Læsetid: 10 min.

Stemmer vi som danskere eller som europæere til EP-valget?

Vi spurgte en politiker, en historiker, en politolog, en forfatter, en klimaaktivist og en tidligere EU-kommissær
Valgplakaterne afspejler, at partier og kandidater har svært ved at beslutte sig for, om de stiller op for Europa eller for Danmark.

Valgplakaterne afspejler, at partier og kandidater har svært ved at beslutte sig for, om de stiller op for Europa eller for Danmark.

Christian Lindgren

25. maj 2019

Søndag er der valg i Europa. I Danmark skal der vælges 14 medlemmer til Europa-Parlamentet. Men der er ingen fælles europæiske partier, og stort set ingen politisk debat på tværs af landene. De fleste vælgere vil stemme som danskere, oplyst af en dansk debat og med danske interesser i baghovedet. Men forpasser vi muligheden for politisk påvirkning, hvis vi kun stemmer som danskere til et parlament, der først og fremmest deler sig efter anskuelser i politiske blokke på tværs af grænser og nationale tilhørsforhold.

Vi spørger en politiker, en historiker, en politolog, en forfatter, en klimaaktivist og en tidligere EU-kommissær. Læs deres svar her:

Uffe Østergaard

Historiker

Nationalismen er vokset i kraft af det europæiske samarbejde, og det var der ingen, der havde regnet med, heller ikke mig, siger Uffe Østergaard.

Sille Veilmark
»Jeg betegner mig selv som dansk europæer. Jeg har et dansk navn, der ikke eksisterer på fransk, og på italiensk betyder mit fornavn fy for helvede. Så det passer vældig godt. Men jeg har også taget udtrykket ’en føderation af nationalstater’ til mig – ligesom mange danskere har taget de nationale symboler til sig i højere grad end tidligere.«

»Når jeg taler om en føderation af nationalstater, er det et forsøg på at løse cirklens kvadratur. Kan det lade sig gøre? Det er det store eksperiment. Men nationalismen er vokset i kraft af det europæiske samarbejde, og det var der ingen, der havde regnet med, heller ikke mig. Om det vil rive EU fra hinanden, er det, det her valg til Europa-Parlamentet handler om.«

»Det er rigtigt, at vælgerne orienterer sig efter de nationale partier, de plejer at stemme på også til EP-valg. Til gengæld har vi haft megen snak om Europa og det grænseoverskridende samarbejde. Det har bare ikke bevæget sig en millimeter. Men denne gang er der tegn på en ny europæisk politisk adfærd. Et eksempel er, at Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti indgår i samarbejde med andre højrenationalistiske partier, der fører valgkamp på tværs af grænserne. Deres modsætning er listen Europæisk Forår, hvor kandidater fra forskellige lande, partier og bevægelser går til valg på det samme program. De har bare ikke fået så megen opmærksomhed. Men jeg tror, det er et symptom på forandring. Når de populistiske partier begynder at føre politik i andre europæiske lande, som Legas Salvini, der fører valgkamp mod Macron i Frankrig, er det, fordi de har lugtet bevægelser i vælgerhavet. På den måde kan samarbejdet gå hen og blive mere – ja, jeg vover næsten ikke sige det – men mere populært, fordi de imødekommer befolkningernes behov.«

»I den bevægelse ligger danskerne ikke i front. De har en mere eller mindre begrundet forestilling om, at det danske system klarer sig ret godt i modsætning til andres. Det er den samme diskrus, vi har haft siden 1972: Vi er bare bedre. Men samtidig ligger Danmark altså midt i Europa både geografisk og geopolitisk. Det skal man forklare danskerne. Det var bl.a. derfor, at jeg sagde ja til at optræde på DF’s landsmøde. For så kunne jeg starte med at vise dem et kort over Europa.«

Malte Frøslee Ibsen

Politolog

»Jeg er både dansker og europæer. Efterhånden har jeg tilbragt lige så stor en del af mit voksne liv i Tyskland og Storbritannien som i Danmark. Desuden identificerer jeg mig med en europæisk oplysningstradition. Ideer om kritik og den frie tanke, som går på tværs af europæiske grænser.«

»Når der er europaparlamentsvalg, er jeg også borger i Europa. Jeg stemmer ikke med tanke på, hvordan jeg bedst kan tjene Danmarks interesser. Jeg stemmer med udgangspunkt i, hvilket politisk fællesskab jeg gerne vil have, EU skal være.«

