Læsetid: 6 min.

Da populismen trådte ind på scenen, blev venstrefløjen elitens ven

Venstrefløjen har lært at afvise alt, hvad populisterne har at byde på – inklusive retorikken om ’folket mod eliten’. Med denne tilgang er venstrefløjen på paradoksal vis endt med at stille sig på elitens side og overser, hvordan populismen blot er en forvrænget udgave af den marxistiske analyse
22. juni 2019

Når kommentatorer i løbet ad de forgangne uger er blevet bedt om at forklare det baggrundstæppe af frustrationer og vrede, det Sydafrikanske valg den 8. maj udspillede sig på, har forklaringen ofte været enstemmig: En stor base af utilfredse, sydafrikanske borgere er dødtrætte af landets politiske elite, som kun stikker hovedet ned til borgerne i de fattige townships, når de ved valgene har brug for deres stemmer, og ellers bruger resten af tiden på at rage penge til sig sammen med landets økonomiske elite.

Kort sagt har eliten røvrendt den almindelige befolkning.

Selv om denne analyse af Sydafrika har været gældende i årevis, er der noget ved den, der begynder at skurre i ørerne på en ny måde. For må man godt tale om ’eliten’ og indikere, at den bærer skylden for samfundets udvikling og står i modsætning til den almene befolkning?

Med fremvæksten af de stadig mere dominerende populistiske partier overalt i verden har vi vænnet os til en ny retorik, der er blevet opstillet som selve definitionen på populisme: Populisterne hævder at stå på ’folkets’ side i et opgør mod ’eliten’, som styrer samfundet, plejer sine egne interesser og ikke tager det mindste hensyn til den almene befolknings bekymringer.

Vi har lært denne retorik at kende, og vi har lært at agte os for den og de demagoger, som ofte spreder den i kombination med foragt for indvandrere, for grundlæggende demokratiske principper og for almindelig anstændig fremfærd.

Et spektrum helt fra venstrefløjen og et godt stykke ind på centrum-højre har lært at foragte denne tankegang, der anses som farlig, og som med figurer som Donald Trump, Viktor Orban og Rasmus Paludan synes at bekræfte, at alle de populistiske figurer befinder sig på et spektrum, der bevæger sig stadig tættere på de gamle fascistiske figurer fra Europas fortid, som vi ihærdigt har forsøgt at begrave.

Marxistisk populisme

Det første, der imidlertid er bemærkelsesværdigt ved folket mod eliten-retorikken, er, hvor meget den i en vis forstand minder om den klassiske marxistiske og socialistiske retorik. Den socialistiske retorik om ’proletariatet mod overklassen’ synes at genopstå i den populistiske retorik, omend i en væsentligt grovere og begrebsligt mere vaklende form.

I den sammenhæng kan man ikke undgå at bemærke, hvordan eksempelvis den franske populist Marine Le Pen også har tordnet mod ’den finansielle og politiske globaliseringselite’ ved de årlige topmøder i Davos, hvor »den mest brutale globaliserings store profitmagere i al hemmelighed beslutter skæbnen for hundreder af millioner af mennesker og for hele nationer«.

Le Pens kritik er på overfladen ikke så langt fra en klassisk marxistisk kritik af den selv samme økonomiske elite og dens venner i statsapparatet, og det er dårligt en hemmelighed, at de populistiske partier i meget høj grad er støttet af de arbejdervælgere, der for et par årtier siden stemte på socialdemokratierne og venstrefløjen.

Dette overlap mellem populismen og socialismens kritik af eliterne har da også fået nogle folk til at anskue populismen som en mulighed for venstrefløjen, eksempelvis den belgiske politiske teoretiker Chantal Mouffe, som skrev bogen For a Left Populism med en opfordring til at give populismen et venstreorienteret udtryk.

Men langt de fleste synes imidlertid at drage den modsatte konklusion, nemlig at populismen er forkert, og at enhver kritisk retorik mod eliten dermed også må være forkert som et udtryk for populisme. Populismens kritik hånes ofte i krogene som et latterligt skyggespil; hvem er denne elite, som menes at styre det hele, og hvor forkasteligt er det ikke at forsøge at skabe splid i befolkningen med den slags fjendefigurer?

Den sørgelige konklusionen synes at blive, at populismen, med alle de problematiske forhold, der knytter sig til den, har formået at svække venstrefløjens kamp mod samfundets eliter – en kamp, som venstrefløjen har været det privilegerede udgangspunkt for i århundreder. Kampen mod den økonomiske elite er stadig intakt, men populismens helt legitime oprør mod politiske, uddannelsesmæssige og kulturelle eliter i samfundet har venstrefløjen alt for hurtigt affejet som latterlige illusioner for dumme mennesker.

