Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Mueller-rapporten findes ikke

Nogle gange sker retfærdigheden bare ikke fyldest
Kan Muellers intervention ændre hans rapports status i den brede befolkning efter de to måneders bearbejdelse af dens resultater, som Trumps folk har iscenesat? Det er spørgsmålet.

Kan Muellers intervention ændre hans rapports status i den brede befolkning efter de to måneders bearbejdelse af dens resultater, som Trumps folk har iscenesat? Det er spørgsmålet.

Chip Somodevilla

22. juni 2019

Jean Baudrillards kontroversielle skrift om, at »Golfkrigen ikke fandt sted«, som blev udgivet i 1991 kort tid efter, at Golfkrigen havde fundet sted, indvarslede en ny tids sociologiske forståelse af det, man har kaldt medialiseringen af politikken.

Den franske sociolog hævdede naturligvis ikke, at der ikke var mennesker, der var blevet dræbt i konflikten mellem Irak og den USA-ledede koalition, men han viste, hvordan krigen var en asymmetrisk og på mange måder uvirkelig konflikt.

Set fra Vesten var krigen virtuel: Den fandt sted med kameraer på bombehoveder og generaler med pegepinde i tv-studier. I den vestlige erfaring fandt krigen netop ikke sted som andet end virtuelle billeder. Den blodige realitet, der er krigens virkelighed, blev overladt til modparten at erfare.

Siden Baudrillards læsning af Golfkrigen er disse tendenser naturligvis kun blevet langt mere udprægede. Medialiseringen er blevet radikaliseret, og det virker nogle gange næsten, som om man rent faktisk kan få selv alvorlige begivenheder til ikke at have fundet sted, hvis bare man kan overbevise centrale dele af offentligheden om det.

Fuldstændig frikendt

I USA har forårets store forsvindingsnummer været afviklingen af den meget imødesete rapport fra den særlige undersøger Robert Mueller om russisk påvirkning af det amerikanske valg i 2016. Rapporten blev indleveret til justitsministeriet den 22. marts, hvorefter der gik et par dage, før justitsminister William Barr offentliggjorde et fire siders resumé af hovedpunkterne i rapporten, herunder at Mueller ikke havde kunnet bevise lovovertrædelser af præsidenten eller hans valgkampagne.

Præsident Trump benyttede denne lejlighed til at erklære sig selv for »fuldstændig frikendt«, hvilket kom til at præge forståelsen af undersøgelsens konklusioner i lang tid efterfølgende – inklusive i flere danske medier, der bl.a. talte om nødvendigheden af et selvopgør i de medier, der havde fulgt den særlige undersøgers arbejde detaljeret og i åbenlyst håb om, at det ville kunne bringe præsidenten til fald.

Da rapporten endelig blev frigivet til offentligheden den 18. april, var det i en censureret form, hvor følsomme oplysninger var blevet streget ud. Lige før selve frigivelsen afholdt justitsminister Barr et pressemøde, hvor han igen forsikrede om, at der ikke var noget at komme efter.

Den 29. maj blev det imidlertid for meget for Mueller selv, der pludselig trådte frem og understregede, at Trump på ingen måde var blevet frikendt af hans rapport. Tværtimod lagde han vægt på at formulere helt præcist, at »hvis vi havde været helt sikre på, at præsidenten ikke havde begået en forbrydelse, ville vi have sagt det«.

Det virkede nu, som om den mest sandsynlige fortolkning af rapporten faktisk måtte være, at Mueller havde vurderet, at han ikke havde juridisk beføjelse til at sigte præsidenten – og derfor af retfærdighedshensyn afstod fra at komme med anklager, som præsidenten ikke kunne forsvare sig imod, selv om han rent faktisk mente, at der var tale om adskillige lovovertrædelser i forbindelse med ’obstruering’ af undersøgernes arbejde – f.eks. at Trump simpelthen beordrede Mueller fyret undervejs.

Retfærdighed

Spørgsmålet er, om Muellers intervention kan ændre rapportens status i den brede befolkning efter de to måneders bearbejdelse af dens resultater, som Trumps folk har iscenesat.

Ligesom Golfkrigen virker det indtil videre, som om Mueller-rapporten aldrig har fundet sted. Selv om flere og flere demokratiske politikere efterhånden synes i det mindste at have læst rapporten og tilsluttet sig ønsket om at føre processen igennem, kan det ende med at være for politisk risikabelt for dem frem mod næste års præsidentvalg.

Set fra flertallets synspunkt er det måske simpelthen etableret som sandhed, at der alligevel ikke var så meget i alt det postyr om sammensværgelser og obstruering, når det kom til stykket.

Måske er det dette, man mener, når man siger, at sejrherrerne skriver historien. Måske skal det forstås så bogstaveligt: Sejrherren er den, der simpelthen sætter ord på, hvad der skal gælde, endda hvad der findes.

Den optimistiske, retsstatstro borger tror måske på, at sandheden nok skal komme for en dag, men nogle gange virker det mere passende at erindre sig Walter Benjamins påmindelse om, at historien er fyldt med anonym lidelse, der aldrig vil blive bragt frem i lyset og ind i annalernes sirlige orden. Benjamins opfordring til historiefilosofien var ikke at nøjes med at begrave sig i gamle artefakter og vidnesbyrd, men derimod at tage udgangspunkt i, at historien uundgåeligt vil rumme uretfærdighed, som aldrig helt kan sones.

Måske sker retfærdigheden faktisk aldrig fyldest for dem, der blev ofret undervejs, men vi kan erklære dem vores solidaritet og søge at indstifte den retfærdighed, de blev frataget.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
Niels Duus Nielsen, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer