Læsetid: 5 min.

Kongen af Madrid bliver træner

I forrige uge blev den spanske fodboldlegende, Raúl González Blanco, udnævnt til træner for Real Madrids B-hold, Castilla. Dermed er vejen banet for, at Raúl på et tidspunkt kan stå i spidsen for kongeklubbens førstehold. Som aktiv spiller var Raúl en af fodboldhistoriens bedste angribere og selve essensen af en ’7’er’
Raúl González efter en scoring mod A.C. Milan på Santiago Bernabéu stadium i 2009. Gonzáles har scoret 323 mål for Real Madrid og er en af deres mest succesfulde spillere nogensinde. Nu skal han træne Real Madrid Castilla

Raúl González efter en scoring mod A.C. Milan på Santiago Bernabéu stadium i 2009. Gonzáles har scoret 323 mål for Real Madrid og er en af deres mest succesfulde spillere nogensinde. Nu skal han træne Real Madrid Castilla

Javier Soriano

29. juni 2019

I Italien taler de om secunda punta’en, ’den anden angriber’. Brasilianerne kalder ham meia atacante.

Tit er han ikke til at skelne fra en trequartista, som er italienernes navn for en spiller, der ligger i rummet mellem midtbane og offensiv. Men den typiske 7’er spiller mere vertikalt og for det meste mere aggressivt end trequartistaen. Ofte er han fysisk spinkel.

Secunda punta’en er sjældent en fantasista, ham, der fortryller med tricks og boldbeherskelse. Pavel Nedved fra Juventus var en fantasista, men ikke en punta.

Den anden angriber står med ét ben på midtbanen og et andet i angrebet. Alessandro del Piero var fantasista, det samme var Francesco Totti, men ikke Antonio Cassano. Han var mere en, der tilfældigvis også̊ scorede mål, dog som regel færre end manden lige foran ham, 9’eren.

Det er ikke altid, 7’eren er født til rollen. Han kan være konverteret fra en mere ren 9’er-position, eller måske er han en let omskolet høj 8’er. I sjældne tilfælde endda en forvandlet kantspiller. Stephan El Shaarawy (AS Roma) og Giuseppe Rossi (Genoa) er eksempler på nyere secunda punta-spillere. For begge er fart og teknik vigtigere end fysik og kraft.

En af de bedste 7’ere nogensinde er spanske Raúl González. Han havde endda nummer 7 på ryggen.

Gribben

En ægte angriber lever for at score mål. Hele tiden.

Han kan lure på kanten af offside som Phillipo Inzaghi i Milans storhedstid, da de dominerede Europa. Han kan være et fysisk bæst i boksen som Didier Drogba, Diego Costa eller Romelu Lukaka.

Han kan holde bolden og vente på det helt rigtige overlap til en fremstormende midtbanespiller som Ruud van Nistelrooy og Zlatan Ibrahimovic. Eller han kan cirkle som en grib i halvmånen omkring modstanderens målfelt.

Det sidste var Emilio Butragueno formidabel til. Butragueno var en one club man ligesom Francesco Totti, Carles Puyol og Paolo Maldini efter ham. Hjertet tilhørte Real Madrid.

Han var generationen lige på kanten til Michael Laudrup, et mulehår før Raúl González, som også̊ fik nr. 7 på ryggen. Butragueno scorede 123 mål i 341 kampe for Real Madrid, og vi danskere husker ham for VM 1986, hvor secunda punta’en Emilio med den ranglede, Cruyff-lignende overkrop scorede lige så mange mål som Diego Maradona, fire af dem sat ind mod Danmark. Stakkels Jesper Olsen.

Butragueno blev kaldt El Buitre, fordi han kredsede om sit bytte som en grib. Målene kom ud af ingenting. I årene 1984 til 1995, få år før Real Madrid tog hul på Florentino Pérez’ første Galacticos-periode, lærte publikum på Estadio Santiago Bernabéu Emilio at kende som den nådesløse toreador.

Han var tyrefægteren med det uskånsomme dræberstik, men også̊ teknikeren, der var god i mand til mand-situationer, som kunne drible på vanvittigt små områder på baglinjen og alligevel score fra umulige vinkler, og som var en æstetisk, benhård skarpretter fra en Hemingway-roman.

I den forstand passede Butragueno godt ind i det spanske landsholds furia roja, ’de vrede røde’.

