Læsetid: 20 min.

Torben Ulrich om Roger Federer: »Fantastisk, men ikke interessant«

Roger Federer fylder 38 år til sommer, men spiller til alles overraskelse noget af det bedste tennis i sin karriere. Den danske legende Torben Ulrich er ikke imponeret. Federer havde potentialet til at gøre noget helt særligt, men er blevet for beregnende og konservativ – ligesom resten af tennissporten. Forfatteren Anders Haahr Rasmussen har over de seneste ti år talt med Ulrich om Federer. Og om kunst, kapitalisme, livsfilosofi og viljen til at søge frem til nettet som en rovfugl
Det er da fantastisk, at han kan blive ved, siger Torben Ulrich om Roger Federer, der her server mod Dominic Thien under Madrid Open tidligere på måneden. Men hans spil er ikke interessant, tilføjer den danske tennislegende.

Det er da fantastisk, at han kan blive ved, siger Torben Ulrich om Roger Federer, der her server mod Dominic Thien under Madrid Open tidligere på måneden. Men hans spil er ikke interessant, tilføjer den danske tennislegende.

Gabriel Bouys

25. maj 2019

Det er torsdag den 4. oktober, Torben Ulrich fylder 90 år og er kun lige trådt ud af bilen, da han bliver mødt af venner og fans. Vi befinder os i centrum af København, på Galleri Tom Christoffersen, der holder fernisering for hans seneste soloudstilling. Værens Rum, Spillets Mærker hedder den og består af en række malerier, der er blevet til ved at dyppe sjippetov og tennisbolde i blæk og fyre det op på et lærred af rispapir.

I løbet af den seneste times tid er stedet blevet fyldt op af digtere, malere, forlæggere, jazzpianister og journalister, der drikker Carlsberg på dåse i skæret fra lysstofrør i loftet. En håndfuld børn løber rundt mellem de mange folk, to kunststuderende står udenfor i støvregnen i blomstrede kimonoer og ryger smøger.

Torben Ulrichs påklædning er gennemført sort: Den gamle tennisspiller, kunstner og buddhist er iført støvler af læder, tætsiddende fløjlsbukser og en ulden sweater, der vel egentlig mere er en slags kappe. Hans sølvgrå hår er samlet i nakken med en elastik, mens hans lange skæg hænger tjavset og uregerligt. Han ligner både en utrolig cool rockstjerne og en virkelig rar bedstefar, sådan halvt Nick Cave, halvt Gandalf.

Han krammer en kvinde i halvanden minuts tid. Tårer løber ned ad hendes kinder, mens hun takker ham for »en dejlig middag«. Folk stimler sammen om ham, kigger, smiler, tager billeder. Filmskaberen Andreas Johnsen optager det hele til den dokumentarfilm om Torben Ulrich, som han har arbejdet på gennem de seneste seks år.

Ulrich giver et kram til højre, mens han holder i hånd til venstre, nusser en ældre kvindes hår, krammer gamle venner, snakker og gestikulerer. Det tager ham tæt ved en halv time at gå de 10 meter fra bilen, over fortovet og ind i galleriet, hvor en mere formel præsentation finder sted.

Det begyndte med begejstret nysgerighed

Jeg er her for at interviewe ham. Det når vi ikke i dag, Ulrich har for travlt, så vi aftaler en tid nogle uger senere. Planen er at fortsætte den samtale om Roger Federer, som vi påbegyndte for ti år siden.

Roger Federer

  • Født den 8. august 1981 i Basel i Schweiz.
  • Vinder af 20 grand slam-titler i tennis, den første ved Wimbledon i 2003, den seneste ved Australian Open 2018 – flere end nogen anden mandlig spiller gennem tiden.
  • Portrætteret af den amerikanske forfatter David Foster Wallace i det berømte essay, ’Federer as Religious Experience’.
  • Ligger i øjeblikket nummer tre på verdensranglisten bag Rafael Nadal og Novak Djokovic.
  • Gift med tidligere tennisspiller Miroslava Federer (f. Vavrincová)
  • Far til to sæt tvillinger, Myla og Charlene (f. 2009) og Leo og Lennart (f. 2014)

Til at begynde med var Torben Ulrich svært begejstret for Federer. Første gang, jeg stødte på hans tanker om tennis i det 21. århundrede, var i Lars Movins samtalebog Udspil, hvor Ulrich udtrykte bedrøvelse over den udvikling, som moderne tennis var inde i. Sporten var præget af, hvad han kaldte »en omsiggribende konservatisme«, hvilket viste sig ved, at spillet var blevet »stabilt, maskinelt, effektivt, fantastisk stærkt, fantastisk udholdende, regulært og reguleret«.

