Læsetid: 8 min.

En rejse ind i ungdommens identitære, højrenationalistiske Europa

I en ny bog rejser en dansk journalist Europa tyndt for at afsøge og forstå den højrenationale bevægelse Generation Identitær. En aktivistisk bevægelse, der ligesom Stram Kurs bekender sig til ’etnopluralismen’ og som ofte afvises som højreradikal og fascistisk – selv insisterer den på at være fredelig og demokratisk
Formummede franske Identitaire-aktivister demonstrerer i Le Mans i det vestlige Frankrig. I Danmark er bevæglsens mål at tale til mainstreamen. De vil ikke være et randfænomen, der kun appellerer til yderligtgående nationalister, forklarer Rasmus Hage Dalland.

Formummede franske Identitaire-aktivister demonstrerer i Le Mans i det vestlige Frankrig. I Danmark er bevæglsens mål at tale til mainstreamen. De vil ikke være et randfænomen, der kun appellerer til yderligtgående nationalister, forklarer Rasmus Hage Dalland.

Jean-Francois Monier

11. maj 2019

Særligt ét spørgsmål stod tilbage, da chokket efter sidste måneds terrorangreb mod to muslimske menigheder i Christchurch, New Zealand, havde lagt sig. Hvad havde fået en 28-årig mand til at likvidere 50 muslimske medborgere og såre lige så mange?

Manifestet, som attentatmanden, australieren Brenton Tarrant, havde efterladt sig, blev gransket, og det samme gjorde hans finansielle transaktioner. Og kort efter pegede en af pilene mod Østrig og en mand ved navn Martin Sellner.

’Identitær – En rejse ind i Europas nye højre’. 211 sider. 249 kr. Atlas Forlag

Sellner er navnet på lederen af den østrigske gren af den voksende paneuropæiske bevægelse Generation Identitær, og han bliver af mange betragtet som bevægelsens ukronede, internationale leder.

Den identitære bevægelse har, siden den blev grundlagt i Frankrig, da flygtninge- og migrationskrisen begyndte at tage fart i 2012, bredt sig til flere europæiske lande, og sidste år blev to afdelinger i København og Aarhus officielt indlemmet.

Én af de få journalister, der har mødt Martin Sellner og flere andre ledere af den identitære bevægelse i Europa, er Rasmus Hage Dalland. I godt og vel to år har han rejst kontinentet tyndt for at møde og interviewe bevægelsens frontfigurer, medlemmer og støtter.

Han har været på sommerlejr i Tjekkiet, til demonstrationer i Tyskland, på selvforsvarstræningslejr i Polen, til debatmøder i Italien og så videre.

De mange møder, interviews og observationer er blevet til den dokumentariske bog Identitær – En rejse ind i Europas nye højre, der udkom forrige uge.

Adspurgt om hvorfor han valgte at tage den rejse, svarer han:

»Inden jeg startede projektet, havde jeg betragtet bevægelsen på afstand, og jeg oplevede efterhånden, at de ikke kun bekræftede, men også brød mine forestillinger om den klassiske højrenationalist.«

Og her har forfatteren måske en pointe.

Højrenational Greenpeace

For bevægelsen er tvetydig. Den lyder på en gang som gammel vin på nye flasker, når den definerer sig som en patriotisk ungdomsbevægelse, der vil beskytte national og europæisk kultur mod masseindvandring, islamisering, multikulturalisme, og den ’befolkningsudskiftning’, der ifølge bevægelsen vil gøre ikkevestlige indvandrere til etnisk majoritet i en nær europæisk fremtid.

I forlængelse heraf bekender de sig til ’etnopluralismen’ og mener, at racer og etniske grupper bør leve adskilte for at undgå konflikter og kulturel sammenblanding. En teori, der siden årtusindskiftet har vundet indpas i højreradikale- og nyfascistiske miljøer, og som Rasmus Paludan og Stram Kurs også abonnerer på.

Men Generation Identitær lyder også som noget nyt.

