Læsetid: 7 min.

Kasper Hjulmand er værdikæmperen fra Farum, der skal levere resultater på den internationale scene

Med udnævnelsen af Kasper Hjulmand til fremtidig landstræner vender DBU tilbage til værdierne fra Morten Olsen. Samtidig har de kørt en landstræner i stilling, der har haft kæmpe indflydelse på de talenter, der skal sikre ham succes på posten
Kasper Hjulmand (t.v.) blev onsdag præsenteret som ny landstræner med Morten Wieghorst som ny assistenttræner. De tiltræder dog først, når den nuværende landstræner Åge Hareides kontrakt udløber om et år.

Kasper Hjulmand (t.v.) blev onsdag præsenteret som ny landstræner med Morten Wieghorst som ny assistenttræner. De tiltræder dog først, når den nuværende landstræner Åge Hareides kontrakt udløber om et år.

Tariq Mikkel Khan

15. juni 2019

For den udenforstående betragter kan det virke mærkeligt, at DBU vælger at annoncere en udskiftning på landstrænerposten, når det danske landshold p.t. er ved at sammensætte sin længste sejrsrække som ubesejret i mands minde.

28 kampe uden nederlag er det indtil videre blevet til, hvis man fraregner den såkaldte vikarkamp mod Slovakiet, og det er immer væk en stime, som de fleste lande ville misunde os.

Men fodboldforbundets ledelse har altså set sprækker i den resultatmæssige facade, der har foranlediget dem til at træffe beslutningen om at skifte Åge Hareide ud med Kasper Hjulmand, når nordmandens kontrakt udløber til næste sommer. Og reelt er det svært at bebrejde de sportsligt ansvarlige i toppen af DBU deres valg, for selv om resultaterne objektivt set har været med nordmanden, så har landsholdets præstationer været for støt nedadgående i det seneste års tid.

En hakkende start

Især har den været gal med leverancen fra holdets offensive nøglespiller, Christian Eriksen, der aldrig rigtig har fundet melodien i de rød-hvide farver efter sidste års VM, hvor han – fraset en enkelt scoring mod Australien – mestendels var blind passager på et mandskab, der i høj grad spillede med det, som i moderne fodboldterminologi benævnes ’lange violiner’ i banens længderetning.

Og når Eriksen befinder sig i en af sine landsholdsmæssige downperioder, så rammer det hele mandskabet.

Kasper Hjulmand

  • Født 1972.
  • Tidligere fodboldspiller for Randers Freja, Herlev IF og B93.
  • Tidligere træner for FC Nordsjælland og tyske Mainz 05.
  • Uddannet bac.scient i idræt.
  • Fra næste sommer træner for DBU-landsholdet med Morten Wieghorst som assistenttræner

Ganske vist lykkedes det landsholdet at vinde sin pulje i den mystiske hybrid af en kombineret venskabs- og opvisningsturnering, der går under navnet Nations League. Men i EM-kvalifikationen er Danmark kommet hakkende fra start.

3-3-resultatet på udebane mod Schweiz blev kun reddet i land på en mirakelafslutning efter 83 indledende (og rædderlige) minutter på St. Jakob-Park i Basel; og den nylige uafgjorte kamp mod en flok fodboldmæssigt yderst begrænsede irere i Parken fortalte historien om et hold, der ser ud til at være havnet i en kreativ krise.

Desuden lyder den berømte stime af ubesejrede kampe på mange måder finere, end den er. Således er stimen blandt andet bygget op omkring opgør mod nationer som Panama, Kosovo og Kasakhstan, ligesom 15 af de 28 kampe er endt uafgjort.

Udskiftning på sin plads

Der er altså god ræson i at skille sig af med en nordmand, der ser ud til at være nået til vejs ende med de rød-hvide drenge.

Hvad angår hans afløser, så har DBU-toppen – med den nyudnævnte fodbolddirektør Peter Møller som primus motor – foretaget en cirkelbevægelse og er endt med en landstræner, der på mange måder repræsenterer de værdier, som Hareides forgænger, Morten Olsen, også bragte med sig ind på landsholdet.

Kasper Hjulmand deler Morten Olsens forkærlighed for teknisk baseret pasningsfodbold. Og på mange måder var det Morten Olsen, der banede vejen for det banebrydende arbejde, som Hjulmand foretog i DBU-regi i midten af 00’erne – og som han nu får muligheden for at bygge videre på.

Det skete ved den episode, som Berlingskes sportsredaktør Flemming Fjeldgaard har kaldt »den vigtigste skideballe i dansk fodbolds historie«, og som blev afleveret i området uden for stadionet Home Depot Center i Carson i Californien, efter at det danske ligalandshold havde tabt 3-1 til et amerikansk B-landshold.

At påstå, at Morten Olsen var utilfreds efter kampen, er en underdrivelse. Han var rasende over den mangel på tekniske og taktiske færdigheder, som opgøret havde afsløret hos de spillere, der i hvert fald rent nominelt burde udgøre de bedste aktører i Superligaen. Og det gav han udtryk for i en tirade, der udformede sig som et angreb på hele den hjemlige måde at træne og udvikle talenter på.

»Vi træner simpelthen ikke godt nok derhjemme, og det er helt nede i ungdomsafdelingerne. Vores spillere handler ikke hurtigt nok, afleveringskvaliteten er for dårlig og vendingerne for langsomme. Det er muligt, det er godt nok til at spille i Superligaen, men det holder ikke, hvis man vil være med i toppen,« sagde Olsen blandt andet ifølge Berlingske.