Med én undtagelse. »En voksende undtagelse«: Roger Federer. Den unge schweizer, som på det tidspunkt netop havde vundet sin første grand slam-turnering, Wimbledon i 2003, fremstod for Ulrichs øje som en særlig begavelse, der spillede med en lethed og hurtighed, som var svær at forstå. Ulrich var »mystificeret af den svævende selvfølgelighed hos Federer«, så ubesværet han bevægede sig, »næsten svævende, en dansant svæven«.

»Derfor er jeg meget spændt på at følge ham i de næste år for at se, om han kan folde det mere ud og blive ved med at være så fantastisk svævende, eller om det mere bliver en slags ulidelig lethed,« sagde Ulrich.

En ubevægelig ubesværethed

Da jeg interviewede ham fem år senere, kort før hans 80-års fødselsdag, var han knap så imponeret af Federer. Det var i efteråret 2008, og Federer, nu 27 år gammel, havde netop vundet US Open, grand slam-titel nummer 13 efter en årrække med historisk dominans. Selv i de store finaler udspillede han sine modstandere fuldstændig. Det var nu ikke de overlegne sejre i sig selv, der kedede Ulrich. Det var måden, Federer vandt på. Tilgangen til spillet. Mens andre så Federer værende på toppen af sin karriere, var det i Ulrichs optik for længst gået ned ad bakke. Den fantastiske luftighed var sivet ud.

»Han blev fysisk og mentalt mere konventionel så at sige. Tungere i slaget, i trittet, og måske tynget i tanken. Beskyttende sin position, en vis stivnen,« forklarede Ulrich.

Torben Ulrich i sit hjem i Tiburon i Californien. Han har boet i USA siden 1984, men havde allerede før det udviklet sin teknik med at skabe billeder ved at spille en tennisbold dyppet i maling op ad lodrethængende lærreder som en reference til tennisspilleres solotræning foran en mur.

Emma Line Sejersen
Jeg indvendte, at han stadig spillede ubesværet og med en lethed som ingen andre. Torben Ulrich var enig med mig.

»Men den ubesværethed ligger ligesom i sit leje. Den er ikke så bevægelig, den er ikke frisk, den er ikke fresh. Den har måske, bredt hen, mistet sin vitalitet, sin poetik, og er blevet en slags citerethed. Som om letheden har fundet sit leje. Den har fundet sit leje i en ’kunnen’, som er mindre spontan end før.«

Det handlede ikke kun om Federer, understregede Ulrich. Han var for så vidt bare et billede på sportens generelle udvikling hen mod det strømlinede, det forudsigelige, væk fra det sprælske, det spontane. Kravene fra turneringsledelser, medier og sponsorer gjorde det vanskeligt at fastholde en åben, eksperimenterende tilgang til spillet.

Det indlærte

Ulrich forklarede mig betydningen af at finde sit leje i en kunnen. Han forklarede mig forbindelsen mellem kunnen og erindring: Det man kan, er noget, man har lært. Indlært. Man kan huske det. Fortiden er tilgængelig, og man benytter sig af den. Det er der ikke noget i vejen med, men for at holde den kunnen levende, er man nødt til at forny den, fra øjeblik til øjeblik. Det kræver spontanitet. Som jazzmusikere, der på baggrund af en solid kunnen vælger at improvisere, tilføje noget nyt i stedet for kun at holde sig til de velkendte fraser. I stedet for kun at spille på deres kunnen.