De er demokrater, siger de, og tager officielt afstand fra vold og totalitære holdninger. De kalder sig metapolitiske med inspiration fra den marxistiske filosof Antonio Gramsci og hans teori om, hvordan ideernes magt, båret af en intellektuel fortrop, diskursivt skal ændre samfundssynet og skabe politiske forandringer. De er med andre ord ikke partipolitiske, men forsøger i stedet at rykke folkestemningen udefra gennem en massiv tilstedeværelse på sociale medier og deres aktivisme.

Af samme grund er bevægelsens organisering og arbejdsmetoder ofte blevet sammenlignet med traditionelle venstreorienterede aktivistgrupper som Greenpeace. Ligesom miljøorganisationen har de – ifølge dem selv – mange erklærede støtter, men få egentlige medlemmer, der udfører aktivismen.

Af samme grund er det svært at opgøre bevægelsens medlemstal. På internationalt plan kaldte al-Jazeera i en dokumentar fra i fjor Generation Identitær for »én af Europas hurtigst voksende og mest prominente højreradikale bevægelser«.

Den ukronede leder Martin Sellners videoer på YouTube ses af mellem 20.000 og 200.000 brugere. Og ifølge researchkollektivet Redox, der afdækker den yderste højrefløj i Danmark, er den nyetablerede danske afdeling i vækst, selv om den endnu kun består af ca. 20 kerneaktivister.

På dansk grund er det derfor også ofte de samme ansigter, der går igen i videoerne fra bevægelsens aktioner. For nylig opsatte de en gravsten foran Googles danske hovedkvarter med påskriften »Ytringsfrihed«. Tidligere har de iført steward- og stewardesseuniformer uddelt flybilletter på Strøget med buskabet om at sende flygtninge retur til Syrien, ligesom de foran shoppingcentret Field’s sidste år opførte ’underholdningsshowet’ Ghettolotteriet, hvor forbipasserende fik uddelt skrabelodder.

Happeningen blev ligesom de øvrige promoveret på de sociale medier, og i en video på YouTube præsenterede bevægelsens danske talsperson Aurelija Aniulyte aktionen:

»Det lignede skrabelodder, og de var lavet rimelig cute, så det var særligt børnene, der var interesseret i dem, men de blev desværre rimelig skuffede, for som der stod på forsiden af flyeren, så er ghettolotteriet et lotteri med mange deltagere, men ingen vindere,« lød det.

Det er det image, de identitære, de seneste år har forsøgt at skabe. De vil provokere og anspore til handling, men på demokratisk og ikkevoldelig vis.

Derfor vakte det også opsigt, da Østrigs kansler, Sebastian Kurz, kunne offentliggøre, at 30-årige Sellner sidste år modtog en personlig donation fra den dengang ukendte Tarrant på ca. 11.000 kr. En donation, der kan være begyndelsen på enden for bevægelsens østrigske afdeling. I hvert fald fastslog kansleren efterfølgende, at han ville undersøge muligheden for at tvangsopløse den.

En identitær rejse

Og hvad med Sellner?

Han erkendte, at han havde modtaget en donation fra Tarrant, men fordømte derudover hans handlinger, ligesom han afviste enhver relation. Men ikke nok med det. På sin YouTube-kanal påstod Sellner, at det var Tarrants ønske at skabe negativ fokus mod Generation Identitær for at marginalisere bevægelsen og på den måde få flere til at ty til ekstreme handlinger og terror frem for den demokratiske aktivisme, de promoverer. Den østrigske leder fralagde sig med andre ord ethvert ansvar for at have bidraget til radikaliseringen af Tarrant.

Rasmus Hage Dalland er langtfra den første, der forsøger at komme helt tæt på den europæiske, identitære bevægelse, men i modsætning til flere andre journalister er mødet foregået uden en hemmelig agenda og et skjult kamera. Dalland bekendte kulør. Sagde, han var journalist, og at han med bogen ønskede at forstå, hvor disse unge kommer fra, og hvad de reagerer på.

