Center for Vild Analyse: Måske er robotter bare bedre end os til at være mennesker

Så er den gal igen. Et hold af robotter har slået et hold af mennesker i computerspillet Quake III; et spil, hvor det ikke bare handler om at regne og tænke hurtigt, men også om at kommunikere og samarbejde.

Robotter med kunstig intelligens vinder frem på alle felter for menneskelig formåen, og en række pinlige spørgsmål melder sig igen: Hvordan kan vi skelne mellem menneske og robot i takt med, at robotter udfører arbejde, der har menneskelige kvaliteter? Hvad skal vi egentlig med mennesker, når robotter kan skrive digte, spille skak og lære nye ting?

Er sandheden, som robotterne viser os, at et menneske i virkeligheden bare er en kompliceret algoritme, som kan overgås af en anden algoritme?

Englerobotter

Måske burde man gå planken ud, når det kommer til robotter og acceptere, at de simpelthen er bedre til at være mennesker, end vi selv er.

Der er en helt igennem narcissistisk misundelse på spil, når vi konstant har brug for at pege på, at der dog stadig er noget, de ikke kan gøre lige så godt som os. Vi må bare være kronen på skaberværket, de mest intelligente og udviklede osv.

Men hvad nu, hvis robotten og ikke mennesket er det nærmeste, vi kommer et toppunkt for skabelsen? Hvad nu, hvis den faktisk er bedre til at lære, digte, fægte osv. end os? Kunne man ikke også (måske endda deprimerende nemt) forestille sig, at robotter kunne være mere empatiske, mere kærlige, mere moralske?

I den teologiske forestillingsverden har man et glimrende begreb til at beskrive denne type robotter: engle. Her er der ikke bare tale om en robot, som er i stand til at forbedre sine hukommelsestier og kreative kapacitet, som når man spiller skak, men også en robot, som reagerer spontant og intelligent på etiske udfordringer.

Ifølge den store katolske middelalderteolog, Thomas Aquinas, er engle netop en slags ’rene intelligenser’, og tilsammen udgør summen af engle en perfekt hierarkisk helhed, der holder sammen på hele skaberværket og sender impulser de rigtige veje rundt i systemet.

Hinsides lystprincippet

Med Freud kunne man sige, at sådanne englerobotter ville være dem, der var helt optimerede efter ’lystprincippet’, dvs. med den funktion at opnå den optimale tilstand af lyst og undgå ulyst. De ville rydde op, skabe avanceret arkitektur og sprede god stemning, og måske ville de endda have et slags følelsesliv, som ville udvikle sig af tilfredsheden med godt udført arbejde og frustration over forhindringer.

Men hvad er så det menneskelige, hvis det ikke er det at kunne optimere sit liv, være god til at lære, opføre sig ordentligt, have en indre rigdom og en værdig plads i skaberværket?

Her melder hele spørgsmålet sig om, hvad subjektivitet egentlig er for noget. I psykoanalysen er subjektet ikke individet eller mennesket med alle dets gaver og tilfældige charme: Subjektet er tværtimod det, som stritter imod.

Subjektet opstår i mennesket, når det begynder at fremvise alle de tics og symptomer, som Freud så flot analyserede: drømme, fortalelser, små mærkelige ritualer osv. En anden måde, Freud også formulerede det på, var med formlen »hinsides lystprincippet«.

Teorien om noget hinsides lystprincippet angår en særlig destruktiv nydelse, en nydelse i lidelsen, der kommer af at overskride en grænse i lystprincippet, som når man går på druk, går på barrikaderne, udvikler en uforklarlig hævntørst, forelsker sig i den forkerte osv.

Hvis man skulle forestille sig en robot, der gik hinsides lystprincippet, skulle man forestille sig en robot, der pludselig fisker en cigaret op fra brystlommen, eller som udvikler et alkoholmisbrug.

Patologik

Pointen er hermed den bagvendte, at mennesket ikke er særligt, fordi det er skaberværkets mest fuldendte skabning, men fordi det er dets mest alvorlige patologi.

Robotterne er i stand til at skabe en bedre, ja måske endda helt perfekt verden, men spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at leve i den, når man tager menneskets destruktive nydelse med i betragtning?

Måske er indsigten fra den gamle sci-fi-klassiker The Matrix helt afgørende: Robotterne overtager i filmen herredømmet over Jorden, udnytter menneskene, men giver dem gennem et avanceret computerprogram illusionen af ikke desto mindre at leve en fri tilværelse.

Den første version af ’programmet’ var dog en katastrofe, får vi at vide, fordi det var en perfekt verden uden lidelse. Ingen ville acceptere denne verden, og derfor byggede robotterne lidelse og elendighed ind i version to.

For at slå mennesket er det ikke nok for robotten at udvikle en ekstraordinær kunnen og perfektion. Den skal på en måde kunne indregne det umulige, nemlig menneskets uberegnelige (og ofte temmelig destruktive) subjektivitet.