Torben Ulrich

  • Født den 4. oktober 1928 på Frederiksberg.
  • Tennisspiller med deltagelse i 46 grand slam-turneringer, fra Wimbledon i 1948 til US Open i 1974. Sidenhen nummer ét i verden for spillere over 45 år.
  • Kunstmaler, digter, filmskaber, performer, jazzmusiker, forfatter, kritiker og praktiserende buddhist.
  • Søn af tennisspilleren Einer Ulrich og børnehavebestyrer Ulla Ulrich (der også vandt et DM i mixdouble). Bror til tennisspilleren Jørgen Ulrich og far til trommeslageren Lars Ulrich

»Ført over på Federer spiller han næsten kun på sin kunnen. Spiller på det, han kan, snarere end at friste skæbnen ved at vitalisere sin kunnen og risikere den, slå nogle terninger. Det er, som om han har trukket følehornene til sig,« sagde Ulrich. »Han er kommet længere ned på jorden og har bevæget sig tilbage i banen. Beror på sin store kunnen, møder bolden i en slags tilstrækkelighed.«

Udviklingen er det interessante

Jeg havde Ulrichs kritik i tankerne, da jeg et par år senere fik mulighed for at stille Roger Federer et spørgsmål. Det var under Wimbledon i 2012, da Federer vandt sin 17. grand slam-titel og spillede sig tilbage som nummer et på verdensranglisten.

Efter finalen indledte jeg mit spørgsmål til Federer med en antagelse: Han havde sikkert følt, at han var en bedre tennisspiller som 22-årig, end han følte som 17-årig. Så jeg var nysgerrig efter at vide, om det stadig var sådan. Følte han sig som en bedre tennisspiller nu som 30-årig, end han gjorde fem år tidligere.

»Det håber jeg,« sagde han. »Jøsses, med alle de træningstimer jeg har …«

Han tog sig en kort tænkepause.

»Du vil jo nødig være dårligere fem år senere.«

Nej, klart, og måske var »bedre« også det forkerte ord at bruge. Måske var jeg mere interesseret i, hvordan han oplevede udviklingen i sit spil, hvordan det foldede sig ud. Hvis det foldede sig ud. Slog han stadig med terningerne, risikerede han sin kunnen, eller var han begyndt at søge ly i den?

»Måske,« sagde Federer, »var der engang, hvor min selvtillid var så utrolig stor, at jeg fyrede den af, og jeg gik efter slag, som jeg i dag måske holder mig fra, fordi jeg spiller en smule mere kalkuleret. Jeg ved, hvor svært det er at … du ved … lykkedes med de fantastiske slag, og hvor nemt det er at begå fejl, så jeg er mere bevidst om den slags ting.«

Genopdagelsen

Den naives selvtillid. Erfaringens frygtsomhed. I en håndfuld år så det ud til at gå, som det plejer for aldrende sportsstjerner. Federer vandt ingen af de helt store titler i hverken 2013, 14, 15 eller 2016, som han tilmed måtte afbryde halvvejs igennem sæsonen på grund af en knæskade og efterfølgende operation. Det lignede et snarligt karrierestop.

Men så, i 2017, 35 år gammel, i sin første turnering efter et halvt års ufrivillig pause vandt han Australian Open med finalesejr i fem sæt over Rafael Nadal, fulgte det op med Masters-titler i Indian Wells og Miami – begge gange med sejre over Nadal – for så at vinde Wimbledon uden at tabe et eneste sæt.

Med en genopfundet baghånd, nyopfundne slag, et anderledes offensivt og netsøgende spil spillede Federer sig tilbage på ranglistens førsteplads, forsvarede sin Australian Open-titel i 2018 – karrierens grand slam-titel nummer 20 – og blev vidt og bredt rost for at spille bedre tennis end nogensinde. I denne weekend stiller han op ved French Open i Paris, stadig i topform. Uhørt for en mand, der fylder 38 år til sommer. Uinteressant for Torben Ulrich:

»Jo, altså … hehe … det er vel det, man i gammel forstand kalder ’imponerende’.«

Fantastisk, men ikke interessant

Vi er tilbage i Galleri Tom Christoffersen. Der er gået tre uger siden ferniseringen og hans fødselsdag. Tre uger, som Ulrich har brugt på en mildest talt tætpakket danmarksturne, der har set ham deltage i et debatpanel med alders- og idrætsforskere, akkordeon-træf på Jyderup Højskole, samtale på BogForum, musikperformance på Tranquebar, filmvisning med Jørgen Leth i Politikens Hus, verdenspremiere på Ulrichs seneste film, Leaping, Looping: Before the Call i Cinemateket, radiointerviews, jazz talks og – selvfølgelig – den ene improviserede koncert efter den anden.,

Vi sidder i et mindre udstillingslokale omme bagi med fotografier af Chet Baker på væggene, 27 styk fra Hans Henrik Lerfeldts samling. Torben Ulrich lader til at have en anekdote til enhver anledning, for han er i gang med at fortælle om den gang, han var på natklub med Chet Baker i København, hvor de røg sig skæve på noget hash, han havde fået af nogle libanesiske venner under en turnering i Beirut engang midt i 50’erne.