Målsætningen lyder måske ligetil, men den skepsis, han mødes med i bogens første kapitler, vidner om en bevægelse, der er forbeholden, grænsende til paranoid i mødet med den liberale presse.

Rasmus Dalland møder Information på en café ud for det, der må betegnes som den identitære bevægelses mareridt – Danmarks multikulturelle centrum: Den Røde Plads på Nørrebro. Jeg spørger ham, hvad der gør Generation Identitær anderledes interessant i forhold til de tidligere højrenationalistiske bevægelser, vi har set.

»De er født efter Den Kolde Krig, de laver politisk aktivisme, som vi kender det fra venstrefløjen, de – siger de i hvert fald – er demokrater og tager afstand fra totalitære tendenser, og de er teoretisk funderede og ofte universitetsstuderende. Jeg ville ikke afsløre, men afsøge bevægelsen, før jeg ville forkaste den,« siger han.

Identitær karakteristik

Det er en broget flok, som Dalland møder på sin europaturné. I Østrig render han eksempelvis ind i Luca, der voksede op under trange kår og oplevede, hvordan hans mormor næsten ingen kompensation modtog, da hun blev syg og mistede sin arbejdsevne. Samtidig oplevede han, hvordan flygtningene fra Balkan fik mad og tøj.

Han møder Pierre i Frankrig, der fortæller, at det ikke var Jean-Marie Le Pens knusende nederlag til Jacques Chirac i 2002, der gjorde ham politisk indigneret. Det var »reaktionen fra de mennesker, som mente, det var verdens ende at se Jean-Marie i anden valgrunde«. Han møder Jeppe, der kommer fra en centrum-venstre-familie i Gentofte, den milanesiske oldgræsk- og kunsthistoriestuderende Lorenzo, der er søn af to venstreorienterede journalister.

Og så møder han Robert Timm, lederen af de identitæres afdeling i Berlin, der i gymnasiet stemte Die Linke og arrangerede mangfoldighedsprojektdage med fokus på minoriteter. Timms virkelighedsopfattelse krakelerede dog gradvist på gymnasiet, hvor halvdelen havde en anden etnisk baggrund end tysk.

I bogen beskriver Timm, at det i sidste ende var lektorernes berøringsangst over for særligt arabiske minoriteter, der endegyldigt fik ham til at forlade venstrefløjen.

I bogen fremstår Timm som en diametral modsætning til Sellner, der i teenageårene var aktiv i Østrigs nynazistiske bevægelse. På en måde udgør de to ledere bevægelsens yderpunkter. Den ene, Timm, er blevet ’radikaliseret’; den anden, Sellner, er blevet ’afradikaliseret’.

— Vil du sige, at Generation Identitær er en pacificerende eller en radikaliserende bevægelse?

»Det er svært,« siger Dalland:

»Bevægelsen er enormt opmærksom på, hvordan den fremstår udadtil. De tager afstand fra højrefløjens traditionelle image og det, de kalder »dens antisociale opførsel« med kronragede hoveder og voldsparathed. På samme måde er deres credo demokratiet, og det gør dem sværere at affeje end for eksempel CasaPound i Italien, der jo er erklærede fascister.«

»Men samtidig snakker de konsekvent om la reconquista – altså generobringen – af Europa med reference til de kristne felttog mod muslimske maurere på Den Iberiske Halvø omkring år 1000. De arrangerer lejre, hvor de øver kampsport, og de franske identitære bringer en ’krigserklæring’ på YouTube, hvor de taler om arven, blodet og jorden.«

Han vejer sine ord, som om han endnu ikke er helt afklaret i sin holdning.

»I sidste ende tror jeg, at bevægelsen er begge dele. Jeg kunne godt forestille mig, at den har haft en pacificerende effekt på nogen og decideret vendt nogen i porten, men jeg tror også, at der er nogen, der ser bevægelsen som en retfærdiggørelse af deres handlinger. Om Tarrant havde begået terror uanset hvad, er umuligt at sige – for idioter som ham har jo altid eksisteret. Men jeg tror, deres tanker kan være med til at inspirere folk til at begå attentater, men jeg tror ikke, at attentaterne bliver begået i deres navn.«

Mod midten

De samme modsætningsforhold fremgår tydeligt i Dallands møde med bevægelsens forskellige afdelinger. Det er i udgangspunktet en samlet, paneuropæisk bevægelse, men den nationale selvbestemmelse – og måske identitet – skaber kulturelle forskelle.

