Det har været misbrugt og udskældt. Men faktisk kan elektrochok redde liv

De misser med øjnene i den stærke sommersol. Flere af kvinderne under stråhatte. Mændene i jakkesæt og slips.

Det er den 21. august 1939, og de mange mennesker på trappen foran Københavns Universitet på Frue Plads er deltagere i en international neurologkongres – den tredje af sin slags i verden nogensinde.

Kong Christian den 10. har netop erklæret kongressen for åben, og blandt de 187 mænd og kvinder, der stiller op til fotografering, er en række af datidens forskernotabiliteter. Herunder en af verdens fremmeste fortalere for det hvide snit, den amerikanske læge Walter Freeman.

Iklædt et lyst jakkesæt, yderst til højre neden for trappen, lige ved siden af lygtepælen, står den italienske neurolog Ugo Cerletti. Han er endnu ukendt, men den høje italiener med det tilbagestrøgne hår og de mørke buskede øjenbryn kommer senere til at skrive sig ind i historiebøgerne.

Sammen med kollegaen Lucio Bini er han rejst fra Rom til København for at præsentere en helt ny behandlingsform, de har opfundet året inden, og som nu for første gang nogensinde bliver præsenteret for et internationalt publikum: Elektrochokket. Eller ECT, som det kaldes i dag – Electric Convulsive Therapy.

’Convulsive’ betyder krampe, og de italienske neurologers metode er inspireret af krampeanfald hos epilepsipatienter.

På kongressen viser Cerlettti og Bini deres elektriske apparatet – en lille strømførende maskine på et højbenet rullebord samt en hårbøjlelignende anordning med elektroder, der sættes på patientens hoved, hvorefter der bliver sendt strøm ind i hjernen. Strømmen fremkalder et krampeanfald, og efterfølgende er patienten i mirakuløs bedring.

Forskerne fortæller blandt andet, hvordan de har givet elektrochok til en psykotisk, skizofren patient, der gik forvirret rundt i Roms gader uden at tage føde til sig. Men efter behandlingen begyndte at tale og spise igen.

Blandt tilhørerne er den unge danske psykiater Arild Fauerbye. Efter kongressen vender han begejstret tilbage til sit arbejde på Bispebjerg Hospital, hvor han konstruerer et lignende apparat og straks går i gang med at behandle danske psykiatriske patienter med elektrochok.

De følgende årtier bliver Danmark et af de steder i verden, der bruger ECT allermest, og vi er i dag stadig i front, når det gælder brug af og forskning i ECT.

På de 80 år siden fotosessionen foran Københavns Universitet er ECT samtidig gået fra at være en mirakelkur til at være misbrugt og omdiskuteret og senere igen til at blive anset som en både veldokumenteret og accepteret behandlingsmetode.

Fra vrangforestillinger til et normalt liv

»Jeg vil gerne råbe fra tagene, at hvis man er dybt deprimeret, så virker elektrochok.«

Sådan sagde forfatteren Peter Øvig Knudsen i denne uge her i avisen.

Anledningen var hans nye bog Min mor var besat om hans mors psykiske sygdom, hvor hun blandt andet blev behandlet med elektrochok. Forfatteren har fortalt, hvordan han undervejs i arbejdet med bogen selv blev ramt af en dyb depression og indlagt på den lukkede afdeling.

Peter Øvig Knudsen havde hele livet været modstander af psykiatrisk behandling herunder ECT, som han mente, havde gjort hans mor til zombie. Men i sin dybe depression og desperation endte han modvilligt med at sige ja til ECT. Forinden var han sikker på, at han skulle dø, og han ringede blandt andet til sin søster og sagde farvel.

Men Peter Øvig Knudsen døde ikke. Tværtimod.

Fra at have haft vrangforestillinger og paranoia kunne han efter syv elektrochokbehandlinger vende tilbage til sin almindelige tilværelse, skrive sin bog færdig og tilmed forsøge at afstigmatisere både depression og elektrochok, som han kalder »en forkætret behandlingsform«.

Peter Øvig Knudsens historie indrammer på flere måder netop det dilemma, der i årtier har omgivet ECT. Og viser, hvordan modstanden og myterne om behandlingsformen stadig er meget udbredte, selv om virkningen aldrig har været bedre dokumenteret.

Deltagerne til verdenskongres i neurologi i København anno 1939. Opfinderne af behandling med elektrochok – også kaldet ECT er de to italienske neurologer Lucio Bini og Ugo Cerletti. Sidstnævnte står her på billedet forrest yderst til højre lige ved siden af lygtepælen i et lyst jakkesæt. Walter Freeman, den fremmeste fortaler for det hvide snit på verdensplan, holdt i øvrigt også foredrag på kongressen. Freeman står lige bag den forreste mand i første række til venstre. Lyst jakkesæt, mørkt slips og et sort overskæg. Det er første gang, man i Danmark hører om de to metoder, som siden breder sig til hele verden. En uge efter kongressen i København var afsluttet, udbrød Anden Verdenskrig, og der gik ti år, før der igen blev holdt en international neurologisk kongres.

