Interview
Læsetid: 10 min.

»Det er forbundet med dybt moralsk ubehag pludselig at blive privilegeret«

Når danskere bosætter sig ud i verden, er det oftest som ’privilegerede migranter’, og det indebærer tit en overraskende ubehagelig oplevelse: at have ansatte i hjemmet. Det udfordrer nemlig forestillingen om at være ’et godt menneske’, siger psykolog Sanna Schliewe, der netop har forsvaret sin ph.d om danskeres forhold til hushjælpen
Når danskere bosætter sig ud i verden, er det oftest som ’privilegerede migranter’, og det indebærer tit en overraskende ubehagelig oplevelse: at have ansatte i hjemmet. Det udfordrer nemlig forestillingen om at være ’et godt menneske’, siger psykolog Sanna Schliewe, der netop har forsvaret sin ph.d om danskeres forhold til hushjælpen

Mia Mottelson

Moderne Tider
29. juni 2019

»Vi skal jo ikke leve sådan her resten af vores liv,« siger Anne.

»Det er 100 procent sikkert. Det er bare sådan, det er lige nu. Bagefter vil vi være som før og gøre vores egne toiletter rene.«

Ordene er Annes. Hun er expat i den indiske hovedstad Delhi, hvor hun skal bo i fire år. Men til trods for den relativt lange periode, er det vigtigt for hende at understrege, at det jo holder op igen.

Den midlertidighed har psykolog Sanna Schliewe oplevet som gennemgående i samtalerne med de 12 danskere – herunder Anne – som hun har fulgt under de første måneder af deres ophold i Indien.

»Det er helt afgørende for dem, at det holder op igen – de skal nok selv stryge skjorterne. Lige om lidt. Men måske mere vigtigt: De skal nok blive sig selv igen. De insisterer på, at oplevelsen ikke rykker ved deres moralske horisont,« siger Sanna Schliewe.

Hun har netop forsvaret sin ph.d. Privileged Migration: Danes and their domestic workers in India på Institut for Kommunikation og Psykologi på AAU.

Her undersøger hun, hvordan danske udstationerede i Indien opfatter sig selv i forholdet til deres ansatte i hjemmet. Til Chaufføren, hushjælpen, barnepigen, gartneren, alle de mennesker, som pludselig havner midt i intimsfæren hos den nyligt migrerede.

For antallet af diplomater, forskere eller forretningsfolk, der rejser ud i verden for at arbejde, er stigende, men ifølge Schliewe mangler der fokus på, at de typisk skal træde ind i en ukendt rolle som arbejdsgivere for lokale i deres eget hjem. Og at den rolle er svær. 

»Alle, jeg har talt med, beskriver en ambivalens,« siger Sanna Schliewe.

»Hjælpen gjorde deres hverdag lettere, men de oplevede den også som dybt problematisk, og at de brugte meget følelsesmæssig energi på relationen. Det er altså både en lettelse og en mulighed, men også en frustration og begrænsning.«

Mia Mottelson

Privilegerede migranter

Inden for migrationsforskning har de mange navne. ’Expats’, en forkortelse for ’expatriates’– er den mest almindeligt kendte, men også begreber som ’highly skilled migrants’ eller ’highly mobile familys’ benyttes.

Sanna Schliewe bruger begrebet ’privilegerede migranter’ fordi det, fra et psykologisk perspektiv, bedst fanger den dobbelthed, som bliver afgørende i forhold til hushjælpen.

»Den form for migration, jeg ser på, er fra det globale nord til det globale syd, hvor folk ikke alene opnår en privilegeret status i det land, de rejser til, men også får en mere privilegeret status, end den de kommer fra. Med højere lønninger, større huse, flottere biler, og ja, ansatte i hjemmet. De bliver privilegerede qua deres rejse,« forklarer Sanna Schliewe.

»Det er altså en migration, der ikke bare er over kulturelle og nationale grænser, men også op i det sociale hierarki,« siger Sanna Schliewe. 

»Og det er, lidt overraskende, en migration, der, i hvert fald i starten, opleves ubehagelig for folk.«

Fattigdom ind i stuen

For samtidig med at de skal vænne sig til deres nye privilegier, bliver de konfronteret med den sociale virkelighed i et fattigt og hierarkisk land som f.eks. Indien.