I Frankrig synes de mere militante, i Tyskland mere historisk skyldbetynget og derfor mere pacifistiske, og i Danmark synes de mere accepteret og får taletid i Deadline og 24syv Morgen, og mange af deres mærkesager er med forfatterens ord »allerede en del af mainstreampolitikken og optaget i paradigmeskiftet«.

Ifølge Rasmus Hage Dalland er Danmark skoleeksemplet på, hvor den identitære bevægelse gerne vil hen:

»Det er deres klare taktik at tale til mainstream og ’almindelige’ europæere. De vil ikke være et randfænomen, der står og råber til nogle yderliggående, marginaliserede nationalister i en skov. Og de vil gerne fremstå mere sofistikerede end Pegida og Alt-right. De vil ikke holdes uden for, og det er derfor, de definerer sig som metapolitiske og ønsker at skabe et tankesæt, der langsomt kan blive meningsfuld for flertallet.«

— Du har fortalt, at du politisk befinder dig på venstrefløjen. Her vil nogen nok mene, at sådan en bevægelse er spild af tid at bruge kræfter på. Hvorfor ikke bare ignorere dem og vente på, at nogle politikere arbejder for et forbud som i Østrig?

»Grundlæggende tror jeg ikke på, at selve tankestrømmen forsvinder ved et forbud og heller ikke, at den bliver mainstream, bare fordi vi taler om den. Tværtimod bør vi huske, at ligesom nye ideer konstant bliver optaget i mainstream, så har mainstream også en korrigerende effekt. At være venstreorienteret er også at udvise et højt niveau af tolerance, derfor må vi også tolerere dem, vi er grundlæggende uenige med. Den her bog er et bevis på, at den højrenationale identitetspolitik eksisterer i bedste velgående, og at den kræver et kritisk modsvar. Vi løser intet ved alene at fordømme,« siger Rasmus Hage Dalland.

’Identitær – En rejse ind i Europas nye højre’. 211 sider. 249 kr. Atlas Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gert Hansen

En del af forklaringen ligger også i at venstrefløjen sjældent har erkendt, at der er et problem. Hermed ikke sagt, at stram kurs er løsningen, men floskler om næstekærlighed uden reelt kontakt med flere danskere (og andre) europæers dagligdag, er intet værd. Faktisk bør venstrefløjen påtage sig en stor del af ansvaret for den aktuelle krise.

Grethe Preisler

Hvilken 'venstrefløj', Gert Hansen?

Dem der 'fik tæv af lovens lange arm' i 1965 for at lade håret gro, skifte konfirmationstøjet ud med blue jeans og afghanerpels og hænge ud sammen ved det store stygge storkespringvand på Amagertorv? Dem der lå i krig med med 'motorcykelbisserne' om friheden til at lade sig underholde af filmen 'De grønne Baretter' i 1968? Dem der røg hash på kulturministeriets trappe i 1970? Eller dem der 'besatte' Bådsmandstrædes Kaserne og Prinsessegården på Christianshavn i 1971 og udråbte førstnævnte til 'Fristaden Christiania' og sidstnævnte til 'kulturhus' og 'øvelokaler' for fattige husvilde rockmusikere?

Jeg har ikke den blegeste erindring om, at alt dette var noget, journalisterne på dagbladet Information beskæftigede sig videre med for daværende, selvom jeg har været fast og daglig køber og læser af samme siden 1964.