Populisternes selvforståelse

Det er blevet en central fejlslutning blandt folk på venstrefløjen, at hvis populisterne siger noget, må det pr. definition være forkert. Hvis de siger, himlen er blå, er vores udgangspunkt, at den i hvert fald ikke er blå. Derfra kan vi så undersøge, hvilken farve den egentlig har.

Derfor møder venstreorienterede intellektuelle, som forsøger at tage populismens kritik seriøst og undersøge, hvordan man kan forklare fremkomsten af populismen ud fra nye uligheder i samfundet, ofte kritik på venstrefløjen. Det så vi eksempelvis for nylig, da Steen Gottlieb anmeldte Rune Lykkebergs bog Vesten mod Vesten på Solidaritet.dk:

»Når Lykkeberg taler om ’de lærde klasser’ eller ’den intellektuelle elite’ har han faktisk ukritisk overtaget et begreb, som populisterne ynder selv at jonglere med. Lykkeberg tænker tilsyneladende selv i populistbaner, jævnfør Jan-Werner Müllers begreb om det.«

Dette er blevet et mere og mere udbredt argument på venstrefløjen, men det er egentlig ikke et argument, når det inspiceres nærmere. For det første argumenteres der slet ikke for, at begreber som ’den intellektuelle elite’, ’den kulturelle overklasse’ og ’de lærde klasser’ ikke skulle være holdbare samfundsbegreber.

Det antages implicit, at når populisterne bruger dem, må de automatisk være forkerte og meningsløse begreber. Hvis man kan vise, at en person bruger bare nogle af de samme begreber som populisterne, mener man automatisk at have afmonteret deres analyse. Det glemmes, at sådanne begreber ofte har været en del af den seriøse, kritiske samfundsforskning, og at det giver fuldt ud mening at diskutere, hvilken magt den mest veluddannede klasse i et samfund har, og hvorledes de kortuddannede klasser får denne magt at føle.

Men ifølge Steen Gottlieb kan vi, fordi populisterne omtaler og kritiserer ’den intellektuelle elite’, altså slutte at en sådan elite slet ikke eksisterer – eller i hvert fald ikke er relevant at diskutere. Populisterne får på denne måde en markant magt; hvilke andre ting kan de få til at forsvinde fra venstrefløjens verdensbillede blot ved at nævne og kritisere dem?

Den intellektuelle venstrefløj, hvis primære opgave består i at kritisere samfundseliter og magtforhold i samfundet, har som følge af populismens fremkomst udvist en ynkelig evne til selvkritik og selvindsigt. Alle andre ressourcefulde grupper i samfundet udøver en magt i samfundet, som kan kritiseres, men den veluddannede klasse mener aldrig selv at have haft nogen nævneværdig magt eller indflydelse i samfundet.

Populismens sande magt

Sandheden er, at populismen er en ekstremt samfundskritisk bevægelse, som giver udtryk til mange af de økonomiske og kulturelle uligheder, som præger vor tid. Selv om populismen giver disse oprør et forvrænget udtryk, har den ofte fat i centrale elementer af sandhed.

Populismen er det arbejderoprør, som venstrefløjen ikke selv har formået at mobilisere de sidste mange årtier. Derfor kan vi ikke bare smide babyen ud med badevandet. En tilgang, som automatisk afviser alle de kritikker, populismen fremfører, afholder venstrefløjen fra at finde ud af, hvordan de populistiske arbejdervælgere kan føres tilbage i folden.

Som det ofte er blevet påpeget, er det største problem med terrorismen ikke dens vold, men måden vores samfund reagerer på den. Noget lignende kan siges om populismen:

Måske er det værste ved populismen ikke dens beklagelige politiske sejre i løbet af de sidste par årtier, men derimod måden den har påvirket venstrefløjens tænkning på i form af deres desperate forsøg på at afvise samtlige udsagn, kritikker og begreber, populister nogensinde har fremført.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bjørn Pedersen
Niels Duus Nielsen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Gram-Jensen

Vanskeligheden ved at forholde sig til denne artikel, og til "populismen" som generelt begreb, er mangelen på en definition af, hvad populismen egentlig er - og mere specifikt hvad Kristian Thorup mener med populisme, og hvordan denne "forvrængede udgave af den marxistiske analyse" mere præcist afviger fra den "klassiske og socialistiske retorik" (og analyse), den angiveligt "i en vis forstand minder om".