»Vi er medlemmer af to forskellige politiske fællesskaber: Det danske og det europæiske. Jeg tror ikke på, at EU kan udvikle sig til at være det robuste demokratiske fællesskab, som det bør være, hvis vi ikke tænker på os selv som europæiske borgere og orienterer os imod, hvilket politisk fællesskab, vi ønsker, EU skal være, når vi stemmer.«

»En forudsætning for, at EU kan fungere som politisk fællesskab, er, at vi har nogle grænseoverskridende deloffentligheder. Her er det et benspænd, at opstillingslisterne er nationale. Ideelt set burde vi have fælles europæiske partier. Rigtig mange danskere går bare til europaparlamentsvalget og stemmer på dem, som de gerne vil have bestemmer i Folketinget.«

»Men det er nok de færreste europæere, som har en egentlig veludviklet europæisk identitet. Det er ikke et konkret fællesskab med fælles sprog, traditioner og kulturelle institutioner, hvor vi går og bekræfter hinanden i den fælles identitet. Det er nærmere en idé, man kan abonnere på, og vi skal ikke forestille os, at den inden for nogen som helst overskuelig fremtid kan erstatte eller blive sidestillet med den nationale identitet. Nationalstaten er det primære fællesskab og der, hvor de stærkest legitimerede demokratiske institutioner findes.«

Ursula Andkjær Olsen

Forfatter

Jeg kan sådan set også sagtens forstå – og føle – længslen efter at få helt styr på den identitet. Min individuelle, det danske, det europæiske. At vide det. Hvor ville det være dejligt! Hvem er jeg? Hvem er vi ..., siger Ursula Andkjær Olsen.

Jacob Ehrbahn
»Identitet er et feberhedt begreb i tiden – et fænomen, som skal bære meget og være meget. Jeg føler mig både dansk og europæisk. Da jeg boede i Frankrig, følte jeg mig enormt dansk, fordi jeg var så tydeligt forskellig fra mine omgivelser. Befinder jeg mig i en anden verdensdel, føler jeg mig europæisk.«

»På den måde kommer det an på sammenhængen, om jeg føler mig dansk, europæisk eller som et væsen i kosmos. Men jeg mener ikke, at de ting udelukker hinanden. De forskellige identiteter befinder sig ikke hvert sit sted. De flyder ind i og ud af hinanden som ringe i vandet. Cirkler man kan lukkes ind i, cirkler man kan holdes ude fra, og som holder andre ude. Det er selvfølgelig her, det smertefulde opstår, alle problemerne, men jeg mener, at man skal holde fast i, at det også er cirkler, som også hele tiden møder hinanden og skifter form og størrelse – som ringe i vandet, der møder andre ringe i vandet.«

»Selvfølgelig er det en væsentlig forudsætning for et politisk fællesskab som EU, at der også er en vilje til fællesskab. Og jeg anerkender, at det er vigtigt at føle sig som en del af noget. Både som en del af noget lokalt, noget regionalt og noget større. Og alle ting på en gang. Og jeg kan sådan set også sagtens forstå – og føle – længslen efter at få helt styr på den identitet. Min individuelle, det danske, det europæiske. At vide det. Hvor ville det være dejligt! Hvem er jeg? Hvem er vi? En kultur, som over en af sine vugger har indskriften ’Kend dig selv’, har den længsel. Måske kunne man sige, at den er europæisk?«

Det peger bare også på, synes jeg, at vi – i stedet for at formulere en plusordsliste over, hvad europæisk kultur eller europæisk identitet er – snarere skulle lave en liste over de spørgsmål og måske selvmodsigelser og paradokser, som holder vores samtaler om europæisk identitet i gang. Det er i de kredsløb, at vi lever vores liv og har de samtaler, som vi har. At være dansk, at være europæisk, at være verdensborger, at være mig, det er ikke noget, som kan sættes på en afsluttet liste, det er en samtale, som ikke holder op – og som heller ikke bør holde op.«

Connie Hedegaard

Tidligere klimakommissær

Brexit har betydet, at flere mennesker i dag har besindet sig på, at det ikke er gratis at tale EU ned, siger Connie Hedegaard.