Ulrich sidder på en lille skammel foran et sort lærred og poserer for portrætfotograf Torben Eskerod. Der er et leben af folk ind og ud af lokalet, gamle venner, tidligere doublemakkere, musikere, som er henne og sige hej i pauserne mellem blitzlys. Der er en stemning af at være backstage inden et show. Hvilket på sin vis også er tilfældet. Om halvanden time går en finissage for hans udstilling i gang.

»Når jeg ser Federer spille de kampe for nylig, hvor det glider vældig godt for ham, så vil jeg sige, at, ja, det er fantastisk på den måde, at han kan blive ved,« siger Ulrich.

»Men jeg synes ikke, det er interessant. Jeg synes ikke nødvendigvis, det er bevægende. Eller fængende. Eller påfaldende, du ved, hvor man sådan sætter sig op i stolen.«

Successen siger ikke det hele

Ulrich selv var tennisspiller på højeste plan hen over en næsten ubegribelig lang periode: Han deltog ved sit første Wimbledon kort efter Anden Verdenskrig, i 1948, og sluttede sin grand slam-karriere et kvart århundrede senere ved US Open i 1974, hvor han deltog side om side med moderne ikoner som Björn Borg og Jimmy Connors.

Det er ikke for at måle ham op imod Federer – mere for at ridse hans baggrund for at tale om tennis op: Ulrich vandt en række titler rundt omkring i Europa – Marseille, Cannes, St. Moritz – ikke mindst de franske indendørsmesterskaber i 1954, forgængeren til det, der i dag er Paris Masters. Han nåede frem til semifinalen ved Wimbledon i double, men det siger i sig selv meget lidt om hans tilgang til og betydning for international toptennis.

Roger Federer har de seneste år droppet grussæsonen for at spare kræfterne til græsset, men i år er han tilbage. Her ses han i Madrid under en kamp mod Dominic Thiem, som han tabte til. Søndag begynder French Open, hvor Federer er seedet til en plads i semifinalen mod Rafael Nadal.

AA/ABACA
Der kan det være mere informativt for eksempel at læse den hæderkronede sportsreporter Neil Amdurs reportage i New York Times under US Open i 1969. Der spillede Ulrich en kamp mod legendariske Pancho González, 50’ernes dominerende spiller. Begge mænd havde rundet de 40, men spillede på højeste niveau. Det var turneringens tredje runde, der var små 9.000 tilskuere på lægterne, og Ulrich var på et tidspunkt foran 2-1 i sæt og med breakbolde i Gonzalez’ serv ved stillingen 6-6 i fjerde takket være »Ulrichs drilske skru, slice og hårde slag«, som Amdur skrev:

»Gang på gang blev Gonzales så muggen over sin manglende evne til at afgøre duellerne, at han kylede sin aluminiumsketsjer fra sig. Ulrich med sin lange, brune manke delt i rottehaler med elastikker for enden reagerede på hvert af Gonzales’ vredesudbrug med et velourblødt smil.«

»’Jeg er mere interesseret i den tilstand, hvor spilleren spiller ud over sine egne grænser,’ sagde han efterfølgende og fortsatte med at tale om et af sine yndlingsemner, sportens æstetik: ’Det smukke ved sport er at bevæge sig ud over det med at vinde og tabe’,« skrev Niel Amdur for 50 år siden.

»Da de poserede for fotograferne siddende ved siden af hinanden på en bænk ved banen, rejste publikum sig op og gav dem et langvarigt bifald af den slags, man hører efter en koncert med Ella Fitzgerald eller Frank Sinatra. Det er den slags optrædener, en sport lever af.«

Ikke betaget, ikke berørt

Et par år senere, i september 1971, valgte verdens førende tennismagasin, Tennis Magazine, at have Torben Ulrich på forsiden, topløs og fuldskægget, med langt lyst hår, åben mund og et himmelvendt blik, der får ham til at ligne Kristus på korset.