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Steen Sohn, Ole Frank, Torben K L Jensen, Peter Andersen, Steffen Gliese og Kåre Nissen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Gert Hansen, der har ikke været andet end talt om et problem i 30-40 år, og det har ikke ført til andet end opgivenhed og manglende reel indsats, fordi ingen har ØNSKET at beskæftige sig med integration. I stedet har man konsekvent arbejdet på at fjerne det velfærdssamfund - også i andre europæiske lande - der kunne have gjort integrationen forholdsvis let og smertefri til en vis grænse.
Men man begynder hele tiden med at definere den ganske lille mængde flygtninge og indvandrere, der kommer til Europa, som et problem, i stedet for et vilkår.

Trond Meiring, Rikke Nielsen, Niels Duus Nielsen, Ole Frank, Anders Reinholdt, Estermarie Mandelquist, Marie Jensen, Christel Gruner-Olesen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mennesker er bange for at være overflødige, og vi har skabt under kapitalismen et system, hvor belønning og god opførsel i forhold til nogle i et hierarki højere placerede, bestemmer, hvordan vi kan betragte os selv indenfor det system.
Det er selvfølgelig hamrende udemokratisk, tværtimod er den forståelse, den kunnen, den viden og de øvrige menneskelige egenskaber, man besidder og dyrker, netop kunne udfoldes med den generøsitet, som er det egentlige menneskelige behov, når det ikke korrumperes.

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Venstrefløjen har svigtet; Hvilket en Enhedsliste-repræsentant er enig i.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/enhedslisten-vi-har-ladet-h%C3...

Og det gælder for flere partier. Vi på venstrefløjen har lagt for meget vægt på at kritisere højrefløjens ensidige propaganda og dermed , i manges øjne, fremstået som inkonsekvente/blinde overfor de radikale blandt indvandrerne.
Venstrefløjen bør tage et ansvar for dette, men samtidig slå fast, at det udelukkende er højrefløjen der kører hetz mod indvandrerne .

Torben K L Jensen

Marx sagde : Religion er opium for folket og med det mente han vel den barmhjertige samaritaner.

Carsten Hansen

Naturligvis skal vi ikke gøre dette emne til et dansk anliggende.
Grunden til at højre-nationalismen har grobund for at få fat i mennesker, er jo ganske simpelt at ingen har løst problemerne med radikale elementer blandt indvandrere; Heller ikke venstreorienterede regeringer i Europa, gennem tiden.
Det er nu lykkes højrepopulisterne , via overdrivelser og generaliseringer, at narre folk over på deres side.

Det er venstrefløjens opgave at afsløre denne overdrivelse og generalisering; Ikke at påstå der ingen problemer er.

David Engelby, Jens Thaarup Nyberg, Lotte Tvede og Gert Hansen anbefalede denne kommentar
Gert Hansen

Grethe Preisler. Du bekræfter en del af min tese om at venstrefløjen ofte reduceres til noget, der skete fra 60-70 og frem til 90'erne. Her skete en masse godt, som vi i dag nyder godt af alle sammen. Men fra 90 og frem har problemet med indvandring, flytninge, immigration mv. vekslet mellem at være "vores" frelse (fx. arbejdskraft, skat, reproduktion) til at være "vores" ødelæggelse (tager 'vores' arbejde, snyder og underminerer vores system, og føder børn, der ikke ønsker vores demokrati, etc) - og det er et sted midt imellem, at sandheden nok findes. Der er reelpolitiske problemer forbundet med mange flygtninge, der er områder i Danmark, hvor de færreste nok ville bo (hvis de skal være helt ærlige og ikke frelste sofaintellektuelle), men stramninger og regler løser sjældent noget, men det gør fine og nydelige begreber heller ikke, heller ikke hvis de har lange og smukke idehistoriske rødder.
Var det ikke Lenin, der spurgte: Hvad skal vi gøre?

