Feature
Læsetid: 4 min.

I retten: »For mig var det bare én bane«

I retslokale 7 i Københavns Byret erklærer 18-årig mand sig skyldig i en række forhold, blandt andet besiddelse af ulovlige våben og kokain. Han nægter imidlertid at have haft til hensigt at sælge kokainen
Moderne Tider
11. maj 2019
En 18-årig mand erkender at have været i besiddelse af to gram hash, to ulovlige våben og godt 11 gram kokain. Han insisterer dog på, at narkotikaen var til eget forbrug, ligesom han nægter, at have tjent 12.000 kroner kontant, som politiet har beslagtlagt, ved at sælge stoffer.

En 18-årig mand erkender at have været i besiddelse af to gram hash, to ulovlige våben og godt 11 gram kokain. Han insisterer dog på, at narkotikaen var til eget forbrug, ligesom han nægter, at have tjent 12.000 kroner kontant, som politiet har beslagtlagt, ved at sælge stoffer.

Mia Mottelson

Forsvarsadvokat Carsten Fentz prøver at løfte stemningen i retssal 7.

»Hvornår tror I, der kommer valg?« spørger han ud i lokalet.

Tiltalte, M, kigger ned i bordet. Hans kommunale kontaktperson, der er med som tilhører, har heller ikke noget godt svar.

»Du er jo lige fyldt 18 år, så du kan også stemme nu,« fortsætter Carsten Fentz til sin unge klient.

»Så husk nu, ikke noget med Rasmus Paludan eller Klaus Riskær, vel?«

M smiler anstrengt. Den unge mands lyse hår er karseklippet i siderne og redt tilbage på toppen. Han er tiltalt for ni lovovertrædelser begået på tre forskellige tidspunkter sidste sommer. Sigtelserne tæller blandt andet besiddelse af en butterflykniv, en strømpistol monteret i et knojern og to gram skunk til eget forbrug. Politiet har også beslaglagt to kontantbeløb på henholdsvis 5.500 kroner og 6.500 kroner.

De mest alvorlige anklager er to tilfælde af besiddelse af kokain med henblik på videresalg. M erklærer sig skyldig i de fleste af forholdene. Han nægter dog at have haft til hensigt at sælge kokainen og at have skaffet kontanter ved at sælge narkotika.

Lige nu sidder han tavs og klemmer sine foldede hænder sammen, så de bliver mere og mere røde. Retsmødet skulle være startet for tyve minutter siden, men anklageren er endnu ikke dukket op. Dommeren ryster på hovedet.

»Havde det så været et vidne eller en tiltalt, men den professionelle anklagemyndighed burde altså være i stand til at notere en dato i en kalender,« siger hun.

Øjemål

Godt en time forsinket ankommer anklagemyndighedens bagvagt. En ung, mørkhåret kvinde iført hvid t-shirt og afvaskede sorte cowboybukser, hvilket hun formelt beklager over over for dommeren, ligesom hun understreger, at hun kun har haft taxa-turen på vej herover til at sætte sig ind i sagen.

Anklageren forsøger at dokumentere, at M havde til hensigt at sælge kokainen og havde skaffet pengene ved at handle med narkotika.

Mia Mottelson
M sætter sig ind foran et lille bord midt i lokalet for at afgive forklaring. Første gang M blev anholdt i sommeren 2018 var på Kingosgade i København, hvor han bor sammen med sin mor, fortæller anklageren.

Det var hans mor, der havde tilkaldt politiet. M havde gentagende gange taget narko med i lejligheden, fortalte hun politiet. Nu havde hun igen fundet en pose med hvidt pulver.

Da politiet kom, fandt de 8,34 gram kokain, en lille digitalvægt, et stort antal små plasticposer med tryklås og 6.500 kroner i kontanter. M forklarer, at han på det tidspunkt tog kokain i weekenden, og når han havde så meget, skyldtes det, at han havde splejset med fire venner.

Anklageren spørger M, hvor meget kokain han plejede at tage på en weekendaften.

»For mig var det bare en bane,« svarer han.

»Hvor meget er der i en bane?« spørger anklageren.

»Det ved jeg ikke. Det har jeg bare kørt på øjemål,« siger M.

Digitalvægten var til at veje hash, når han rullede joints, forklarer M. Det gjorde han dagligt dengang.

»Så du vejer hash op, men ikke kokain?« spørger anklageren.

M tøver i ti sekunder, inden han nikker og svarer »ja«.

Pengene

Anden gang M blev anholdt var på Nørrebro godt en måned efter, at lejligheden på Kingosgade var blevet ransaget. Her blev han stoppet med 1,59 gram kokain, en digitalvægt, et knojern med indbygget strøm i og 5.500 kroner. Tre måneder senere, på Amager, fandt politiet to gram skunk og en butterflykniv på ham.

Våbnene havde ikke noget specifikt formål, forklarer M. Han ville bare gerne føle sig »mere sikker«.

Anklageren undrer sig over, at M, der på det tidspunkt var 17 år gammel og ikke havde et arbejde, har haft så mange penge. Først 6.500 kroner i lejligheden, så 5.500 kroner på Nørrebro.

Størstedelen af pengene i lejligheden var en gave fra hans morfar, forklarer M. Og dem, politiet konfiskerede på Nørrebro, havde han vundet på oddset.

»Hvorfor gik du rundt med dem på dig?« vil anklageren vide.

»Jeg stod jo og ventede på bussen, da politiet kom. Faktisk var jeg på vej ind på Strøget for at købe en taske,« svarer M.

Forsvareren mener ikke, at anklageren kan dokumentere påstanden, og appellerer til retten om at tage tiltaltes unge alder og rene straffeattest i betragtning ved strafudmålingen.

Det næste vidne er en af de betjente, som var med til at ransage lejligheden. Hun taler i et monotont tonefald og med et neutralt sprog, som var hun ved at formulere et telegram.

»Da vi ankommer står tiltalte på badeværelset. Vi beder ham gå ind i stuen. Min kollega henter en narkohund. Vi ransager lejligheden,« siger hun.

Anklageren forklarer, at hun er mest interesseret i at høre, om der er noget, der indikerer, at de 6.500 kroner, politiet har fundet i lejligheden, stammer fra salg af narkotika.

»På tiltaltes værelse finder vi en vægt, hvor der er rester af kokain på,« svarer politibetjenten.

»Nå. Tiltalte har ellers forklaret, at han kun bruger den til hash,« siger anklageren.

»Vi så det på stationen. Der var kokain på vægten,« konstaterer betjenten.

Mild, hård dom

Forsvarer Carsten Fentz mener ikke, at anklageren har bevist ud over enhver tvivl, at M ville sælge kokainen eller havde tjent pengene ved at handle med stoffer. Han understreger, at M efter eget udsagn nu er stoppet med at tage kokain, er begyndt at arbejde på et værested for unge med problemer, og kun ryger hash en gang imellem. Anklageren er uenig.

»Vi har at gøre med 17-årig, der bor derhjemme uden indkomst. Der bliver fundet det, politiet kalder en narkovægt, narkotika, pølsemandsposer,« siger hun.

M kendes skyldig i alle forhold. Han idømmes fire måneders ubetinget fængsel. Dommeren kalder det en mild straf for besiddelse af så store mængder kokain med henblik på videresalg, og en hård straf til en 18-årig, der ikke har været dømt før. M anker dommen.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her