»Torben the First: Touring-Pro Circuit’s Number One Character,« lød overskriften.

Jeg fortæller Ulrich, at Federers sejr over Nadal i Australian Open-finalen 2017 for mig var en af den slags optrædener, en sport lever af:

— Det var jeg betaget af. Den måde, han kæmpede sig tilbage fra at være bagud 1-3 i femte sæt, vinder fem partier i træk, tager baghånden i opspringet. Der var noget modigt over det, han spillede ligesom frit. Og han spillede sig fri af den dynamik mellem ham og Nadal, spillede sig frem til en offensivitet og en glæde.

»Jeg hører, hvad du siger, tydeligt, og du siger det godt. Men du siger også ’betaget’. Jeg bliver ikke betaget af Federers formåen. Jeg bliver ikke berørt. Det siver ikke ind et eller andet sted, hvor jeg sådan … wauw-wauw eller sådan.«

– Hvad siver ind det sted?

»Der er øjeblikke, med [Naomi] Osaka og [Jelena] Ostapenko, nogle af de unge, der kommer ind og prøver nogle ting af. De nye hurtigheder, som de har i deres sving, i deres returneringer. Den måde de forholder sig til situationer på … hvad de kan finde på, når de spiller mod Serena Williams. Det er jeg interesseret i.«

Folder ikke det nye ud

Jeg spørger til Federers brug af snigangreb, som han har udviklet over de seneste par år: En måde at returnere serv på, hvor han, netop som modstanderen har kastet bolden op i luften, stormer frem i banen, helt frem til servelinjen, hvor han så returnerer serven med en halvflugtning – altså slår til den et splitsekund, efter den rammer banen – et afsindig vanskeligt slag, fordi bolden kommer med så megen fart, men Federers reflekser og timing og touch gør, at det som regel lykkes, og modstanderen er helt forbløffet over, hvor hurtigt bolden er tilbage på hans side, og at Federer allerede har indtaget nettet, hvor han typisk afgør duellen med en flugtning. ’SABR’ er det blevet døbt – Sneak Attack By Federer.

– Er det ikke et eksempel på, at Federer stadig er nysgerrig, udfordrer konventionerne, prøver at folde noget nyt ud?

»Bortset fra at han ikke rigtig har udfoldet det. Han har jo ikke fulgt det op, så at sige. Han brugte det som en taktik til at vinde noget. Det at han gik til nettet var et overraskelsesfænomen – han gik ind og skabte en situation, hvor han så kunne afgøre med flugte. Det har været isolerede tilfælde, som han ikke har integreret i sit spil som sådan. Og jeg mener, den slags angreb var jo standard for 60 år siden. Det var sådan, vi bevægede os. Men Frank Sedgman og Kurt Nielsen og de gamle flugtspillere gik jo ikke til nettet som et overraskelsesangreb, men mere sådan … som store rovfugle, der bredte vingerne ud, som om de sagde, ’Okay, spil forbi mig’. De var åbne for alle muligheder. Det blev afløst af spillere som Stan Smith, der ikke have de samme begavelser, men som bevægede sig i et bestemt spor, en slags bane i banen, sådan at de løb ind i diagonalen ud fra en beregning af, at de kunne dække så og så meget, og hvis de blev passeret, så blev de passeret. Der var ikke meget rovfugl over Stan Smith. De sidste, der spillede som rovfugle, med den åbenhed, var [Stefan] Edberg. Og måske [Boris] Becker. Og så vil jeg nævne [Patrick] Rafter, som nok var den sidste. Som bevægede sig, ikke i et bestemt spor, ikke ud fra en forventningsfuldhed, men mere ud fra at have et vingefang til at dække alle muligheder.«

Skal det bare give pote?

– Spillet var vel også anderledes dengang, langsommere, ketsjerne og strengene var af et andet materiale. Er det ikke mere et udtryk for, at vilkårene har ændret sig?

»Jo, selvfølgelig. Det er et udtryk for ,at vilkårene har ændret sig.«

– Og under de vilkår, Federer spiller … jeg ser det som et udtryk for, at han er legesyg, at han er nysgerrig.

