt, at det trængte ind i centrum af dansk politik.

Dansk politik afgøres ikke kun i Danmark

En del af spørgsmålene i Det Danske Valgprojekt går igen i internationale undersøgelser. I det svenske valgprojekt, det tyske valgprojekt og så videre.

På den måde har Ole Borre og hans valgforskerkolleger været i stand til at sammenligne udviklingen i Danmark med udviklingen i andre lande. Den viser ifølge Ole Borre, at udviklingen i vælgernes værdier i Danmark har fulgt udviklingen i udlandet i langt højere grad, end mange forestiller sig.

»Man tænker ofte, at de danske folketingsvalg bliver afgjort af, hvad der sker i Danmark og i dansk politik. Men de følger nogle internationale strømninger,« siger Ole Borre.

Han lagde første gang mærke til udviklingen i starten af 1980’erne, hvor Poul Schlüter (K) havde afløst Anker Jørgensen (S) og dannet firkløverregeringen.

»Man sagde dengang: Hvor er han dog dygtig. Han har rigtig fået styr på det konservative parti. Det havde han selvfølgelig også, men på samme tid kom Margaret Thatcher til magten i England, Ronald Reagan i USA og Helmut Kohl i Tyskland. Så der var en konservativ drejning omkring 1980, som gjorde det muligt for Schlüter.«

Ole Borre nævner 1990’ernes socialdemokratiske bølge med Poul Nyrup Rasmussen i Danmark, Bill Clinton i USA og Tony Blair i England som et andet eksempel.

»Derefter går der ti år mere. Så kommer Anders Fogh samtidig med George W. Bush. Vi ser igen et sammenfald mellem personer, som minder om hinanden og har den samme grundlæggende orientering. Omkring 1990 spillede det selvfølgelig en kæmpe rolle, at de østeuropæiske regimer brød sammen. I 2001 kom terrorangrebet i New York. Det er klart, at sådan nogle store begivenheder spiller en rolle politisk. Men pointen er, at der er nogle internationale værdistrømninger, og at vælgerne i Danmark tager de værdier til sig uden at diskutere dem særlig meget.«

– Men vi bliver vel ikke mere socialdemokratiske i Danmark af, at de er socialdemokratiske i England?

»Når der kommer en strømning i retning mod venstre eller højre internationalt, så følger vi også med i Danmark. Man må se på begivenhederne for at forklare, hvorfor det er sådan. I 1980’erne har energikrisen i 1979 givet udslag. Det er den mest nærliggende internationale begivenhed, som kan være med til at forklare det udslag. Og i slutningen af 1980’erne kommer afslutningen på Den Kolde Krig, som på samme måde skabe en politisk strømning i 1990’erne. Det er, som om, at når de først virker i de store lande, så kommer de også i de mindre. Og i Danmark kan de strømninger slå hurtigt igennem, fordi vi har et meget følsomt valgsystem.«

– I dag ved man langt mere om vælgerne, end man gjorde i 1971, da I startede med at lave valgundersøgelser. Hvad ved man stadig ikke, som du gerne ville vide?

»Der er stadig en meget betydelig usikkerhed i forudsigelsen af partivalg. Det ville jeg gerne have bragt længere ned. Men den usikkerhed skyldes ikke mindst, at mange vælgere har et ret overfladisk forhold til det at stemme og måske først beslutter sig på vej ind i stemmelokalet eller efter at have talt med nogen om morgenen. Så kan det være svært at forudse.«

– Så fordi vælgerne ikke selv ved, hvad de vil stemme, så bliver det sværere for jer at forudse og forstå?

»Ja, og flere skifter i dag parti fra valg til valg. Når vi spørger en måned efter valget, kan de huske noget fra valgkampen, men hvis de har skiftet parti i sidste øjeblik, kan det være svært for dem at forklare hvorfor, og nogen har måske glemt, hvilket parti de stemte på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Jeg synes det er rigtig godt at valget er uforudsigeligt.