Læsetid: 13 min.

De røde står til at få et kanonvalg. Men om det fører til rød politik, er mere usikkert

SF og Enhedslisten står i flere målinger til at få det sammenlagt bedste valg nogensinde, og rød bloks føring er massiv. Men kan man tale om et muligt systemskifte, og hvad skal det røde momentum i så fald bruges til? De røde har festet før – og er blevet slukørede bagefter
Med 29-30 mandater i de senste meningsmålinger står Enhedslisten og SF til atskrive parlamentarisk historie. Men spørgsmålet er, hvad de – sammen med Alternativet – kan bruge fremgangen til.

Med 29-30 mandater i de senste meningsmålinger står Enhedslisten og SF til atskrive parlamentarisk historie. Men spørgsmålet er, hvad de – sammen med Alternativet – kan bruge fremgangen til.

Sofie Holm Larsen

1. juni 2019

Det var ikke til at afgøre, hvem der så mest bekymret ud. Foran et stort blåt banner med et orange V-logo stod statsminister Lars Løkke Rasmussen med rynket pande og sænkede øjenbryn. Ved siden af ham havde finansminister Kristian Jensen samlet sin mund i en lille, tynd streg.

Valgkampen var to uger gammel, og Venstres to topfolk havde indkaldt til pressemøde for at kommentere Socialdemokratiets økonomiske plan. Det var alvorlige sager, måtte man forstå.

»Der vil komme skattestigninger på over fem milliarder. Og det er vel at mærke før, Socialdemokratiet har talt med vennerne i Enhedslisten, i SF og i Alternativet,« sagde Lars Løkke Rasmussen og rystede på hovedet.

»Socialdemokratiet tager et markant ryk i en mere venstreorienteret retning, forlader midten i dansk politik og bekender sig endegyldigt til venstrefløjen.«

Udtalelser og de alvorlige miner havde naturligvis til formål at advare vælgerne om, at en stemme på Mette Frederiksen ville være en stemme på et radikalt socialistisk eksperiment.

Lars Løkke Rasmussen udtalte »vennerne fra Enhedslisten« med en afsky i stemmen, som om Mette Frederiksen havde tænkt sig at forhandle sin økonomiske politik med Erich Honecker eller Nicolas Maduro.

»Det bliver dyrt,« som statsministeren også sagde.

For mange venstreorienterede havde advarslerne den modsatte effekt. De pustede blot til den følelse af håb, som var vokset i løbet af valgkampen. Endelig. Nu sker det. Den røde bølge vælter ind over os, og venstrefløjen står til sit bedste valg i årtier.

Det er bare meningsmålinger, og intet er afgjort, før sidste stemme er talt op. Men med mindre end en uge til folketingsvalget tyder alt på, at både Enhedslisten, Socialdemokratiet og især Socialistisk Folkeparti får gode valg, mens Dansk Folkeparti står til en halvering, og Liberal Alliance går markant tilbage.

Ved søndagens europaparlamentsvalg fik blå blok blot 42,6 procent af stemmerne.

Derudover lader det til, at balancen er rykket til venstre i en række afgørende debatter.

Pludselig står borgerlige politikere med alvorsfulde miner og beskriver klimakrisen som en eksistentiel samfundstrussel.

Kun tre partier – Liberal Alliance, De Konservative og Nye Borgerlige – går til valg på løfter om at sænke skatten, og tilsammen står de ikke til mere end cirka ti procent af stemmerne. Alt imens har Danmarks liberale parti, Venstre, givet et såkaldt »velfærdsløfte« på et tocifret milliardbeløb.

Det forekommer næsten passende, at Danske Banks detroniserede topchef, Thomas Borgen, blev sigtet for forbrydelser i forbindelse med hvidvaskskandalen samme dag, som Lars Løkke Rasmussen udskrev valg.

Halvvejs inde i valgkampen beklagede en række erhvervsspidser sig over, at de mange skandaler i finanssektoren havde betydet, at deres interesser slet ikke blev diskuteret. De føler sig reduceret til et »B-hold,« som ingen lytter til.

Efter årtiers højreorienteret dominans, kun afbrudt af Thorning-regeringen, som videreførte eller accelererede de borgerliges økonomiske politik, ligner det et nybrud. Et rødt momentum. Men store venstreorienterede forhåbninger er før endt i bitter skuffelse.

Med andre ord: Er der grund til at tro på, at vi står foran et egentligt venstreskred. Og hvad skal venstrefløjen i givet fald bruge magten til for ikke igen at blive skuffet?

’Rødt systemskifte’

Det har været hårdt at være socialdemokrat i det 21. hundrede. I Danmark og Europa er de socialdemokratiske partier gået fra nederlag til nederlag. Men nu lader det til, at de danske socialdemokrater har knækket koden.

Det mener i hvert fald forfatter og debattør Lars Olsen. Han betegner sig selv som en »slags socialdemokrat« og mener, at der er sket noget monumentalt over de senere år.

Ved at rykke til højre i udlændingepolitikken og til venstre i fordelingspolitikken er det lykkedes Socialdemokratiet at genskabe forbindelsen til almindelige arbejder- og middelklassevælgere. Intet mindre.

»Vi kan meget vel stå foran et rødt systemskifte. Det er ligesom valget i 2001, bare med modsat fortegn,« siger Lars Olsen.

»Venstrefløjen må acceptere, at den stramme udlændingepolitik er kommet for at blive. Til gengæld kan vi få et velfærdsårti, hvor vi skridt for skridt genrejser velfærdsstaten,« siger han.

Så Lars Løkke Rasmussen havde ret. Mette Frederiksen har bekendt kulør som venstreorienteret socialdemokrat. Både partiets pensionsudspil og de offensive udmeldinger omkring skatteunddragelse og ulighed viser, at partiet er vendt tilbage til en mere klassisk venstreorienteret fordelingspolitik.

»Tænk engang, ordet ’reform’ kan igen komme til at betyde sociale fremskridt og udvidelse af velfærdsstaten i stedet for at være synonym med liberal nedskæringspolitik,« siger Lars Olsen.

Venstrefløjen må acceptere, at den stramme udlændingepolitik er kommet for at blive. Til gengæld kan vi få et velfærdsårti, hvor vi skridt for skridt genrejser velfærdsstaten, siger forfatteren til en række bøger om det moderne klassesamfund, Lars Olsen.