Medicinsk Museions billedsamling

Et desperat behov

For at forstå, hvorfor metoden blev så ekstremt populær, da den blev introduceret på verdensscenen i 1939, skal man forestille sig den opgave, datidens psykiatere stod over for, forklarer Jesper Vaczy Kragh. Han er seniorforsker og medicinsk historiker ved CoRe, Københavns Universitet og forfatter til bøgerne Psykiatriens historie i Danmark og Det hvide snit.

»Da man i 1930’erne og 40’erne lavede optællinger i Danmark, havde over halvdelen af patienterne været indlagt i over ti år. Man kunne leve et helt liv som indespærret på de store statslige hospitaler uden nogensinde at komme ud.«

Der fandtes groft sagt kun to behandlingsformer til psykiatriske lidelser på daværende tidspunkt: Det hvide snit og insulinbehandling, hvor man sprøjtede store mængder af insulin ind i patienterne. Begge behandlingsmetoder havde en høj dødelighed.

»Så man forsøgte sig med elektricitet lidt i desperation. Og sammenlignet med andre muligheder på det tidspunkt var elektrochok jo skånsomt,« siger Jesper Vaczy Kragh.

Der går ikke længe, fra psykiateren Arild Fauerbye bygger sit første elektroapparat i 1939, til metoden bliver standardbehandling i Danmark. At ECT hurtigt griber om sig, hænger sammen med, at Danmark har en statslig psykiatri, siger Jesper Vaczy Kragh:

»Når man først indfører en behandlingsmetode, bruger alle den. Man er godt nok lidt bange for det i starten, hvor man er i tvivl om, hvor meget strøm man skal give, og hvor farligt det er. Men der er ikke nogen, der siger: ’Det vil vi ikke.’ Der er ingen diskussion af det.«

Mere nænsom behandling

Når man skal forstå den senere modvilje, skal man også kigge i historiebøgerne. For behandlingen foregik faktisk meget voldsomt til at begynde med, fortæller Jesper Vaczy Kragh:

»Helt frem til 1960’erne gav man elektrochok uden bedøvelse og uden de muskelafslappende midler, man anvender i dag. Man havde bare apparatet på et rullebord, som man kørte ind til patienterne, og så gik lægerne fra seng til seng og gav patienterne de der chok. Der stod en plejer i hver ende og holdt patienten, som kunne brække både arme og ben og ryghvirvler undervejs, når de fik de der voldsomme kramper. Man gav heller ikke ilt, som man gør i dag, og derfor blev patienterne helt blå i hovedet. Og de skreg naturligvis også.«

Grundprincippet i elektrochok er faktisk fuldstændig det samme i 2019, som det var i 1939. I dag er patienterne bedøvede og får muskelafslappende medicin og ilt, når man behandler med ECT. Og det apparat, der sender strøm ind i hjernen, er langt mere fintfølende. Men det centrale, nemlig at strøm udløser et krampeanfald, med bedring til følge, er nøjagtig det samme.

Hvad der rent faktisk sker i hjernen, er ikke helt kortlagt, men forskning har vist, at ECT stimulerer dannelsen af nye neuroner og får hjernecentret hippocampus til at vokse.

Det er netop denne del af hjernen, der bliver hæmmet af svær depression. Samtidig tyder det på, at ECT øger et specielt proteinstof, der virker antidepressivt.

Og metoden anvendes typisk kun til meget svære tilfælde af depression, fortæller Poul Videbech – professor i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup.

»ECT er sidste valg. Og det bliver primært brugt til de helt svære, livstruende depressioner,« siger Poul Videbech.

Han kalder det en »på mange måder underlig og skræmmende behandling«, som dog kan være både effektiv og redde liv i de tilfælde, hvor patienter er så selvmordstruede, at de eksempelvis holder op med at spise og drikke.

En anden stor gruppe patienter, der tilbydes ECT, er dem, der har prøvet mange andre behandlinger, uden at de har virket. Endelig har behandlingen stor effekt på de svære såkaldte psykotiske depressioner, som den Peter Øvig oplevede.

Størstedelen af patienterne kan mærke effekt efter ganske få behandlinger, og mange opnår fuld helbredelse, mens andre skal have gentagne behandlinger livet igennem. Men der er også en række bivirkninger, hvor den mest alvorlige er hukommelsestab. En del af patienterne oplever kortvarigt tab af hukommelse, mens nogle få bliver ramt af et alvorligt, varigt tab.

Misbrugt og miskrediteret

I USA havde man faktisk i 1950’erne og 1960’erne en teori om, at man med ECT kunne skabe et ’regressivt chok.’ Derfor gav man patienter op imod 100 chokbehandlinger, for nærmest at slette deres hukommelse.

»Man troede, at man efterfølgende kunne opbygge deres personlighed. Men man opnåede i stedet kun, at de til sidst hverken kunne huske fra næse eller til mund. Det var helt afsindigt og frastødende og gjorde, at behandlingen forståeligt nok kom i miskredit,« siger Poul Videbech.

