Læsetid: 7 min.

Ligaerne er ulige: Europas rigeste fodboldklubber samler magten omkring sig

For første gang i moderne tid genvandt alle mesterholdene i de fem store ligaer titlen. Og samtidig vokser forskellene mellem top og bund. Hvis udviklingen fortsætter, vil det om få år være slut med ligaernes rolle som rammerne for de bedste fodboldklubber
Juventus’ midtbanespiller Rodrigo Bentancur i spring for at fange bolden under opgøret med Sampdoria sidst i maj. Juventus har vundet sit ottende mesterskab i træk, og klubbens formand, Andrea Agnelli, er frontfigur i bestræbelserne på at gøre Champions League til en turnering for de største.

Juventus’ midtbanespiller Rodrigo Bentancur i spring for at fange bolden under opgøret med Sampdoria sidst i maj. Juventus har vundet sit ottende mesterskab i træk, og klubbens formand, Andrea Agnelli, er frontfigur i bestræbelserne på at gøre Champions League til en turnering for de største.

Marco Bertorello

8. juni 2019

Den 12. maj 2012 blev der afviklet den måske mest betydningsfulde kamp på tysk grund i dette århundrede.

Kampen var den tyske pokalfinale på Olympiastadion i Berlin mellem Borussia Dortmund og Bayern München, og den endte med en 5-2-sejr til de sort-gule fra Dortmund, efter at Bayerns spillere var blevet kørt rundt på grønsværen i samtlige 90 minutter.

Det retfærdige i nederlaget blev straks efter opgøret anerkendt af Bayern Münchens administrerende direktør, Karl-Heinz Rummenigge, der over for sponsorer og VIP-gæster ved den efterfølgende banket sagde:

»Det her var ikke tilfældigt. Dette var en ydmygelse. Hvert eneste mål var som et slag i ansigtet på os.«

Det var dog Dortmunds administrerende direktør, Hans-Joachim Watzke, der som den første så kampens resultat som det varsel – eller den trussel – der også lå i det.

Brutal reaktion

Som han selv har berettet til journalisten Raphael Honigstein i portrætbogen Bring the Noise om Jürgen Klopp:

»Jeg kan huske, at jeg lå vågen i min seng klokken fire om natten og stirrede på Brandenburger Tor. Man vidste bare, at fra nu af ville det blive svært. Der måtte komme en reaktion, og Bayern ville være ude efter hævn og begynde at gå efter vores spillere. Jeg tror, at de havde spillet 40 finaler, men aldrig før lukket fem mål ind. De følte sig ydmyget. De var nødt til at tage nogle piller for at slappe af. Fra den dag ændrede de deres politik radikalt. De gik all in og investerede penge i truppen som aldrig før. Og det betalte sig for dem.«

Og Watzke fik ret. Der kom en reaktion fra Bayern München. Og den blev brutal.

I de næste par sæsoner gik giganterne fra Sydtyskland målrettet efter Dortmunds bedste spillere i form af målræven Robert Lewandowski og vidunderbarnet Mario Götze – ligesom de også benyttede deres finansielle overmagt til at plukke nøglespillere fra deres andre Bundesliga-rivaler – med det resultat, at Bayern München siden ydmygelsen på Olympiastadion har vundet de efterfølgende syv tyske mesterskaber på stribe; ofte med et forspring på 20 point eller mere.

Så ja, tysk fodbold forandrede sig afgørende med pokalfinalen tilbage i 2012. Men Dortmunds sejr indvarslede ikke det fodboldmæssige forår med fornyet spænding i toppen af rækken, som man kunne have håbet på. Det var tværtimod en evig vinter med enkeltklubsdominans, der blev resultatet.

Og dermed afspejler udviklingen i Bundesligaen den trend, man også har kunnet aflæse i de øvrige store klubber i Europa; nemlig en trend hen imod en stadig tiltagende dominans fra en enkelt aktørs side.