Gentænkning af træning og spil

Hans opsang var med til at anspore DBU til at gentænke hele den måde, vi i Danmark praktiserer fodboldtræning – lige fra de allermindste og opefter. Og resultatet af overvejelserne blev et nyt træningskoncept med tilnavnet Den Røde Tråd, der blev udviklet af daværende assistenttræner Keld Bordinggaard og Kasper Hjulmand, der dengang var DBU-instruktør og såkaldt ITU-træner, og med Morten Olsen som en aktiv sparringspartner under hele processen.

Den Røde Tråd blev vedtaget af fodboldforbundet i efteråret 2005 og lanceret som »det måske mest ambitiøse koncept inden for børne- og ungdomsfodbold nogensinde«, og det har i sandhed også revolutioneret den måde, man rundt omkring i de hjemlige fodboldklubber tilrettelægger træningen og kampene.

Når de yngste børnespillere således hver weekend rundt omkring i landet afvikler tre mod tre-kampe på bittesmå baner, så skyldes det filosofien fra Den Røde Tråd om, at alle aktører skal være direkte involveret i opgørene hele tiden. Ikke flere børnekampe på 11-mandsbaner, hvor de svageste eller mest forsigtige spillere skubbes ud på backpladserne, hvorfra de passivt kan følge med i kampen uden på noget tidspunkt at komme inden for spilleafstand af læderkuglen.

Og når træningen på børne- og ungdomsholdene ude i klubberne i dag er lagt an på øvelser, der ud fra rent matematiske principper optimerer antallet af boldberøringer til hver enkelt spiller, så skyldes det også kravene fra Den Røde Tråd om, at børnenes fortrolighed med kuglen hele tiden skal øges, og at der som udgangspunkt ikke må gennemføres træningsøvelser uden brug af bold. Ikke flere af de udmarvende og Bundesliga-inspirerede løbeture i omkringliggende parker og skovområder, som denne skribent husker fra sin egen fodboldmæssige barndom.

Skæbnens ironi

Fodbold er kort sagt et helt andet ball game, end det var for blot en generation siden. Der lægges langt mere vægt på teknisk træning, sammenspil, spilintelligens, arbejde i små rum og pasninger end i gamle dage – ligesom træningen er blevet langt meget mere inkluderende over for små spillere, der mangler den råstyrke, som tidligere var en forudsætning, hvis man ville gøre sig gældende på grønsværen.

Og dét er i høj grad Hjulmands fortjeneste. Den tidligere træner for FC Nordsjælland anser fodbold for at være et spil, der både er kønnest og mest effektivt, når det spilles hurtigt, fladt og fremadrettet. Og han har qua sin medvirken til Den Røde Tråd haft en kæmpe indflydelse på, hvordan vi udvikler fodboldtalenter i Danmark i dag.

Set i det lys er det også skæbnens ironi, at Hjulmand netop køres i stilling som landstræner nu, altså knap 15 år efter, at hans træningsmæssige visioner blev implementeret i fodboldklubber over hele landet.

De fodboldtalenter, som Hjulmand fra næste sommer og fremefter skal udtage til nationalmandskabet, kommer fra den første generation, der er blevet opflasket ved hjælp af principperne fra han egen fodboldbibel.

Det er Hjulmands egne ’børn’, der skal sikre ham succes på landstrænerposten.

Om han så ender med at få succes, dét er langtfra en given sag. For hvor den tidligere FC Nordsjælland-træner har haft fine resultater i den hjemlige liga – med danmarksmesterskabet i 2012 som det indlysende højdepunkt – så har han ikke været nær så succesfuld på den internationale scene. Således opnåede FC Nordsjælland under Hjulmand i Champions League i 2012 blot ét point og en målscore på ydmygende 4-24, hvilket gør dem til en af turneringens dårligste mandskaber.

Og da han i 2014 blev udnævnt til cheftræner i Bundesliga-klubben Mainz 05, holdt han kun i otte måneder.

Meget at leve op til

Så Hjulmands vigtigste opgave som landstræner bliver at demonstrere, at han har lært lektien. At han ved, hvad det vil sige at skaffe resultater i internationalt regi.

Eller sagt på en anden måde: At han er i stand til at kombinere sine fornemme fodboldmæssige principper med den knivspids af kynisme, der kræves for at føre et landshold fra en af Europas mindre nationer frem til sejr i gruppespil og slutrunder.

Som landstræner kan man ikke gemme sig bag flotte ord om spillemæssige processer og værdibaseret tilgang. Her skal leveres resultater fra dag ét.

Hvis Hjulmand kan finde den rette blanding af romantik og kynisme, kan han blive den træner, der giver os et fodboldlandshold tilbage, som vi kan føle ægte kærlighed til; et landshold, der tør spille med vovemod og byde selv de største lande op til dans – og som ikke forsøger at fedte sig gennem en slutrunde med norskinspireret resultatfodbold, sådan som det skete i Rusland sidste sommer.

Men hvis Hjulmand ikke er i stand til at finde balancen, kan det ende med en maveplasker for en træner, der allerede har fejlet to gange på den internationale scene.    

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Viggo Okholm
Anders Reinholdt og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Jørgensen

Der findes jo ikke noget “VI” i forbindelse med dette landshold, når ikke alle danskere kan følge holdets kampe. Så længe disse kampe kun sendes på diverse betalingskanaler, har Danmark ikke noget RIGTIGT landshold, som vi kan føle ægte kærlighed til.