ECT blev efterfølgende forbudt i flere amerikanske stater, og i 1970’erne voksede en bevægelse frem i hele den vestlige verden imod psykiatrisk behandling og medicin. Bevægelsen talte for alternative behandlingsmetoder, mere terapi, mindre medicin.

Også filmen Gøgereden med Jack Nicholson fra 1975 var med til at give offentligheden et billede af elektrochokbehandling som en afstraffelse af patienterne.

Den antipsykiatriske bølge gjorde, at psykiaterne de følgende årtier blev mere tilbageholdende med at bruge ECT, fortæller Poul Videbech. Selv blev han som ung psykiater introduceret til behandlingen på Amtssygehuset i Randers i 1985. Og han kan godt huske første gang, han skulle give en patient strøm:

»Jeg var nervøs. Det virkede jo underligt og uhyggeligt. Men jeg oplevede også, hvor godt det virkede på mange patienter. Fra at være nogle, man ikke kunne få kontakt med, begyndte de at tale og smile, og spise og drikke.«

Nyere forskning

I 1980’erne mente ikke bare mange i befolkningen, men også mange af Poul Videbechs kolleger, at ECT var både forfærdeligt og farligt. Siden har forskningsresultater i både effekt og bivirkninger dog vendt holdningen. Helt nye danske studier har blandt andet afvist, at ECT skulle øge risikoen for både hjerneskade og demens.

»Og det har beroliget både læger og i nogen grad også patienterne,« siger Poul Videbech.

I samme periode er behandlingsapparaterne blevet mere fintfølende, så lægerne kan nøjes med at give mindre mængder af strøm, med henblik på at hjernen påvirkes mindst muligt, men stadig giver den ønskede effekt.

Fra omkring årtusindskiftet har antallet af danske patienter behandlet med ECT været svagt stigende og ligger nu på omkring 1.800 patienter årligt. Et tal, der er højere end i mange andre lande. Holland og Tyskland bruger det eksempelvis næsten ikke, men Danmark er på linje med de andre skandinaviske lande.

Og mange patienter er rent faktisk glade for behandlingen, påpeger Poul Videbech, der har været med til at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt 147 patienter, der blev behandlet i løbet af et år med ECT på Psykiatrisk Hospital i Århus.

94 procent af dem svarede, at de ’i nogen grad’ var tilfredse med behandlingen. Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de kom i samme situation.

Bivirkninger

Som sagt er hukommelsestab den absolut største bivirkning og behandlingens største udfordring i dag.

»Jeg har mødt patienter, som desværre har fået alvorlige bivirkninger ved ECT, og det har gjort dybt indtryk på mig,« siger Poul Videbech, der forklarer, at hukommelsestabet rammer den autobiografiske del af hukommelsen.

»Det er de personlige erindringer, der bliver ramt. Hvis man spørger, hvad du lavede sidste sommer, kan du slet ikke komme i tanker om det. Og det ubehagelige er, at selv hvis din kæreste viser dig billeder af det, kan du ikke huske det. Det kan ikke genskabes. Sådan nogle tab af erindringer er uhyggelige,« siger Poul Videbech.

Hvis man har haft gavn af behandlingen, er hukommelsestabet lidt lettere at bære.

»Men hvis den ikke har haft effekt, og du kun har haft bivirkninger, er du dobbeltramt,« siger Poul Videbech, der dog påpeger, at hukommelsestab også kan skyldes selve depressionen.

Netop dette forsker han i sammen med psykologer, så man i fremtiden forhåbentlig kan fastslå, i hvilken grad hukommelsestabet skyldes behandlingen eller sygdommen. Og måske også afdække, hvorfor metoden virker så godt på nogle patienter og slet ikke på andre, så man kan nøjes med at tilbyde behandlingen til patienter, som man ved, har gavn af det.

Et nyt nuanceret syn

Poul Videbech møder stadig mennesker, der spørger ham, om man ’virkelig stadig bruger elektrochok’. Som om det er noget, der hører fortiden til. Men han mener, at stadigt flere patienter og pårørende trods alt har fået øjnene op for, at ECT kan have en gavnlig virkning på visse sygdomme. Ikke mindst dyb depression.

»Jeg tror, det er en behandlingsform, der efterhånden er ved at finde sin plads,« siger han.

Jesper Vaczy Kragh mener, at pendulet i samfundsdebatten har bevæget sig fra yderpunkterne med et skarpt for og imod psykiatrisk behandling, herunder ECT, til et sted, hvor man fra begge sider accepterer, at psykiatrisk og psykologisk behandling supplerer hinanden.

»Jeg tror, at folk er knap så firkantede i forhold til, om det er enten-eller. Man ser mere på, at det kan virke forskelligt fra den ene til den anden patient. Fronterne står ikke helt så skarpt. De, der svor til biologiske behandlingsmetoder, er måske heller ikke så afvisende over for psykoterapi. Så det har virket begge veje.«