Enhedslistens afgående folketingsmedlem Pelle Dragsted, der står bag en lang række af partiets seneste politiske udspil om blandt andet en mere reguleret kapitalisme, vil ikke gå så langt som til at tale om et systemskifte.

Til gengæld hæfter han sig ved, at den ’rigtige’ venstrefløj – Enhedslisten og SF – ifølge de aktuelle målinger ligger til at få det bedste valg siden parlamentarismens indførelse i Danmark i 1901.

Det vil være et resultat, der er lige så »vildt« som i 2015, siger Dragsted. Dengang tabte alle kæben, da Dansk Folkepartis erobrede titlen som det største borgerlige parti og gjorde Sønderjylland gult.

Denne gang tyder meget på, at rollerne og procenterne blive byttet om. I 2015 fik DF cirka 21 pct. af stemmerne. Selv hvis man tæller Stram Kurs og Nye Borgerlige med, ligger de tre partier nu på omkring 15 pct. i meningsmålingerne. Det svarer til, hvad venstrefløjen plus Alternativet kunne mønstre for fire år siden.

Nu står Enhedslisten, SF og Alternativet til at samle omkring 20 pct. af stemmerne.

»Med alle de forbehold, der skal tages for det endelige valgresultat, så er det en markant styrkelse af venstrefløjen på bekostning af højrefløjen. Det er bemærkelsesværdigt og siger noget om et holdningsskift i befolkningen,« siger Pelle Dragsted.

Hvad det angivelige holdningsskift skulle bestå i, vil han lade forskerne om at undersøge efter den 5. juni. Men hans egen oplevelse er, at folk har fået nok af »grådighed, uansvarlighed og arrogance hos det, man i gamle dage kaldte overklassen«.

»Det er nok lidt modigt, men jeg mener, man kan sammenligne en smule med den strømning i befolkningen, vi har haft i mange år, når det gælder udlændingepolitik. Folk er ikke pludselig gået hen og blevet glødende antikapitalister. Men der er en følelse, der taler til maven, af, at nok er nok.«

Men Pelle Dragsted er blevet skuffet før, og han har stadig svært ved at glemme følelsen af knust håb, når han skal tale om det røde momentum, og hvad man kan bruge det til efter et valg.

‘Hvad fanden?’

Fredag den 22. juni 2012 var det ikke svært at afgøre, hvem der var de bekymrede. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen var det, der var meget værre. Hun var rasende, da hun lavede det, der på Christiansborg kaldes et doorstep.

Journalisterne flokkedes om hende, og i ni minutter og 24 sekunder måtte den politiske ordfører igen og igen svare på, om Enhedslisten stadig var støtteparti til SRSF-regeringen.

Tidligere fredag eftermiddag havde Pelle Dragsted, der dengang var partiets chefstrateg, skrevet et nyhedsbrev til medlemmerne, hvor han forklarede, at partiet den kommende mandag officielt ville indgå en skatteaftale med regeringen, der betød skattelettelser i toppen.

Det var en aftale, der var forhandlet i ugevis. Og den var langt fra så god, som Enhedslisten kunne ønske sig, men man havde undgået et endnu større nederlag.

Ved 16-tiden cyklede Pelle Dragsted hjem til kollektivet på Frederiksberg. Under middagen bippede en SMS ind fra den politiske kommentator Hans Engell.

»Er de ved at tage røven på jer?« stod der.

Pelle Dragsted ringede tilbage med det samme. Ifølge Engell sad regeringen og de borgerlige og forhandlede skatteaftale i Finansministeriet, mens Dragsted var i gang med sin spaghetti og kødsovs.

Chefstrategen kunne ikke fortælle Hans Engell andet, end at han intet anede om det. Få minutter efter havde Johanne Schmidt-Nielsen bekræftet Engells rygte. Hun havde lige talt med Bjarne Corydon.

Pelle Dragsted sprang på cyklen og kørte tilbage til Christiansborg. På vejen ringede han til Villy Søvndals særlige rådgiver, Claus Perregaard, der sammen med SF-formanden var på rejse i udlandet. Perregaard tog ikke mobilen. På svareren indtalte Dragsted en besked:

»Hvad fanden har I gang i? Er I blevet fuldstændig sindssyge?«

SF-formandens nærmeste rådgiver ringede kort tid efter. Ikke engang han havde vidst besked.

18.17 kunne Ekstra Bladet offentliggøre en historie med Hans Engell som kilde til rygter om, at regeringen ville indgå en skatteaftale med de blå partier.

»Den skuffelse, vi fik sidste gang, sidder stadig i os,« siger Pelle Dragsted i dag med udsigten til den røde valgsejr.

Folk er ikke pludselig gået hen og blevet glødende antikapitalister. Men der er en følelse, der taler til maven, af, at nok er nok, siger Enhedslistens afgående folketingsmedlem Pelle Dragsted

S kan, men vil ikke

Men en kommende rød regering ville faktisk have mulighed for at føre en afgørende anderledes økonomisk politik end den, der har været på programmet i mange år. Det mener politisk kommentator og vært på »Danmarks eneste venstreorienterede debatprogram« – Det Røde Felt på Radio24syv – Lars Trier Mogensen.

Til forskel fra Helle Thorning-Schmidt, der allerede under forhandlingerne om regeringsgrundlaget i Det Sorte Tårn ramte en mur ved navn Margrethe Vestager, har Mette Frederiksen nemlig på mange måder frigjort sig fra De Radikale.

Mette Frederiksen har ikke flyttet befolkningen, hun har flyttet Socialdemokratiet derhen, hvor vælgerne er, siger forfatter og kommentator Lars Trier Mogensen.

Hun behøver med andre ord ikke at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, som Thorning gjorde.

Dog ser Lars Trier Mogensen ikke mange tegn i sol og måne på, at vi får noget radikalt anderledes at se, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister:

»Jeg tror ikke, vi står over for et politisk systemskifte,« siger han.

For det første har Socialdemokratiet ikke ambitionerne, mener Lars Trier Mogensen.

For det andet vil Mette Frederiksen have mange muligheder for at danne stabile flertal med andre partier end dem på venstrefløjen. For det tredje skyldes den røde bloks fremgang i høj grad, at vælgerne fravælger den borgerlige blok og det kaos, der hersker der.