En mulig definition på forskellen er, at hvor marxismen opstiller en modsætning mellem klasser med uforenelige interesser og peger på ophævelsen af klasserne, altså kort formuleret det kollektive ejerskab af og herredømme over produktionsmidlerne, som løsningen, opstiller populismen en modsætning mellem "folket" og en mere eller mindre veldefineret "elite" og peger på et populistisk partis eller en populistisk leders magtovertagelse (med eller uden andre forholdsregler såsom koncentration af magten i partiets/lederens hænder og/eller flere folkeafstemninger), men ikke en reel afskaffelse af klasseskellene, som løsningen.

Som et yderligere kriterium for populisme kan man inddrage den opfattelse, at kun "folket" og dets interesser og vilje - som defineret af den populistiske bevægelse/leder - er legitime: bevægelsen og lederen taler på folkets vegne, og enhver, der bestrider denne version af virkeligheden, er på elitens side og dermed en "fjende af folket".

Endvidere vil populisme i praksis ofte være forbundet med nationalisme, dvs. "folket" defineres (også) i national forstand, hvilket kan forbindes med en forestilling om en konspiration (eller et sammenfald) mellem "eliten" og "de fremmede".

Holder vi os til bare det første kriterium, er forskellen mellem populistisk og marxistisk/socialistisk retorik måske ikke altid stor, men forskellen i analyse og strategi er til gengæld fundamental: fra et marxistisk/socialistisk synspunkt er det en pseudoløsning, populismen tilbyder, fordi den reelt ikke vil gøre op med den samfundsstruktur, som eksistensen af økonomiske, politiske og uddannelsesmæssige eliter beror på.

Eller sagt på en anden måde: marxistisk/socialistisk analyse benægter på ingen måde den samfundsmæssige uligheds problem, men må tage de ret så væsentlige forbehold, at den populistiske analyse af det er upræcis (og ofte overfladisk), og at det populistiske svar på det ikke løser det.

Trump legemliggør meget godt problemstillingen: et medlem af den økonomiske elite, der bruger populistisk retorik som middel i konkurrencen om den øverste stilling i den politiske. Det indebærer selvfølgelig ikke, at man skal undlade at kritisere den "elite", han stiller sig selv op som modsætning til, men man skal heller ikke bare tage den populistiske version af kritikken til sig som sin egen.

Torben Skov, Thomas Tanghus, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, morten rosendahl larsen, Mogens Holme, Anders Reinholdt, Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger, Marie Jensen, Michael Christiansen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

ja der er ikke noget værre, end når en hadefuld løgnagtig nazional-chauvinist stiller sig op på tv og udgyder sit had, og derefter stiller usympatiske krav på mine vegne,
eller fejrer de usympatiske love der er gennemført med kage, og påstår at hun har folket bag sig, hvorfor er de mest rabiate og afvigende politikere, også dem som er mest tilbøjelige til at mene de taler på "folkets vegne" ?
jeg tror det skyldes at de inderst inde godt ved at det gør de IKKE,
det paradoksale er at dem jeg føler taler på mine vegne eller udtrykker mine holdninger aldrig,
eller måske bare sjældent trækker "folkets vegne" kortet, måske fordi de er villige til selv at måles på deres holdninger.

Thomas Tanghus, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Mogens Holme og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Historien drejer sig om, at da i egen forståelse progressive kræfter forleden i 1900-tallet skulle vælge mellem ENTEN 'klimabalance, artsdiversitet, etc... ' ELLER materiel opgradering af 3 milliarder ekstra biafra-børn, hvilket sidste der nødvendigvis skulle 6 milliarder ekstra hænder til + massiv kapitaloptimering ad hurtigste røverkapitalistiske vej ...... ja da valgte de biafra-børnene.
Det var ikke umiddelbart det mest 'humanistiske' valg, måske, rent æstetisk set .... men man skal ikke dømme. Nogle brikker i det spil kan dog klart fordømmes : primært omfavnelsen af det nazistiske 'fleksible racebegreb' var afskyeligt .... men desværre også en uheldig formulering i et FN-papir hvis hensigt ikke overlevede postmoderne tolkning.
Under alle omstændigheder er Thunberg-vinklingerne løsningsblanke, for løsningen er stadig 6 milliarder aborter, overvejende sådan nogen som racetænkerne kalder 'sorte'. Toget er kørt, og man må indrette sig på det klima der nu engang er blevet og bliver - og de tekniske fix der er dryppet på degne.

Problemet med venstrefløjen efter jordboernes fravalg af socialismen er, at den politisk aktive venstrefløj nu er kapi.. nej elitære i den forstand, at de er groet op i et beskyttet værksted med betalt høj uddannelse og sikring af en højere løn og pension, alt sammen som et resultat af den socialdemokratiske vilje om at bryde den sociale arv.