»Den dobbelthed er for rigtig mange en grundlæggende udfordring af forestillingen om sig selv som et ’godt menneske’,« siger Sanna Schliewe. 

»Og hushjælpen er på en måde personificeringen af alle Indiens fattige lige midt i ens egen stue. Relationen blive derfor et udtryk for den ulighed, som man ikke bryder sig om.«

For fattigdommen i gaderne kan man jo lægge en vis afstand til, men her er det jo lige midt det hjem, der skulle være en tryg og sikker oase – også i moralsk forstand.

»Her står Den anden og repræsenterer alt det, man synes er så tarveligt og urimeligt. Hvordan skal man håndtere det?«

Vi har jo nogle dybt forankrede fortællinger om os selv som moralske mennesker, siger hun:

»’Jeg er sådan en, der synes, at fattigdom er dårligt’, ’Jeg er sådan en, der synes, at alle skal være lige’, og så pludselig skal du se dig selv som ’sådan en’, der får serveret the i din sofa af et menneske, der kalder dig Madam.«

Mia Mottelson

Velgørenhed

Ofte betyder det, at folk i starten værger sig mod, at se sig selv som arbejdsgivere og i stedet ser relationen til de ansatte som en slags velgørenhedsarbejde.

»Det kan jo føles rart, men det skaber en række problemer, for hvad bliver der så af det ansvar, der følger med den magt, man har som arbejdsgiver?«

En anden tilbøjelighed kan være, at anse den ansatte mere som et »medlem af familien«.

»Det er jo sympatisk, men det åbner for nogle andre problemer. For hvad betyder det at være familiemedlem uden de samme rettigheder som resten af familien? Og hvor holder forpligtelsen så op? Man gør jo noget ekstra for sin familie, som man ikke ville gøre for sin arbejdsgiver.«

Ulighed gør ondt

Sanna Schliewe understreger, at de fleste studier af forholdet mellem hushjælpere og deres arbejdsgivere beskriver de her dilemmaer, men der er alligevel nogle særlige forhold, der gælder for danskere, der rejser til fattigere lande.

»Vores moralske horisont skabes jo for det første af de familier, vi vokser op i, men også af det samfund, vi lever i. Og der er noget, der tyder på, at skandinaver på grund af vores særlige samfundsorganisering, har det særligt svært ved selve det ulige i relationen.«

Hun fortæller, at andre nationaliteter udstationeret i Delhi også beskriver ubehag i forholdet til hushjælpen, men ikke i samme grad benytter sig af begrebet ’ulighed’.

»For dem er det mere selve fattigdomsmødet, ikke relationen til deres egne privilegier, der gør det svært.«

Udlicitering

Men i mødet mellem den danske arbejdsgiver og den indiske hushjælp ligger også et møde mellem to kulturer med grundlæggende forskellig tilgang til hjemmets arbejde og udlicitering af det.

Indien er en serviceøkonomi på alle niveauer af samfundet og adskillelsen mellem familien, landsbyen og lokalsamfundet er mere flydende.

»Det er helt almindeligt, at opgaver i hjemmet udliciteres, og ikke kun i overklassen.«

Det har expats fra andre lande heller ikke helt de samme kvaler med. I lande i Sydeuropa, England og USA er det mere almindeligt, at man er vokset op med f.eks. en nanny i hjemmet så forestillingen om, at man udliciterer nogle af hjemmets opgaver er ikke ny.

»Men så skal vi jo også lige huske på, at det jo er opgaver, som vi i Danmark giver til staten og det regulerede arbejdsmarked. Uden for hjemmet.«

Mia Mottelson

Strategierne

Sanna Schliewe fulgte familierne over tid og fik på den måde et indblik i den udvikling, de gennemgik.

»Ubehaget forsvinder ikke, men det bliver mindre fremtrædende. I starten beskriver de f.eks., at de har det dårligt med, at chaufføren sidder og venter. Efter 14 dage glider det i baggrunden.«

Når det bliver mindre fremtrædende, er det blandt andet fordi, de møder folk, ofte andre udlændinge, der giver dem ideer til nye måder at tolke deres egen rolle, som er mindre provokerende for deres selvbillede.

