Nu er det Mettes tur

»Nu er det Arnes tur,« hed det i en socialdemokratisk annonce i valgkampen. Arne er byggeriarbejder i Fjelstrup, og annoncen var en henvisning til partiets løfte om tidligere pension til nedslidte.

Det viste sig desværre, at det ikke var Arnes tur alligevel, for der var ikke flertal for forslaget blandt de partier, som sent tirsdag blev enige om at støtte en socialdemokratisk mindretalsregering. Derfor var nedslidning og tidlig pension ikke nævnt med et ord i det ’forståelsespapir’, som regeringen kunne præsentere.

Forståelsespapiret var ikke et regeringsgrundlag, selv om ingen helt kunne blive kloge på, hvad forskellen er. Nemmere blev det ikke, da Mette Frederiksen på det efterfølgende pressemøde sagde:

»Det er selvfølgelig det grundlag, vi kommer til at arbejde på.«

Én ting stod dog helt klart på mødet: Nu er det Mettes tur! Og Arne har allerede tilgivet hende, fortalte han dagen efter til B.T. For selv om han er skuffet, så er Arne også en god socialdemokrat, så han gav straks De Radikale skylden.

En ny retning

Trods forklaringsproblemerne over for de nedslidte, er det værd at bemærke, at Mette Frederiksen har formået at skabe flertal for en ny retning for landet.

Af dokumentet, som ikke er et regeringsgrundlag, fremgår det, at der kommer et opgør med bureaukrati og dokumentationskrav i det offentlige, at besparelserne på uddannelse bliver droppet, at de nationale test og præstationskulturen bliver begrænset, at der kommer bedre normeringer i børneinstitutionerne, at public service skal styrkes og meget andet guf, hvis man ellers er venstreorienteret.

Og så selvfølgelig frem for alt: De ambitiøse klimamål, som gør Danmark til et ægte foregangsland.

Udlændingene blev der dog ikke gjort det helt store for, og flere kommentatorer udnævnte straks De Radikale som den største taber blandt de fire partier.

Morten Østergaard havde på udlændingeområdet nærmest ikke fået andet igennem end en tilbagerulning af nogle af V-regeringens symbolpolitiske tiltag, herunder Lindholm-lejren. Og det er jo svært at argumentere for, at den slags kan have andet end symbolsk betydning.

Den stramme udlændingepolitik bliver således videreført.

Onsdag sagde Mette Frederiksen så, at Margrethe Vestager skal fortsætte som EU-kommissær, hvorefter der gik et kollektivt ’aha!’ igennem de politiske kommentatorer.

Joy Mogensen og Jeppe Kofods tur

Hvis Arne – og altså til dels Morten – blev forbigået, så er det intet at regne imod Alternatives formand.

Det er på ingen måde Uffes tur. Partiet med den mest progressive klimapolitik blev ikke en del af den klimamæssigt progressive regeringsaftale. Og Elbæk står tilbage som den triste klovn i grønt tylskørt med omtrent samme indflydelse, som Jacob Haugaard havde i 1990’ernes folketing. Og så er der ikke engang udsigt til en tidlig pension for den nedslidte partileder.

Til gengæld er det Jeppes tur. Torsdag morgen præsenterede Mette Frederiksen sin nye regering, og Jeppe Kofod er til manges overraskelse ny udenrigsminister, hvilket kan ses som en stor sejr for den særlige skandinaviske resocialisering.

Roskildes borgmester, Joy Mogensen, er udnævnt til kulturminister, selv om hun – oh ve, oh skræk – skal være alenemor.

Prisuddelinger er populære, og socialdemokraten Simon Simonsen kunne godt fortjene en lille statuette for valgkampens dummeste statusopdatering, da han skrev, at det var tragisk, at Joy Mogensen ikke fik børn med en af de »500.000 skønne og vidunderlige« singlemænd.

Et tal, som DR’s Detektor i øvrigt meget gerne må faktatjekke, da det umiddelbart lyder utroværdigt, at så mange af dem skulle være skønne og vidunderlige. Men nu har Simonsen mindre indflydelse end selv Uffe Elbæk, og Joy Mogensen er minister, så nogen retfærdighed er der altså til.

Og lad os i det hele taget huske at være glade for, at det blev Mettes tur. Om ikke andet så weekenden – eller måske ligefrem sommeren – over. Der kan tids nok komme en situation, hvor spot, hån og latterliggørelse, som det hedder, vil være mere på sin plads.