Læsetid: 10 min.

»Det er forbundet med dybt moralsk ubehag pludselig at blive privilegeret«

Når danskere bosætter sig ud i verden, er det oftest som ’privilegerede migranter’, og det indebærer tit en overraskende ubehagelig oplevelse: at have ansatte i hjemmet. Det udfordrer nemlig forestillingen om at være ’et godt menneske’, siger psykolog Sanna Schliewe, der netop har forsvaret sin ph.d om danskeres forhold til hushjælpen
Når danskere bosætter sig ud i verden, er det oftest som ’privilegerede migranter’, og det indebærer tit en overraskende ubehagelig oplevelse: at have ansatte i hjemmet. Det udfordrer nemlig forestillingen om at være ’et godt menneske’, siger psykolog Sanna Schliewe, der netop har forsvaret sin ph.d om danskeres forhold til hushjælpen

Mia Mottelson

29. juni 2019

»Vi skal jo ikke leve sådan her resten af vores liv,« siger Anne.

»Det er 100 procent sikkert. Det er bare sådan, det er lige nu. Bagefter vil vi være som før og gøre vores egne toiletter rene.«

Ordene er Annes. Hun er expat i den indiske hovedstad Delhi, hvor hun skal bo i fire år. Men til trods for den relativt lange periode, er det vigtigt for hende at understrege, at det jo holder op igen.

Den midlertidighed har psykolog Sanna Schliewe oplevet som gennemgående i samtalerne med de 12 danskere – herunder Anne – som hun har fulgt under de første måneder af deres ophold i Indien.

»Det er helt afgørende for dem, at det holder op igen – de skal nok selv stryge skjorterne. Lige om lidt. Men måske mere vigtigt: De skal nok blive sig selv igen. De insisterer på, at oplevelsen ikke rykker ved deres moralske horisont,« siger Sanna Schliewe.

Hun har netop forsvaret sin ph.d. Privileged Migration: Danes and their domestic workers in India på Institut for Kommunikation og Psykologi på AAU.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
ingemaje lange, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg trøster mig altid med lidt luksus, når jeg ser fattigdommen.

David Zennaro, Thomas Tanghus og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Ingen grund til ubehag. Dette stammer udelukkende fra en kulturel fremmedgørelse.
Herrer og tjenestefolk har været og er stadig normen i store dele af verden. Og det er ikke noget europæiske imperialister har introduceret. Det er lige så gammelt som menneskehdens kulturhistorie. Egalitære samfund er i historisk sammenhæng en parantes, og relativt geografisk afgrænset.

Min erfaring fra den 3. verden er, at man gør bedst ved at spille med på de lokale etiketter og forventninger. Skaber man usikkerhed og forvirring omkring rolleforelingen, sætter man faktisk ofte de lokale i forlegenhed.

Så mit råd er: Adoptér de lokale skikke og normer, glid ind i dem som en hjemmefødning -- men gør det som en god og respektfuld herre.

/O

Claus Nielsen, Jan Kauffmann, René Arestrup, David Zennaro og Michael Maisch Olsen anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Hvis bare de ansatte bliver behandlet ordentligt, og har ordnede løn og arbejdsvilkår, så er der ingen som helst grund til at føle sig forlegen, som priviligeret arbejdsgiver.

Personligt ville jeg ikke røre en finger i eget hjem, hvis jeg var stinkende rig, men mine ansatte ville også få en løn, og en kontrakt, som både de og jeg ville kunne stå inde for.

Man gør ikke fattige i fattige lande nogen tjeneste, ved ikke ansætte dem.

Der hvor der skulle sættes ind, er i hele mellemøsten, og i særdeleshed det dybt modbydelige land Saudiarabien, som det er en moralsk tragedie at vi er i lommen på:-(

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, olivier goulin og Ellen Jeppesen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Da visse overklasseunge blev evakueret fra London i 1940, uden personalet, vidste mange ikke hvordan man tændte et steainlys.