»Det kan f.eks. være at minde sig selv om, at man jo giver folk arbejde og derved også gør en lille forskel i et fattigt land.«

Eller at de giver de ansatte lidt flere penge og/eller mere frihed.

»Små ting, der er med til at gøre det nemmere, ikke gå på kompromis med, hvad man opfatter som sin moralske kerne.«

Bedre en de lokale

Og så er der en gennemgående fortælling om, at de udenlandske familier er bedre ved deres ansatte end de lokale.

»Det støder man hele tiden på i expat-miljøet, og jeg ser det først og fremmest som en måde, man som gruppe beskytter sig selv for angst og ubehag.« 

Blandt andet fremhæver mange udenlandske arbejdsgivere, at de betaler højere løn. Det kan være rigtigt nok, medgiver Sanna Schliewe, men så kræver de jo også mere af de ansatte:

»De skal være gode til engelsk, de skal kunne lave mad fra hele verden, de skal kende til børneopdragelse i andre kulturer. Den slags kvalifikationer skal jo koste noget.«

Uforandrede

En sidste strategi er den, vi lagde ud med: at holde fast i privilegiets midlertidighed. 

»Vi bliver jo de samme mennesker igen, når vi kommer hjem, siger de stort set alle sammen på forskellige måder. Vi er ikke blevet dekadente, eller moralsk anløbne. Vi har ikke ændret vores kerne.«

En af de danskere, Sanna Schliewe fulgte, fremhævede f.eks., at hendes følelsesmæssige reaktion på fattigdommen stadig var uændret efter halvandet år i Delhi.

»Hun sagde: ’Gud ske tak og lov, så bliver jeg stadig dybt berørt, når jeg ser hjemløse familier under broerne’.«

Under det hele lurer frygten for, at mødet med Indien bliver for dyrt. 

»Folk vil jo meget gerne forandres af at rejse,« siger Sanna Schliewe.

»Vi hører det jo igen og igen, når vi taler om rejser: at få udvidet sin horisont, lære af andre kulturer, se, at folk lever på andre måder, osv. Men hvis du spørger folk, om de er åbne for, at de forandres moralsk af rejsen, tror jeg, at de fleste vil takke pænt nej.«

Små moralske ferier

Sanna Schliewe vil ikke udelukke, at man kan forblive moralsk uforandret, men man er til gengæld nød til at leve med, at man undervejs nødvendigvis foretager, hvad hun kalder ’minor moral hollidays’ – små moralske ferier.

»Det er der, hvor de spilleregler, som du normalt holder dig til, lige sættes i parentes et øjeblik. Situationer, hvor det, man i den normale sfære oplever som et problem, pludselig ikke er det.«

Et eksempel er arbejdstid. Det er almindelig praksis i Delhis expat-kredse, at en fuldtidsansat i hjemmet arbejder seks dage om ugen. Og ofte får den nye expat at vide af forgængeren i jobbet, de tidligere lejere i lejligheden, eller på et internetfora for expats, at ’sådan gør man’.

»Flere har f.eks. mødt formuleringen ’i Indien er der ingen regler’.«

Mia Mottelson

Kulturelt fleksibel

Og selv om der er et meget ureguleret arbejdsmarked i Indien, så er det jo ikke helt rigtigt, hvad de fleste nok kan have på fornemmelse dybt nede.

»Men når man rejser ud, er man jo ultimativt åben og indstillet på, at det hele måske er anderledes, og at man derfor skal være kulturelt fleksibel.«

Sanna Schliewe mødte et dansk par, der havde overtaget en ansat fra den tidligere expat og derfor også kontrakten, men som på eget initiativ undersøgte den internationale arbejdsorganisation ILO’s retningslinjer.