Hvad angår vælgerne har Mette Frederiksen ikke fået »et forandringsmandat«, og hun har heller ikke lovet en markant anderledes økonomisk politik under valgkampen.

»Hvis man skal koge det helt ned til kernen, så har Mette Fredriksen ikke flyttet den danske befolkning. Hun har flyttet Socialdemokratiet derhen, hvor vælgerflertallet er i forvejen,« siger Lars Trier Mogensen.

S ikke venstreorienterede

Professor i statskundskab Drude Dahlerup er tidligere rødstrømpe og medstifter af JuniBevægelsen. Hun mener ligesom Lars Trier Mogensen, at rygterne om Socialdemokratiets venstredrejning er stærkt overdrevne.

»Når jeg bruger ordet ’venstrefløjen’, taler jeg ikke om Socialdemokratiet. Jeg har meget svært ved at betragte dem som andet end et midterparti,« siger Drude Dahlerup.

Når det på overfladen ligner, at venstrefløjen eller rød blok er gået frem, skyldes det først og fremmest, at Socialdemokratiet er rykket til højre. Det er åbenlyst på udlændingeområdet, men Drude Dahlerup mener også, at Socialdemokratiet kun i begrænset omfang har ændret kurs fra den »absolut borgerlige« økonomiske politik, som blev ført af Helle Thorning.

»Jeg har svært ved at forstå påstanden om, at Socialdemokratiet er rykket til venstre. Sammenligner man med for eksempel det svenske eller norske socialdemokrati, er der ingen tvivl om, at det danske socialdemokrati ligger til højre. Også i den økonomiske politik,« siger professoren.

Sammenligner man med for eksempel det svenske eller norske socialdemokrati, er der ingen tvivl om, at det danske socialdemokrati ligger til højre. Også i den økonomiske politik, siger professor Drude Dahlerup.

Simon Skipper

Lars Trier Mogensen er enig. Socialdemokratiets økonomiske plan er mest af alt fortsættelse af status quo, siger han:

»Jeg tror, at Mette Frederiksen nærmest demonstrativt vil følge logikken om, at en socialdemokratisk regering har et stærkt behov for at blive anerkendt som økonomisk ansvarlig på linje med de borgerlige, De Radikale og det politisk-økonomiske establishment.«

Rødt momentum på gaden

Ude på den marxistiske venstrefløj har Søren Mau, som er ph.d.-studerende ved SDU og boganmelder blandt andet her i avisen, svært ved at forstå, hvad Informations journalister mener med, at venstrefløjen står til en stor sejr.

»Altså mener du i Danmark, på grund af Folketingsvalget eller hvad?« spørger Søren Mau.

Han mener kun, at der er ét egentligt venstreorienteret parti i Folketinget. Det er Enhedslisten. Og Søren Mau glæder sig da også over, at de står til et godt valg, selv om han ikke har den store tiltro til, at de kan omsætte det til indflydelse og progressive forandringer.

»Alt tyder på, at en socialdemokratisk regering vil fortsætte den samme statsracisme og økonomiske nedskæringspolitik, som den borgerlige regering – og i øvrigt også den seneste socialdemokratiske regering – har stået for,« siger han. Med statsracisme henviser han til »den måde vi behandler flygtninge, minoriteter og migranter på.«

Men der er faktisk al mulig grund til at være optimistisk på venstrefløjens vegne, forklarer Søren Mau. Det har bare intet at gøre med små forskydninger i den parlamentariske situation i Danmark.

Det er snarere udtryk for en »penduleffekt«, hvor vælgerne løbende bliver desillusionerede over den siddende regering, og så stemmer på den modsatte fløj i håbet om en forandring, som aldrig bliver leveret.

Er der et rødt momentum i dag, skal man finde det hos de aktivistiske protestbevægelser. Søren Mau henviser til klimaet og den grønne omstilling. Med klimastrejker, marcher og direkte aktioner er det folket, ikke politikerne, som er gået forrest og har manet til handling og ansvar.

»Det progressive mulighedsrum for venstrefløjen ligger ikke i det parlamentariske system. Det ligger i, at folk har mistet tiltro til institutionerne og afviser dem. Det handler om at accelerere den delegitimering og om at få etableret, at den eneste realistiske vej til reel venstreorienteret forandring går gennem massiv folkelig mobilisering,« siger Søren Mau.

Det progressive mulighedsrum for venstrefløjen ligger ikke i det parlamentariske system. Det ligger i, at folk har mistet tiltro til institutionerne og afviser dem, siger Søren Mau.

Sille Veilmark

Det skulle der til

Men hvad nu, hvis det sker? Hvis venstrefløjspartierne går markant frem, og Socialdemokratiet er villige til at føre venstreorienteret politik? Hvad skal det røde momentum og magten så omsættes til?

Få dage efter, at Socialdemokratiet i valgkampens begyndelse havde fremlagt sin økonomiske plan, fandt de potentielle støttepartier til en mulig S-regering sammen om et nyt krav. I et indslag i TV-Avisen kunne man se Pia Olsen Dyhr, Pernille Skipper, Morten Østergaard og Uffe Elbæk stå samlet på havnen i Hirtshals.

Hver især så de præcis lige så bekymrede ud, som Kristian Jensen og Lars Løkke havde gjort. Ikke fordi Mette Frederiksen havde fremlagt en rød plan. Men fordi hun ikke havde fremlagt en tilstrækkelig rød plan. Der var ingen konkret finansiering til klimatiltag, og ingen tiltag til at bekæmpe den stigende børnefattigdom.

Ifølge Danmarks Statistik er der 64.000 fattige børn i Danmark. »Det er en moralsk falliterklæring,« sagde Uffe Elbæk. De røde partiers fælles minimumskrav til en kommende S-regering var, at det tal skal halveres.

Spørger man Lars Trier Mogensen ville et ægte systemskifte være en realitet, hvis der blev råd til at gennemføre markante grønne og røde forbedringer.

Altså hvis Socialdemokratiet i deres økonomiske plan havde afsat penge både til klimatiltag og lagt op til nye velfærdstilbud – f.eks. i form af minimumsnormeringer i daginstitutioner, som SF ønsker, eller »minimumsrettigheder i ældrepleje og daginstitutioner, som Enhedslisten har foreslået i et nyt velfærdsudspil.