Emilio var ikke stor og stærk, nærmest tværtimod, men han inkarnerede det umiskendeligt spanske, som senere skulle krystallisere sig i Vicente del Bosques tiqui-taca-mandskab med Fernando Torres, Xavi og Iniesta. Emilio banede vejen, men det var falske 9’ere og nye måder at spille fodbold på, som vandt EM- og VM-titler.

I den historie kom manden midt imellem Butragueno og Torres (og senere spillere som David Villa og Álvaro Morata) nærmest til at udgøre en parentes: Raúl González Blanco.

Raúl løftede Butraguenos spil til nye højder. Raúl var mere teknisk ekvilibristisk end sin forgænger i Real Madrid og på et spansk landshold, han forlod i utide. Lidt samme statur, drengede, korte ben, flagrende, tynd torso, stikkende næse, engleagtigt udseende. Han var ufølsom, når det skulle være, men besad samtidig en endnu mere udpræget sans for sprækkerne imellem angreb og midtbane.

Raúl indvarsler den moderne 7’er. Pladsen er kompliceret, skævvredet væk fra fløjen og skubbet ned fra den øverste plads i angrebet.

Det tætteste, man kommer på Raúl, er sjovt nok Jon Dahl Tomasson. Jon befandt sig aldrig godt i rollen som den enlige forward, men den berømte inderside fungerede strålende på 7’erens position midt imellem det hele.

Da Florentino Pérez blev valgt til klubpræsident af Real Madrids bestyrelse i 2000, indvarsledes æraen med Galacticos.

Raúl González Blanco var fra en anden tid. Før global branding, temaparker og multimedier. Før Pérez kom til, foregik vigtige sager som transfer, løn og trænerspørgsmål i omklædningsrummet. Vicente del Bosque ville være der, Lorenzo Sanz, den daværende præsident, ligeså og Raúl, som repræsenterede spillerne sammen med kaptajnen Fernando Hierro, der blev kaldt »Ficha«.

Pérez fornyede ikke Hierros kontakt. Og del Bosque blev for gammel og usexet at se på, da modeikonet David Beckham kom til den spanske hovedstad i sommeren 2003. End ikke Thomas Gravesen, gavtyven fra Vejle, kunne finde på at sige, som Raúl gjorde i slutningen af 2004 efter endnu et år uden finaler og sølvtøj:

»At vinde pokaler er meget svært, når man har tre trænere på én sæson.«

Ustoppelig

Men så var der tirsdag den 8. april 2003. Manchester United og Real Madrid havde begge kvalificeret sig til kvartfinalerunden i Champions League, og nu skulle de forsvarende spanske Cupmestre tage imod Manchester på Bernabéu i den første kvartfinale. Det blev en ren spansk opvisning.

I øvrigt blev AC Milan vindere i 2003, og det var året efter Zinedine Zidanes spektakulære helflugter i Champions League-finalen mod Bayer Leverkusen. United kunne ikke stoppe Raúl. Med en pasning fra Zidane løb, driblede og skød Raúl forbi Fabien Barthez til 2-0. Det hele var én lang, flydende bevægelse.

Alex Ferguson erkendte over for verdenspressen, at briterne havde mødt gudelige overmænd. Raúl var den bedste angriber i verden, sagde Sir Alex.

»Becks ville kun være udskiftningsspiller i Madrid,« brølede en overskrift i Daily Mirror. Avisen skrev henført om »fantasifodbold for 75.000 tilskuere«.

Gazzetta dello Sport var ikke i tvivl: Raúl var den ypperste secunda punta. Ifølge Daily Mail burde fansene kradse Beckham og Roy Keane væk fra deres fodboldtrøjer og skrive Raúl og Figo i stedet.

Kort før returkampen i England blev Raúl hasteindlagt med blindtarmsbetændelse. Ved den lejlighed tog brasilianske Ronaldo over og oplevede at blive klappet ud af Old Trafford. Siden da skiftede fodbolden karakter og blev business og bling bling. Raúl er elsket af de fleste spaniere, fordi han svæver hinsides Real Madrid og Barcelona.

Han blev aldrig en Beckham og slet ikke en ’Becks’ med mediefanfarer og undertøjskollektion. Nu er han træner for Real Madrid Castilla og Zinedine Zidanes kommende efterfølger.

Neymar – på ryggen af Presnel Kimpembe – fejrer parisernes sejr i det franske ligaopgør mellem Paris Saint-Germain og Monaco. Men festen omkring Neymar er for tiden stoppet af skader og voldtægtsanklager.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu