Læsetid: 10 min.

De rapper om stoffer, depression og vold og ender på kirkegården eller i fængslet

Rap og hiphop har altid handlet om sex, vold og død – både i teksterne og i kunstnernes liv. Men de senere år er antallet af dødsfald og arrestationer i branchen eskaleret. Og via sociale medier følger det helt unge publikum med fra første parket
Tekashi 6ix9ine kan få op til 47 års fængsel. Samarbejder han med politiet, kan han få straffen nedsat. Det vil i så fald kræve, at han går i vidnebeskyttelsesprogram. En udfordring for dem, der skal fjerne hans 200 tatoveringer over hele kroppen – primært med tallet 69.

Tekashi 6ix9ine kan få op til 47 års fængsel. Samarbejder han med politiet, kan han få straffen nedsat. Det vil i så fald kræve, at han går i vidnebeskyttelsesprogram. En udfordring for dem, der skal fjerne hans 200 tatoveringer over hele kroppen – primært med tallet 69.

Shareif Ziyadat

18. maj 2019

Som han sad der i State Supreme Court i New York anklaget for vold, røveri og drabsforsøg, lignede rapperen Tekashi 6ix9ine et postkort fra tankstationens kiosk. Et af den slags, hvor et vildt dyr er blevet proppet i en flæsekjole eller har fået en bowlerhat på hovedet.

22-årige Tekashi 6ix9ine – med det borgerlige navn Daniel Hernandez – er kendt for sit regnbuehår og multifarvede diamanter på tænderne og grænseoverskridende statements på Instagram til sine 15 millioner følgere. Men denne dag i retten på Manhattan i efteråret 2018 var regnbuefrisuren erstattet af et veltrimmet flet, og rapperen havde trukket et gråt jakkesæt og en hvid skjorte over sine 200 tatoveringer. Og han sagde undskyld. Et signal om, at maskernes og kostumernes tid er forbi for Tekashi 6ix9ine. Han står til 47 år i fængsel.

Tekashi 6ix9nine er kun én af en række amerikanske hiphopstjerner, som er blevet spået en stor fremtid, men inden for kort tid har afsluttet karrieren på dramatisk vis:

Sommeren 2018 blev rapperen XXXTentacion dræbt; skudt ned på åben gade. Jahsey Dwayne Ricado Onfroy, som han egentlig hed, var på daværende tidspunkt sigtet for vold mod sin gravide kæreste. Et halvt år forinden døde rapperen Gustav Elijah Åhr, kendt som Lil Peep af en overdosis af Fentanyl og Xanax. De blev begge kun 21 år.

Og der går ikke mange uger, uden at medierne kan skrive om en rapper, som enten er blevet skudt eller arresteret. I marts blev LA-rapperen Nipsey Hussle dræbt af skud. Og for 14 dage siden krævede en domstol i Florida dødsstraf til rapperen YNW Melly for dobbeltdrab på to af hans venner.

Men er det ikke bare den ældgamle fortælling om hiphop og rap, vil nogle måske indvende? Om unge mænd fra ghettoen, der udlever deres tekster om kriminalitet, banderelationer, stoffer og for tidlig død og derfor ofte ender enten på kirkegården eller i fængslet?

På en vis måde, siger rapper og foredragsholder Peter T. Aagaard også kaldet ’det omvandrende hiphopleksikon’: »Rap og hiphop har altid været voldeligt. Og rappere har altid slået hinanden ihjel,« siger Peter T. Aagaard og tilføjer:

»Den primære forskel her er tempoet, og at de også tager livet af sig selv.«

Syndefaldet

Lad os lige først spole tiden tilbage til et drengeværelse i Hadsten nord for Aarhus i 1980’erne. Her sad præteenageren Peter og lyttede til N.W.A., Ice-T og Beastie Boys, mens han fantaserede om livet i New York og Californien med store biler, damer og dealers:

»Det var et fascinerende univers. Det var frækt og grænseoverskridende. Både rytmerne og kaskaderne af rim om sex og vold,« siger Peter T. Aagaard.