»Du er jo i god tro der. Jeg kan ikke følge dig i det. Der er forskel på, om man arbejder med en situation, som er åben over for en hel række muligheder, eller om man arbejder inden for et vist spor og så ser, om det spor omsætter sig, giver pote.«

– Hvis jeg forstår din kritik, så er det, at Federers sneak attacks er instrumentelle?

»Ja, instrumentelle er meget fint. Og hvorfor ikke? Hvorfor gør han det ikke noget mere? Han har jo både format og kunnen til at gøre det mere. Specielt der, hvor han spiller med nogen … hvad hedder han, Anderson … hvor han gik ned med nakken (Sydafrikas Kevin Anderson slog overraskende Federer i kvartfinalen ved sidste års Wimbledon-turnering, red.). Hvorfor gjorde han det ikke der? Hvorfor prøvede han ikke nogle andre ting? I sporet af det, du siger. Og i sporet af, hvad jeg kunne finde på at sige. Ikke at jeg ville være blevet betaget, selv om han havde gjort det. Men det er, fordi jeg synes, at han har slået sig til ro i en vis … hans format … Federer den fine ambassadør for vores sport. Han er sådan mægtig flink, det må man jo også sige. Møder op og udtaler sig og kommer tilbage og giver interviews. Han er jo mægtig flink. En flink fyr, vil jeg sige, ikke. Men det er ikke det samme som at være en stor kunstner.

– Mindre kan måske også gøre det.

»Det kan det måske, ja. Det kører jo på skinner for ham, kan man sige. Det, han kan, er tilsyneladende tilstrækkeligt til at være den, som han er. Men den tilstrækkelighed, er den god nok? I forhold til, hvad begavelsen eller talentet rummede, kan man spørge, om en tilstrækkelighed er tilstrækkelig? Det afgør han jo selv. Og det omkringliggende landskab.«

– Landskabet forstået som medierne, sponsorerne, ranglisterne?

»Ja, det bliver så … jeg ved ikke, om jeg kan sige knust eller høvlet i stykker. Høvlet af eller snittet til. Hvis man skal indgå i det maskineri, så skal man sgu være hildet på en vis måde. Sådan nogle fyre, som der eksisterede i gamle dage, lad os sige [Ilie] Năstase (rumænsk verdensetter i de tidlige 70’ere med tilnavnet Nasty, red.) … den slags måde at opføre sig på ville sponsorer af den størrelsesorden, som nu findes, ikke være med til.«

Dustin Brown har noget af det

Ilie Năstase, ja, eller Torben Ulrich selv. Når jeg tænker på beskrivelserne af hans træningsseancer med den amerikanske tennisspiller Jeff Borowiak, som kunne foregå ved, at de slukkede alt lyset og spillede i mørke for at aktivere andre sanser end synet. De satte forskellige slags musik på for at undersøge rytmernes påvirkning af deres spil, og så tog de tog stoffer – LSD, meskalin, psilocybinsvampe, kokain – røg hash og drak sig fulde for at eksperimentere med alternative oplevelser af tid og rum på tennisbanen – for at »udforske spillet og bevægelserne«, som Ulrich har formuleret det. Den var nok heller ikke gået i dag.

Netop fordi Roger Federers talent rummede så stort potentiale, er Torben Ulrich skuffet over, at det ikke er blevet foldet yderligere ud: Men det som jeg ser som spændende, er jo ikke noget, der giver hverken procenter eller pote eller fylder op på bankkontoen, siger han.

Emma Line Sejersen
Portrætfotograf Torben Eskerod er blevet hængende og spørger fra bagest i rummet, hvad Ulrich så synes om Dustin Brown. Den jamaicansk-tyske Brown er næsten to meter høj med lange dreadlocks og en uortodoks spillestil, der er svær at beskrive og umulig at regne med. Han kørte i flere år rundt til turneringer i et folkevognsrugbrød med sin egen opstrengningsmaskine, så han kunne bo billigt og tjene penge på at strenge kollegernes ketsjere op. Hans topniveau er højt: To gange har han besejret Rafael Nadal, men han har på intet tidspunkt været højere end nummer 50 på ranglisten og heller aldrig vundet en turnering på ATP-touren. Så altså, Brown?