Rosa Maluna Dahl

Særdeles uempatiske og snæversynede kommentarer der diskes op med. I skulle have med pisken.

I mange ulande forventes det at man ansætter folk. Giver arbejde til nogen. Ellers er man nærig.
Vi i vesten har fået vores rigdomme fordi nogle af os har koloniseret, udbyttet og senere med multinationale og Verdensbanken, støttet diktatorer, sikkret os billige råstoffer og arbejdskraft. Vi har også brugt krige, hvis nogle ikke makkede ret.
Vi, som individer er ikke ansvarlige, kan du påstå. Men den går ikke længere, som med klimakrisen. Vi må alle mobilisere lidt.

jens peter hansen

Indtil for godt 50 år siden har generation efter generation af især unge piger været tyende på gårde og slotte, huse og herskabslejligheder. Min mor og alle hendes søskende var piger i huset. Fra 14 årsalderen. Der var gode og der var dårlige pladser. Sådan var det. Det slemme for de privilegerede er at skal se de ansatte arbejde. I alle andre situationer slipper de
oftest. Slagtere, kloakarbejdere og andet godtfolk er der men vi ser dem ikke. Sosuer får tit skænd for dem ser vi ofte. Det er vel dem der kommer tyendet nærmest, nederst i pyramiden.

Claus Nielsen, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er trods alt rart, at danskerne stadig - den stigende ulighed til trods - holder fast i modstanden imod at genindføre et tyende. Man har jo kunnet have sine tvivl under debatterne om vilkårene for den nye gruppe af 'au pairs', der jo ikke ligefrem indfriede tanken om et år i huset i en familie i udlandet.

ingemaje lange, David Zennaro og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Min nu 84 årige enkemor fra en gård i Thy, var i sin pure ungdom 1 år i huset i Charlottenlund.
Det var en tid, som hun har gode minder fra, og herskabet var sidenhen med til hendes bryllup.

Jeg tror faktisk at en ny version af tyende, på vilkår efter den danske model, kunne udgøre et godt alternativ til mange unges famlende ubeslutsomme sabbatår.

Hvis man strikkede en ordning sammen, hvor de unge mennesker kom i huset hos ressource familier, som samtidig kunne være mentorer for valg af uddannelse, og måske udgøre døråbnere for jobmuligheder i eget netværk, som måske er lukket land for andre.

Så kunne sådant et år blive frugtbart for begge parter, på den lange baner.

Men det kræver selvfølgelig, at der er hjem til den slags ordninger, som ikke bare vil have en underbetalt filipinsk aupair, under dække af kulturudveksling.

Er der noget mange ikke har, lige fra gymnasiet eller universitet, så er det de forbindelser som andre de modsat har, retfærdigt eller ej.

Jeg tror at det gjort rigtigt vil kunne blive en succes.

Men det kræver selvfølgelig en accept hos de unge mennesker, af at de ikke er i huset hos mor og far, men i et arbejdstager forhold i huset hos en arbejdsgiver.

Med alle de rettigheder, og pligter der medfølger.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Au pair er ikke en tyene. Det var oprindeligt en kulturel udveksling hvor man fik indblik i et andet lands kultur, fra begge sider. Au pair var fra Europa eller USA, og blev en del af familien. Det eksisterer stadig.
Man fornemmer at det i Danmark er blevet en billig hushjælp som man vælger fra østen fordi de bliver opfattet som underdanige, flittige og ikke rigtig er nysgerrige på at lære den danske kultur at kende. De gør heller ikke så meget, for danskerne er heller ikke rigtig interesserede i at lære dem eller deres liv at kende. Det ville være for hårdt at få indblik i fattiges liv.
Det ville blive et mere respektfuldt forhold, hvis begge parter var lige. Det er de desværre ikke mere. Det er gået tilbage til tyvene tiden.