Den klassiske ’gangstarap’, som han voksede op med, havde rødder i ghettoliv og bandekriminalitet. I løbet af 1990’erne blev genren mere strømlinet og en verdensomspændende succes. Det var i samme periode, at rivaliseringer mellem kriminalitetsaffilierede hiphopgrupperinger fra øst- og vestkystens USA endte i en voldspiral, der toppede med drabene på de to rappere 2pac og The Notorios B.I.G. fra henholdsvis vestkysten og østkysten i 1996 og 1997. Begge i drive by shootings – ingen af drabene er opklaret.

»Mange af de her rappere er opvokset i kriminelle miljøer, hvor vold er et vilkår. Samtidig er det en iboende drift i hiphop, at der skal ske noget grænseoverskridende. Det er altid ekstremt: Ekstremt festligt. Ekstremt voldeligt. Jeg tror også, det var det, der i sin tid var tillokkende for mig og stadig er det i dag,« siger Peter T. Aagaard.

Alligevel var de to drab en slags syndefald for hiphoppen, og i årene efter opstod store modbevægelser, der skulle trække musikken i retning af noget andet og mere positivt. Og læser man på Wikipedias ’List of murdered hip hop musicians’ klinger drabsbølgen da også af i løbet af 00’erne.

Teenagere som verdensstjerner

Peter T. Aagaard voksede op og blev selv rapper under kunstnernavnet PTA, men også specialskolelærer, og lige om lidt fylder han 40. Det gør ham ældgammel i rappermålestok. Ikke mindst de senere år, hvor en ny bølge af meget unge rappere har opnået stjernestatus direkte fra deres eget soveværelse via sociale medier – eksempelvis streamingtjenesten SoundCloud. Af samme årsag har genren fået tilnavnet ’soundcloudrap’, men den bliver også kaldet ’mumblerap’ og ’grungerap’ og emorap’ på grund af sin hårde og dystre tone. Det vender vi tilbage til.

Stjernerne er typisk meget unge mennesker på 17, 18 og 19 år, der ryger ind på verdensscenen på rekordtid.

»De går uden om de klassiske pladeselskabsstrukturer og det normale hiphophierarki,« siger Kristian Karl, podcastvært og skribent på Soundvenue, hvor han har dækket rap og hiphop i mange år.

De er derfor også mindre polerede og mere ustyrlige, end kunstnere der har været i stald hos et pladeselskab.

»Der har ikke været nogle fornuftige voksne til stede, der kunne sætte et filter ind imellem eksempelvis Tekashi 6ix9ine og den sindssyge persona, han efterhånden fik skabt,« siger Kristian Karl med henvisning til, at rapperen tydeligvis det seneste år var på vej ud af kontrol. Blandt andet blev han medlem af en bande for at få sit image som megafarlig gangster til at virke autentisk.

»Han forstod ikke, at det ikke bare er en karakter, man spiller. Det har konsekvenser,« siger Kristian Karl.

Stoffernes indtog

Og så er der stofferne. Hiphop har altid historisk set været meget hashorienteret, og teksterne handlede ofte om at ryge weed og musikvideoerne om at puste røg ind i kameraet.

»Man solgte crack for at få råd til damer og biler. Men man brugte det ikke selv,« siger Kristian Karl. Gangstarapperne skrev faktisk tekster om, at det ikke var sejt at tage stoffer.

Men det seneste årti er hårde stoffer for alvor rykket ind i miljøet. Først tog modestoffet Lean – hostesaft blandet op i drinks – livet af flere toneangivende dj’s og næsten også rapperen ’Lil Wayne’. Siden har xanax, opioider og fentanyl skabt en overdosisepidemi i USA med dødsfald blandt flere rappere til følge.

»Rigtig mange rappere er døde af overdosis de seneste år – i et tempo, vi ikke har set før, siger Kristian Karl.

Og hvor teksterne i 1990’erne handlede om ghettoliv og bandevold, datidens store samfundsproblemer, reflekterer den nye musikgenre også mere overordnet et nyt og forandret USA:

»Teksterne i den nye soundcloudrap er et tidsbillede på USA, som er i konflikt med sig selv og er på opioider og angstmedicin,« siger Kristian Karl, der dog i samme sætning skynder sig at sige, at det ikke er alle hiphopstjerner, der er »på stoffer og skyder hovedet af hinanden«.

De yngste brænder vildest

Andre store navne som eksempelvis Travis Scott, Tyler the Creator og Denzel Curry kører karrieren på mere rolig vis, siger han:

»Det opsigtsvækkende er, at det er de alleryngste med de allermest dedikerede fans, der tilsyneladende brænder helt af.«

Og så er der musikken, som også adskiller sig markant fra den klassiske gangstarap. Dels er den influeret af andre genrer som punk og grunge med en mere hård og rå lyd. Men det er samtidig en mere bedøvet musik, siger Peter T. Aagaard:

»Den er mere druggy, nede i tempo og med masser af autotune på. I gamle dage havde man et konkurrenceelement i hiphop, hvor det handlede om at være bedst til hurtigt at rappe 16 takter. Det er forsvundet her. Det handler mere om at været personlig og til stede,« siger Peter T Aagaard.

De meget unge kunstnere har også meget unge fans – primært 14-15-årige drenge, som har et intenst forhold til musikken, følger deres idoler via sociale medier som eksempelvis Instagram og kopierer deres tøj- og livsstil.

En af de yngre danske rappere, som har en stor fanskare og er blevet udråbt til en af genrens kommende stjerner, er K-Phax. Han tager telefonen på Nørrebro på vej til fods mod spillestedet Stengade, hvor han samme aften skal holde sin hidtil største solokoncert. Det er annonceret som en fødselsdagskoncert for at fejre, at han bliver 21 år i slutningen af maj.

»Jeg føler mig allerede gammel i forhold til mit publikum. Den niche af rap, jeg laver, appellerer af en eller anden grund til den meget unge demografi,« siger K-Phax, som egentlig hedder Keith Birongo. Han er født i Kenya, hans mor døde, da han var fire år, og som syvårig kom han til Danmark med sin far. Han voksede op først på Ærø og siden i Aabenraa, lyttede til og spillede masser af musik, da han som teenager blev betaget af blandt andre 50Cent og Blink-182.

I gymnasieårene begyndte han for alvor at skrive sine egne numre, og som 17-årig skrev han kontrakt med Universal Music. Sidste år udgav han singlen ’Oh my God’, der fik international omtale, og som blev fulgt af nummeret ’I’m a failure’.

Jeg spørger, hvilket fælleskab en ung fyr fra Sønderjylland føler med amerikanske rappere, der skriver tekster om stoffer, vold og depression.

»Jeg tror ikke, der er så stor forskel. Meget af energien i musikken handler om at være udstødt.«

– »Har du følt dig udstødt i Aabenraa?«

»100,« svarer Keith Birongo.

»Jeg havde en identitetskrise, da jeg var lille. Det var et nyt land, og alle syntes, at jeg var anderledes. Gennem internettet og musikken fandt jeg ud af, hvem jeg var,« siger Keith, der i Aabenraa boede i ’Blokken’ – et rødt lejlighedskompleks »på Tøndervej lige ved Rema,« som Keith Birongo beskriver det.

»Mens jeg voksede op, var det svært at finde mennesker, som tænkte ligesom mig. Men det fandt jeg i musikken. Når man laver musik, tager man den negative energi, man har fået fra verden, og den opmærksomhed man ikke har fået og laver det til en form for kraft – en unstoppable force – der bare kommer ud,« siger han.

I singlen ’I’m a failure’ synger han blandt andet: ”I do not like me. I wanna kill me.” Sådan har han haft det i en periode af sit liv, og som rapper i dag skriver man tekster om, hvad man føler, fortæller han. Og det er ligegyldigt, om man kommer fra Aabenraa eller L.A.:

»Man kan rappe om kærlighed. Og om at være sig selv. Hele min mission er at lave rap om at være sig selv og få det til at lyde sejt.«

Og netop de mere indadvendte temaer er et andet kendetegn ved den nye bølge af rap, fortæller Peter T. Aagaard:

»Hiphoppen har altid været en festkultur og en machokultur, men nu er det blevet meget mere legalt at rappe om følelser, og man flirter med et mere androgynt udtryk. Alle diagnoserne er i spil: ADHD, angst, autisme, og man kredser om selvmordet,« siger Peter T. Aagaard, der kalder det »Den unge Werthers lidelser i musikform«.