»Nu er der imidlertid lagt op til en prioritering mellem enten de unge eller de gamle. Eller det grønne og det røde. Der er ikke råd til at finansiere hele vejen rundt i den plan, Socialdemokratiet har lagt frem nu,« siger han.

Den røde kommentator mener imidlertid godt, at det kunne lade sig gøre at finde penge til både det røde og det grønne. Hvis man altså virkelig ville. Forsvaret vil over de kommende år modtage en merbevilling på fem milliarder kroner årligt. Også politiet har fået tilført markant flere ressourcer.

»Er det nødvendigvis det mest påtrængende forbrug af skattekroner,« spørger han.

Når det gælder nye indtægter, kunne man desuden omlægge beskatningen i en mere progressiv retning.

»Socialdemokratiet er lidt på vej i den retning. Men kun indirekte gennem mere beskatning af banker og en millionærskat, som de knap nok selv rigtig tror på. Hvis det virkelig skulle batte, skulle man øge progressiviteten i forhold til bolig- og aktiebeskatningen f.eks. Og lægge flere afgifter på forurening,« siger Lars Trier Mogensen.

Når Socialdemokratiet har fravalgt en markant ændret økonomisk politik, er det fordi, partiet har en forventning – der formentlig er blevet testet i interne fokusgrupper – om, at der ikke er folkelig opbakning til det, tilføjer han.

Pelle Dragsted tillader sig at være lidt mere optimistisk.

»Alene det, at Socialdemokratiet vil indføre en velfærdslov, hvor man lover at følge det demografiske træk og sikre, at der investeres mere i velfærd, er jo noget helt andet end under Thorning, hvor der var tale om minus eller lav vækst i den offentlige sektor,« siger han og tilføjer andre områder, hvor Socialdemokratiet har flyttet sig til venstre, når det gælder f.eks. højere finansbeskatning og opgør med finansministeriets regnemodeller.

For i sær Enhedslisten sidder skuffelsen fra tiden med Thorning-Schmidt-regeringen og De Radikales brutale økonomiske krav stadig i kroppen.

Sofie Holm Larsen

Hvor rødt det røde momentum ender med at blive, afhænger ifølge Dragsted også af det endelige styrkeforhold internt i rød blok.

»Får vi et styrket SF og Enhedslisten, er det jo et tegn på, at flere ønsker vidtgående forandringer f.eks. i forhold til ulighed, hvor vi kommer med noget mere ambitiøst end S. Det skal der lægges arm om. Og så kommer vi til at slås om ambitionen i forhold til om CO2-reduktionen skal være 60 eller 70 pct. i 2030,« siger han.

Det store spørgsmål er så, om socialdemokraterne holder, hvad de lover.

»Af bitter erfaringer ved vi jo, at det er, hvad S gør, ikke hvad de siger, der er det afgørende,« siger Pelle Dragsted.

Enhedslisten er imidlertid bedre rustet til socialdemokratiske løftebrud end sidste gang, mener han, fordi partiet har markeret nogle såkaldt røde linjer i forhold til, hvornår de vil gøre alvor af at trække støtten til en S-ledet regering.

»Vi har vores røde linjer, og det bliver anderledes denne gang fra vores side,« siger han.

»I værste fald kan næste periode vise sig at være status quo. Men så får vi jo heller ikke de konflikter, vi havde sidste gang. Små forbedringer er bedre end ingenting. Det, der bragte os på kollisionskurs med Thorning, var, at hun gjorde det totalt modsatte af, hvad hun gik til valg på.«

Socialdemokraterne stemmer med regeringsmagten, viser Informations optælling, men er det også udtryk for en højredrejning?
Læs også
valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Mortensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Alvin Jensen
  • Bjarne Andersen
  • Viggo Okholm
  • Henrik Rasmussen
  • Tom Andreæ
  • Kurt Nielsen
  • Anders Graae
  • Eva Schwanenflügel
  • Palle Pendul
Jakob Trägårdh, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Viggo Okholm, Henrik Rasmussen, Tom Andreæ, Kurt Nielsen, Anders Graae, Eva Schwanenflügel og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Hvis vi virkelig ville have råd til velfærd, skulle vi skrotte EU's Stabilitets- og vækstpakke, som Thorning-regeringen fik Danmark ind i.
Desuden give kommunerne mere spillerum ved at lempe på Budgetloven.
Vi får se, om Socialdemokratiet er ligeså troløse som efter valget i 2011.. Det kommer til at ramme dem hårdt, i så fald.

Carsten Mortensen, Peter Knap, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Olav Bo Hessellund, Martin Rønnow Klarlund, Steen K Petersen, Susanne Kaspersen, Torben Skov, Ebbe Overbye og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Er der overhovedet tale om en egentlig "rød bølge"? Hvad er grundene hvis det holder stik (for det er lige før man vil se det for at tro det)?
Kan det for nogle vælgere være en reaktion på at nogle på de nationale fløje er "gået for vidt"? Samtidig med "træthed" over Venstre og Co? Hvis Danmark for nogle nationalister også i udlandet på et tidspunkt sås som noget særligt ("Foregangsland"?) kan de vel rent ud sagt selv nu i så mange andre lande.

Desværre går det også godt for RV :o(

Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Steen K Petersen, Tom Andreæ, Tonny Helleskov, Torben K L Jensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Allan Madsen

Det er mig en gåde at journalister, eksperter, kommentatorer mm., vedblivende inkluderer Det Radikale Venstre i rød blok.
Måske for 100 år siden, da de radikale, talte husmændenes sag, kan man sige at de havde en "rød" økonomisk politik.
Siden er det gået direkte mod højre, og arbejdsmarkedspolitikken, den økonomiske og sociale politik, minder i den grad mere om Liberal Alliance end om noget fra EL, SF og SD.
Et let lag af humanistisk fernis, dækker over den mest asociale økonomiske politik.
"Sådan er det bare"

Troels Brøgger, Rolf Andersen, Helene Kristensen, Jan Eskildsen, Per Torbensen, Ole Henriksen, Peter Knap, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Kim Houmøller, Jan Damskier, Eva Schwanenflügel, Olav Bo Hessellund, Martin Rønnow Klarlund, Flemming Berger, Thomas Tanghus, Torben Skov, Steen K Petersen, Tom Andreæ, Susanne Kaspersen, Tonny Helleskov, Torben K L Jensen, Arne Lund, Helle Walther og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Frode Sørensen

På arbejdsmiljøområdet kan man tvivle om, at en ny regering reelt bliver særlig rød, men kun verbalt.
Det indgåede arbejdsmiljøforlig er på arbejdsgivernes betingelser og sikrer, at 2 tusinde årligt dør af snigende sygdomme, især arbejdsbetinget kræft af kemiske stoffer.
Kun Enhedslisten er ikke med i forliget, men SF er.
Socialdemokratiet har hidtil sikret et dårligt kemisk arbejdsmiljø ved, at Mette Frederiksen/Jytte Andersen ligesom de tilsvarende borgerlige ministre ikke engang ville forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år har været forbudt i nabolande. Jytte Andersen ville endvidere heller ikke forbyde 10 farlige stoffer, som i forskningsprojekter anbefalet over for forskningsråd af LO kunne erstattes af mindre farlige muligheder.