I Italien har Juventus netop vundet sit ottende mesterskab i træk; Paris Saint-Germain er sluttet øverst i Ligue 1 i Frankrig for sjette gang i de seneste syv år, og i Spanien har Barcelona erobret sin fjerde nationale titel på fem år.

Alle mestre vandt igen

Hvis man her i starten af juni kaster et vue ud over Fodbold-Europa, ser man, at den netop overståede sæson blev historisk, fordi det for første gang i moderne fodboldhistorie lykkedes alle de forsvarende mestre i de fem store ligaer – altså i England, Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig – at genvinde trofæet.

De store strammer grebet om titlerne!

Udviklingen bekræftes af den opgørelse, som revisionshuset Deloitte for nylig offentliggjorde over økonomien blandt de tyve største klubber i Europa.

Af opgørelsen – som blev omtalt i Tipsbladet – fremgår det, at de fem økonomisk største klubber på kontinentet på det seneste er stukket fuldstændig af fra resten.

Gennem de seneste otte år har Europas fem rigeste klubber således næsten fordoblet deres omsætning fra 329,4 til 622,9 millioner euro om året. Det betyder, at deres økonomiske forspring til den tyvende-rigeste klub på listen er vokset med knap 200 millioner euro i samme periode.

Sådan en finansiel overlegenhed giver sig naturligvis udslag i begivenhederne på grønsværen. Og i Tipsbladet kan man da også læse, at mestrenes gennemsnitlige pointhøst er vokset i stort set alle de store europæiske ligaer; mest markant i Bundesligaen, Serie A og Ligue 1, hvor mesterholdet i de seneste sæsoner har fået 7 til 10 procent flere point, end de fik for blot få år siden.

Samtidig er andelen af kampe, der er sluttet med en målforskel på over to mål, vokset fra knap 14 procent til 18 procent af opgørene.

Der kommer altså flere og flere ulige kampe. Og mestrene slutter længere og længere foran resten af rosset.

Det underbygges også af en statistik, der har vakt opmærksomhed i England.

Statistikken viser, at der i denne sæson blev afviklet 67 kampe i Premier League, hvor det ene af holdene havde mere end 70 procents boldbesiddelse. For 15 år siden var der kun én kamp af den type.

Eller sagt på en anden måde: I hver sjette kamp i den netop overståede Premier League-sæson var der i praksis ingen spænding om resultatet. Det var spil til ét mål, og sejrherren var givet på forhånd.

For 15 år siden eksisterede den form for opgør stort set ikke.

Mesterskabet er ikke længere nok

Alle disse tal har naturligvis ændret parametrene for, hvordan man måler succes i de allerstørste klubber.

Som den indsigtsfulde fodboldkommentator, Gabriele Marcotti, fra den engelske avis The Times har bemærket, er det ikke længere nok for mandskaber som Bayern München, Paris Saint-Germain, Barcelona og Juventus at vinde de nationale mesterskaber. Dét tager ledelsen og tilhængerne for givet.

Nu bliver klubberne – og ikke mindst deres trænere – bedømt på, hvordan de klarer sig i Champions League.

Eller som Marcotti selv formulerer det:

»Juventus har vundet den ottende titel i træk, Bayern syv i træk, Barcelona otte ud af de sidste 11 og PSG seks ud af de sidste syv. At vinde titlen tages for givet, det rigtige mål er Champions League.«

Men udviklingen har også rejst spørgsmålet om, hvor længe det kan blive ved.

Altså hvor længe vil medier og fodboldfans acceptere en situation, hvor en stor (og voksende) del af opgørene i de nationale ligaer nærmest har karakter af fodboldmæssige ofringer; hvor mesterskabet er afgjort på forhånd, og hvor diskrepansen mellem top og bund er blevet så stor, at der nærmest er tale om to parallelle turneringer?

Kampen om den nye struktur

Og hvad skal man gøre ved det?