»Og så fandt de jo ud af, at folk max må arbejde 48 timer om ugen. Det var der ingen, der havde sagt.«

Hun understreger igen, at alle de folk, hun har mødt, gerne vil gøre det rigtige:

»De har alle været søde og rare arbejdsgivere, men det er et svært rum at navigere i. Gråzonerne opstår ikke, fordi vi har at gøre med en gruppe kyniske, selvfede expats. Det har noget at gøre med, hvad der rent strukturelt psykologisk sker, når mennesker lander et nyt sted.«

Arven

Et af de forhold er tilbøjeligheden til, at vi læner os lidt for meget op ad dem, der ligner os mest: andre udlændinge. 

Hendes forskning har vist, at ansatte i hjemmene ofte ’arves’ fra de andre udlændinge, – der enten havde deres job eller deres lejemål før – og at man i den uvante situation mere eller mindre ukritisk også tager imod deres mere eller mindre gode råd.

»Man er som ny tilbøjelig til at overvurdere andres erfaring og man glemmer, at de andre også har ’arvet’, så det ender som en lille selvrefererende boble.«

Det er godt, at folk finder sammen, understreger hun.

»Logistisk, socialt og følelsesmæssigt – de her netværk er helt basale i forhold til folks trivsel i et nyt land. Men vi skal samtidig hjælpe dem med at få et mere refleksivt blik for de dynamikker, der opstår i disse miljøer, f.eks. i forhold til den ’viden’, der bliver skabt om at have lokale ansatte.«

Du er arbejdsgiver

Det er nogle af de pointer fra hendes forskning, som Sanna Schliewe håber, at de store virksomheder, ngo’erne, og diplomatiet kan bruge til at klæde deres udsendte bedre på til at blive gode arbejdsgivere i deres nye hjem i Syd.

»Det er afgørende at tænke på det som en professionel arbejdsrelation. Det er ikke et velgørenhedsprojekt, og de ansatte er heller ikke familiemedlemmer,« fastslår hun.

De er ofte højt specialiserede arbejdere, der har ret til sikkerhed og beskyttelse i arbejdet.

»Jeg ser gerne, at vi får gang i en debat om, hvilket ansvar man som dansk virksomhed har for, at ens udsendte følger f.eks. ILO’s retningslinjer i forhold til deres ansatte i hjemmet. Hvorfor har diplomatiet eller de store virksomheder ikke standardkontrakter, som deres medarbejdere skal bruge?«

For det moralske kompas er ikke altid nødvendigvis den bedste vejviser, siger Sanna Schliewe.

»Når vi rejser ud i det globale syd, som privilegerede rejsende – og det kan både være som turister og udstationerede – kan vi ikke stole på, at bare vi føler os moralsk tilpas, så er det ensbetydende med, at vores handlinger rent faktisk afspejler den bedst mulige praksis i den pågældende situation.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Jeg trøster mig altid med lidt luksus, når jeg ser fattigdommen.

David Zennaro, Thomas Tanghus og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Ingen grund til ubehag. Dette stammer udelukkende fra en kulturel fremmedgørelse.
Herrer og tjenestefolk har været og er stadig normen i store dele af verden. Og det er ikke noget europæiske imperialister har introduceret. Det er lige så gammelt som menneskehdens kulturhistorie. Egalitære samfund er i historisk sammenhæng en parantes, og relativt geografisk afgrænset.

Min erfaring fra den 3. verden er, at man gør bedst ved at spille med på de lokale etiketter og forventninger. Skaber man usikkerhed og forvirring omkring rolleforelingen, sætter man faktisk ofte de lokale i forlegenhed.

Så mit råd er: Adoptér de lokale skikke og normer, glid ind i dem som en hjemmefødning -- men gør det som en god og respektfuld herre.

/O

Claus Nielsen, Jan Kauffmann, René Arestrup, David Zennaro og Michael Maisch Olsen anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Hvis bare de ansatte bliver behandlet ordentligt, og har ordnede løn og arbejdsvilkår, så er der ingen som helst grund til at føle sig forlegen, som priviligeret arbejdsgiver.

Personligt ville jeg ikke røre en finger i eget hjem, hvis jeg var stinkende rig, men mine ansatte ville også få en løn, og en kontrakt, som både de og jeg ville kunne stå inde for.

Man gør ikke fattige i fattige lande nogen tjeneste, ved ikke ansætte dem.