Peter Knap, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Arne Lund og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det progressive mulighedsrum for venstrefløjen ligger ikke i det parlamentariske system. Det ligger i, at folk har mistet tiltro til institutionerne og afviser dem".

Jeg er meget langt enig med Søren Mau, men mener, at en international transformation af institutionerne i de vestlige demokratier over en lang årrække er at foretrække frem for en egentlig "afvisning", et totalt sammenbrud og kaos, for det kan meget nemt føre til noget, der er langt værre end den måde, institutionerne i dag fungerer på.

Mau skulle i højere grad orientere sig mod Marx økonomiske kapitalismekritik og se bort fra Marx historiefilosofi og glemme alt om "rødt" kontra "blåt", for det røde er i den betydning ikke nødvendigvis revolutionært på den rigtige måde. Det er forkert at tale om "rødt momentum", "grøn omstilling" og "aktivistiske protestbevægelser" som om, at det nødvendigvis er noget, der hører sammen.

"Sandheden" befinder sig et eller andet sted mellem det kaotiske i Alternativet og det efterhånden forholdsvis traditionelle og velorganiserede i Enhedslisten.

Danmarkshistorien viser, at når den traditionelle venstrefløj orienterer sig mod at få del i den parlamentariske magt gennem arbejde i Folketinget, mister de samtidig forbindelsen til det, man i hvert fald tidligere kaldte "græsrødderne" - bevægelser, der kunne sikre dem folkelig legitimitet.

Derfor forstår jeg heller, at Mau taler om Enhedslisten som et egentligt "venstreorienteret" parti i Folketinget. De befinder sig politisk set på mange måder der, hvor SF befandt sig for ca. 30 år siden.

Det revolutionære er erstattet af en traditionel kamp om fordeling af "samfundskagen", bl.a. med vægt på fordelingspolitik og socialpolitik, uden samtidig at tage højde for, at hvis man vil være med til at fordele "samfundskagen", må man også tage ansvaret for dens "pleje og vedligeholdelse", og der får partiets politik karakter af populisme og "overbudspolitik".

Dermed bidrager de til at give deres vælgere et urealistisk billede af, hvad der er muligt inden for økonomisk politik, der har en fordeling af "samfundskagen" som sine forudsætninger, og denne "overbudspolitik" kan kun lade sig praktisere, hvis man ikke er et af de regeringsbærende partier.

De er på samme måde, som SF blev det, "fanget" i den traditionelle parlamentariske og liberale måde at tænke politik og økonomi på.

Under de givne omstændigheder foretrækker jeg dog at stemme på et af de såkaldte venstreorienterede partier (Socialdemokratiet er et "midterparti"), for i det mindste ad den vej, om muligt, at trække især den førte fordelingspolitik og socialpolitik lidt i den rigtige retning. Her tænker jeg især på de mest udsatte i samfundet, og det man tidligere kaldte for "det sociale sikkerhedsnet".

Rolf Andersen, Bjarne Andersen, Ole Arne Sejersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

"DE røde" - hvem er det? Det socialkonservative folkeparti er sq ikke rødt. De radikale ej heller. SF? Delvis, men efter at partiet stemte for ghettopakken, så er der ikke meget rødt tilbage.
Hvad El angår - jeg har forgæves spejdet efter noget i deres valgmateriale, der ligner socialisme, og hvor de går vil ændre på de økonomiske magtforhold. End ikke det gl. forslag om at opsplitte bankerne i erhvervs- og spekulationsbanker og så en alm. "Folkebank" efter fx svensk forbillede, er der blevet plads til. Så der er langt igen før vi med nogen ret kan tale om røde partier.

Rolf Andersen, Per Torbensen, Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, David Engelby, Flemming Berger, Erik Winberg og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torben Ernst

Tja ! hvem vi så lige kan takke nedgraderinger af det mest vitale, i lille Danmark,og den påståede skattestigning ? Det er ikke så svært at gennemskue ,da vi kan tanke lars Løkke for ?
Hvad der fremadrette vil blive, samfundsmæsigt, det kan man kun gisne om +

Men det der i min tid som følger med på det politiske påståede Demokrati er det ! Uanset hvem der har regeringsmagten, så forholder de sig ikke til det hvor brydningerne sker i det demokratiske! at det kun er samarbejdet på tværs af opositionen, og dem der har regeringsmagten , ;bred eller lille ?

Uanset så hænger det hele på at de har den nødvendige vilge til at samanarbejdte , i en tid hvor vi mere end sakker bag ud,på det meste,og hvor det mere end nogen sinde vil blive skæbnessvanger, hvis det politiske ikke formår at tre det de er stemt ind på ! Nemlig at samarbejdet for det Danske samfund,også selvom man ikke kan tale det danske ! selv er den nuværende regeringsmagt en direkte underkendelse af de Danske værdier,uden egentlig verdi da de bruger undergravende virke for at fastholde deres,udtømning besparelser,på de mest vitale områder !

Det burde være et minimumskrav for et Demokratisk samfund, at de var forpligtiget til at samarbejdet, uanset forskelle ! tvinges til så bred en politik som muligt, for at sikre, selv det de respektive partier har svært ved at edentifisere sig med !

jeg stemte i sin tid på Helle i forventningen om en ændring: INTET af betydningen, har siden stemt blankt eller helt undladt, der er kun fantaster eller centrum/højre tilbage.

Niels Duus Nielsen

Torben Ernst: "Det burde være et minimumskrav for et Demokratisk samfund, at de var forpligtiget til at samarbejde..."