Resultaterne og afkastet af alle de højere uddannelser begrænser sig til det gode udkomme for den nye klasse selv, og det er generelt undtagelsen, at en nutidig høj uddannelse skaber værdi for samfundet generelt. Navlepilleriet har ikke medvirket til forbedringer for samfundet og slet ikke de lavt uddannede. Det er stadig dem, som bær' velfærdssystemet eller resterne af det.

Lønforskellen er til at få øje på, og arbejdsindsatsen er i dag omvendt proportional med aflønningen. Utilfredsheden med disse faktiske forhold kalder eliten populisme, og den 'forstår slet ikke' den utilfredshed, som i bund og grund er den nye klassekamp, blot med venstrefløjen bag kapitalistens skrivebord og prangerpung den her gang.

De få resterende gamle, sande socialister aner ikke, hvad der ramte dem.

Torben Skov, Per Torbensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Nu da socialismen er gået af mode, kommer 'klimaforandringerne' som en velkommen substitut for venstrefløjen, men jeg tror deres manglende videnskabelige læring og forståelse vil give dem store udfordringer inden for ganske kort tid. Den politiske konsensus omkring klimaforandringerne er allerede i dag en langt større katastrofe for civilisationen, end klimaforandringernes potentiale siden slutningen på den lille istid. Hvem ønsker sig tilbage til de forhold ? Man kan narre en del af befolkningen i en vis periode, men så længe kejseren ikke har noget tøj på, vil populismen på et eller andet tidspunkt præsentere fuckfingeren. Lad det ikke komme bag på jer.

Niels Duus Nielsen

Tal for dig selv, Peter Bahne, jeg ved godt, hvad der ramte mig - og det gør du vist også ;-)

Hvad der besværliggør forståelsen af tingenes sammenhæng er jo netop at de privilegerede er vokset op i en kuvøse, hvor mælk er noget, man køber i supermarkedet, og køer er noget helt andet, som man har i zoologisk have. De fleste af de varer, jeg omgiver mig med, er produceret i sweatshops i Sydøstasien. Modsætningen mellem kapital og arbejde er derfor ikke længere synlig i hverdagen, så det er nemt at tro, at klassekampen er slut. Især når lønarbejderne samtidig bestikkes med en højere levestandard.

Globaliseringen var det, der ramte os, så for tiden er det kapitalisterne der fører i klassekampen. Så længe det varer, for som sædvanlig har de kun udskudt sammenbruddet. Hvis ikke de snart finder på noget nyt, kommer der en ny økonomisk krise - og denne gang er jeg ikke så sikker på, at skatteborgerne vil være med til at betale gildet.

Torben Skov, Torben K L Jensen, Susanne Kaspersen og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Hvis du ønsker at rulle globaliseringen mere eller mindre tilbage, er du jo en simpel kolonihavefascist, som lukker dig omkring dannebrog og dig selv, og så er du bare helt yt. Du har nok i dig selv og dit kakkelbord med en simpel optrukket bajer og en grøn lige som du plejer med en lille løn.

Globaliseringen kan vi ikke røre. Ingen sund konkurrence på arbejdsudbud, skat og kapitalpleje. Hvor vil du hen Niels ? (Smiley)

Niels Duus Nielsen

Globaliseringen kan ikke rulles tilbage af os mennesker, det er der simpelthen for meget systemtvang til, men lidt global opvarmning eller en økonomisk krise vil måske kunne skabe den nødvendige disruption? Ikke at det er noget, jeg går og håber på, men vi skal jo være realistiske.

Anyhow, vejen frem er ikke at være luddit, men at organisere os internationalt og udnytte globaliseringen i vores favør. Det er lykkedes herskerklassen at splitte os, så vi må jo bare op på hesten igen og se at komme i gang på den nye bane, der er kridtet op.

Skal jeg være helt ærlig, tror jeg at luksuslande som Danmark er fortabte. Gennemsnitdanskeren lever i en pseudoverden præget af benægtelse og lyserøde vrangforestillinger, så det er ikke herfra, revolutionen skal komme.

For tiden ser det faktisk ud til, at det kunne være USAs befolkning, der kommer til at føre an i en skærpet klassekamp. For i USA er fattigdommen synlig for enhver, og fattiggørelsen gennem udbytning mærkes af en langt større procentdel af befolkningen end hos os. Her har socialdemokraterne nemlig sejret ad helvede til, mens de først lige er begyndt i USA.

Globalisering øger aktivitet, energiforbrug og CO2 udledning, fordi der er fri bevægelighed af arbejdsudbud, skat og kapital. Kloden gløder.

Steffen Gliese

Problemet er materialismen som altings mål. Den er trods alt ikke andet end en udvidet adgang til det, der opretholder livet - og alt derudover er jo i langt højere grad båret af en frihedsbestræbelse på forbedring af livet og verden, og burde således som værdi sig selv slet ikke være underlagt markedet.