Kristian Karl synes ikke, det kalder på bekymring, for faktisk tilbyder teksterne et mere nuanceret og flertydigt indhold end den klassisk gangstarap, han selv voksede op med:

»XXX tentacion sagde ligefrem, at hans musik var lavet til folk med angst og ensomhed. Rapperen Lil Uzi Verts tekster handler om kærlighed og følelser. Og dermed gør de op med gamle fordomme i hiphop om, at en mand skal være sej og stærk.«

I de gamle hiphopdage var tilskuerne til koncerter klædt i hættetrøjer og lod en joint gå rundt, mens de nikkede lidt med nakken til musikken. Men ligesom den nye generation i sit udtryk låner fra metalmusik og punk, er koncerterne i dag også koreograferet på en mere voldsom måde, med såkaldte ’moshpits’, hvor tilskuerne kaster sig ind i hinanden i store bunker med mest mulig kraft – som til en punkkoncert. Og igen er det de helt unge 14-15-årige drenge, der er først inde i tumlen. Man skal ikke blive overrasket, hvis der ryger en tand, eller man forstuver en fod. Blå mærker er en obligatorisk del af festen, siger K-Phax.

»Og sådan skal det helst være. For en stor del af en rapkoncert i dag handler om engagementet fra publikum.«

Han har oplevet, at der var en, »der brækkede en knogle« til en af hans koncerter. Men som han siger:

»Så poster man på ’insta:’ »Gå hårdere næste gang.« Det er både en del af ens image, men det er også en del af musikkens mørke humor.«

I dag er det på en gang lettere og sværere end nogensinde at blive stjerne. Alle har en mulighed for at blive den næste Lil Peep, fordi virkemidlerne er lettilgængeligt, man kan sidde og nørkle med Garageband på sin computer, lægge effekter på stemmen og lægge det ud på nettet.

»Men at skille sig ud og blive den næste sensation er meget, meget sværere. Kun de få bliver stjerner. De fleste reproducerer det, de andre lavede for et år siden,« siger Peter T Aagaard.

Og med de mange overdoser, drab og arrestationer og de største tre stjerner enten i graven eller fængsel, frygter mange, at soundcloudrappen næsten er brændt ud, inden den overhovedet kom i gang.

Kristian Karl kalder bølgen for »den mest radikale nytænkende bevægelse i hiphop de seneste mange år« og et godt eksempel på, hvordan en genre kan forny sig og samle en helt ny generation op. »Men det er svært at se, hvor det bevæger sig hen lige nu.«

K-Phax er ikke bekymret for, at den bølge, han er en del af, skulle være ved at ebbe ud. Tværtimod. Han vil gerne være »den næste Kim Larsen« både størrelsesmæssigt og kulturelt.

»Man skal ikke sige det med små ord, når man er rapper. Man skal skyde efter månen eller helt lade være.«

Lil Peep er en af de kunstnere, som er en del af den nye Lo-fi-bølge inden for hiphoppen, som ifølge Informations anmelder trækker genren ned til et nyt lavpunkt

 
Læs også
Han har langt, regnbuefarvet hår, regnbuefarvede diamanter på tænderne, tatoveringer i hele ansigtet og pletter på straffeattesten. Den 22-årige amerikanske rapper Tekashi 6ix9ine er på alle måder et farverigt bekendtskab. Og han har usædvanlig godt fat i ungdommen – også herhjemme, hvor billetterne til hans koncerter i Aarhus og København i går og i dag blev revet væk
Læs også
Ravi Kumars univers bakkes op af tekster, der er lige dele vanvittige og lige dele tror på, at musikken rent faktisk kan flytte vores grænser.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu