Omdøb arveafgift til curlingbarnsafgift – og fem andre forslag til, hvordan rød politik kan lyde godt

Lømmelpakke. Maskeringsforbud. Smykkelov. Ord er vigtige, og højrefløjen har i de seneste år været langt bedre end venstrefløjen til at give deres politiske tiltag de helt rigtige betegnelser. Ord, der kan få kontroversielle forslag til at virke tilforladelige og upopulære tiltag til at lyde fordelagtige.

Nu er rød blok i gang med regeringsforhandlingerne, og inden længe har vi formentlig en ny politisk virkelighed i Danmark. Men skal rød bloks mange politiske forslag blive en folkelig succes, er det nødvendigt at finde de rigtige ord. Vi kommer her med seks gode forslag til, hvordan rød politik også kan lyde godt.

Mia Mottelson

»Betalingsring« bør omdøbes til »Friskluftzonen«

Der kom aldrig »en god løsning i morgen«, men ideen om en betalingsring lever stadig i de røde kredse. Det er imidlertid de færreste, der har lyst til at krydse sådan en sag på daglig basis, og når betalingsringen var så svær at sælge sidst, vi havde en rød regering, så skyldtes det i høj grad navnet – og nej, ’trængselsring’ er ikke bedre. Det nye navn skal naturligvis være grønt. Noget, der signalerer det modsatte af tung biltrafik og partikelforurening. ’Friskluftzonen’ er det oplagte alternativ, gerne med kraftigt tryk på første stavelse, så der ligesom kommer energi og positivitet ind i ordet. Når friluftszonen skal præsenteres på et pressemøde, kan det være med en undertitel, som selvironisk refererer til Helle Thorning-Schmidts berømte ord:

»Friskluftzonen – en god løsning på morgendagens trafikproblemer.«

Mia Mottelson

»Skattetrykket« bør omdøbes til »Velfærdsløftssatsen«

Skattetryk er dybest set et borgerligt ord, for ingen gider at blive trykket på, og slet ikke af staten. Derfor bliver det en af de helt store, men vigtige kulturkampe at omdøbe skattetrykket til velfærdsløftssatsen. Men når det først er lykkedes, vil borgerne meget bedre kunne forstå, hvorfor velfærdsløftssatsen er så høj. Alle elsker velfærd – og hvem vil ikke gerne løfte den?

Desuden har ordet den klare fordel, at det er temmelig langt og kedeligt, og det er en klar fordel, når det kommer til potentielt upopulære ændringer. En skattestigning er som bekendt svær at slippe afsted med. Men en lille, uskyldig justering af velfærdsløftssatsen – mon ikke det glider ubemærket ned?

Mia Mottelson

»Minimumsnormeringer« bør omdøbes til »Gladbarnsgaranti«

Minimumsnormeringer er sådan set et ganske præcist udtryk, når det kommer til at beskrive den normering, der som minimum skal være i en dagsinstitution. Men der er slet ikke følelser og ’mave’ nok i det ord. Hallo, SF, vi har med børn at gøre!

Stakkels, små børn, som sidder alene i mørke, kolde og dårligt vedligeholdte institutionslokaler. Små børn, som græder!

Faktisk er grædende børn den oplagte illustrationsmulighed, når rød blok skal fremlægge udspillet (I ringer bare, hvis I skal bruge billeder). Og så skal det selvfølgelig have et navn, som signalerer tryghed og omsorg. Gladbarnsgaranti er det sikre valg.

Mia Mottelson

»Omprioriteringsbidrag« bør omdøbes til »Kommunekassetyveri«

Rød blok vil gerne fjerne omprioriteringsbidraget. Det er selvsagt en vindersag, men det kedelige navn gør, at den kommende regering slet ikke ser ud til at få tilstrækkelig positiv omtale ud af det. Når blå blok har valgt at benytte et ord, der er så tørt, at man når at blive i tvivl, om man egentlig selv forstår, hvad det betyder, inden man er færdig med at udtale det – er det formentlig i et forsøg på at skabe så lidt opmærksomhed om sagen som muligt. Men det skal være slut nu.

Omprioriteringsbidraget går jo dybest set ud på, at kommunerne skal spare en procent om året, som staten i stedet råder over. Kommunekassetyveri – det er, hvad det er! Ved lanceringen af tilbagerulningen af kommunekassetyveriet kan rød blok overveje at klæde symbolpolitikkens fjende nummer ét, Morten Østergaard, ud som Robin Hood. Østergaard kan blive manden, der giver de fattige kommuner deres penge tilbage fra den onde stat.

Mia Mottelson

»Koblingsprocent« bør omdøbes til »Privatskoleudgift«

Højst overraskende blev koblingsprocenten et tema i valgkampen. Koblingsprocenten er den procentdel af gennemsnitsprisen på en folkeskoleelev, som staten tildeler fri- og privatskolerne. Det lyder mere kompliceret, end det er, og det skyldes især ordet ’koblingsprocent’.

Hvis man i stedet kalder det for en privatskoleudgift, så vil mange nok være mere villige til at kigge på den. Kan man bruge udtrykket »skattefinansieret privatskoleudgift,« hver gang man omtaler begrebet, vil det være endnu mere effektivt.

I debatten er det generelt vigtigt, at man ikke falder i fælden og bruger ordet ’friskole’. Friskole signalerer frisind, glade børn og pædagogiske eksperimenter. Privatskole, derimod, er noget, den forkælede og privilegerede overklasse benytter. Og selv om de teknisk set har betalt for en skoleplads til deres børn gennem skatten, kan de rige tåle at få en ekstra afgift eller to oven i hatten.

Mia Mottelson

»Arveafgift« bør omdøbes til »Curlingbarnsafgift«

De blå kalder arveafgiften en ’dødsskat’. Det er godt tænkt, for det signalerer, at staten har sine lange fingre med helt ned i kisten. Men i et rødt perspektiv er det selvsagt ikke uretfærdigt at tage penge fra folk, bare fordi de er døde. Tværtimod er det uretfærdigt, at de riges børn får en masse penge, de ikke har gjort det mindste for selv at tjene.

Ved at kalde arveafgiften for en curlingbarnsafgift rammer man de borgerlige forældre der, hvor det gør allermest ondt: på deres insisteren på at forkæle egne børn i en grad, så de aldrig lærer at videreføre det værk, som forældrene har bygget op fra grunden. Inderst inde ved de nemlig godt, at det er en fejl.

Curlingbarnsafgiften er derfor både rimelig økonomisk udligning på tværs af samfundslag og en tiltrængt hjælp til de uduelige og dovne rigmandsbørn.