»Ja, der begynder det at nærme sig noget af det, jeg taler om. Den brownske udfoldelse … der er noget der. Men det er, ligesom om det … jeg er jo sådan lidt krævende, både i det rigoristiske og i det åbne. Altså der skal være en strenghed, en rigor, og en åbenhed, på samme tid, ikke? Og ud fra det strenge kriterium vil jeg sige, at Brown er lidt sådan løs i maskerne. Nogle af de stopbolde, ikke? Altså, der er spil i det, men er der nosser i det? På den måde er jeg måske også en gammel fyr, der er for krævende, hvad alt det angår. Men det får så være.«

Vinderne er sponsorerne – ikke spillerne

Jeg kommer i tanke om en spiller, der begejstrede Ulrich, da vi snakkede sammen for ti år siden, Ernests Gulbis, en lavt rangeret lette, som spillede med en særlig umiddelbarhed. »En uberørthed og en frygtløshed,« som Ulrich beskrev det. Siden lagde Gulbis sit eksplosive forhåndsslag om, så det blev frygtelig uskønt at se på, men samtidig mere pålideligt. Han spillede sig i topti på ranglisten og i semifinalen ved French Open efter sejr over Roger Federer.

– Der er noget desillusionerende over, at der skal den slags bevægelser til for at præstere.

»Det var det samme med [Andre] Agassi dengang. Det stod klart, at han måtte indskrænke sit spil. Det var ikke sikkert nok. Og så kom Brad Gilbert som træner og sagde, ’Nu skal det være’. Og så aflagde de alt det, som ikke repræsenterer en vej, der lader sig stabilisere hen imod en højere potentialitet. Det blev snittet fra.«

»Sådan er det med alle de trænere og hele den posse, som de fleste spillere lader sig omgive af. De er jo ikke nødvendigvis interesseret i at udfolde et eller andet, der er interessant. For hvis en træner ikke får en spiller højere på ranglisten, så bliver han verfet ud. Så er det ham, der bliver siet fra. Og de skal jo også leve af det. Så de former spillerne, så de vinder mere stabilt, så trænerne får deres procenter, som de skal bruge til at holde sig kørende. Det er jo en stor maskine, som hver enkelt spiller er ansvarlig for. For at det kan fungere, skal det nok skrues sammen på en vis måde. Det er jo forståeligt nok. Men det, som jeg ser som spændende, er jo ikke noget, der giver hverken procenter eller pote eller fylder op på bankkontoen.«

Vores time er ved at være forbi, finissagen venter, inden Torben Ulrich skal tilbage til sit hjem på en bakketop nord for San Francisco, hvor han bor med sin amerikanske kone, journalisten Molly Martin. Han runder sin kritik af den moderne sportsscene af:

»Det lugter hele tiden af sådan nogle kapitalistiske modeller, som virker over for dem, der er i besiddelse af økonomien. De virkelige vindere af turneringerne er dem, der kommer ind på deres kontorer mandag morgen og ser, hvordan det er gået deres firma, der har sponsoreret turneringen. Den interesse, man viser et idrætsfelt, er baseret på nogle omsætnings- og fortjenstforhold. Efter finalen slæber de den der check ind på scenen med millionbeløbene i store tal, og spillerne takker alle sammen, også boldbørnene, og de håber bestemt at komme tilbage næste år. Det hele er ligesom indskrevet i en bestemt formel, som jeg synes er meget betænkelig. Menneskeligt betænkelig.«

Vi siger farvel, og jeg tager hjem og sætter mig ned med Ulrichs bog, Boldens øjne, værens ben, et 118 sider langt essay om hans buddhistiske tilgang til tennis, til at være en krop, trække vejret, til at tænke og leve og forestille sig en anden verden. Essayet løber på bogens højre sider, mens de venstre er fyldt med digte eller songlines, som Ulrich kalder dem, skrevet på engelsk, mange af dem med åbningslinjen, »When the ball comes«. Den her for eksempel:

when / the ball / comes // it / comes / most / often / out / of / a can, / pre- // packaged / according / to / the specifics / of / a brand // when / the player / comes // she / and / he / come / most / often / out / of / a can, / pre- // packaged / according / to / the specifics / of / a brand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Bruhn Andersen
Torben Bruhn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu