Michel Serres var ikke som de andre franske filosoffer. Hans ikkedoktrinære verdenssyn fik ham til at skille sig ud, men hindrede ham ikke optagelse i Frankrigs pantheon for udødelige intellektuelle, Académie française, i 1990.
Han var hverken kamplysten polemiker, forsvarer for faste ideologiske positioner eller skoledannende tænker endsige tænker inden for nogen bestemt skole. Også hans meget metaforiske og rapsodiske skrivestil med brug af hjemmelavede ord havde sit særpræg.
For Michel Serres lå filosofiens rolle ikke i at forstå verden, når »Minervas ugle er fløjet ud i skumringen«. At filosofere var for ham at foregribe og at favne fremtiden og udvikle nye begreber for at forstå den, så vi vil kunne leve i den. I en tid, der hjemsøges af katastrofiske fantasier om atomkrige og globalt klimakollaps, var han noget så sjældent som optimist på menneskehedens vegne.
Udgangspunktet for hans tænkning var dog et andet, nemlig dyb anfægtelse over atombombemassedrabene i Hiroshima og Nagasaki og den vold i overstørrelse, moderne videnskab kan muliggøre. Videnskaben forekom entydigt at være gået i ondskabens tjeneste, og den unge Serres satte sig for at finde ud af hvorfor.
Opdagelsesrejsende
Michel Serres, der døde 1. juni, 88 år gammel, kaldes i franske avisnekrologer for »en opdagelsesrejsende i tænkningens verden«, og som hans egen forkærlighed for maritime metaforer antyder, tog den rejse form af en lystsejlads på tværs af vidensområder.
Han kom fra små kår som søn af en flodskipper fra Agen ved Garonne i Sydvestfrankrig, blev siden flådeofficer og deltog i den ekspedition i 1957, der genåbnede Suezkanalen, men overkom også at fuldføre studier i filosofi og matematik på den parisiske eliteskole École Normale Supérieure under videnskabshistorikeren Gaston Bachélards auspicier. Som ung var han tillige en habil rugbyspiller.
Serres blev dybt optaget af strukturalisme, men var knap så begejstret for marxisme, psykoanalyse og postmetafysisk tænkning, der i de år spillede en dominerende rolle i fransk åndsliv. Kun to filosofiske mentorer har han selv påberåbt sig, vitalisten Henri Bergson og anarko-syndikalisten Simone Weil, og de tilhører da også helt andre traditioner.
Hans første værker er videnshermeneutiske refleksioner over den tyske barokfilosof Leibniz som systemtænker, over videnskabshistorie, videnskabsteori og videnskabelige fremskridts påvirkning af menneskelig moral.
Fra 1969-1980 skitserer han over fem bøger i sin såkaldte Hermès-cyklus en teori om erkendelsens veje på tværs af historiske epoker og vidensdiscipliner med overraskende paralleliseringer – f.eks. fra den oldgræske naturtænker Lukrets’ begreb om fluiditet til Werner Heisenbergs begreb om usikkerhedsrelationer eller biokemikeren Jacques Monods overvejelser om ’tilfælde og nødvendighed’. Værket munder ud i en afvisning af deterministiske verdensforståelser.
Postmoderne
Hans tænkning får herefter en tidstypisk postmoderne accent: Der findes ikke noget privilegeret sprog eller synspunkt. Filosofien kan kun bevæge sig ’nomadisk’ imellem forskellige videnskaber og genrer. Et gennemgående tema for Serres er også hans interesse for sammenhænge mellem sansning, kropslig erfaring og erkendelsen af abstrakte former, som de kommer til udtryk i de eksakte videnskaber.
Serres underviser først på universitet i Clermont-Ferrand, hvor han får Michel Foucault som kollega, dernæst på Sorbonne i Paris. Utilpas i den franske akademiske verden knyttes han i stedet til Stanford University som professor.
I mange bøger iscenesætter Serres mytiske figurer for at personificere sine tankefigurer. Hermes er f.eks. den antikke græske gud for kommunikation. Budbringer-temaet står da også centralt i Serres’ bog om engle La légende des anges fra 1993, der kan læses som en foregribende vision af den internetforbundne verden, der i disse år kun er i sin vorden.
Naturpagt
Fra Le contrat naturel (1990) bliver økologi og miljø et afgørende tema for Serres, der søger at belyse det gennem rets- og moralfilosofiske betragtninger i et forsøg på at udvide det universelle rettighedsbegreb fra verdenserklæringen om menneskerettigheder til også at omfatte ikkemenneskelige væsener. Vi må gennem en ny pagt med naturen gøre naturen til retssubjekt, formaner han.
I de senere år bliver Michel Serres prosa lettere og mere pædagogisk.
Den fremragende taler og forelæser får et sent gennembrud som populær offentlig intellektuel, en hvidhåret vismand med gasconsk dialekt og eget tv-program. Med essaybøgerne C’était mieux avant! (2017) – ’det var bedre i gamle dage’, opfølger til Petite Poucette (2013), opnår han bestsellerstatus hos unge læsere.
For den sene Serres er budskabet, at fremtidens menneske er en forbavsende mutation, vi nu kan skimte forstadierne til. Det internetbaserede menneske vil udfordre alle dele af et samfund, der er gode grunde til at ændre, og når vidensinstitutionerne overhales indenom, må også de politiske institutioner og i sidste ende demokratiet selv forandre sig.
På dansk er flere bøger oversat, deriblandt: Genese (1984), Statuer – Den anden bog om grundlæggelserne (1990) og Naturpagten (1993), og i 1994 udkom Niels Lyngsøs introduktion til Serres tænkning, En eksakt rapsodi.