Peter Nygaard

»Jeg føler mig som en dansker i Europa. Hvis jeg er i udlandet, bliver det til gengæld tydeligt, at jeg også er europæer. I Kina er den store sag og historien langt vigtigere end individet. I forhold til USA, Mexico eller Brasilien er Europa heller ikke i nærheden af den ulighed, der bliver accepteret der. Jeg kan godt forstå, at man kan have den opfattelse, at det var nemmere dengang, det hele ikke var helt så internationalt og globalt. Men uanset om det gælder klima, migration, teknologi – næsten hvad som helst – så har vi brug for at samarbejde mere i Europa, ikke mindre, hvis vi skal forsvare vores materielle velstand og værdier. Andre økonomier som Kinas og Indiens vinder stærkt frem. Og vi har –  ikke mindst på klimaområdet– set, hvad EU faktisk kan. Der ville ikke have været en Paris-aftale, hvis det ikke det var for EU og europæisk samarbejde. Hvis vi står sammen, har vi en meget stærk magt. Det er ikke bare snak. Det har jeg oplevet i virkeligheden.«

»Så er der ganske vist modsatrettede bevægelser i befolkningernes holdninger til EU. Men Brexit har betydet, at flere mennesker i dag har besindet sig på, at det ikke er gratis at tale EU ned. Det betyder ikke, at der ikke er 20-25 pct., der stadig er meget nationalt sindede. Men det er mit indtryk, at mange af dem, der havde et lunkent forhold til EU, har indset, at alternativet ikke er at foretrække med udfordringer som Trump, Kina og Brexit. Det synes jeg, man ser afspejlet i valgkampen. Vi kan også se, at klima er noget af det, der rent faktisk kan få folk til at stemme, fordi det giver mening at samarbejde om. Det næste bliver udenrigspolitikken, fordi man vil opleve, at det, vi står for i Europa, må man bare kæmpe hårdere og hårdere for.«

Vi er jo ikke der, hvor vi taler om europæiske partier. Men hvis man går fem-ti år tilbage, spillede de europæiske partigrupperinger – ALDE, EPP og S&D – ikke så stor en rolle i debatten, som de gør nu. Spidskandidaterne taler f.eks. om, hvad deres grupper vil kæmpe for, og hvordan de vil bringe det danske ind. Det er vigtigt og ikke udtryk for snævre nationale interesserer. Der er indimellem forskel på, hvordan man ser på tingene, hvis man kommer fra Sydeuropa, det gamle Østeuropa eller Danmark. Konservative Bendt Bendtsen har siddet ene mand i den store EPP-gruppe, men har fået lov til at være ordfører på energieffektivisering, som er en dansk topprioritet, også når det gælder industriinteresser. Det kunne meget vel have set meget anderledes ud, hvis det havde været en med anden geografisk baggrund.«

Nikolaj Kornbech

Klimaaktivist i NOAH

»Jeg synes, det er ærgerligt, at vi fokuserer så meget på forskellene mellem europæisk og dansk identitet, fordi de overlapper i meget højere grad, end de divergerer fra hinanden. Hvis vi anerkender, at Europa er et politisk fællesskab, så burde vi have en fælles samtale om, hvilket Europa, vi ønsker. Ligesom vi taler om, hvilket Danmark vi ønsker. Det savner jeg. Desuden mener jeg, at skellet mellem højre- og venstrefløjen i Europa er meget større end det, der er mellem nationale interesser.«

»I mediedækningen er der bare ikke nok fokus på, hvilken politik EU fører internationalt, og hvad der bliver besluttet i EU. Det betyder, at vi får nogle meget abstrakte debatter om nationalstaten og Europa – som står i vejen for, at vælgerne kan forholde sig til, hvad der faktisk sker i EU. Og der er der rigeligt at kritisere.«

»Min mest konkrete erfaring er, at jeg har siddet med som civilsamfundsaktør til nogle forhandlinger i FN og EU, der handlede om juridiske forpligtelser for multinationale virksomheder i forhold til menneskerettigheder. Her oplevede jeg, at den fælles EU-linje blev diskuteret på nogle interne møder, som offentligheden ikke havde adgang til. Og EU’s delegation ønskede heller ikke at stå til ansvar for den fælles beslutning, der så blev taget. Det viser, hvor uigennemsigtigt EU er.«

»Det er svært at få indflydelse på politikken i Kommissionen, og det er svært at finde ud af, hvem der egentlig giver Kommissionen lov til at føre en bestemt politik på vegne af de europæiske borgere. Så nytter det ikke, at vi har Europa-Parlamentet – og hvis folk oplever, at de ikke kan få indflydelse på Kommissionen og Rådet og ikke har indsigt i beslutningsprocesserne der, så er det vel også klart, at de kan reagere ved at vende sig væk fra EU.«

Marie Krarup, MF

Dansk Folkeparti

»Jeg er dansker.«

Det er fuldstændig grotesk, når folk sætter lighedstegn mellem Europa og EU. Men europæere har noget til fælles. Ført og fremmest at vi er kristne, siger Marie Krarup.

»Der findes også en fælles europæisk identitet. Den har bare intet med EU at gøre. Europa er en samling af kristne lande på det europæiske kontinent. Rusland, Norge og en række andre lande, som ikke er medlem af EU, er også en del af Europa. Derfor er det også fuldstændig grotesk, når folk sætter lighedstegn mellem Europa og EU. Men europæere har noget til fælles. Ført og fremmest at vi er kristne.«

»Europæerne har forskellige tolkninger er kristendommen. Der er protestanter, ortodokse og katolikker, men vi har trods alt det til fælles, at vi er kristne. På den måde er det jo også islam, som har skabt Europa. Europa og kristenhed er stort set det samme. Derfor er Tyrkiet heller ikke en del af Europa. Det blev overtaget af islamiske krigere. Sådan blev afgrænsningen mellem Europa og ikke-Europa skabt i det hjørne af landkortet. Uden islam havde vi slet ikke haft det skel.«

»Ud over kristendommen er Europa kendetegnet ved, at det består af forskellige nationer og nationalstater med hver deres sprog, kultur og historie. Det er også det, man kalder det westfalske system. Der er altså intet modsætningsforhold mellem dansk og europæisk identitet. Den europæiske identitet er altid sekundær. Derfor findes der heller ingen EU-identitet. Det er en påstand, en utopi, en drøm, en ideologi. Den er kunstigt skabt, og derfor er den farlig. EU vil skabe en ny europæisk tradition, en ny europæisk identitet og et nyt europæisk menneske, som ser hele EU som sit fædreland. Det er en uhyggelig og farlig utopi, fordi den sigter efter at udslette alt det, der er vigtigt og værdifuldt for det enkelte menneske: trofasthed over for tradition og forståelsen af sig selv som et menneske, der er bundet af sin historie, sine traditioner, sin familie og sin baggrund.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Torben Lindegaard
Ervin Lazar og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sindberg & Mette-Line Thorup

Det er fint nok med en Voxpop til lørdag eftermiddag - og helt bestemt et spændende emne.

Men Voxpop-formatet afslører sin begrænsning, når en NOAH aktivist optræder på lige fod med en tidligere miljøminister & klimakommissær.

Det er ikke helt fair over for nogen af dem.

Steffen Gliese

Marie Krarup viser først og fremmest, at hendes kendskab til europæisk tradition, som hun sætter så højt, er noget mærkværdig.
For der er virkelig afgørende forskel på de lande, der er ortodokst kristnede og så de lande, der oprindeligt var katolske, men hvoraf reformationen er vokset - og som igen har virket afgørende tilbage på den katolske kirke.

Jesper Pedersen

European Council on Foreign Relations har undersøgt befolkningernes holdning til europæisk vs national identitet:
"Er det at være europæer lige så vigtigt for dig som din egen nationalitet"
Ungarn har den stærkeste europæiske identitet, hvor 60 % er enige i ovenstående udsagn, og kun 10% er uenige - altså det at være ungarer er vigtigere for de 10 % end at være europæer.
Danmark har den laveste europæiske identitet - 26% mener, at det at være dansk og europæisk er lige vigtigt, men hele 39% mener, at det at være dansker er vigtigere end at være europæer.

https://www.ecfr.eu/specials/what_europeans_really_want_five_myths_debun...

Steffen Gliese

Jesper Pedersen, man skal huske, at som EU udviklede sig, var det stort set kun den danske befolkning, der måtte opleve forringelser i sin velfærd indenfor stort set alle områder.
Da liberaliseringen desværre vinder i slutningen af 90erne, har det meste af det daværende EU faktisk formået at opbygge velfærdssystemer, delvist efter skandinavisk forbillede, men ingen så gennemgribende og vellykket som Danmark.
Herefter begynder en tilpasning, hvor det desværre ikke bliver minimumskrav, som landene mindst skal leve op til.