»Football is broken,« (fodbolden er brudt sammen, red.) konstaterede forfatteren og fodboldjournalisten Jonathan Wilson i den engelske avis The Guardian for nylig med henvisning til storklubbernes hegemoni. Og han tilstod, at han nærmest var fristet til at lade de superrige klubber danne den lukkede Super League, de drømmer om, bare for at få dem lempet ud af de nationale ligaer.

»Grådigheden har vundet, storfinansen har vundet,« skrev han.

»Uanset hvilken rolle eliteklubberne stadig spiller i deres lokalmiljøer, så bliver det nu sat i skyggen af deres positioner som globale brands. Det er ulykkeligt at erkende, men hvis fremtiden er flere fuldstændigt ulige kampe (…) eller den langsomme kroningsproces, som mange ligaer har udviklet sig til, så er den mindst dårlige løsning måske at slippe dem løs, at lade dem danne deres Super League.«

Samme tanker var Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, der ellers tidligere har forholdt sig meget kritisk til tankerne om en europæisk Super League, inde på i et nyligt nummer af bladet.

»Det er nok det mest bekymrende for mange (ved mesterholdenes dominans i de store ligaer, red.),« skrev han. »Der er ingen tegn på, at disse klubber holder op med at vinde mesterskaber eller smadre konkurrenter i pokalfinaler (…) Skal de ikke bare have lov? Danne deres egen lukkede forening, måske endda en ren ’members only’, i stedet for at Champions League og de europæiske klubturneringer lægges helt om, som der lægges op til fra 2021 og 2024? Den model har en del fortalere og fordele, også i og for de nationale ligaer og mindre klubber.«

Vi er altså ved at nå dertil, hvor storklubbernes overlegenhed har igangsat en udvikling, der skaber sin egen logik.

Fordi de største klubber er blevet så meget rigere og stærkere end resten af aktørerne i deres hjemlige liga, kan løsningen være at lade dem skabe en lukket turnering, der befæster deres sportslige og finansielle overtag i al evighed.

Dét er utvivlsomt et udkomme, der vil bekomme topcheferne i storklubberne vel. Anført af deres sjakbajs, Juventus-formanden Andrea Agnelli, stræber de efter en struktur a la den amerikanske NFL, hvor de 32 største football-franchises i USA dyster mod hinanden i en lukrativ og lukket turnering uden oprykning eller nedrykning.

Eller som den tidligere ungdomslandsholdstræner Keld Bordinggaard har formuleret det, så vil man »erstatte et åbent sportsligt system« med fri kvalifikation til Champions League »med et lukket økonomisk system«, der er reserveret for de rigeste.

Og hvis ikke nøgletallene i de nationale ligaer ændrer sig – hvis ikke vi ser tegn på større jævnbyrdighed og mere reel konkurrence klubberne imellem – kan det meget vel være dér, vi ender om føje år.

For hvem gider egentlig se Paris Saint-Germain, Bayern München og Juventus cruise mod mesterskabet 20 år i rap?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nils Bøjden

Så er det bare for de nationale forbund at sige: Hvis du spiller i denne liga kan du ikke spille på landshold. Og klubberne er udelukket af de nationale turneringer.

Lars Kjeldsen

Den godt beskrevne udvikling i international fodbold er jo ikke overraskende.
Stordrift, stordrift. Det er en grundlæggende nærmest naturlov i al økonomi. På nationalt plan: Hvor blev de små husmænd af? Og købmanden på hjørnet af Vestergade og Nørregade? På verdensplan: Windows og Apple - eller Bezos og hans Amazon milliarder.
Tak for en god artikel, Martin Østergaard-Nielsen.

Nils Bøjden

"Stordrift, stordrift. Det er en grundlæggende nærmest naturlov i al økonomi."

Udfordringen er at der her er tale om en blanding. Dels om sport som ofte har et stort folkeligt engagement (ikke økonomisk), dels ofte har en parlamentarisk forankring i sportsministerier eller offentligt støttede formål (som EM/VM/NM osv) samt sportsanlæg men samtidigt en kæmpestor økonomi.