Grethe Preisler

P.S. Til alle andre end 'de sidste dages hellige' og de i forvejen frelste førstegangsvælgere og fortabte sjæle fra læsersegmentet 'ældrebyrden':

Se eller gense gårsdagens 'Debatten' på public-servicekanalen DR-tv med superfeministen 'Rapperen Nikoline', hvis I trænger til et billigt grin, før I skal til stemmeurnerne igen ;o)

Gert Hansen

grethe Preisler min viden eller manglende viden om venstre fløjens historie undermineret ikke det faktum, at den ikke har formåret at addressere et reelt problem, som er forbundet med flygtninge, immigrationer, religioner og kulturforskelle. Mange ventreorienterede tror - sikkert fordi de aldrig har bevæget sig uden for et universitet - at alle forskelligheder er berigende og nyskabende, selvom de ofte skaber problemer og gnidninger, som en stor del af befolkningen ikke har midlerne til at løse.
Det er fint nok at anvende abstrakte begreber, og på et vist plan ved alle godt at vi skal hjælpe og forstå hinanden, men i praksis - for nogen - er det svært. Ikke alle har ressourcer (tid, penge, muligheder) for efteruddannelse, empatikursuer og alverdens godhed, men må prøve at få hele lortet til at hænge sammen. Denne gruppe kan sikkert til tider søge sig misfordelt mht boliger, fordi de ikke lige kommer fra et krigsramt område.

Jens Thaarup Nyberg

Torben K L Jensen; - 08:56
Hvilken kobling, mellem humanisme og økonomi, tænker du på.

Steffen Gliese

Ja, økonomien burde altid have været et underordnet spørgsmål i forhold til at behandle hinanden ordentligt.
Mht. opium for folket er det meget ligetil: det handler om at dulme smerten i livet.

Torben K L Jensen

Jens - Hvis vi nu tager udgangspunkt i den aktuelle situation i Venezuela udstiller den samlede vestlige presse Manduro - den valgte præsident - som den hovedansvarlige for den humanistiske katastrofe befolkningen lider under vel vidende at USA´s sanktioner er skyld i mindst 40.000 død pga. af manglende medicin,mad osv. Selvfølgelig har Manduro en del af ansvaret men på den anden side har vores regering også skylden for de 60.000 børn der lever i uværdig fattigdom. Jeg fatter det ikke - Kan folk da ikke forstå at USA er ude efter deres olie,den olie der i følge FN skal blive i undergrunden - og der bliver den sgu ikke hvis Trump og Koch-brødrene får fingre i den.
Penge har ikke noget med humanisme at gøre - snarere tvært imod. Og hvem hopper med på den limpind - Verdens humanister.

Torben K L Jensen

Jens - Hvis vi nu tager udgangspunkt i den aktuelle situation i Venezuela udstiller den samlede vestlige presse Manduro - den valgte præsident - som den hovedansvarlige for den humanistiske katastrofe befolkningen lider under vel vidende at USA´s sanktioner er skyld i mindst 40.000 død pga. af manglende medicin,mad osv. Selvfølgelig har Manduro en del af ansvaret men på den anden side har vores regering også skylden for de 60.000 børn der lever i uværdig fattigdom. Jeg fatter det ikke - Kan folk da ikke forstå at USA er ude efter deres olie,den olie der i følge FN skal blive i undergrunden - og der bliver den sgu ikke hvis Trump og Koch-brødrene får fingre i den.
Penge har ikke noget med humanisme at gøre - snarere tvært imod. Og hvem hopper med på den limpind - Verdens humanister.

Torben K L Jensen

I øvrigt er jeg socialist,går ind for et socialistisk,solidarisk,humanistisk samfund hvor man tager ansvar for hinanden i en fri meningsudveksling der aldrig skader fællesskabet og individet.

Niels Duus Nielsen

Gert Hansen: "Var det ikke Lenin, der spurgte: Hvad skal vi gøre?"

Jo, men han svarede selv på spørgsmålet.

Jens Thaarup Nyberg

Torben K L Jensen; 13. 05.´19 - 11:00
" ... vel vidende at USA´s sanktioner er skyld i mindst 40.000 død pga. af manglende medicin,mad osv."
De økonomiske sanktioner mod Venezuela er altså skyld i en human katastrofe. Og det er vel bl.a. en kobling mellem økonomi og humane forhold.
Bortset fra, mennesker lever i økonomier.