De mennesker, som for et par hundrede år siden udarbejdede reglerne og principperne for det repræsentative demokrati, formodede, at når en befolkning var splittet midt over, ville det umuliggøre, at repræsentanterne ville kunne blive enige om noget som helst. Folkestyret ville u en sådan situation være lammet, hvilket i grundlæggernes øjne var en god ting, for så blev der da ikke lavet nogen ulykker, før folk(et) igen kom til fornuft og fandt ud af at samarbejde.

Men så opfandt man politiske partier og blokpolitik, med det formål at omgå disse "checks and balances". Alle gamle og ærværdige konstitutioner, inkl. Grundlaven, tager udgangspunkt i, at hver enkelt repræsentant stemmer efter sin samvittighed, og ikke efter et eller andet diktat fra partiets ledelse. Grundloven er så at sige forsvarsløs over for de mafiametoder, de moderne politiske partier anvender for at bevare magten.

Nu tror jeg ikke, at en grundlovsændring er lige på trapperne, så hvorfor ikke i mellemtiden indføre samme system som i magistraten i København: Antallet af ministerier og deres respektive ressorter vedtages af Folketinget, og ministerposterne fordeles derefter efter stemmer, så alle partierne bliver repræsenteret i regeringen.

Hvem der skal sidde på hvilke ministerposter kan så blive anledning til et længerevarende hundeslagsmål, men i den tid bliver der da i det mindste ikke lavet flere ulykker. Og skulle man til sidst blive enige om sammensætningen af en sådan "samarbejdsregering", vil den generelt have svært til at nå til enighed om ret meget, hvilket igen betyder, at der ikke bliver lavet så forfærdelig mange flere ulykker.

Under alle omstændigheder vil det være slut med, at 51% af befolkningen kan tryne de 49% af befolkningen, som ikke har aktier i den siddende regering.

Anders Reinholdt, Peter Knap og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Et morsomt lille stykke..

Et reelt 'systemskifte' indebærer en omstyrtelse af de bestående sociale hierarkier: En om- eller gentænkning af, hvad og hvem der bidrager nyttigt til samfundet.

Den slags spørgsmål kan hverken selv de dygtigste spørgelystne skriverkarle, ej heller de sædvanlige ræsonnører komme med meningsfulde svar på: Indviklet som de er, i selvsamme maskineri.

Som Søren Mau er inde på, så findes et anderledes svar andetsteds. Ikke dér, hvor man af sædvane leder..

Det er så svært at læse aviser nutildags: De er mestendels skrevet af mennesker så indskrænket nedsænket i 'det givne', 'status quo'. Middelklasseliv, bil i garagen, shots på den smarte med armen på disken, blasert og frelst og frigjort og helt fremme i skoene.

Børn i garagen og middelklasselån om armen og svesken på disken med det første og det fremmeste og fingeren på pulsen og nede mette og sådan det kører du ved.

Så vi rapporterer og fortæller og smiler og hvisker og god weekend og vi ses på redaktionen dagen efter det hele skete fordi vi ikke ved en skid andet end hvad der skete i går fordi vi spurgte hvorfor og hvordan kunne det ske i går når vi først spurgte i dag og vi bider som vagthund i bur og hvorfor holder det aldrig op når vi snakker med hinanden om DJs du ved som vi kendte da den gik helt ned i kærlighed og KBH og skidt og kanel og måske er det virkelig for fed at hænge ud med de lede som ved besked..?

Og sådan kunne man sikkert blive ved..

Den dag Lars Trier Mogensen tager en skovl eller en klud eller et andet ærligt stykke værktøj i hånden, for så - i lad os bare sige tre måneder - udføre et ærligt og manuelt stykke arbejde, det bliver den dag jeg gider lytte til ham.

Den dag dovne journalister gider holde op med at referere til selvopblæste balloner som repræsentanter for blot en antydning af farven 'rød', det bliver den dag, jeg gider tage dem alvorligt.

Indtil da, kan i alle som én blæse mig et stykke..For Real!

Carsten Mortensen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Herdis Weins, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Hvad alle de 'lærde', 'intelligente', 'stræberiske' mennesker prøver at bilde os ind, det er, at de ikke længere gider være 'lærde', 'intelligente', 'stræberiske' i et socialistisk system, som indhegner deres økonomiske råderum..

"Hvis ikke jeg kan være mindst 5 gange så rig som en gulvvasker, så gider jeg ikke anstrenge mig for at udfolde mit potentiale.". "Hvis ikke jeg kan være mindst 5 gange så rig som en simpel Sosu-hjælper, så gider jeg ikke undervise på universitetet." "Hvis ikke jeg kan være mindst 5 gange så rig som den laveste fællesnævner, så gider jeg ikke stræbe efter noget som helst!"..

Så vil jeg hellere vaske gulv, så vil jeg hellere tørre gamle mennesker i røven, så vil jeg hellere ligge mig ned og dø...

Og disse mennesker skal vi tage alvorligt? Disse mennesker skal vi inkludere under de røde faner? Denne afart af Homo Sapiens - Homo Horribilis - skal vi tage alvorligt i nogen som helst forstand?

Aber, alle til hobe..

Til helvede med dem!

Heldigvis findes de kun i fåtal. Omend de for nuværende bestrider samtlige vigtige stillinger i hierarkiet.

But for how long?

"..Not Long..

'Cause what you reap is what you sow...!'

Rage Against The Machine: WAKE UP!
https://www.youtube.com/watch?v=CUfaJ8RqfOg

Emil Davidsen, Torben Skov, Herdis Weins og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Allan Madsen

"Heldigvis findes de kun i fåtal. Omend de for nuværende bestrider samtlige vigtige stillinger i hierarkiet."...
Af ovenstående kan man udlede, at der altså kun findes et fåtal vigtige stillinger i hierarkiet. ??
Og at de: ".. hellere vaske gulv, så vil jeg hellere tørre gamle mennesker i røven, så vil jeg hellere ligge mig ned og dø.."
Det giver jo et helt nyt jobperspektiv, til ikke genvalgte politikere... :-)

Torsten Jacobsen

Allan Madsen,

Det er på sin vis ufint at forfalde til lyrisk galde, når man sådan finder anledning til at give udtryk for sit mishag med både dette og hint: Der tales i så fald ikke til frontal-lapperne, men snarere til mellemgulvet, så at sige..

Indrømmet..!

