Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Negativ viden

Kan man godt være imod viden? Ja, hvis man er for sandhed
Kan man godt være imod viden? Ja, hvis man er for sandhed

Ritzau Scanpix

29. juni 2019

Vi kender alle sammen den oplevelse at komme til at sidde ved siden af den onkel til familiefesten, der synes at vide alt for meget.

Ikke fordi Anden Verdenskrig ikke er interessant, og ikke fordi man ikke gerne vil høre om de forskellige bevægelser i fronterne på givne datoer, eller hvilket specifikt materiel tropperne var i besiddelse af osv.

Men på et eller andet tidspunkt får man nok.

Det er, som om man er kommet ind i en slags videnskværn, der bare drejer og drejer. I de første par halve timer af samtalen kan man godt rette til hist og her og måske føje lidt til, »jo, jo, men så var det jo, at russerne slog til ved ...« osv. Men man kan ikke for alvor ryste videnssnakkeren, der bare fortsætter ufortrødent.

Det føles uhøfligt at stoppe Onkel Viden, selv om man har på fornemmelsen, at der er noget vigtigt, som – midt i leveringen af den ene stykke viden efter det andet – ikke kommer frem.

Hvad er det, onklen ikke vil tale om, siden han taler og taler om det her? Den aktuelle politiske situation? Meningen med livet?

Viden og ideologi

Det er indlysende, at viden kan bruges til at tale udenom.

Fænomenet er meget velkendt fra psykoanalysen, hvor analysanden ofte vil tage lange omveje med forklaringer af alle mulige faktuelle forhold for at undgå at sige netop det, der skal siges. Lacan kaldte dette for »tom tale«.

Det er en tale, der består af alle mulige udsagn, der imidlertid dækker over selve den position, de bliver sagt fra.

Mærkeligt nok er begæret efter »positiv viden« meget ofte en form for fortrængning. Hvad der ikke må komme frem, er selve det paradoksale ved min livssituation; netop det, som ikke er tilgængeligt for viden.

Men det er også, som om problemet med viden er intensiveret de senere år.

Vi er overgået til det, nogle kalder videnssamfundet, hvor alt må kategoriseres og blive fornuftigt. Der produceres endeløse rapporter med viden op og ned ad siderne, massive mængder af viden, der næsten giver én iltmangel, og der kan ikke udføres en professionel opgave af en pædagog eller sundhedsassistent i dag, før der har været udsendt mindst ét spørgeskema.

Fra spørgeskemaer og dialoghjul i vuggestuerne til ’databaseret ledelse’ i folkeskolen til evidensbaserede modeller og målinger over alverdens ting, fra politiske stemninger til oplevelsen af lykke.

Selv om man godt ved, at et spørgeskema til en psykiatrisk patient, der lige skal afdække problemet, før vedkommende møder op til den terapeutiske samtale, er totalt ubrugeligt, sender man det alligevel.

Hvorfor? Fordi vi må arbejde på et ’solidt vidensgrundlag’, som mantraet hedder. Her er det ikke patienten, der kniber uden om med tom tale, men selve behandlersystemet: Langt hellere end at lytte efter patientens symptomer vil det høre sine egne diagnoser.

Det frustrerende er, at der ikke er nogen vej udenom. Selv i de tilfælde, hvor den viden, der indhentes i en eller anden sammenhæng, er yderst kluntet og upræcis, vil der ligge et forsvar for viden parat:

»Det skal jo bare opfattes som et supplement.«

Men måske er viden ikke så uskyldig, og måske er tiden kommet til at vove den påstand, at positiv viden rent faktisk kan fungere negativt. At den kan være direkte fordummende, og at den kan tage noget fra den sag, vi ønsker at behandle.

Når vi behandler svære spørgsmål, som f.eks. hvordan den enkelte patient rent faktisk erfarer og lever med en psykisk lidelse, er den friskfyragtige positive viden, givet ud fra statistikkerne og de diagnostiske manualer, en grov misforståelse.

Det svarer til at lede efter sine tabte bilnøgler i skæret fra gadelygten, selv om man tabte dem ovre i busken, fordi det er nemmere at lede, hvor der er lys.

Viden og sandhed

Når viden ikke bare kan være tom, men direkte negativ, er det, fordi den kan stå i vejen for sandheden.

Sandheden er nemlig ikke altid klædt i genkendelige gevandter. Den kan trænge sig på, halte frem, vise sig i fortalelser eller mærkværdige begivenheder.

Det, der for alvor betyder noget, er meget ofte det, vi ikke vil være ved, ikke forstår, eller har brug for mere tid til at grunde over. Nogle gange er det noget, vi bare må være med til, tage del i, selv om vi ikke kan redegøre for hvorfor.

Men måske er det netop sandheden, vi har glemt i dag? Måske har vi glemt, at der er ting, vi ikke kan vide, men som viser sig i brud og begivenheder, vi ikke kunne forudse? Måske har vi glemt, at der er ting, der ikke kalder på flere kommissioner, rapporter og mere evidens, men på lydhørhed over for det, som endnu ikke, eller kun delvist, er kommet til udtryk?

Måske har vi glemt sandheden som det brud med den endeløse produktion af viden, der gør, at vi kan tænke anderledes, handle anderledes. Problemet med viden er ikke altid, at vi endnu ikke ved nok, men at vi ganske ofte ved for meget.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Jørn Erslev Andersen
  • Kurt Nielsen
Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Jørn Erslev Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

"Sandheden er nemlig ikke altid klædt i genkendelige gevandter. Den kan trænge sig på, halte frem, vise sig i fortalelser eller mærkværdige begivenheder."

Med andre ord, en ny viden...

Og hvis sandhed er "det nye", det uigenkendelige, det man på engelsk kalder for "novelty", det der "udfordrer" viden er "sandhed" jo endnu mere ubrugelig end viden. Så er alle intellektuelle, filosofiske, religiøse, kulturelle og ideologiske modeluner fra begyndelsen af historisk tid til nu jo "sandhed", alle på én og samme tid.

Man kan aldrig "vide for meget". Det er kun muligt at vide for lidt. Hvis videnssamfundet insisterer på at alt skal være fornuftigt, rationelt og effektivt, er det så i virkeligheden et "videns"-samfund? Er det så viden, der er et problem med, eller fortalerne for det såkaldte videnssamfunds begrænsede forståelse af viden, der et problem? "Ejer" disse mennesker, dem der er fortaler for et super-rationelt videnssamfund, hvad "viden" indebær? At det f.eks. ikke skulle indebær emotionel forståelse af andre mennsker? Kan man ikke "vide" noget om menneskers forskellige følelser, f.eks. ? Eller er det kun noget vi må "sande"?

Og i øvrigt... Lacan? Manden er vel samfundsvidenskabernes svar på Giorgo Tsoukalos. Underlig fætter at henvise til som en autoritet. Hellere "Onkel Viden" end "Onkel Pseudo-Videnskabelig Knap Nok Bedre end en Krystalhealende Clairvoyant". Men hey, det...sander i vel bedst. :-P

Tjae, jeg synes også, jeg ved rigeligt om troppebevægelser under WWII. Et supplement eller korrektiv til jeres melding "Selv om man godt ved, at et spørgeskema til en psykiatrisk patient, der lige skal afdække problemet, før vedkommende møder op til den terapeutiske samtale, er totalt ubrugeligt, sender man det alligevel."
Det er min opfattelse at spørgeskemaet i denne situation, meget ofte benyttes som en del af behandlingen, både indledningsvist og som løbende opfølgning. Svarene er vigtige for den, der skriver dem og måske knapt så meget for den, der har bedt om dem.