Der hvor der skulle sættes ind, er i hele mellemøsten, og i særdeleshed det dybt modbydelige land Saudiarabien, som det er en moralsk tragedie at vi er i lommen på:-(

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, olivier goulin og Ellen Jeppesen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Da visse overklasseunge blev evakueret fra London i 1940, uden personalet, vidste mange ikke hvordan man tændte et steainlys.

Rosa Maluna Dahl

Særdeles uempatiske og snæversynede kommentarer der diskes op med. I skulle have med pisken.

I mange ulande forventes det at man ansætter folk. Giver arbejde til nogen. Ellers er man nærig.
Vi i vesten har fået vores rigdomme fordi nogle af os har koloniseret, udbyttet og senere med multinationale og Verdensbanken, støttet diktatorer, sikkret os billige råstoffer og arbejdskraft. Vi har også brugt krige, hvis nogle ikke makkede ret.
Vi, som individer er ikke ansvarlige, kan du påstå. Men den går ikke længere, som med klimakrisen. Vi må alle mobilisere lidt.

jens peter hansen

Indtil for godt 50 år siden har generation efter generation af især unge piger været tyende på gårde og slotte, huse og herskabslejligheder. Min mor og alle hendes søskende var piger i huset. Fra 14 årsalderen. Der var gode og der var dårlige pladser. Sådan var det. Det slemme for de privilegerede er at skal se de ansatte arbejde. I alle andre situationer slipper de
oftest. Slagtere, kloakarbejdere og andet godtfolk er der men vi ser dem ikke. Sosuer får tit skænd for dem ser vi ofte. Det er vel dem der kommer tyendet nærmest, nederst i pyramiden.

Claus Nielsen, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

de skal

Steffen Gliese

Det er trods alt rart, at danskerne stadig - den stigende ulighed til trods - holder fast i modstanden imod at genindføre et tyende. Man har jo kunnet have sine tvivl under debatterne om vilkårene for den nye gruppe af 'au pairs', der jo ikke ligefrem indfriede tanken om et år i huset i en familie i udlandet.

ingemaje lange, David Zennaro og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Min nu 84 årige enkemor fra en gård i Thy, var i sin pure ungdom 1 år i huset i Charlottenlund.
Det var en tid, som hun har gode minder fra, og herskabet var sidenhen med til hendes bryllup.

Jeg tror faktisk at en ny version af tyende, på vilkår efter den danske model, kunne udgøre et godt alternativ til mange unges famlende ubeslutsomme sabbatår.

Hvis man strikkede en ordning sammen, hvor de unge mennesker kom i huset hos ressource familier, som samtidig kunne være mentorer for valg af uddannelse, og måske udgøre døråbnere for jobmuligheder i eget netværk, som måske er lukket land for andre.

Så kunne sådant et år blive frugtbart for begge parter, på den lange baner.

Men det kræver selvfølgelig, at der er hjem til den slags ordninger, som ikke bare vil have en underbetalt filipinsk aupair, under dække af kulturudveksling.

Er der noget mange ikke har, lige fra gymnasiet eller universitet, så er det de forbindelser som andre de modsat har, retfærdigt eller ej.

Jeg tror at det gjort rigtigt vil kunne blive en succes.

Men det kræver selvfølgelig en accept hos de unge mennesker, af at de ikke er i huset hos mor og far, men i et arbejdstager forhold i huset hos en arbejdsgiver.

Med alle de rettigheder, og pligter der medfølger.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Au pair er ikke en tyene. Det var oprindeligt en kulturel udveksling hvor man fik indblik i et andet lands kultur, fra begge sider. Au pair var fra Europa eller USA, og blev en del af familien. Det eksisterer stadig.
Man fornemmer at det i Danmark er blevet en billig hushjælp som man vælger fra østen fordi de bliver opfattet som underdanige, flittige og ikke rigtig er nysgerrige på at lære den danske kultur at kende. De gør heller ikke så meget, for danskerne er heller ikke rigtig interesserede i at lære dem eller deres liv at kende. Det ville være for hårdt at få indblik i fattiges liv.
Det ville blive et mere respektfuldt forhold, hvis begge parter var lige. Det er de desværre ikke mere. Det er gået tilbage til tyvene tiden.