Dog håber jeg altid på at ramme et både/og..

Men hvad er det, du ikke forstår, eller må erklære dig uenig i? Det fremgår desværre ikke klart af dit indlæg..

Allan Madsen

"Men hvad er det, du ikke forstår, eller må erklære dig uenig i? Det fremgår desværre ikke klart af dit indlæg.."
Min frontallap er stået lidt af på dit andet indlæg, men pyt, det jo lidt halv sent søndag aften,,, :-)

Torsten Jacobsen

He, Måske havde du bare ikke rigtig noget på hjerte?

Well, Jeg har noget på hjerte, Allan Madsen:

Jeg er så inderligt træt af at læse halvkvædede viser, skrevet af såkaldte journalister, der beskriver deres såkaldte indsigter under dække af og med reference til såkaldte 'vismænd/kvinder', der alle som en besvarer de forprogrammerede spørgsmål med forprogrammerede svar..

Jeg er træt, ser du..

Måske ser du filmen 'Groundhog Day' som en komedie? Men jeg oplever den som en fucking tragedie: En dystopisk udsigelse om mediernes evne til på en og samme tid at forfladige og eviggøre det akut banale, at fastholde vores fikspunkt, vores bevidsthed, i et smalt og på alle måder ubetydeligt intet, et sort hul af ligegyldighed..

Man savner ligesom en helt i dén fremstilling, ikke? Prinsen, der kysser hele torneroseslottet ned! Torne og kragemøg og hele molevitten. Måske endda på bekostning af den gren eller den ganger, som han selv hviler sin kostelige bag på..,

Men hvad spises vi af med? Sange fra skrivernes palads..De skriftkloges vidnesbyrd..Klods Hans når end ikke frem til vielsen, hvor i dag Christopher - i morgen en anden - løber med prinsessens (og pressens) hellige dyd..Hvem talte om hanekyllinger?

Halvt optøet, i gyden, stenet jord. Salmonella..

Og så lidt brød til, sådan til folket i bred forstand...Det glider såmænd nemt ned..

Husk at sætte dit X...Det bliver rigtig spændende..

Bjarne Toft Sørensen, Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen, Viggo Okholm, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Allan Madsen anbefalede denne kommentar
Allan Madsen

@ Torsten Jacobsen
Jeg er helt enig i at mange medier forfladiger muligheden for indsigt i politik, rød vs. blå mm.
Der mangler både nuancer og viden.
Overskrifter, punch lines, "modsætninger" sælger,
Så derfor må vi spidse blyanten, når vi selv går til tasterne.
Logik og stringens, parret med fakta og holdning.
Og måske en del mindre mavefornemmelse.
Men bortset fra det forstår jeg din frustration.

Viggo Okholm, Alvin Jensen, Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Martin Rønnow Klarlund

>Allan Madsen - du har fuldstændig ret i din kommentar. Jeg fatter heller ikke, hvorfor Radikale stadig tælles med i rød blok. Jeg så faktisk lige for mig, at Morten med dagens seneste melding til sosserne (krav til den økonomiske politik) at han efter valget vender på en tallerken og støtter Lars Løkke. Det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på - det smørede grin på den lille svindler og 4 år mere...

Eva Schwanenflügel

I så fald ville Radikale blive afhængige af DF's mandater, Martin.
Det kunne blive en værre sæbe-opera medsamt dåselatter.. Men nok ikke så realistisk.

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
"Jeg er så inderligt træt af at læse halvkvædede viser, skrevet af såkaldte journalister, der beskriver deres såkaldte indsigter under dække af og med reference til såkaldte ’vismænd/kvinder’, der alle som en besvarer de forprogrammerede spørgsmål med forprogrammerede svar..".

Det kender jeg godt. Jeg blev grebet af den samme erkendelse som 20 - årig i 1970, og intet har tilsyneladende ændret sig siden da. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det, om ikke andet for dit eget vedkommende?

Hvorfor gider du i det hele taget at komme med en sådan kommentar i et kommentarfelt under en så umiddelbart overflødig og ligegyldig artikel i det trods alt mindst ringe dagblad, Information?

Hvordan har du tænkt dig at komme ud af dette dødvande af politik som underholdning og tidsfordriv?

Da jeg skrev min kommentar, var det ud fra det trods alt opløftende, at Søren Mau kom med et perspektiv, der gik på tværs af det, som de 2 journalister havde valgt, og at det for mig at se rummer det eneste muligt forandrende eller "revolutionære" potentiale i den artikel.

Resten af artiklen minder om en slags sportskamp eller konkurrence, lidt som når journalister til underholdning for den almindelige befolkning kan kommentere på, om det var Mette eller Lars, der vandt den netop obligatorisk afviklede valgkampsduel på TV.

Det får mig til at tænke på en situation, hvor jeg oplevede 10 undervisere i afsætning og økonomi på et handelsgymnasium diskutere og blive enige om, at de i hvert fald helt og aldeles frit havde valgt at leve deres liv på den måde, som de nu havde valgt at leve det på.

Jeg kunne ikke lade være at spørge, hvordan det så kunne være, at deres valg af måde at leve på så til forveksling var kommet til at lignede kopier af hinanden?

Grethe Preisler

Herrens veje er uransagelige

For et par timer siden undgik Lars Løkke Rasmussen med nød og næppe at få en tagsten i hovedet fra 12 meters højde, mens han - uden sikkerhedshjelm - lod sig interviewe af TV2 foran Nationalmuseet omgivet af en sværm af reporterne og bevæbnede sikkerhedsvagter. Det ville ellers have løst problemet med at finde ud af, hvem der skal efterfølge ham som formand for partiet Venstre, hvis han må aflevere 'nøglerne til maskinrummet' til socialdemokraten Mette Frederiksen, når alle stemmerne ved folketingsvalget den 5. juni 2019 er talt op, og stolelegen på Amalienborg om, hvem der 'peger' på hvem som kongelig undersøger, kan begynde.

Mig fik det til at sende en vemodig tanke til 'de gode gamle dage' før Danmark meldte sig ind i EF, Overformynderiet blev nedlagt og 'gode tider skulle gøres bedre' for afsætningen af lurmærket svinekød og ditto mejeriprodukter til UK. Jeg boede for daværende i Kastrup og arbejdede i Amaliegade, og var stået af bussen - eller var det sporvognen? - ved Holmens Kirke. Da jeg rundede hjørnet ved 'Servanten' , som den marmorbeklædte bygning kaldtes i folkemunde, og med raske fjed fortsatte ad Admiralgade for at skyde genvej til Amaliegade gennem 'Majonæsekvarteret' med en anden morgenduelig dame et par skridt bagude lød der er brag. Og lo and behold om ikke der var havnet en tagsten på et smalle fortov sådan ca. midt imellem snuderne på hendes sko og hælene på mine.

Jens Thaarup Nyberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Bliver Mette Frederiksen "Helle Thorning-Schmidt 2.0"
Muligvis eller sandsynligvis.
Indrømmet jeg har været kritisk overfor HTS men havde hun mange muligheder, hvis hunne ville have topjobbet? Bedre at svigte sine vælgere end at misse Statsministerposten.
Mette dejavu Frederiksen. Jeg tror det.
SF og EL skubber Mette Frederiksen i favnen på Venstre for deres dyre løfter.
Lars Løkke Rasmussens bog kan blive en realitet men med Mette Frederiksen ved roret. Imens bliver dansk politik stort set uændret.

Søren Kristensen

Ja, hun har jo været klog nok til ikke selv at love for meget - i hvert fald ikke noget der kan måles og vejes.

Troels Brøgger

Hvis nogen skulle have glemt det: Systemskiftet fandt sted i 1901 hvor Danmark gik fra et tokammersystem (Landsting og Folketing) til et etkammersystem med kun Folketing. Der har mig bekendt ikke været systemskifter siden, så journalister:
HOLD LIGE OP MED AT KALDE DET ET SYTEMSKIFTE BERE FORDI DER KOMMER EN REGERING DER FØRER EN ANDEN POLITIK END DEN FOREGÅENDE GJORDE !!

Grethe Preisler

Troels Brøgger

Det er ikke helt rigtigt, at tokammersystemet blev afskaffet i Danmark i 1901.
I 1915 blev valgretten til landsting og folketing 'demokratiseret', så de, der dengang havde stemmeret til folketinget, nu også kunne stemme på kandidaterne til landstinget.

Strengt taget blev landstinget først nedlagt i forbindelse med grundlovsrevisionen af 1953 sammen med ændringen af tronfølgerloven.

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Hvad har jeg tænkt mig at gøre ved det? Jeg vil lade Albert Camus svare for mig, med et lille uddrag fra hans roman 'Pesten'. Det er taget ud af en sammenhæng, naturligvis, men meningen burde alligevel være til at få øje på:

[...]Jeg har ikke ændret opfattelse. Jeg har længe været fuld af skam, en skam til døden over at have været en morder, selvom det kun var på afstand, og selvom jeg var fuld af god vilje. Med tiden indså jeg simpelt hen, at ikke engang dem, der var bedre end andre, i dag kunne lade være med at dræbe eller lade dræbe, fordi det var en del af den logik, de levede i, og at den mindste bevægelse, vi gør her i verden, risikerer at slå nogen ihjel. Ja, jeg blev ved med at føle skam, jeg indså, at vi alle sammen befandt os i pesten, og jeg mistede min sjælefred. Jeg prøver stadig at finde den igen og vil gerne forstå alle og ikke være en dødelig fjende af nogen. Jeg ved bare, at jeg må gøre, hvad der skal gøres for ikke at være pestramt, og at det er det, og kun det, der kan give os håb om fred, eller i hvert fald en god død. Det kan måske ikke frelse menneskene, men lette tilværelsen for dem og i hvert fald gøre dem mindre ondt og undertiden endda lidt godt. Og det er derfor, jeg har besluttet at sætte mig imod alt, der på afstand eller tæt på, med gode eller dårlige begrundelser, slår ihjel eller giver ret til, at man slår ihjel.

Det er også derfor, denne epidemi ikke lærer mig noget, undtagen at den må bekæmpes sammen med Dem. Jeg har en sikker viden (ja, Rieux, jeg kender til alt i livet, som De vil forstå) om, at enhver af os bærer den i sig, pesten, fordi ingen, ingen i hele verden går ram forbi. Og at man hele tiden skal passe på, at man ikke i et øjebliks distraktion kommer til at ånde en anden i ansigtet og føre smitten videre.Det, der er naturligt, er bacillen. Resten, sundhed, integritet, renhed, om De vil, det afhænger af viljen, en vilje, som aldrig må ophøre. Det ordentlige menneske, ham der næsten aldrig smitter nogen, det er ham, der har de færrest mulige adspredelser. Og der skal vilje og anspændelse til for aldrig at lade sig aflede! Ja, Rieux, det er meget trættende at være ramt af pesten. Men det er endnu mere trættende ikke at ville være det. Det er derfor, alle virker trætte, eftersom alle i dag er en lille smule ramt af pesten. Men det er derfor, at nogle få, som ikke vil være det mere, oplever en ekstrem træthed, som kun døden kan udfri dem af.

Indtil da ved jeg godt, at jeg ikke er noget værd for denne verden, og at jeg dømte mig selv endegyldigt til et eksil i det øjeblik, jeg gav afkald på at dræbe. Det er de andre, der kommer til at skabe historien. Jeg ved også, at jeg tilsyneladende ikke kan dømme de andre. Jeg mangler den egenskab, der kunne gøre mig til en fornuftsbestemt morder. Jeg står altså ikke over andre. Men nu indvilger jeg i at være den, jeg er, jeg har lært at være beskeden. Jeg siger bare, at der findes svøber og ofre på denne jord, og at man skal nægte at være på svøbens side, så vidt det er muligt. Det forekommer Dem måske lidt forenklet, og jeg ved ikke, om det er forenklet, men jeg ved, at det er rigtigt.

Jeg har hørt på så mange ræsonnementer, som var lige ved at fordreje hovedet på mig, og som fik det fordrejet tilstrækkeligt på andre, så de indvilgede i at slå ihjel, at jeg forstod, at al menneskenes ulykke skyldes, at de ikke kan udtrykke sig klart. Så jeg valgte at tale og handle klart for at slå ind på den rette vej. Derfor siger jeg, at der findes svøber og ofre og ikke andet. Hvis jeg bliver en svøbe selv, når jeg siger sådan, så er det ikke med min gode vilje. Jeg prøver at være en uskyldig morder. Som De ser, er det ikke nogen høj ambition.